Og ordet blev kød

Det er en stor udfordring for skuespilleren metodisk at omsætte den dramatiske tekst til et kropsligt og vokalt vibrerende nærvær som kanaliserer både sanseligheden, poesien og de retoriske kvaliteter i Shakespeares tekster; at gøre ordet til kød, besjælet kød, som svinger i takt med forfatterens skrevne værk. Det begynder med en analyse af teksten og munder ud i et komplekst samspil mellem teksten, kroppen og psykologien.

Og ordet blev kød

Lars Henning

Stormen af William Shakespeare handler om Prospero, den rettelig fyrste af Milano, som besidder magiske kræfter, og hans datter Miranda. 12 år tidligere er de ved et komplot strandet på en fjerntliggende ø, beboet af ånder og primitive væsener, blandt andre Caliban, som de har underlagt sig. Han har lært dem overlevelse, og de har lært ham deres sprog, men forholdet mellem kolonisator og indfødt er siden blevet mere og mere fjendsk.

CALIBAN:

Åh, gid så led en dugg må falde på jer,
som den, min mor strøg med en ravnefjer
af mosens råddenskab! Sydvestenvinden
skal blæse bylder på jer!

PROSPERO:

Annons

Praktisk argumentation

Grundbok i retorisk argumentation - för alla som argumenterar eller behöver genomskåda andras argumentation. Läs mer...

For dét skal du få kramper nu i nat,
og sidesting, der vil ta vejret fra dig,
pindsvinetroldene skal stikke dig
den lange nat, hvor de er fremme,
med stik ved stik, så tæt som honningtavler,
mer sviende end honningbiers brod.

CALIBAN:

Jeg vil ha madro // Øen her er min,
jeg arved den fra Sycorax, min mor,
og du har stjålet den. / Dengang du kom,
gav du mig kærtegn og var god imod mig, /
du gav mig vand med bær i, / lærte mig,
hvad navn det store og det lille lys,
som brænder dag og nat, skal kaldes ved; /
så holdt jeg af dig, viste dig min ø
og alt hvad der var på den: / ferske kilder
og salte brønde, / gold og givtig jord: /
men nu forbander jeg mig selv for det! /
Gid alle Sycoraxes hekserier,
kravl, flagermus og tudser, rammer jer! /
For anden undersåt har I jo ikke
end mig, der førhen var min egen konge, /
og her i klippen spærrer I mig inde,
mens resten af min ø er lukket for mig.

PROSPERO:

Din løgnhals! Slavesjæl! Prygl rører dig,
men ikke godhed! Jeg behandled dig
som menneske, skønt du er lutter snavs,
jeg gav dig bolig i min egen celle,
indtil du prøvede med vold at krænke
min datters dyd.

CALIBAN:

Hehe! Gid det var sket!
Men du kom mig på tværs – for ellers
befolked jeg min ø med Calibaner.

(Stormen, Akt I, Sc. 2)

Detroit Publishing Company photochrom of Shakespeare’s Memorial Theatre, which burned down in 1926. Wikimedia Commons.

Den retoriske struktur og virkemidler

Calibans replik: (…) Øen her er min (…) mens resten af min ø er lukket for mig, er struktureret efter den klassiske struktur: introduktion, baggrund og konklusion, ovenfor markeret med /.

Øen her er min (…) og du har stjålet den fungerer som introduktion, Dengang du kom (…) men nu forbander jeg mig selv for det! som baggrund og udfoldelse, og Gid alle Sycoraxes hekserier (…) er lukket for mig, som en slags konklusion.

Af specifikke retoriske virkemidler kan i denne dialog nævnes antitese: fersk – salt, gold – givtig, og i Prosperos efterfølgende respons: prygl – godhed, menneske – lutter snavs. Et andet vigtigt retorisk redskab er operative ord (understreget ovenfor) der er de vigtigste, meningsbærende ord i en sætning som fremhæves af skuespilleren for med logisk klarhed at formidle situation og kontekst.

Tekstens indbyggede tankeproces

Derudover er en analyse af tankeprocessen i teksten nødvendig. Skuespilleren bør identificere store og små gearskift i teksten i henhold til skift i indhold, kaldet enheder, og skift i tanke, kaldet beats.

Hvis vi vender tilbage til Calibans replik, ser vi et skift i enhed allerede i første linje: “Jeg vil ha madro. // Øen her er min…” Efter de indledende, gensidige eder og forbandelser mellem Caliban og Prospero skærer slaven sin herre af med sit udbrud om at nu vil han sgu have noget at spise hvorefter han i næste nu skifter til et mere logosdrevet angreb.

For hvert beat (re)konstruerer skuespilleren den tanke som udløser og manifester sig i hver ytring. Derved fæstnes replikken organisk i skuespillerens sind.

$I den forbindelse er det vigtigt at anlægge såkaldte tankebuer som er mentale spydkast fra starten af en tankerække til dens endemål. For eksempel sigter Calibans tankerække fra “Dengang du kom…” mod sit endemål langt senere: “…forbander jeg mig selv for det!”.

Med en omhyggelig identificering og håndhævelse af de omtalte retoriske elementer og operative ord, og med en medskabende kortlægning af de indbyggede tankeprocesser i teksten, har skuespilleren redskaberne til at kontrollere den sproglige fremførelse når hendes fortolkende fokus rettes mod tekstens pulserende sanselighed og lidenskab.

