Ny stor lærebog for vordende talelærere

Recension

Anmeldelse: Jette Barnholdt Hansen og Hanne Smith Pedersen, red.: Stemmen og ­tilhørerne – taleundervisning i retorisk perspektiv, Ödåkra: Retorik­forlaget, 2016.

Bibliografisk

Recensent: Sten Høgel er lektor emeritus i tale og sang ved Musik­videnskab, Københavns Universitet.

Om recensionen
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 71/72, 2016, 118-119.

Annons

Klimataler

Klimataler

Jeg har fundet ni klimaretoriske fejl og skrevet ni kapitler om, hvordan du kan gøre det bedre ved at lære af de bedste. Bogen tager dig med på en rejse gennem historien med fokus på slaveri, borgerrettighedsbevægelsen og kampen mod racisme. Hvert ­kapitel kommer med en klar anbefaling til, hvad du skal gøre, ­eksempler på folk, der har gjort det godt og skidt og en forklaring af hvorfor. Läs mer...

Read more

Klimataler – introduktionen

Klimataler – introduktionen

Introduktionen fra bogen Klimataler af Rune Kier. Läs mer...

Read more

Recensionen

Så er den der! En bredt anlagt lærebog for den vordende talelærer med retorik­faget som faglig ­ballast.

Retorikfaget ved Københavns Universitet har nu eksisteret i mere end en menneskealder, og manglen på en lærebog som den foreliggende må efterhånden have været særdeles følelig. Da professionen ”talelærer” er forholdsvis ny i dansk sammenhæng, har redaktørerne fundet det formålstjenligt ikke blot at indkredse og præcisere dens specifikke fagområde, men også at afgrænse det i forhold til de nærliggende områder logopædi og psykiatri.

Den teoretiske del af bogen varetages af Jette Barnholdt Hansen, lektor og spe­cialist i mundtlig retorik. I kapitlet om etik støttes hun af Klemens Kappel, lektor i filosofi. Denne afdeling indeholder kapitler om Stemme og intention, At kommuni­kere for øret, Taleundervisningens etik og Analysen og vurderingen. Den praktiske del er tilrettelagt af Hanne Smith Pedersen, ekstern lektor og specialist i stemmebrug. Hun har selv bidraget med et kapitel med praktiske øvelser, hvortil knytter sig audio­logo­pæden Jan Tinges Manuel undersøgelse af struben. Desuden består denne afdeling af tre talelæreres indlæg om arbejdet indenfor forskellige fagomåder som politik, erhvervsliv, medier, teologi og dramatik. Forfatterne er Lene Kleinschmidt, Liselotte Dam-Jensen og Nanna Vestgård Sørensen. Så følger to kapitler om menneskers vurdering af en talers stemme. Nanna Vestgård Sørensen og Ditte Vibe Petersen er begge specialister i mundtlig kommunikation i mange sammenhænge. Førstnævnte skriver om Vokale kendetegn og lytteres opfattelse, mens sidstnævnte refererer sin undersøgelse af Stemmer, der flytter stemmer. Som afslutning kommer så to kapitler fra grænseområderne logopædi og psykiatri. Logopæderne Solveig Gunvor Pedersen, Jenny Iwarsson og Inge Ernst Kølle skriver om Logopædisk stemmeundervisning, mens speciallæge i psykiatri Inger Beck tager sig af Stemmen og psykisk sygdom.

For at begynde med det sure synes jeg, at det er ærgerligt, at bogen fremtræder så trist, som den gør: Er det mon tunger eller drøveler, som de mange sorte figurer, der pryder forsiden, skal forestille? Mørke og truende virker de i hvert fald. De grå og slørede fremtoninger af vores dronning og forhenværende statsminister inde i bogen er heller ikke indbydende. Forordet fremstår med en mærkværdig grov skrift, mens bogens tekstmasse gerne kunne have været bragt med lidt større, mere læsevenlige typer. Kort sagt, den grafiske tilrettelæggelse lader meget tilbage at ønske, den vigtige billedside af retorikfaget er blevet negligeret.

Der er særlig grund til at hænge sig i det grafiske, fordi bogen sprogligt er til­rettelagt sådan, at den burde have gode chancer for at nå en større læserkreds end den snævert faglige. Der er nemlig fra de to redaktørers side gjort en særlig indsats for, at de mange forfattere frembærer deres budskaber i et ligefremt og tilgængeligt sprog. Til den ende er brugen af fagtermer nedtonet, og hvor de benyttes, bliver de (næsten altid) forklaret. En undtagelse fra dette princip er for eksempel logopædernes opremsning af diagnoser s. 211. Der er således i denne lærebog i mundtlig kommunikation lagt stor vægt på den tilsvarende skriftlige. Det gør den i høj grad læse­værdig, også for ikke-fagfolk.

