Kan man stole på, hvad folk siger, når man ikke ved, hvem de er? Forholdet mellem kildeanonymitet og troværdighed er forskelligt i mediesystemer rundt om i verden. Troværdighed er ingen universel størrelse, men en retorisk effekt der opstår på baggrund af faktorer som er kulturelt og systemisk indlejret. I Japan har seriøse nyhedsmedier et specielt forhold til udsagn fra anonyme kilder, og udstrakt brug af uidentificerede informanter står ikke i modsætning til journalistisk kvalitet og pålidelighed.
Nyheder i Japan: Anonymitet styrker troværdigheden
af Jens Sejrup
Hvad er forholdet mellem et budskabs kilder og den pålidelighed vi som modtagere tillægger det? Problemet er helt basalt hvorvidt man er villig til at stole på informationer som man ikke kender ophavsmanden til. Men den villighed er inkonsekvent og mere fleksibel og dynamisk end man måske skulle tro. Den er med andre ord kontingent og retorisk justerbar. Med troværdighed mener jeg her en særlig retorisk effekt der opstår når der synes at være en direkte forbindelse mellem en bestemt kildes udsagn på den ene side og kildens sandsynlige adgang og forhold til den information der ligger til grund for udsagnet, på den anden. Mange faktorer kan styrke troværdigheden, for eksempel at udsagnet kan underbygges, budskabet er logisk sammenhængende og virker sandsynligt, der indgår detaljer, kilden redegør for egne kilder, eller man har tillid til afsenders generelle pålidelighed.
Massemedier er sensitive over for troværdighedssvækkelse i forskelligt omfang. Såkaldt seriøse medier er generelt mere sensitive end de sensationelle. Den almindelige opfattelse blandt vestlige medier er dog at historier der udelukkende er baseret på uidentificerede kilder og deres ubekræftede udsagn, har lav troværdighed og derfor er journalistisk problematiske.
Mange medier har formuleret særlige principper, og det store amerikanske nyhedsbureau Associated Press har en særligt omfattende politik på området. Tanken er at brugerne så vidt muligt skal kunne vurdere kildeudsagnenes pålidelighed ved at tage ophavsmandens position, motivation og eventuel egeninteresse i sagen i betragtning. For visse historier og stofområder kan anonyme kilder være uundgåelige, men seriøse medier har en interesse i at opretholde en høj standard på kildeområdet. Troværdighed fungerer som symbolsk kapital for det enkelte medie og er et konkurrence-, kvalitets- og prestigeparameter på medie- og nyhedsmarkedet.
Elitejournalistik for masserne
Troværdighed er også vigtigt i Japan, men selv de mest seriøse og elitære japanske dagblade er fulde af historier der overvejende eller udelukkende baserer sig på anonyme kildeudsagn. Det er et karakteristisk træk for japanske nyheder og medieretorik, og fænomenet gennemsyrer alle dele af pressen. Selv om der er tale om et gigantisk marked med et stort udbud af medieprodukter og publikationer, er det japanske massemediesystem fortættet og ejerskabet koncentreret hos få aktører der nøje tilretter og segmenterer udbuddet af medier.
Den seriøse presse domineres af fem kolossale landsdækkende dagblade, den licensfinansierede public service-station NHK og fem landsdækkende kommercielle tv-stationer der har tætte forbindelser til de fem store dagblade. Dertil kommer to store nyhedsbureauer. Nyhedsdækningen i elitemedierne er faktapræget og særligt nøgternt vinklet. Selv om de unægtelig er ret ‘tørre’ og kedelige at læse, praktiserer især dagbladene ikke desto mindre noget så (globalt set) sjældent som elitær kvalitetsjournalistik med masseappel. Tilsammen udgør disse aktører det øverste lag i det japanske mediesystem. De sætter tonen og former det generelle nyhedsbillede.
Pressemøde – kun for medlemmer
Den afgørende katalysator for de mange anonyme kildeudsagn i japanske nyheder er de såkaldte presseklubber som er et særligt pressefænomen der er opstået i Japan af forskellige historiske årsager. Presseklubber er lukkede foreninger for journalister der dækker bestemte organisationer. Alle større private og offentlige aktører og myndigheder har en presseklub, og medlemskab bliver som udgangspunkt kun tildelt repræsentanter for det øverste lag af pressen. Da mediehåndtering normalt kun finder sted i klubben, har medlemmerne i praksis monopol på afgørende førstehåndsinformation og kildeadgang. Uden velplacerede kilder og mulighed for at stille spørgsmål er det svært for udenforstående journalister at dække aktuelle sager troværdigt. Medlemmerne er til gengæld underlagt et strengt kollegialt kodeks der skal sikre at alle i klubben får samme oplysninger og publicerer deres historier samtidig. Eftersom de forsynes med omfattende materiale fra værtsorganisationen, deler de ofte analyseopgaver og research imellem sig på tværs hvilket medfører at hovedmediernes historier fremstår næsten ens.
