Oprah 4 prez

Oprah Winfreys tale ved Golden Globes 7. januar 2018 fik mange til at spekulere på om Winfrey havde tanker om at stille op som præsidentkandidat: “Is she running for president – maybe she has political aspirations?”, lød reaktionerne i dagene efter. Artiklen her vil forsøge at give et svar på hvad der får os som publikum til at fornemme en ‘præsidentiel vibe’. Stilen spiller nemlig en rolle – “It is black” i mere end én forstand.

Oprah 4 prez

Inger Trige Demant

 

På scenen står den 64-årige Oprah Winfrey med Golden Globes-trofæet i hånden. Vi kender blandt andet den
succesfulde talkshowvært fra The Oprah Winfrey Show og som karakteren Sophia fra filmen The Color Purple. Det er den 75. gang Golden Globes-priserne bliver uddelt, og Oprah har modtaget Cecil B. DeMille-prisen som gives til “fremragende bidrag til filmverdenen”, en pris der førhen har haft modtagere som Walt Disney, Audrey Hepburn, Steven Spielberg og sidste år Meryl Streep. På en aften hvor temaet #MeToo har sat sit præg på stemningen, står Winfrey som den første afroamerikanske kvindelige modtager af prisen, iført sort kjole ligesom salens andre kvinder. De sorte kjoler er et symbol og en kollektiv tilkendegivelse af sympatien over for #MeToo-bølgen.

MeToo, Trump og takketaler

I oktober 2017 opfordrede sanger og skuespiller Alyssa Milano kvinder til at bruge #MeToo til at tale ud om eventuelle seksuelle krænkelser. Da Golden Globes blev afholdt, var kampagnen på sit højeste idet mange mænd fra film- og tv-branchen var blevet beskyldt for sexisme, voldtægt og andre grove overgreb. Sympatien med den overvældende storm af tilkendegivelser manifesterede sig også til festen i januar hvor alle kvinder kollektivt var blevet enige om at lægge de farverige rober på hylden og kun bære sort på den røde løber. Det blev en verdensomspændende nyhed – i stedet for at skrive om kjoler og farvesammensætning spurgte medierne til skuespillernes forhold til deres instruktører, til feminisme, kønsproblematik, kvinderettigheder og ulighed. Det blev således ikke kun en fest indspundet i glamour og glimmer, men en fest der forsøgte at kommentere den barske virkelighed som end ikke glimmeren kunne dække.

Foruden #MeToo berørte Oprah også andre tematikker. Den barske virkelighed omhandler også en tid hvor det demokratiske USA er under pres. Præsident Donald Trump har om nogen sat spørgsmålstegn ved begrebet ‘sandhed’. Fake news og de sociale mediers magt har paradoksalt nok både i kølvandet på præsidentvalget og #MeToo-kampagnen vist sin allerværste og allerbedste side: på den ene side brugere der deler falske nyheder med falske profiler, og på den anden side kollektive bevægelser der kan sætte spot på tabuiserede emner.

Midt i alt dette skal Oprah også navigere i en helt særlig genre der har sine egne forventninger. Prisoverrækkelser afstedkommer ofte den obligatoriske takketale. Den epideiktiske genre, lejlighedstalen, centrerer sig i sin klassiske udgave om nutiden og har til formål at hylde fælles værdier hvor modtageren af prisen tilkendegiver, med navns nævnelse, hvem der har hjulpet til i skabelsen af den succes man er blevet til. Det er set og hørt før. Imidlertid er den klassiske genre blevet brudt op. Det er blevet mere og mere almindeligt at bruge den ellers epideiktiske award show-scene som en deliberativ, altså politisk, platform. Man får opfattelsen af at når man som prisvinder nu alligevel har alles øjne og ører rettet imod sig, kan man vel lige så godt udnytte lejligheden til at promovere sine politiske holdninger og skue ud i fremtiden et øjeblik. Senest så vi det ved Golden Globes i 2017 hvor Meryl Streep modtog selv samme pris som Winfrey og rettede en kritik mod præsident Trump for hans umoralske karakter. Sangerinden P!NK gjorde det også for nylig ved MTV Video Music Awards da hun modtog den ærefulde Michael Jackson Video Vanguard-pris og talte til sin tilstedeværende datter og resten af verden om at skønhed har mange udtryk og former.

Disse ‘tilsyneladende improviserede’ taler får ofte stor medvind på de sociale medier hvilket blot giver Oprah endnu mere momentum. Momentum til at gribe lige nøjagtigt dét påtrængende problem som hun selv synes er vigtigt, og som hun mener lytterne bør tage stilling til.

Når sandheden skal frem

Oprah bruger i sin tale to eksempelfortællinger. Disse fortællinger bærer synspunkterne frem. Et virkemiddel som det primære publikum – de mange skuespillere i salen – kender til i deres professionelle virke: at lægge stemme til en andens fortælling. Med andre ord: Det er et formsprog det tilstedeværende publikum forstår. Oprah begynder talen med en anekdote fra sin barndom. Med meget få ord får Oprah givet publikum et anslag for tid, sted, socialposition og stemning: “In 1964, I was a little girl sitting on the linoleum floor of my mother’s house in Milwaukee watching Anne Bancroft present the Oscar for best actor at the 36th Academy Awards.” I den første anekdote er hovedpersonen og senere rollemodellen Sidney Poitier: Den første afroamerikanske mand der modtog en Oscar. Som lille pige er Oprah betaget af at en mand med samme hudfarve som hendes kan blive hædret og fejret, samtidig med at hun ser sin mor komme hjem fra arbejdet som rengøringsdame: “(…) watching from the cheap seats as my mom came through the door bone tired from cleaning other people’s houses.” Anekdoten bliver på én og samme tid en stilfigur. Den fungerer som en kontrast til det liv hun selv senere kommer til at leve. Vi bliver klar over at hendes vej til succes hviler på skuldrene af andre, men at det også har krævet
et opgør med den verden hun kom fra. Man fornemmer her at raceproblematikken og den amerikanske drøm står skrevet imellem linjerne.

Oprahs anden fortælling handler om Recy Taylor, en ung mor og hustru der på vej hjem fra kirke bliver overfaldet og voldtaget af seks armerede hvide mænd. Da Taylor anmelder overfaldet, bliver den berømte Rosa Parks – borgerrettighedsaktivisten fra Montgomery, Alabama – den ledende efterforsker på sagen. Men mændene blev aldrig retsforfulgt. “Recy Taylor died ten days ago, just shy of her 98th birthday. She lived as we all have lived, too many years in a culture broken by brutally powerful men. For too long, women have not been heard or believed if they dare speak the truth to the power of those men. But their time is up. Their time is up!”

Fortællingen får aktualitet og bliver relevant da Oprah tilføjer en kairos-dimension. Oprah bruger fortællingen til at eksemplificere at Taylors historie ikke er den eneste; at hun fortalte sandheden selv om den ikke fik en formel berettigelse; at kulturen omkring mænds magtpåvirkning ikke er en ny problematik; at sandheden er en værdifuld størrelse som man altid skal kæmpe for at få frem. Med Taylors beretning in mente er det publikums pligt at gribe tiden som nu bringer mulighed for forandring med sig. I dette argument ligger der en implicit hjemmel der lyder at vi bør lære af vores fortid.

Civilreligion er limen i det amerikanske samfund

Fortællingen er ikke det eneste virkemiddel Oprah benytter sig af. Talen rummer også mange andre interessante og meget klassiske stilfigurer som trikolon – tretrinsraketten: (…) the incredible men and women who have inspired me, who challenged me, who sustained me (…)”, anaforer: “They’re the women whose names we’ll never know. They are domestic workers and farm workers. They are working in factories (…)”.

Sidst men ikke mindst bygger Oprah op til et afsnit der samlet set bygger på en solopgangsmetaforik. I talens sidste afsnit bruger hun en klassisk figur hvor op er godt, og ned er skidt, hvor lyst er positivt, og mørkt er negativt: “(…) maintain hope for a brighter morning, even during our darkest nights (…) a new day is on the horizon!”