Fagligt er alle artiklerne på et højt niveau. Det er lykkedes redaktørerne at samle nogle af landets fineste specialister indenfor de enkelte fagområder. I det følgende vil jeg knytte et par bemærkninger til de enkelte afsnit.

Med et solidt udgangspunkt i den klassiske retorik redegør Jette Barnholdt ­Hansen for taleundervisningens formål og indhold. Ny og spændende i denne ­sammenhæng er de aktuelle mediers delvise ophævelse af den gamle modsætning mellem tale og skrift. Med en række velvalgte eksempler fra poesiens verden illustrerer hun, hvor varieret Jørgen Fafners mundtlighedskriterier kan udnyttes.

Kapitlet om etik handler ikke, som man måske kunne tro, om retorikkens evne til at manipulere, men om forholdet mellem lærer og elev. I sangundervisningens verden er der mange sørgelige eksempler på, at læreren benytter sin faglige over­legenhed til at uselvstændiggøre en elev og derved binde vedkommende til sig. At faren i taleundervisningen ligger lige så nær er indlysende, men det er nyt, at der
– som her – gøres så grundigt rede for problemet.

Yderst instruktivt er Jette Barnholdt Hansens kapitel om fremgangsmåden i et undervisningsforløb. Med samtalen, analysen og vurderingen som udgangspunkt tilrettelægges en individuel strategi. Understregningen af det individuelle er udgangspunktet for hendes sobre opgør med den grasserende ”accentmetode” (Svend Smith), som i årtier har hærget indenfor logopædien. I direkte forlængelse kommer tre talelæreres redegørelser for deres respektive arbejdsområder. Fælles for dem alle er deres gedigne faglighed og levende engagement. Her fremstår der lys­levende tre oplagte rollemodeller for de retorikstuderende.

Overraskende er Jan Tinge blevet inviteret til at skrive om manuel undersøgelse af struben. Tinge har i mange år været et af fyrtårnene indenfor logopædien, og hans storartede gennemgang af undersøgelse, diagnostik og behandlingsforslag er i høj grad relevant. Problemet er bare, at når der ikke medfølger en video, hvor eksempler for syn og hørelse klargør det, der skrives om, så lades læseren i nogen grad i stikken.

Det samme kan siges om Hanne Smith Pedersens kapitel. Da Lone Rørbech og jeg i sin tid udsendte Tal rigtigt – syng godt (C. A. Reitzel, 1993), kunne man på et kassettebånd i det mindste høre øvelserne demonstreret. De mange oplag og ulov­lige kopieringer viste, at her var der et behov. Så det ville i høj grad være formålstjenligt, om denne lærebog blev fulgt op af optagelser af taleundervisning, denne gang for både syn og hørelse.

Når det er sagt, så er Hanne Smith Pedersens særdeles omfattende og dybde­borende fremstilling af en retorisk stemmeundervisningspraksis både instruktiv og på et højt fagligt niveau. Mange velvalgte prosaeksempler frister læseren til at afprøve sin vokale udtryksformåen.

Bogens næste afsnit indeholder beskrivelser af to retoriske undersøgelser. Nanna Vestgård Sørensen har undersøgt sammenhængen mellem vokale kendetegn og ­lytteres opfattelse af en talers personlige egenskaber, mens Ditte Vibe Petersen har undersøgt stemmer, der flytter stemmer. Det er halsløs gerning at forsøge at referere de to forfatteres spændende arbejder, der i høj grad er relevante ikke blot for retorikere, men også for mange andre. Læs selv!

Tre logopæder, Solveig Gunvor Pedersen, Jenny Iwarsson og Inge Ernst Kølle, står for en solid gennemgang af et område med talrige aspekter. Her får man god besked om uddannelse, arbejdsområder og stemmelidelser. Formålet har først og fremmest været oplysning om logopædi, og forfatterne afstår fra at give konkrete eksempler på behandling, men indskrænker sig til en overordnet oversigt.

Som afslutning står Inger Becks beretning om stemmen og psykisk sygdom. Et strålende eksempel på faglig formidling, når den er allerbedst.