Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Nye nordiske bøger om visuel retorik

Nye nordiske bøger om visuel retorik

av Hanne Roer

Recension

Brigitte Mral og Henrik Olinder: Bildens retorik i journalistiken. Nordstedts 2011.
Jens E. Kjeldsen: Tale med billeder – tegne med ord. Det visuelle i antik retorik og retorikken i det visuelle. Spartacus 2011.

Bibliografisk

Recensent: Hanne Roer er lektor i retorik ved Afdeling for Retorik ved Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 64 (2013), side 72-80.

Annonce

Recensionen

Visuel retorik er i disse år ved at finde en fast plads i retorikundervisningen, støttet af en voksende teoretisk og pædagogisk litteratur. I en anmelder-artikel i Quarterly Journal of Speech (Vol. 95, nr. 2, May 2009) reflekterer Paul Messaris over fire udgivelser fra 2007 og 2008 om ”visuel retorik”. Messaris har i mange år skrevet om visuel kultur, især reklameanalyse, og stiller sig spørgsmålet om, hvad der adskiller disciplinen visuel retorik fra f.eks. semiotik og visuelle kulturstudier. Det er på den ene side indlysende, at der findes store mængder af persua­sive visuelle udtryk, mens det på den anden side ikke er helt enkelt at afgrænse den akademiske disciplin ”visuel retorik”.

Når retorikere er blevet optaget af visuel retorik, konstaterer Messaris, er det som et led i den mangeårige udvidelse af retorikkens felt til generelt at gælde ”kommunikation der konstruerer en social virkelighed”. Med dette Burke-inspirerede, brede syn på retorik udvides retorikfagets genstandsfelt, og det bliver muligt at arbejde med kombinationer af mundtlige, skriftlige og visuelle udtryk. Så det er en nødvendig udvidelse, set fra retorikfagets synsvinkel, men har den klassiske retoriske tradition eller nyretorikken noget andet at byde på end moderne hermeneutiske teorier og metoder?

I de fire bøger ser Messaris en uvilje mod at konstruere en teori om visuel retorik og en klar forkærlighed for analyser af visuelle fænomener og deres virknings­muligheder. Denne praktisk-kritiske tilgang er Messaris fornøjet ved, men han ­finder, at mange af artiklerne ikke desto mindre kredser om de samme problem­stillinger: 1) Har billeder brug for ledsagende tekst/overskrifter for at kunne argumentere? 2) Er billeder mere emotionelle end ord (som igen skulle være mere abstrakte og informative)? Og endelig: 3) Er fotografier mere pålidelige vidnesbyrd end ord eller andre billeder? I alle tre tilfælde er det korte svar nej (måske med undtagelse af det andet spørgsmål), mens de egentlige begrundelser er lange. Hvorvidt kombinationen af retorik og visuel analyse er en god ide, er afhængige af styrken i de enkelte retoriske kritikker, snarere end abstrakt teori, konkluderer Messaris.

Disse grundlæggende spørgsmål svæver også over de to bøger, som her skal anmeldes. Brigitte Mral og Henrik Olinder: Bildens retorik i journalistiken er ifølge forordet rettet mod en bredere offentlighed, skoleelever og studerende på begynderniveau. Det er med andre ord en forskningsformidlende bog, hvis anliggende er at skabe kritisk stillingtagen til pressefotografiet. Det er en smuk (billed)bog, rigt illustreret med kendte og mindre kendte pressefotografier fra Sverige og resten af verden. Vor tid står i fotojournalistikkens tegn, både på grund af de internetbaserede mediers massive billedforbrug og på grund af den usikkerhed, der nu omgiver fotografiets dokumentariske værdi (Messaris’ tredje spørgsmål). Mral og Olinders forudsætning er, at de fleste stadig opfatter fotografiet som et aftryk af virkeligheden og dermed som et sandfærdigt vidnesbyrd om f.eks. krig og katastrofer. De vil gøre deres unge læsere bevidste om, at fotografier altid er udsnit af en virkelighed, oftest en redigeret eller manipuleret version.

