Som ingen anden præsident har Barack Obama skrevet minoriteterne ind i fortællingen om Amerika. Med små tilføjelser i sine indsættelsestaler har Obama gjort slavernes arbejde, de homoseksuelles kamp og kvindeforkæmpernes oprør til en del af den amerikanske drøm.
Obama afbilder Amerikas mange ansigter
Mark Herron
“Giv mig jeres fattige, jeres trætte, jeres forhutlede masser.” Med de ord bød Frihedsgudinden i New York de forskellige bølger af immigranter velkommen til USA. Citatet lægger sig ind i den amerikanske fortælling om immigranternes rolle i USA og ind i forestillingen om den åbenhed de blev mødt med i guds eget land.
Ideen om at alle, uanset baggrund, kan finde en plads i det amerikanske samfund har altid været en af grundstenene i den amerikanske selvforståelse. Men når amerikanske præsidenter har talt om hvad der kendetegner det amerikanske folk, har behovet for homogenitet og sammenhæng i den amerikanske folkefortælling ofte ført til retoriske udeladelser af befolkningsgrupper der ikke passede ind i det overordnede billede af den amerikanske borger. Særligt galt står det til i de større ceremonielle taler for præsidenter – som fx indsættelsestalen.
Den amerikanske forsker i præsidentiel retorik Vanessa Beasley har arbejdet med præsidentiel retorik fra netop dette perspektiv i bogen You, the People (2004). Hendes forskning tegner et nedslående billede: Ved ceremonielle lejligheder er amerikanske præsidenter sjældent lykkedes med at inkludere minoritetsgrupper som indvandrere, afroamerikanere og kvindeforkæmpere i den amerikanske fortælling. Ofte er disse grupper enten helt udeladt fra det amerikanske selvbillede,eller også er de umyndiggjort – som om de var patienter “passet” af staten frem for uafhængige og handlekraftige individer der har spillet en aktiv rolle i fortællingen om USA.
Dette har dog ændret sig med Barack Obama. I sine to indsættelsestaler fra 2009 og 2013 tilføjede Obama nye grupper af amerikanere til fortællingen om nationens udvikling.
De små tilføjelser er ved første øjekast næsten umærkelige – men de er små historiske lyspunkter der før Obama kun har glimret ved deres fravær i den amerikanske fortælling.
Traditionen vedligeholdt, men …
I sin første indsættelsestale fremkalder Obama i en lang opremsning af korte billeder de generationer der har slidt og slæbt for fremskridt i USA. De små anonyme billeder af hårdtarbejdende folk fungerer som gnister til antænding af en større fortælling om amerikansk gåpåmod: “For os sled de i sweatshops, de rykkede vestpå, de udholdt piskens smæld, og de pløjede den hårde jord.” (Obama, 2009)
Med ordene “piskens smæld” inddrager Obama slaven i fortællingen om den amerikanske immigrant. Han viser ligeværdig respekt for det hårde arbejde der var påkrævet efter ankomsten til det amerikanske kontinent – hvad end man ankom fri eller i lænker. Med sin tilføjelse foreslår Obama at alle der landede på USA’s kyster, frivilligt eller ufrivilligt, fortjener en plads i den større fortælling om opbygningen af den amerikanske nation. Her tager Obama altså en velkendt fortælling – immigrantens rolle i udviklingen af USA som nation – og tilføjer et nyt element, slaven, som medgrundlægger af den amerikanske nation.
Skridtet videre i den anden indsættelsestale
I sin anden indsættelsestale går Obama endnu længere i sit inkluderende fortællefokus. I talen fra 2013 bliver det ligefrem hovedtemaet i talen. Obama indleder med at fortælle om den amerikanske befolknings evige kamp for at bygge bro mellem idealernes USA og virkelighedens USA.
I talen rejser Obama igennem de mange historiske konflikter der er opstået i forsøget på at leve op til nationens princip om lighed for alle – også minoriteterne. Sidste del af 2013-talen er en lovprisning af disse forskellige minoritetsgrupper i det amerikanske samfund – heri også en række korte referencer til historiske begivenheder som ikke alle før har været en del af de klassiske historiske fortællepunkter i præsidentiel retorik.
Obama forbinder borgerrettighedsbevægelsen (som var den moralske rygrad for hans 2008-kampagne) med andre minoritetsgruppers kampe – heriblandt homoseksuelle.
Derved bliver disse nye narrative gnister en del af fortællingen om kampen for mere lige rettigheder for alle amerikanske borgere: “Vi som folk erklærer i dag, at den mest indlysende af sandheder – at vi alle er skabt lige – er den stjerne, der stadig leder os; ligesom den ledte vore forgængere gennem Seneca Falls og Selma og Stonewall.” (Obama, 2013)
De tre fortællende gnister, Seneca Falls, Selma og Stonewall, henviser til henholdsvis den første forsamling for kvinders rettigheder i USA i 1848; et brutalt, delstats-sanktioneret angreb på fredelige borgerrettighedsforkæmpere i 1965; og endelig optøjer mellem politi og homoseksuelle mænd i New York i 1969 som førte til en mere udtalt efterspørgsel for homoseksuelle rettigheder i det amerikanske samfund. Disse historiske øjeblikke er fokuseret på modstand og er karakteriseret ved at grupperne tog affære på egen hånd. Snarere end at være bistået af staten blev de tværtimod forsøgt nedkæmpet af repræsentanter for staten.
På denne måde giver Barack Obama minoritetsgrupperne rollen som protagonister i den fremadskridende proces der har ændret amerikanske værdier over tid. Minoriteterne får en aktiv rolle frem for at blive skildret som patienter for staten som tidligere præsidenter har henvist lignende grupper til – fx indianerstammerne der blev henvist til en status som problembørn for staten og retssystemet.
Ved at inkludere disse vigtige begivenheder fra centrale fortællinger for minoritetsgrupper i USA i en så ceremoniel tale som præsidentens tiltrædelsestale opfordrer – eller nærmest udfordrer – Obama publikum til også at inkludere disse øjeblikke i deres egen forståelse af USA. Minoritetsgrupperne har ikke alene medvirket aktivt i USA’s folkelige fortælling; de indtager også en prominent rolle i dannelsen af den moderne amerikanske identitet og selvforståelse. Ved at fortælle om de befolkningsgrupper der tidligere har været fortiet, lykkes Obama med at favne mangfoldigheden i det amerikanske folk og i den amerikanske identitet – meget lig den måde han selv har været i stand til at favne mange forskellige kulturer i sit eget liv.
R
Læs mere
Beasley, Vanessa: “You, the People – American National Identity in Presidential Rhetoric”.
Bibliografisk
Af Mark Herron. Adjunkt i Retorik v. Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 94 (2014), s 8-9
