Start » Dansk retorik » Dansk retorik Omtalt » Opgør med mundhuggeriet

Opgør med mundhuggeriet

av Mark Thomsen
tvvalg

Aggressiv, konfrontationssøgende tv-journalistik i valgudsendelser har en negativ effekt på seernes forståelse af partiernes politik, viser undersøgelser i en ny bog

Opgør med mundhuggeriet

Mark Thomsen

tvvalgDer blæser nye journalistiske vinde i Danmark. De seneste årtiers aggressive, konfronterende tv-journalistik, hvor politikeren skulle kæmpe for at få ordet, er ved at blive erstattet af en mindre aggressiv stil, der i højere grad tester politikernes synspunkter og samtidig giver dem mere tid til at svare. Dermed er chancerne for, at tv-seeren forstår den politiske debat, blevet større.

Det er meget kort hovedkonklusionen i en ny bog med titlen TV-valg & TV-vælger – skrevet af medieforskeren Billy Adamsen. Han har analyseret tre forskellige valgudsendelser fra valgåret 1994 og netop set på seernes umiddelbare forståelse af udsendelserne. Det er der kommet en interessant og velskrevet bog ud af. En bog, der samtidig er et illustrerende eksempel på den mur af metodiske problemer, som medieforskeren næsten uundgåeligt støder panden mod, når han giver sig i kast med at undersøge to så dynamiske størrelser som valgudsendelser og forståelse.

Det nye kommunikationsforhold

I valgudsendelsernes stenalder – det vil sige tiden fra det første tv-valgprogram i 1957 til begyndelsen af 1970’erne – spillede journalisterne ingen eller i hvert fald en temmelig perifer rolle. Politikerne fik stillet tid til rådighed i fjernsynet, hvorfra de kunne tale direkte til den enkelte vælger – eller rettere til de vælgere, der havde anskaffet sig et tv. Det var dette direkte kommunikationsforhold mellem politiker og vælger, der blev ændret i begyndelsen af 70’erne, hvor journalisterne kom til at spille en langt større rolle. Fra folketingsvalget i 1971 fik journalisterne nemlig mulighed for selv at stille uddybende, kritiske spørgsmål til politikerne, og siden er politikernes tid til enetale blevet kraftigt beskåret. Journalisterne er blevet de agerende, mens politikerne er blevet reagerende.

Det er et kommunikationsforløb, vi er helt fortrolige med i dag. Som tvseere har vi vænnet os til, at den politiske kommunikation i valgudsendelserne primært er en konfrontation mellem politikere og journalister. Der er ed andre ord tale om et indirekte kommunikationsforløb, hvor politikere og journalister taler med hinanden, mens tv-seeren står udenfor som tilskuer.

Annonce

Derfor spiller det i første omgang en stor rolle, hvordan kommunikationen mellem journalisterne og politikerne forløber: Er kommunikationen præget af mistillid eller tillid?

Får politikerne lov til at tale ud? Hvor meget taletid får politikerne i forhold til journalisterne? Taler de i munden på hinanden? Hvor meget perspektiverer, fortolker og kommenterer de hinandens udsagn?

Det er Billy Adamsens indgangsvinkel til en diskussion af de skift, der har været i den journalistiske stil gennem de seneste årtier. Han mener, at stilen har skiftet fra mikrofonholderi i 1960’erne over en meget aggressiv, konfrontationssøgende stil i 70’erne og 80’erne til en såkaldt testjournalistik i dag, hvor journalisterne nok er kritiske, men samtidig forholder sig mere åbne over for politikerne.

Konfrontations- og testjournalistik

Det påståede stilskifte i 1990’erne forsøger Billy Adamsen at dokumentere med en analyse af forskellige typer af de såkaldte optaktsprogrammer, hvor partierne bliver interviewet af et hold journalister inden valget. Han ser først på to Svar Nu optaktsprogrammer fra folketingsvalget 1994, hvor journalisterne Morten Løkkegaard og Anja Westphal var udspørgere, og sammenligner dem med et andet optaktsprogram fra Europa-Parlamentsvalget samme år, hvor journalisterne Mette Fugl og Ole Thisted stillede de kritiske spørgsmål til politikerne.

Afbrydelser, kommentarer, fortolkninger, gerspektiveringer, taletid og forskellige typer af spørgsmål og svar bliver minutiøst talt op i de forskellige programmer. Resultatet er opsigtsvækkende. Specielt når det gælder taletid og afbrydelser, er der stor forskel på de to hold af journalister.

For eksempel har Mette Fugl og Ole Thisted som udspørgere mere taletid end politikerne fra Folkebevælgelsen mod EF-unionen, der skal svare på spørgsmålene. Det står i kontrast til Svar Nu-programmerne, hvor politikerne har meget mere taletid end journalisterne Westphal og Løkkegaard. Desuden afbryder Fugl og Thisted i langt højere grad politikerne end omvendt, i modsætning til Svar Nu-programmerne, hvor politikere og journalister stort set afbryder hinanden lige meget.
Undersøgelsen viser således, at der er nogle markante og meget interessante forskelle på den journalistiske stil hos de to hold journalister. Mette Fugl og Ole Thisted, der repræsenterer konfrontationsjournalistikken fra 1980’erne, afbryder og taler ganske enkelt mere end Anja Westphal og Morten Løkkegaard, der repræsenterer 90’ernes såkaldte testjournalistik.