Sanseerindringen

I forbindelse med indøvningen af teksten bør skuespilleren “massere” sproget grundigt for at indoptage dets sanselige strukturer; dets kød, blod, muskler og sener. Det vil sige guffe og smage sig igennem replikkerne som gefundenes Fressen. Dissekere ordene til rent sanselige vokal- og konsonantlyde i munden.

Sproglig kommunikation er indlært som lyde før det bliver til meningsbærende ord og sætninger. Barnet sanser og fornemmer sproget intuitivt før det begynder at strukturere det intellektuelt. De sanselige minder af lyde ligger indkapslet i ordet og kan frisættes gennem skuespilleren.

Calibans Sydvestenvinden skal blæse bylder på jer! og Prosperos pindsvinetroldene skal stikke dig / den lange nat, hvor de er fremme / med stik ved stik, så tæt som honningtavler / mer sviende end honningbiers brod er eksempler på den overvældende sanselighed i Shakespeares poesi. Disse passager har børnerimets rytmiske, intuitive tilgængelighed, som i “Ole vip, Ole vap, Ole snustobak!”, ikke blot ved hjælp af allitteration og gentagelser – og selvfølgelig det jambiske pentameter – men også ved den sanselige evokation af (barnlige) mareridtssyn.

Hvis skuespilleren formår at ramme sin egen kropslige klangbund med ordlyden, forplanter denne sanselige og intuitive resonans sig gennem stemmen til publikum som altså på et underbevidst plan vil gå i svingninger med skuespilleren og værket.

Sprogets iboende kraft

Shakespeares tekster vibrerer ikke blot af sanselighed, men også af en eksplosiv lidenskab. Skaber- og ødelæggelsestrang i en potent cocktail, accentueret af det jambiske pentameters fremaddrivende pulseren, og enhver skuespiller, der går i kødet på Shakespeare, bør have mod og generøsitet nok til at lade sit eget kød svinge i samme lidenskabelige takt. Det er her at den retoriske mestring af teksten er imperativ for at tøjle den eksplosive kraft i sproget, karaktererne og dramaet.

Hvad den sceniske formidling af Shakespeares tekster kræver, er altså den sjældent opnåede kunstneriske balance mellem kontrol og kaos, mellem form og indhold. Skuespilleren i lidenskabens orkanøje, overgivet til destruktionen, men fyldt af et stilhedens nærvær. Enhver tekstformidler bør vove denne pirrende balancegang mellem kontrol og kaos.

Psykologien i sproget

Shakespeares universer vrimler med typefigurer fra en førpsykologisk teatertradition; Prospero og Caliban nærer for eksempel et tæt slægtsskab med Pantalone og Pulcinella fra det italienske pantomimeteater Commedia dell’Arte, stereotypt karakteriseret ved henholdsvis deres højbårne arrogance og underhundens luskeri.

Men den komplekse psykologi skinner alligevel igennem Calibans stereotype karaktertræk idet hans fjendskab mod Prospero bliver et sammensat portræt af den indfødtes oprør mod kolonisatoren som har ‘civiliseret’ den ‘vilde’. Et eksempel på denne psykologiske kompleksitet ses i den indledningsvist citerede tekst: i skiftet i enhed mellem ‘vildmandens’ instinktive “I must eat my dinner” og hans efterfølgende hadefulde, men logiske og perspektivrige opgør med Prospero. Han excellerer sågar i et af ‘civilisationens’ højeste kendemærker: vid og sarkasme, idet han til Prosperos rasen over hans voldtægtsforsøg på Miranda tørt bemærker:

Hehe! Gid det var sket! / Men du kom mig på tværs – for ellers / befolked jeg min ø med Calibaner.

Med al sin implicitte vold er det da et sofistikeret oprør mod kolonimagten! Og dertil hans sarkastiske respons til Miranda som udskammer ham for at opføre sig så dyrisk mod hende når hun nu møjsommeligt har lært ham sprogets brug:

I lærte mig at tale, og min gavn / af det er kun, at nu kan jeg forbande. / Gid pesten rammer jer for den belæring!

Og forbande gør han på den mest kreative vis med al sin destruktive lidenskab! Men hans overvejelse om hvad han reelt kan bruge sproget til, er perspektivrig både i forhold til karakter, motivationer, relationer, skuespillets temaer og idémæssige grundlag.

For skuespilleren peger det mod hendes egen (karaktermæssige) brug af sproget. Hvad kan jeg udrette med det? Forbande, forgifte, tirre, provokere, udskamme, undsige, anklage, udfordre. Unægteligt en sprogligt og skuespilmæssigt mere præcis tilgang end for eksempel at spille følelsen “had”.

Det er med denne metodiske tilgang at skuespilleren formår at forene alle de ovenfor beskrevne elementer af hendes arbejde og stille sin krop, sind og sjæl til rådighed for Shakespeares eksplosive poesi.

(Alle Shakespeare-citater er i Niels Brunses oversættelse)

Bibliografisk

Af Lars Henning, kunstnerisk leder på Copenhagen International School of Performing Arts, CISPA.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 24-27.