Indledningsvis argumenterer de for, at grundlæggende begreber i den klassiske retorik kan anvendes til analyse af persuasive, visuelle artefakter. Bogens emne er først og fremmest pressefotografiet, fordi det i særlig grad er med til at skabe en offentlig doxa. De relevante klassiske begreber præsenteres i listeform i kapitlet ”Retorikens analysmetoder” (15-36): først de tre appelformer, dernæst begrebet doxa efterfulgt af en række troper og figurer. Forfatterne begrunder ikke deres ud­valg, allegori, metafor, metonymi, symboler og evidentia, men billedsidens ­mange gode eksempler gør det troværdigt.

I kapitlet ”Bilden som argument” (37-72) præsenteres appelformerne og evidentia nu som karakteristiske bevisformer i visuel retorik, der er kendetegnet ved flertydighed og emotionel styrke. Messaris’ andet spørgsmål besvares således positivt, men uden nogen diskussion. Som forfatterne nævner i indledningen (7), er billeder på paradoksal vis både umiddelbare og vanskelige at afkode pga. deres flertydighed. Udover de klassiske begreber får vi en liste over fænomener, der tillægges visuel betydning: klædedragt, fremstillingen af lidelser, humor og satire samt billeder der gør det muligt for os ”at fatta beslut”.

I næste kapitel ”Medieretorik” (73-100) defineres begrebet ”ikoniska bilder”, da disse udøver en stor indflydelse på den offentlige doxa. Dernæst tager forfatterne fat på spørgsmålet om fotografiets troværdighed og skelner her mellem manipulerede billeder og manipulation ved hjælp af billeder. Bogens bærende pointe, at billeder er redigerede udsnit af virkeligheden, underbygges med oplysninger om udvælgelses- og vurderingskriterier ud fra to såkaldte ”deltagerstudier”. Disse består i refe­rater af interviews med redaktører på to svenske aviser.

I kapitlet ”Visuella påverkansmedel” (101-128) får vi en liste med mere tekniske fænomener, kameravinkel, perspektiv, nærhed og skarphed efterfulgt af afsnit om farve, varemærker, typografi, diagram og grafik samt layout. Det sidste kapitel ”At analysere bildens retorik” er desværre kun på godt en side (129-130) og består af en tjekliste til billedanalyse: 1) den retoriske situation, 2) de retoriske begreber nævnt i første kapitel, 3) medieretorik og 4) analyse af farve, typografi mv.

Mral og Olinders bog er uden tvivl velegnet til at give skoleelever en forståelse for billeders påvirkningsmuligheder. Udvalget af få klassiske begreber kan give en kritisk bevidsthed, dersom eleverne selv trænes i at applicere dem på visuelle artefakter. Det er dog ærgerligt, at forfatterne ikke opstiller en mere nuanceret analyse­model og afprøver den i et par grundige analyser af visuelle artefakter. De to ”deltagerstudier” giver ikke nogen generel viden om vor tids avismedier.

Selvom de to forfattere nok har et udvidet retorikbegreb, sammenfattet i slag­ordet doxa, er bogen en traditionel fremstilling af retorikken som en værktøjskasse. Det er ligeledes en mangel, at der slet ikke er nogen begrundelse for udvalget af ”værktøj”. Hvorfor præsenteres de tre appelformer i to forskellige kapitler? Hvornår er symbol blevet et aristotelisk-retorisk begreb? Hvorfor er de tekniske virkemidler (vinkel, farve, typografi) ”visuella påverkansmedel”, mens de klassiske begreber defineres som argumentation? Farven rød siges at have konnotationer som ”kungamanteln, Coca-Colas varumärke” (s. 110). Det er vanskeligt at se nogen bagved­liggende klassifikation eller teoretisk begrundelse.

Bogens underforståede præmis, at unge naivt tror på fotografiet som aftryk af virkeligheden, er næppe sand; selv små børn redigerer i dag egne fotos på deres Ipod. Bogens tone virker overpædagogisk (” – foton som vi ju läser som objektiva skildringar av verkligheten” s. 75; ”Statistik och fakta kan vara ganska tråkig läsning”, s. 116). Når bogen alligevel virker som et ganske overbevisende forsøg på at indføre klassisk-retoriske begreber, skyldes det samspillet mellem tekst og billeder. Billedsiden forankrer tekstens påstand, at billeder opererer på samme måde (eller ikke væsentligt forskelligt) som verbale udtryk. Ærgerligt at forfatterne ikke tager dette centrale emne op (Messaris’ første spørgsmål), og at de ignorerer Roland Barthes’ uopslidelige begreber om forholdet mellem tekst og billeder (for­ankring/­afløsning).

Jens E. Kjeldsen vil i sin lille bog Tale med billeder – tegne med ord. Det visuelle i antik retorik og retorikken i det visuelle ligeledes vise, at antik retorik ikke kun handler
om verbal overbevisning, selvom de gamle teoretikere naturligvis skrev med taler for øje (!). Kjeldsens bog præsenteres som forskning primært rettet til kolleger (s. 9) og falder i fire kapitler. Det første er en gennemgang af de vigtigste antikke retorikeres udsagn om det visuelle; det andet handler om retorikkens afgørende ind­flydelse på den kunstteoretiske diskurs, der opstår i renæssancen med Albertis De pictura; det tredje kapitel handler om det visuelle i Gorgias’ Helenas Pris, og det ­sidste om det visuelles funktioner i retorikken.

Kjeldsen skelner indledningsvis mellem ’rigtige billeder’ (fysisk synlige billeder) og paravisuelle billeder (mentale billeder, sproglige, metaforiske, konceptuelle). Han erklærer sig enig med billedfilosoffen W.J.T. Mitchell i, at forskellen mellem ord og billeder findes, men ofte er blevet overdrevet. Kjeldsen understreger med Mitchell, at der er tale om forskellige repræsentationsformer, mens den måde vi taler om forskellen mellem ord og billeder, er ideologisk betinget. Her er det slående, at man i Vesten siden antikken har omfattet billeder med ærefrygt: både beund­ring og angst. Billeder mistænkes for at udøve en irrationel og skjult indflydelse.

Kjeldsen stiller sig i kap. 1 ”Det visuelle i retorikken” (19-86) to spørgsmål: Hvad siger de antikke retorikere om visuelle kunster? Hvilke funktioner mener de, det visuelle har i retorik? Hvad angår det første, finder Kjeldsen den omtalte ambivalens (frygt og beundring) hos de antikke teoretikere, stærkest hos Platon, men også hos Cicero. Cicero er et godt eksempel på hvordan en dannet romer både skulle demonstrere sin viden om græsk kunst (f.eks. i ekfraser) og dementere dets betydning (især anden tale mod Verres). Retorikerne ville lære talerne at tale til øjet, så det visuelle rangerede højt. Forfatteren til Ad Herennium betoner, at ligesom man ikke skal blande de forskellige kunstneriske genrer og stilarter, således må en taler må ikke låne citater fra andre. Cicero siger i De oratore, at som i billedhuggerkunsten skal der i talekunsten være mange forskellige stilarter. Bag sådanne analogier og gode råd ligger et æstetisk ideal om proportionalitet og organisk helhed. Også Quintilian analogiserer bl.a. til malerkunsten i sine betragtninger over imitatio, og i 12. bog ­gennemgår han maler- og skulpturkunstens stilarter som en analogi til talekunsten: stilen være passende, varieret og fungere.

Kjeldsen konkluderer, at Quintilian med disse analogier (også i 2. bog) antager et dybere fællesskab mellem kunst og retorik, hvor han betoner aptum og stilistisk variation. Skulpturens vridninger sammenlignes med sprogets troper og figurer, hvilket er tankevækkende, da vor tids visuelle teoretikere har søgt til retorikkens arsenal af troper og figurer for at fortolke visuel retorik. Kjeldsen henviser flere gange til Quintilian og Ciceros brug af Timantes’ maleri af Ifigenias ofring; Quintilian argumenterer således for værdien af betydningsfulde udeladelser ved at henvise til maleriets udeladelse af selve offerscenen.