Om undersøgelsen vitterlig dokumenterer et generelt skift i den journalistiske stil er en anden og mindre væsentlig sag. Det interessante er snarere hvordan de to typer journalistik påvirker seernes umiddelbare forståelse af partiernes politik.

Seernes umiddelbare forståelse Det er det spørgsmål, Billy Adamsen forsøger at besvare i den anden del af sin undersøgelse. Han sætter 53 personer til at se et af Svar Nu-programmerne (med Westphal og Løkkegaard), mens 25 personer ser valgudsendelsen fra Europa-Parlamentsvalget (med Fugl og Thisted). Fælles for alle 78 deltagere er, at de er 18-35 år og indskrevet enten på den l årige HH, på en kortere videregående uddannelse eller på et efteruddannelseskursus. Efter udsendelsen bliver de bedt om at svare på en række spørgsmål i et spørgeskema, der skal teste deres forståelse af partiernes politik.

Undersøgelsen viser, at en valgudsendelse præget af konfrontationsjournalistik (Fugl og Thisted), har en yderst negativ indflydelse på seernes umiddelbare forståelse. Hovedparten af respondenterne, der så optaktsudsendelsen til Europa-Parlamentsvalget, kunne kun svare rigtigt på halvdelen af spørgsmålene om partiernes politik. Til gengæld har en valgudsendelse præget af testjournalistik (Westphal og Løkkegaard) en yderst positiv indflydelse på seernes umiddelbare forståelse. Hovedparten af respondenterne, der så Svar Nu-udsendelserne, kunne nemlig svare rigtigt på samtlige spørgsmål.

Det må være et resultat, som kan bringe smilet frem hos alle, der er trætte af tv-journalisternes evigt afbrydende, evigt mistænkeliggørende interviewform. Men inden vi lader smilet brede sig til hele ansigtet, bør vi se en ekstra gang på undersøgelsen.

Hvad siger tallene

Det første, man undrer sig over, er Billy Adamsens valg af respondenter.

Hvorfor vælger han to responsgrupper, der er alt andet end repræsentative for den danske befolkning? Der findes muligvis en god forklaring, den dukker bare ikke op i bogen. En kvantitativ undersøgelse med så små og skævt fordelte responsgrupper kræver under alle omstændigheder, at vi tager resultaterne med et gran salt. Tallene udtrykker ganske vist en tendens, men den er muligvis helt tilfældig.

Derudover er det spørgsmålet, hvad undersøgelsen overhovedet undersøger. Den giver sig ud for at teste, hvilken indflydelse to forskellige journalistiske interviewformer alt andet lige har på seerens umiddelbare forståelse. Men den slags alt-andet-lige-eksperimenter er nærmest umulige at opstille, når det gælder medier og mennesker. For hvordan kan vi være sikre på, at det kun er interviewformen, der gør udslaget?

De respondenter, der var vidne til Ole Thisted og Mette Fugls konfrontationsjournalistik, havde efter udsendelsen udsendelsen svært ved at svare på, om Folkebevægelsen mod EF-unionen er nationalistisk, om Folkebevægelsens sociallære udspringer af en protestantisk sociallære, og om Folkebevægelsen er tilhængere af en nordisk dannelseselite.

De respondenter, der var vidne til Anja Westphal og Morten Løkkegaards testjournalistik, havde til gengæld ingen eller næsten ingen problemer med at svare på, om det Radikale Venstre er for FN, om partiet vil spare på forsvaret, og om det vil nedlægge Hjemmeværnet!
De sidste spørgsmål virker langt mere konkrete end de første. Når den ene gruppe af respondenter har svært ved at svare på spørgsmål om nationalisme, den protestantiske sociallære og en nordisk dannelseselite, så skyldes det måske mere emnernes abstraktionsniveau end den journalistiske stil i programmerne. Vi kan altså ikke være sikre på, at det er den journalistiske stil alene, der gør udslaget.

Et bidrag til mediedebatten

Kritikken er ikke et forsøg på at feje Billy Adamsens bog af bordet. At undersøgelsen er plaget af metodiske problemer, adskiller den ikke fra alle andre undersøgelser af den art. Faktisk må man beundre Billy Adamsen for hans ihærdige forsøg på at overvinde dem. Og så længe vi ikke æder konklusionerne ukritisk, yder bogen et nyt og væsentligt bidrag til vores forståelse af tv-mediet og politisk debat.   R

Om forfatteren
Mark Thomsen er redaktør på RetorikMagasinet.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 22, december 1996.

35022

Læs mere:
Billy Adamsens ”TV-valg & TV-vælger” er udkommet på Samfundslitteratur (1996). 241 sider. Pris: 215 kroner.

Latest posts by Mark Thomsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere