Øjnene der ser: Identitetspolitik i retorisk kritik

Det personlige er politisk, lød det i 60’erne og 70’erne. Men hvorfor og hvordan gør folk deres personlige seksualitet, religion eller hudfarve politisk? Særligt amerikanske retorikere får i disse år øjnene op for hvordan vores udseende og væremåde både skaber vores muligheder og uligheder.

Øjnene der ser: Identitetspolitik i retorisk kritik

Lisa S. Villadsen

Man taler om ‘identitetspolitik’ når bestemte gruppers politiske holdninger er præget af interesser knyttet til deres identitet, fx køn, race, religion, etnicitet eller seksuel orientering. Ofte udfoldes politikken gennem bevægelser eller interesseorganisationer som fx kvindebevægelsen, postkoloniale bevægelser og handicaporganisationer. En grundlæggende præmis for identitetspolitik er at et individs personlige omstændigheder har betydning for vedkommendes vilkår som samfundsborger, og at “mainstream-”politik ikke tager tilstrækkelig højde for dette fordi den baserer sig på abstrakte og idealiserede opfattelser af borgerne – opfattelser der siger mest om hvide, vestlige, veluddannede middelklassemænds livsvilkår, og som er blinde for hvordan virkeligheden for
minoriteter er.

De ignorerede og de indviede modtagere

Måden vi omgås og kommunikerer på, både afspejler og former hvordan vi ser på bestemte befolkningsgrupper. I den retoriske kritik har dette været et tema i årtier. Philip Wander interesserer sig fx for hvem der ikke omtales eller tiltales i teksten, hvem der altså betragtes som enten irrelevante eller ubetydelige – den såkaldte ‘3. persona’. Senere har Charles Morris III lanceret begrebet ‘4. persona’ som en betegnelse for den modtager der kan afkode en bestemt kommunikations skjulte betydninger selv om den på overfladen følger gældende normer. Derved forstår ‘4. persona’ at afsenderen faktisk identificerer sig med en anden gruppe end den normsættende. Morris’ eksempel fokuserer på homoseksuelles “passing”-strategier. Det er strategier hvis formål det er at skjule ens seksuelle orientering ved at tale og opføre sig som det heteroseksuelle flertal, men dog på en måde der kan aflæses af andre homoseksuelle. Herved opnås et fællesskab der “går under radaren” af samfundets undertrykkende seksualmoral.

Minoriteternes kamp for ligeværdighed

Et grundlæggende formål med identitetspolitik er at støtte individets mulighed for at udtrykke sig om den undertrykkelse han eller hun oplever med udgangspunkt i sine egne erfaringer. For kvindebevægelsen i 1960’erne og 70’erne var mantraet “Det personlige er det politiske”. For at påvise hvor langt der er fra FN’s menneskerettighedserklæring til reel ligestilling, har den politiske strategi været at fremhæve personers etniske, religiøse eller seksuelle minoritetsstatus som noget der er så centralt for deres identitet at det præger deres levevilkår. For overhovedet at kunne fremføre argumenter for dette har bøsser og lesbiske måttet “komme ud af skabet” og offentligt stå ved og fejre deres seksualitet, fx i forbindelse med Gay Pride-parader. Senere er bevægelsen udvidet til at omfatte bi- og transseksuelle (LGBT) og senest også queer og “questioning” (LGBTQQ). Nogle af de retoriske midler som denne bevægelse har brugt, ligger langt fra klassiske normer for god offentlig retorik, men fra et identitetspolitisk standpunkt er de gamle normer irrelevante hvis de nye, normbrydende bidrager til større social retfærdighed. På denne måde har den retoriske kritik i en årrække haft særlig opmærksomhed på hvordan “alternative” kommunikationsformer kan samle grupper der ellers ikke har haft en stemme. Eksempelvis har Dan Brouwer undersøgt hvordan undergrundsmagasiner, såkaldte “zines”, på spektakulære måder skabte et fælles forum for debat for homoseksuelle mænd med HIV/AIDS – en gruppe der ellers led under isolation og marginalisering.

Racespørgsmålet i Obamas retorik

Også i spørgsmål om race er moderne retorisk kritik inspireret af identitetspolitik. Allerede i 1995 skrev Thomas Nakayama og Robert Krizek artiklen “Whiteness as a Rhetorical Strategy” hvor de søgte at vise hvordan det at være hvid har betydning, også for den forskning som bl.a. retorikere laver.

Annons

I forbindelse med Barack Obamas valgkamp i 2004 udkom en interessant artikel, skrevet af to forfattere, den ene hvid, den anden sort. Her tematiseres kritikernes egen baggrund som betydningsfuld for hvordan de vurderer den politiske retorik. En sådan anerkendelse af at raceforskelle kan påvirke forskning, ville tidligere have været uhørt og er for mange stadig problematisk. Hvor den hvide kritiker, David Frank, finder et stort potentiale for racemæssig forsoning i Obamas retorik, er den sorte kritiker, Mark McPhail, mere skeptisk. Faktisk finder han at Obamas måde at håndtere racespørgsmålet på ikke lover godt for samfundets udsigter til at lægge raceproblemerne bag sig.

Identitetspolitikkens begrænsninger

Identitetspolitik er især blevet kritiseret for at være essentialistisk og generaliserende: Bare fordi man har mellemøstlige rødder, er usikker på om man er til mænd eller kvinder, eller lider af en bestemt kronisk sygdom, betyder det ikke nødvendigvis at man er defineret ved dette træk, eller at man derfor uden videre deler synspunkter med andre i samme båd. Ved at insistere på at ens identitet er bundet op på forskelligheder som fx etnicitet eller seksualitet, afskærer man sig måske fra muligheden for at indgå i et mere sammensat fællesskab der går på tværs af forskelle.

På vej til en retorisk kritik nær dig?

I Danmark har vi endnu ikke set mange eksempler på retorisk kritik fra et identitetspolitisk perspektiv hvorimod andre humanistiske fag som fx litteraturvidenskab og kunsthistorie længe har interesseret sig for bl.a. queer-teori. Anderledes er det i Sverige hvor spørgsmål om køn, race og seksualitet spil-
ler en større rolle i det akademiske liv – uden at det bliver
anset som et udslag af ‘politisk korrekthed’.

Læs mere:

Brouwer, Daniel C., “Counter-publicity and Corporeality in HIV/AIDS Zines”, Critical Studies in Media Communication, 2005, vol. 22: 351-271.

Frank, David A. & Mark Lawrence McPhail, “Barack Obama’s Address to the 2004 Democratic National Convention: Trauma, Compromise, Consilience, and the (Im)possibility of Racial Reconciliation”, Rhetoric and Public Affairs, 2005, vol. 8: 571-593.

Morris, Charles E. III, “Pink Herring & The Fourth Persona: J. Edgar Hoover’s Sex Crimes Panic”, Readings in Rhetorical Criticism. Third Ed. Ed. Carl R. Burgchardt. State College, PA: Strata Public, Inc., 2005: 664-682.

Nakayama, Thomas K. & Robert L. Krizek, “Whiteness: A strategic rhetoric”, Quarterly Journal of Speech, 1995, vol. 81: 291-309,

Wander, Philip, “The Third Persona: An Ideological Turn in Rhetorical Theory”, Contemporary Rhetorical Theory: A Reader. Eds. John Louis Lucaites, Celeste Michelle Condit and Sally Caudill. New York: The Guilford Press, 1999: 357-379.

Bibliografisk

Af Lisa S. Villadsen. Lektor i Retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 28-29.