Kjeldsen konkluderer, at de antikke retorikere ikke definerer retorik som en ren sproglig kunst, og at deres udsagn om visuelle virkemidler kan fortælle os om det visuelles funktioner. Som retoriker finder Kjeldsen dette mere frugtbart at undersøge end filosofiske forsøg på at definere essensen af det visuelle. Han fortsætter således sin læsning af de antikke retorikere med at undersøge, hvad de siger om det visuelles funktioner inden for de fem partes og skelner nu mellem ’direkte optisk retorik’ og ’paravisuel retorik’. Vigtigst er actio, som er ”kroppens veltalenhed” (blik, gestus). Kjeldsen finder mange udsagn hos Cicero og Quintilian, som fremhæver tre funktioner (s. 39): taleren kan vha. visuelle virkemidler udtrykke og fremvise følelser; indicere følelser og styrke/afløse verbale funktioner. Blandt de interessante udsagn er Cicero og Quintilians betoning af en spejlingseffekt: taleren skal afspejle sine følelser således, at publikum kan overtage disse. Visuelle effekter (fremvisning af ar og blodige klæder) kan være effektive, men frarådes fordi de kan virke upassende. Kun sjældent fremviste talerne fysiske billeder, men de kunne som Cicero i talerne mod Catilina udnytte scenen.

Kjeldsen opsummerer (s. 56), at den direkte optiske retorik har tre funktioner i actio: talerens fysiske fremtoning og kropssprog; talerens fremstilling af genstande eller mennesker; talerens udnyttelse af de fysiske omgivelser. Retorikernes betragtninger hviler på en tredelt kommunikationsmodel: først skal taleren fremkalde indre visiones, så han selv føler de omtalte følelser, dernæst skal følelserne stå malet i hans ansigt og krop, og til slut skal publikum føle det samme. Præmissen for re­torikernes udsagn er, at det visuelle bibringer ’realisme’, for det opfattes som en slags direkte repræsentation.

I de andre partes, inventio, dispositio, elocutio og memoria, er det paravisuelle på spil: visualiteten etableres og fungerer verbalt, metaforisk, konceptuelt eller mentalt. Under inventio fremhæver Quintilian, at visuelle tegn virker sikre, men langt fra altid er det. Under elocutio fremhæver de antikke, at de fire dyder (puritas, perspi­cuitas, aptum, ornatus) implicerer det visuelle og appellerer til sanserne. Både Cicero, Quintilian og Longinos mener, at især metaforer appellerer til synssansen og således frembringer følelser. Kjeldsen opsummerer de mange iagttagelser med, at det visuelle i elocutio skal give argumenterne troværdighed, vække følelserne og lede tilhørernes opmærksomhed hen på bestemte aspekter.

Hele erindringskunsten, memoria, er en visuel teknik, og det er i afsnittene om memoria, at vi finder det erkendelsesteoretiske grundlag for den tredelte retorisk-visuelle kommunikationsteori. Når retorikerne skriver om dispositio, anbefaler de ofte visuelle appeller i peroratio, men de kan også bruges til at strukturere en hel tale (f.eks. Ciceros anden tale mod Verres). De forudsætter også her en proportions­æstetik bygget på orden; mange billeder/metaforer for dispositio henviser til militærets opstillinger.

I andet kapitel ”Retorikken i det visuelle” (87-107) fortsætter Kjeldsen med at demonstrere, hvordan det første kunstteoretiske værk, Albertis De pictura fra 1435, bygger på retoriske termer. Alberti opdelte sit værk med Quintilians Institutio ­oratoriae som forbillede (genopdaget 1416) og ville inddrage betragteren i værket. Han foreskrev, at dette skulle gøres ved at placere en figur i maleriet, der med en gestus pegede ud mod tilskueren. Kjeldsen tilslutter sig Brian Vickers (In Defence of Rhetoric 1988) pointe om, at moderne kunsthistorie og billedteori bygger på en ­retorisk diskurs.

