Officielle undskyldninger heler samfundet

Officiel undskyldningsretorik handler om at anerkende skyld – ikke om at undvige den. Det er en genre som gennem hyldest og dadel minder os om vores fælles værdier.

Officielle undskyldninger heler samfundet

Lisa Storm Villadsen

I sidste nummer af RetorikMagasinet skrev Finn Frandsen og Winni Johansen om undskyldninger i et krisekommunikativt perspektiv. Undskyldninger kan spille en væsentlig rolle når man har brug for at reparere et skadet omdømme – uanset om man er en person, virksomhed eller myndighed. Retorisk forskning i sådanne apologier (selvforsvar) har ofte handlet om undskyldningers funktion som ’brandslukning’: at få stoppet en troværdighedskrise så effektivt som muligt i håbet om at alle kan vende tilbage til normale tilstande snarest.

I denne artikel handler det om en anden form for undskyldningsretorik, nemlig den hvor man ikke benægter, bagatelliserer eller bortforklarer sit ansvar for en forkert handling – men faktisk indrømmer den og undskylder den. Jeg kalder det officiel undskyldningsretorik og definerer det som retorik hvor en talsperson på vegne af et kollektiv (fx en kommune eller en stat) undskylder til en gruppe der har været udsat for svigt eller overgreb fra myndighedens side. I modsætning til krisekommunikationens apologi der forsøger at lukke et pinagtigt kapitel hurtigst muligt, bliver officiel undskyldningsretorik nogle gange sammenlignet med at åbne et nyt kapitel. Det kapitel handler om at ændre relationerne mellem krænkeren og den krænkede. Og undskyldningen er som regel bare en del af en større forsoningsproces der skal sikre at parterne er enige om hvori overgrebene bestod og hvorfor de var uacceptable, altså hvilke normer – skrevne såvel som uskrevne – der blev krænket. I denne sammenhæng er retorikkens lære om epideiktisk retorik (lejlighedsretorik) nyttig fordi den bl.a. handler om fællesskabets værdier og hvordan de fungerer som rettesnor for samfundslivet.

Epideiktik sætter undskyldninger i perspektiv

Vi forbinder ofte lejlighedstalen med noget festligt: særlige begivenheder hvor man slutter med at råbe hurra og indgå i kollektiv fejring af noget – det være sig åbningen af en ny skole, markeringen af en national begivenhed eller en mangeårig kollegas jubilæum. Selvfølgelig er der også mere alvorlige lejlighedstaler, fx mindetaler over dræbte soldater eller traumatiske hændelser for et samfund som terrorangreb eller besættelse af fremmede tropper. Men her er det stadig hyldesten der er i fokus når vi hædrer faldne, brandfolk eller frihedskæmpere. Så hvordan giver det mening at knytte epideiktikken til undskyldningsretorik? Det gør det fordi den peger på de ofte uudtalte normer og værdier der ligger bag fællesskabers værste og bedste handlinger.

Aristoteles definerede epideiktikken som den genre der har til formål at hylde eller dadle personer, steder, begivenheder eller lignende. I vores tid ser man sjældent epideiktisk retorik med fokus på dadel. Men smæderetorik har tidligere spillet en rolle i det offentlige liv, og som det kan læses i Bille Albrectsens artikel i dette nummer af RetorikMagasinet ses det også stadig i fx rapmusik. Desuden kan man nok stadig finde eksempler i fx anmeldelser, ligesom der givetvis smædes både i formiddagspressen og i politisk retorik. Dog sætter injurielovgivningen rammer for udskejelserne hvorimod det aldrig er forbudt at skamrose nogen – som det så ofte ses ved takketaler, åbningsceremonier og mange andre festlige begivenheder.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Vi kan bruge det epideiktiske perspektiv til at forklare hvorfor officiel undskyldningsretorik ikke bare er blevet mere almindelig i mange lande, men også tilskrives stor symbolværdi både for de involverede parter og for det omgivende samfund. Forklaringen er kort sagt at vi i undskyldningsretorikken både kan finde spor af retorik der dadler, og retorik der hylder bestemte værdier og principper, og at denne påpegende og pædagogiske funktion er vigtig for at sikre undskyldningens meningsfuldhed.