Ved at bruge solopgangen som metafor lader Oprah talen få et metafysisk og religiøst skær. Solopgangen er en reference der spiller på alles erfaringer og går på tværs af religioner, hvad enten man er jøde, kristen, muslim eller noget helt fjerde. Det er altså et alment religiøst træk som alle kan identificere sig med. Det gør at selve sagen også bliver almengjort. Oprah formår at glide fra det partikulære anliggende, #MeToo, til det universelle: Sandheden er en værdifuld størrelse vi fortsat må kæmpe for at få frem. Oprah lader med andre ord talen bevæge sig fra det specielle til det almene – fra nogle til alle. Dermed udnytter Oprah appellen til det civilreligiøse hos publikum, forstået på den måde at man med civilreligionen formår at samle befolkningen på tværs af etniske og religiøse skel. Ved at dyrke landet og nationen som noget særligt samles man om noget højere fælles, nemlig nationens beståen. Derved ligner den de almindelige religioner men er i højere grad centreret om nationens egne myter og fortællinger.

I Oprahs tale gøres dette tydeligt ved at berøre flere klassiske amerikanske fortællinger. Fra den amerikanske drøm hvor hun selv er eksemplet på den lille pige på linoleumsgulvet, til den voksne kvinde på Golden Globes-scenen og videre til en fortælling der rummer en henvisning til den raceproblematik der ad flere omgange har været lige ved at splitte landet fra hinanden. Denne civilreligion er ikke noget nyt og har udviklet sig igennem hele den amerikanske historie fra dens ophav i de første kristne europæeres tilflytning i 1600-tallet. Dét der engang var en kristen tanke, er sidenhen blevet en universel amerikansk tanke – et masterplot funderet i en bibelsk fortælling. Og det er disse fortællinger Oprah bringer ind i talen.

På den måde kan man betragte civilreligionen som limen der holder det amerikanske samfund sammen. Endvidere underbygger hun med metaforen en eskatologisk og næsten profetisk understemme (eskatologi: ‘læren om de sidste tider’). Det kender vi fra de præsidentielle taler. Enhver præsident vil lave et ‘brud’ i tiden for at understrege at når den nye person kommer til som præsident, begynder ‘den nye tid’. Vi ser det hver gang der er nye valgkampagner i det præsidentielle kapløb. Obamas slogan fra 2008: “Yes we can” og senest med Trump i 2016: “America First”. Profetismen bliver da formuleret som en slags drøm og vision om hvordan verden kan se anderledes ud.

Det ligger i profetiens grundantagelse at den sætter et brud imellem nuet og i morgen, imellem nødvendighed og mulighed.

Det gør Oprah allertydeligst i talens sidste sætning: “And when that new day finally dawns, it will be because of a lot of magnificent women, many of whom are right here in this room tonight, and some pretty phenomenal men, fighting hard to make sure that they become the leaders who take us to the time when nobody ever has to say “Me too” again.”

Denne metaforik og retning mod det religiøse og metafysiske er altså set hos utallige amerikanske præsidenter. For eksempelvis i 2001 da George W. Bush talte foran hele verden efter World Trade Center-angrebet. Her citerede han fra Davids Salme 23 og brugte også en sol/mørke-metaforik: “Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil, for you are with me; your rod and your staff, they comfort me”. Vi så det også i 2009 da Barack Obama holdt sin første tale som præsident, og hvor han brugte rejsen som metafor: “we refused to let this journey end (…); and with eyes fixed on the horizon and God’s grace upon us, we carried forth that great gift of freedom and delivered it safely to future generations”. Disse eksempler blandt mange vidner om at talerne hviler på en religiøs klangbund, og det er muligvis heri vores forvirring om Oprah opstår. Stiller hun op som præsidentkandidat?

Vi bliver forvirrede fordi vi ellers hører de profetiske udmeldinger og de civilreligiøse referencer i en præsidentiel kontekst; vi bliver forvirrede fordi den epideiktiske scene får et deliberativt ærinde, og så bliver vi mindet om at alt jo kan ske i USA. Det er ikke første gang en præsident har haft baggrund i showbiz. Ronald Reagan var skuespiller før han sad i det ovale værelse, og Trump har tidligere haft sit eget realityshow. Det nye er til gengæld at Oprah står som afroamerikansk kvinde med en seriøs og stemmesamlende retorik der påpeger at nu må tiderne skifte: “A new day is on the horizon!” Dét er en vibe folk tager til sig. R          R

 

 

 

 

 

Bibliografisk

Af Inger Trige Demant, kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 31-34

Om skribenten

kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet

Lämna ett svar