Kjeldsen inddrager mange forskellige forskere, fra Jørgen Fafner til Mitchell og Martin Jay (Downcast Eyes. The Denigration of Vision in Twentieth-Century French Thought, 1994). Han problematiserer ikke, at disse i grunden har et uforeneligt syn på kunst og sprog. I det næste kapitel ”Øjets frygt og ærefrygt. Om Helenas Pris og modviljen mod retorik og visuelle appeller” (107-137) fortsætter Kjeldsen i Jays spor og skitserer en tradition for ikonofobi, der går tilbage til antikken og florerer hos filosoffer som Descartes, Locke og Bacon. Kapitlet består dels af denne billed­filosofiske diskussion, dels af en tolkning af Gorgias’ forsvar for Helena som et forsvar for retorik. Pointen er, at Gorgias på en og samme tid forsvarer retorikken og det visuelle: sprogets og øjets magt er begge uimodståelige.

Kjeldsen kritiserer dog også Jay, der trækker et skarpt skel mellem verbal retorik (doxa) og visuel filosofi (synet anses for at være grundlag for den abstraktionsevne, der gav grobund for de græske filosoffer). Jay hævder, at grækernes nedvurdering af sprogets doxa kunne være grunden til foragten for retorikken. Kjeldsen indvender, at retorikerne er lige så optaget af synet som filosofferne; det visuelle og retorikken fulgte samme udviklingsbane, hvor filosofferne mødte begge dele med frygt og foragt. Ikke desto mindre samstemmer Kjeldsen igen med både Jay og Fafner i, at ­denne ambivalente ærefrygt gennemtrænger vestlig tænkning, og at retorikken har lidt under filosoffernes falske skel mellem fornuft og følelse.

Kjeldsen kommer dernæst med eksempler på vestlig ikonofobi. Kjeldsen er enig med Jay i, at de fleste postmoderne teoretikere er skeptiske over for det visuelle i massekulturen. Det er et symptom på, at ikonofobien er ikke udryddet i dag. Kjeldsen giver ingen eksempler, men skruer tiden tilbage til Bibelen, der også skulle være gennemsyret af ikonofobi. Kjeldsen leverer følgende ”citat” (s. 117): ”Du må ikke gøre dig billeder af din Gud eller af det skabte”, der skulle stå i Anden Mosebog kap. 20. Det andet bud lyder nu ganske anderledes: ”Du må ikke lave dig noget gude­billede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud” (2. Mosebog 20, 4-5). Dette er ikke et generelt billedforbud (som i store dele af Islam), men et forbud mod afgudsdyrkelse (du må f.eks. ikke lave dig et billede af en fisk og dyrke det som guden Fisk).

Kjeldsen fremfører derefter dette ”citat” fra Johannesevangeliet 1: ”Mennesket lever ikke af billeder, men af ord, og ordet er Gud” (s. 117). Jeg har ikke været i stand til at finde et sådant udsagn i første kapitel af Johannesevangeliet, men Kjeldsen tænker måske på Matthæusevangeliet 4,4 (mennesket lever ikke af brød alene, men af Guds ord).

Johannesevangeliet indledes således: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (1, 1-5).” Jeg kan ikke se andet end, at dette tekststed forener verbalt og visuelt i en art synæstesi. I det 8. og 9. årh. citerede modstanderne (de såkaldte ikonoduler) af de græske ikonoklaster netop Johannesevangeliet og Andet Korintherbrev 4,4, hvor Kristus kaldes Guds ­billede. Vi hører ikke noget om ikonodulernes argumenter, og de gik dog sejrrigt ud af striden.

Kjeldsen fortsætter med flere eksempler på denne angiveligt altdominerende ikonofobi, hvis seneste udslag var karikaturkrisen i 2005, der kaldes ”ekstrem ikono­klasme”. Kjeldsen vender nu tilbage til græsk filosofi (Platons’ Theaitetos), som han anser for at rumme samme modvilje mod det visuelle, som Jay finder i moderne fransk ditto. Flere eksempler på billedstormere følger i hurtigt tempo, men uden belæg: Habermas, Marx og Freud. Kjeldsen nuancerer nu synspunktet og skelner mellem grove og subtile former for ikonofobi, med Finnegans og Kangs ord. Den subtile finder de sidstnævnte hos de fleste teoretikere, hvilket Kjeldsen synes at acceptere.