Når undskyldninger dadler

Dadel ses ofte ved officielle undskyldninger. Dette skyldes at en central funktion ved officielle undskyldninger er den offentlige anerkendelse af at der er foretaget uacceptable handlinger, og at der skal tages afstand fra dem. Det skal frem i lyset at fællesskabet ikke tolererer fx racisme eller vanrøgt af børn. I første omgang er det vigtigt af hensyn til ofrene som har brug for en bekræftelse både af at de hverken selv var skyld i eller havde fortjent deres lidelser, og at deres tillid til samfundets anerkendelse af dem som ligeværdige personer ikke er forgæves. Men også for det omgivende samfund har det betydning at man på godt og ondt markerer hvad der kendetegner fællesskabets værdigrundlag.

En anden af de funktioner som den officielle undskyldningsretorik tjener, er at eksplicitere hvorfor der undskyldes, altså hvad det er for en handling der var forkert, og som man nu lægger afstand til gennem sin undskyldning. Dette kan måske lyde underligt, men faktisk er et af de mest almindelige problemer ved undskyldninger at de enten ikke forholder sig tilstrækkeligt tydeligt til hvad der præcis undskyldes for, eller de undskylder for det forkerte. En undskyldning der er for generel, vækker mistillid hos modtagerne fordi de ikke kan vide sig sikre på om krænkeren faktisk anerkender sit ansvar for de skadevoldende handlinger (men fx tørrer det af på en bredere kreds) eller overhovedet deler de krænkedes opfattelse af hvad overgrebet bestod i. Det kalder man at undskylde for det forkerte fejltrin (”the wrong wrong”). Det nytter fx ikke at undskylde at man kommer for sent til en middag med vennerne, hvis det der virkelig stødte værterne, var at man ikke medbragte en ret til den fælles buffet og dermed krænkede en social norm om at dele besvær og udgifter i forbindelse med en sammenkomst. Ikke før krænker og krænkede er enige om hvilken norm der er blevet brudt, og har bekræftet at de begge anser denne norm for vigtig at overholde, kan en undskyldning være moralsk meningsfuld.

Fordømmelse af fortiden

Officiel undskyldningsretorik udgør (når den er bedst) rammen for krænkerens udlægning af sin opfattelse af brøden. Det er her det skal siges ligeud hvorfor en undskyldning er på sin plads. Et af de mest markante eksempler er præsident Clintons officielle undskyldning i den såkaldte Tuskegee-sag. Her var der tale om et føderalt støttet medicinsk forsøg som gik ud på at studere sygdommen syfilis’ ”naturlige udvikling” i den menneskelige krop. Forsøgspersonerne var uuddannede og fattige sorte sydstatsmænd som troede at de var i behandling, men reelt ikke var det. I 40 år stod dette forsøg på uden at nogen (de involverede læger, deres overordnede eller sundhedsmyndighederne) greb ind. I anledning af 25-året for afsløringen af forsøget blev der holdt en ceremoni i Rosenhaven ved Det Hvide Hus. I sin tale til de overlevende lagde Bill Clinton ikke fingrene imellem da han omtalte sagen. I begyndelsen af talen sagde han at sagen vedrørte en ”skamfuld” fortid hvor USA ikke levede op til sine egne demokratiske idealer, at de berørte blev ”forrådt”, og at den amerikanske regering havde gjort noget der var ”forkert, dybt moralsk forkert”. Men ud over disse generelle vendinger satte han også ord på den grundlæggende kulturelle norm der havde muliggjort eksperimentet, idet han betegnede projektet som ”tydeligvis racistisk”. Racisme er utvetydigt en indstilling som er kulturelt uacceptabel i vore dage, og Clintons udpegning af hvordan det medicinske projekt kun havde været muligt i kraft af racistiske holdninger hos myndighederne, var en slagkraftig måde at tage afstand fra det på.