Mellem os her i klubben
Feltstudier har dokumenteret at medlemmerne målrettet opbygger et tæt forhold til hinanden og kilderne, det vil sige værtsorganisationens ansatte og ledelse. Anonymiteten opstår som en konsekvens af den måde kilderne leverer oplysninger på, idet der skarpt bliver skelnet mellem on og off the record-informationer. Hvor mange vestlige medier helst afholder sig fra at viderebringe sidstnævnte, er praksis i Japan at begge dele må citeres men sidstnævnte kun anonymt. For åben mikrofon vil en kilde levere en ‘glat’ officiel fremstilling, men off the record kan han fortælle udførligt om eksempelvis hvilke interne forhold der præger en bestemt sags udvikling, eller hvilke ideer der hersker i ledelsen. Det er derfor også karakteristisk for anonymiteten at den kun gælder i forhold til læseren: Journalisten kender naturligvis kildens identitet, og det samme gør hans kolleger i presseklubben.
I medierne nævnes klubberne sjældent direkte. Man foretrækker vage formuleringer, såsom at en kilde har “talt med en gruppe journalister”, hvor det er underforstået at det altså er noget han har gjort ved et arrangement for klubmedlemmer. På samme måde betjener medierne sig af et større apparat af omskrivninger og eufemismer for forskellige typer af anonyme kilder såsom en person “med indsigt i sagen”, “tæt på ledelsen”, “centralt placeret”, “med ministererfaring” eller det vage japanske udtryk kankeisha, ‘relationsperson’, det vil sige en kilde med forbindelse til det relevante miljø. Troværdigheden opstår ved at journalisterne tydeliggør kildens relation til den relevante organisation og kvalificerer ham som særligt indsigtsfuld. Præmissen er altså lav tillid til officielle udlægninger, og at anonymitet gør kilden i stand til at levere bedre og mere troværdige oplysninger.
Sandheden skal man høre fra …
Selv om systemet virker ensrettet, kan man ikke afvise det som tamt eller konsensusfikseret. Ved at basere selv prominente historier på anonyme kilder er det i mange tilfælde nemmere for følsomme og ubehagelige oplysninger at finde vej til medierne end i et system hvor man forventer at en sandfærdig kilde bare skal stå åbent frem. Anonyme kildeudsagn irriterer den japanske regering, og det lykkedes premierminister Shinzo Abe at få vedtaget en offentlighedslov med virkning fra 2014 der forbyder offentliggørelse af hemmelige oplysninger og kriminaliserer journalister for at viderebringe dem. Det skete med henvisning til den nationale sikkerhed og et ønske om at bringe Japan “på internationalt niveau” på området og afslører at man opfatter det eksisterende system som uegnet til at holde på hemmeligheder. Men det må jo så omvendt betyde at der er noget om det de skriver.
Det er problematisk at brugerne ofte ikke aner hvem afgørende informationer stammer fra, og at lukkede klubber centraliserer kildeadgang og udvisker de impliceredes egeninteresser. Alternativet er bare at færre informationer kommer frem, eller at kilder tvinges til at løbe større risici. Det japanske eksempel understreger at troværdighed er en kompleks retorisk mekanisme der ikke nødvendigvis står i modsætning til kildeanonymitet. I Japan skal man høre sandheden fra en man ikke kender, og hvis en kilde er villig til at stå frem med navns nævnelse, er det nok fordi han ikke er særligt centralt placeret.
R
Læs mere:
Laurie A. Freeman: Closing the Shop: Information Cartels and Japan’s Mass Media. Princeton University Press. 2000.
Jens Sejrup: “Mediebegivenheden Fukushima: En introduktion til de japanske massemedier” i Jørn Borup et al.: Japan i bevægelse. Univers. 2016.
Toshio Takeshita & Ida Masamichi: “Political Communication in Japan” i Lars Willnat og Annette Aw: Political Communication in Asia. Routledge. 2009.
De tre citater er eksempler på nyhedshistorier fra japanske eliteaviser fra et tilfældigt døgn d. 18-19. september 2016. Oversat af Jens Sejrup.
R
Bibliografisk
Af Jens Sejrup, Cand.mag., ph.d. i japanstudier og postdoc ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 102 (2016), s 22-24.