I sin nærlæsning af Gorgias’ lovtale påviser Kjeldsen samme frygtbetonede beundring for det visuelles magt. Kjeldsen tager ikke stilling til de forskellige citerede tolkninger af Gorgias’ lovtale, men konkluderer, at de alle har noget på sig (s. 135). Hans hovedpointe er, at talen fører argumentet om retorikkens magt ad absurdum og således gør lidt grin med frygten for det visuelle og retorikken.

I det sidste kapitel ”Visuel magi og retorisk techne” (139-156) opsummerer Kjeldsen sine observationer om de antikke retorikere. Det visuelle er uadskilleligt knyttet sammen med det verbale. Selvom billeder har patos-appel og virker stærkt emotionelt, er de ikke i sig selv mere mistænkelige end ord. Alt dette fungerer som en retfærdiggørelse af, at retorikere skal udarbejde en ”techne” om visuel retorik. Kjeldsen er ikke interesseret i det ideologikritiske perspektiv (Mitchell) og hævder, at de antikke retorikere ikke fremfører en skjult ideologi. Ikke desto mindre siger Kjeldsen, at Cicero og Augustus brugte det visuelle til at fremvise en ideologi.

Til slut diskuterer Kjeldsen forholdet mellem retorik og magi. I 5. årh. fvt. knyttes retorik og magi ofte sammen, f.eks. hos Platon, men det forsvinder med Aristoteles’ rationalistiske retorik; det kommer dog igen med den anden sofistik. Kritikken af retorikken og det visuelle bygger ofte på denne forestilling om, at de har lidt for meget til fælles med magi, der tvinger folk til at handle mod deres egen vilje. Kjeldsen mener ikke, at det kan lade sig gøre (her kunne man indvende, at det netop er sådan Perelman og Fafner definerer propaganda). Kjeldsen slutter med at konkludere, at man også i dag kan rationalisere det irrationelle og skabe en techne for visuel retorik.

Dernæst følger tre appendices (139-199), der rummer en skitse over retorikkens historie, liste over retorikkens forarbejdningsfaser og et ”leksikon over personer”. Kjeldsen skriver jo angiveligt primært til kolleger, og så må jeg antage, at han tænker på kolleger i andre kommunikationsfag end retorikken! Ikke desto mindre forekommer det ganske overflødigt i en tid med let tilgængelig information på internettet at bruge en tredjedel af en bog på dette elementære stof. Der er også forkerte oplysninger; i note 20 (s. 214) siges det, at det græske verbum grapho er infinitiv til graphein, men det er dog lige omvendt.

Som Mral og Olinder er Kjeldsen en god formidler, men undertiden kommer de pædagogiske formidlingshensyn til at stå i vejen for den teoretiske akribi. Der er mange gentagelser – fire gange bruges Timantes’ maleri som eksempel – og dispositionen forekommer tilfældig. Vi får ikke en begrundelse for, at Gorgias skal have sit eget kapitel (der er næsten identisk med en tidligere artikel i Rhetorica Scandi­navica, hvilket ikke anføres). Hvis Gorgias var indlemmet i den store gennemgang af de antikke teoretikeres syn på det visuelle, ville dette måske ikke have fået det let opremsende præg, som det nu efterlader.

Kjeldsen er suveræn god til at overskue og sammenfatte et stort stof, men han lader mange spørgsmålstegn blive hængende i luften. Han tolker eksempelvis ikke Quintilians analogi mellem retoriske figurer og skulpturens vridninger. Caroline van Eck har i bl.a. bogen Classical Rhetoric and the Visual Arts in Early Modern Europe (2007) tolket dette som en formæstetik. Van Eck indleder som Kjeldsen sin bog med nedslag hos de (samme) antikke retorikere og fortsætter også med Albertis De pic­tura. Hun gør også opmærksom på, at Alberti til trods for den vidtstrakte brug af re­torik indleder et nyt paradigme (”representation”). Det forhold at vi finder de samme retoriske termer, betyder ikke, at tankegangen er det samme.