Da den australske premierminister Kevin Rudd i 2008 undskyldte for et regeringsprogram hvor man systematisk havde tvangsfjernet børn af blandet aboriginsk og kaukasisk afstamning og sendt dem på børnehjem for at integrere dem i det ’hvide’ australske samfund, nåede han også frem til at erklære at uden anerkendelse af at tvangsfjernelse pga. race i årtier havde været officiel politik, ville det aldrig være muligt at komme videre. Det grundlæggende moralske brud måtte ekspliciteres som en del af helingsprocessen. Rudds fortælling om en ældre kvinde der som barn blev fjernet med magt først fra sin mor og siden sine søskende og livet igennem levede uden kontakt til sin familie og kultur, fungerede som eksemplificering af det uhyrlige i racepolitikken og dermed som belæg for at den repræsenterede principper der burde være staten fremmede.

Undskyldninger kan også hylde

Det siger sig selv at undskyldningsretorik ikke som sådan er positivt ladet. Men lige så vigtig som påpegningen af det moralske brud er, lige så vigtigt er det at give modtagerne af undskyldningen og den bredere offentlighed et bud på hvilke værdier eller principper vi burde følge. Kevin Rudd fremhæver det som en kerneværdi for australiere at alle skal have en rimelig chance, ”a fair go for all”. Han forklarer at denne værdi blev trådt under fode med tvangsfjernelserne af de tusindvis af børn, men at det også er denne værdi der skal være omdrejningspunktet for fremtidens politiske tiltag for at øge den sociale retfærdighed i landet. Ved at knytte helingsprocessen til dette grundlæggende ærkeaustralske princip peger Rudd ikke bare på hvad der er det rigtige at gøre, men får også sagt at forsoningen ikke skal foregå efter nye, flotte principper der bliver trukket ned over hovedet på folk, men snarere skal være en realisering af en værdi de allerede sætter højt, men havde tabt af syne. Dermed bygger han på eksisterende moralforestillinger hos sit publikum og sætter dem i relief med den aktuelle sag. Det er et klart eksempel på epideiktikkens pædagogiske og visionære funktioner i praksis.

Mere end en undskyldning

Når vi som retorikere påpeger epideiktiske træk ved den officielle undskyldningsretorik, kan vi bidrage til at forklare hvorfor både teoretikere og praktikere (bl.a. udredningskommissioner) anbefaler at officielle undskyldninger fremsættes i forbindelse med afholdelse af en ceremoni. Gennem det epideiktiske perspektiv kan vi se betydningen af at krænkelserne bliver både formuleret og be- eller fordømt ud fra samfundets moralske og sociale normer, og at det sker i fuld offentlighed. Navnlig i tilfælde hvor undskyldningen gives på vegne af en regering eller et parlament (og dermed det folk der har valgt politikerne), er en offentlig ceremoni ikke bare velegnet til at skabe opmærksomhed om at undskyldningen gives, men også til at understrege at den vedrører samfundet som helhed og jo faktisk gives på vegne af alle borgere. Når Clinton siger til de aldrende syfilis-overlevere at de blev forrådt af deres regering som løj for dem, nægtede dem hjælp og ignorerede deres rettigheder, sætter han ikke bare ord på den brøde de har lidt, så alle kan bevidne det, men også på den brøde som myndighederne har begået, så alle kan høre det. Undskyldningen har på den måde to publikummer: ofrene som der undskyldes til, og offentligheden som mindes om fællesskabets ansvar for kritisabel adfærd. Gennem fordømmelsen af visse principper og fremhævelsen af andre som politisk, socialt og moralsk mere holdbare er den officielle undskyldning ikke blot en undskyldning til de krænkede. Den heler samfundet og tjener flere af de samfundsbekræftende funktioner
som er kendetegnende for epideiktisk retorik. R

Læs mere:

Clinton, Bill: ”Remarks by the President in Apology for Study done in Tuskegee”, 16. maj 1996.
Lazare, Aaron: On Apology, Oxford University Press, 2004.
Lind, Jennifer: Sorry States. Apologies in International Politics, Cornell University Press, 2008.
Rudd, Kevin: ”Apology to Australia’s Indigenous Peoples”, 13. februar 2008.
Sheard, Cynthia M.: ”The Public Value of Epideictic Rhetoric”, College English, 58, 1996.
Smith, Nick: I was Wrong: The Meaning of Apologies in Life and Law, Cambridge University Press, 2008.
Villadsen, Lisa Storm: ”Speaking on Behalf of Others: Rhetorical Agency and Epideictic Functions in Official Apologies”, Rhetoric Society Quarterly, 38, 2008.. R