Hos Kjeldsen er der en tendens til at nivellere forskelle til fordel for det glade budskab, at der er retorik alle vegne. Bogen fortsætter således linjen både fra Fafner, hvis hovedærinde var at påvise retorikkens store historiske betydning, og fra ”den postmoderne vending” (Jay), der kunne bruge retorikken i konstruktivistisk øjemed. Som nævnt virker Kjeldsens eklektiske brug af indbyrdes forskellige teoretikere udviskende på hans pointer. Jeg kan ikke se, hvordan Fafners idealisme kan for­enes med den dekonstruktivisme, som Mitchell og Jay repræsenterer; her ville en metodediskussion have været klargørende.

Kang og Finnegans ide om en allestedsnærværende ”subtil ikonoklasme” kalder for mig at se på en omgang Popper’sk falsikation: findes der overhovedet tekster eller tænkere, der ikke er ikonofobiske? Begrebet bygger på samme dekonstruktive ’offermyte’ som Jay, og som Kjeldsen synes at acceptere. Derrida skabte dekonstruktionen med sine påvisninger af, at tale vurderes højere end skrift i vestlig filosofi. Denne ”fonologocentrisme” kunne imidlertid kun formuleres i en skriftbaseret kultur, ifølge Derrida. Dermed skabte han mode, for siden har feminister, postkolonialister og altså også visuelle teoretikere haft travlt med at rehabilitere den negativt vurderede del af de modsætningspar (tale/skrift, maskulin/feminin, tale/billede), der strukturerer vestlig tænkning ifølge samme Derrida.

Dermed har figuren vel i grunden ophævet sig selv, for alt kan vel ikke være undertrykt af samme grund (den onde filosofi)? Kjeldsens hovedpåstand er, at ­retorik og det visuelle har noget særligt tilfælles, og ergo må vi udvikle en ”techne” om visuel retorik. Hvad dette særlige er, får vi ikke at vide, udover at de begge er ­blevet nedvurderet. Men dette er en fejlslutning, for hvis A (retorik) og B (visuelt) har samme forhold til C (filosofi), er der ikke nødvendigvis noget essentielt forhold mellem A og B. Umberto Eco har påpeget, at denne fejlslutning (”falsk transitivitet”) er hyppig i dekonstruktive overfortolkninger (Fortolkning og overfortolkning 1995, s. 56). Kjeldsen kommer tydeligvis ud på overfortolkningens overdrev i sine citater fra Bibelen, for den ikonoklasme han finder i GT, er en identitetsmarkør, der adskiller jøderne fra andre folk, mens ’citatet’ fra NT forvrider de faktiske ord. Vestlig filosofi, litteratur m.v. bugner med udsagn om ord og billeder, som bør ses i deres retoriske situation og ikke plukkes ud af deres tekstlige sammenhæng.

Men måske er Kjeldsens pointe med det sidste kapitel i bogen at vise, at magien er det fælles mødepunkt mellem retorik og det visuelle? Hvis det er tilfældet, synes han delvist at acceptere filosofiens nedvurdering af de to fænomener som irrationelle. Han slutter med at konkludere, at den techne om visuel retorik, som må udformes, skal gøre det tilsyneladende irrationelle semirationelt. Her spøger Messaris’ andet spørgsmål, om det visuelle er emotionelt stærkere end ord.

Når alt dette er sagt, må Kjeldsens grundige læsninger af antikke retorikere fremhæves. Bogen bidrager med ny viden, der overbevisende demonstrerer, at retoriske ytringer kan fremføres i mange medier, og at det antikke ”retoriske system” med sindsro kan bruges på visuelle artefakter. Med disse to bøger har nordiske retorikere gjort deres til at udvide retorikkens område. Deres styrke er ikke de retoriske kritikker, som Messaris fremhæver hos de amerikanske visuelle retorikere, men de energiske forsøg på at besvare de spørgsmål, der møder denne nye disciplin.

Jeg vil med spænding vente nye bøger fra alle de tre forfattere, der jo har stillet ”retoriske analysemodeller” og ”en ny techne” i sigte.


Rhetorica Scandinavica 64 (2013).

Hanne Roer

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.
Hanne Roer

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere