Ord er tydede af erindring

Erindringen sidder i sproget. Ordets betydningsfylde kan afsløres gennem valg af kognater og synonymer, gennem brug af pauser og syntaksens særlige udformning.

Ord er tydede af erindring

Ole Fogh Kirkeby

 

De ord der så åbenlyst bærer erindringen, er egennavnene. Men det betyder ikke at disse alene er erindringens alfabet. De ord der opbevarer det skete, og de ord der opbevarer det begærede, er lige så betydningsfulde, om end de henviser på mere kryptiske måder.

Ordet kryptisk er græsk, krypté, egentlig en forkortelse af krypté kamára, “den skjulte gravhvælvning”. Her er vi metaforisk i Freuds univers hvor det “Før-bevidstes” vokabular sættes i relief af det mørkelagte “U-bevidstes” topologi.

Et personnavn gemmer på en sekvens af erindringer fordi det gemmer på en serie af begivenheder. Disse arbejder, for så vidt de forarbejdes af det vi oplever lige nu, og derfor skifter navnet betydning. De kan være navne med almen symbolstatus som Ulysses der indeholder narrativt kanoniserede begivenhedsforløb, eller med helt personlige konnotationer, og uden en stram, narrativ logik, som navnet på den første kæreste. Da vi forholder os til os selv gennem vores samvittighed, og denne opsummerer, stærkt eller svagt, oprigtigt eller bedragerisk, det vi har gjort mod andre, så er et personnavn til enhver tid en mulighed for at stævne sig selv til en status over sit liv. Nuvel, lad os også selv være objekter eller endog ofre her: Det skete dømmer os, på godt og ondt, godt hjulpet af vore medmennesker, og gør os virkelige fordi det, al fortolkningsmulighed til trods, har en materiel kerne. Og denne personlige retsproces eksekveres af de fantasmer der gemmer sig i navnet. Egentlig på samme måde som det sker i drømmen: Vi er altid med i den som iagttagelsesprocesser, ikke som afsondrede personer, men som det der bevidner begivenheden.

For stednavnene gælder det samme. Steder er hverken ikoner, indekser eller symboler, men ar i erindringsstrømmen, undertiden næsten semantisk tomme pladser og tæt på Platons begreb chora der indeholder den kraft og gavmildhed hvormed vi er blevet modtaget på en plads hos det jordiske i en særlig krydsning mellem koordinater. Stederne er også altid resonanser og relikvier fra andres erfaringsverdener og dermed fra både kanoniserede og ganske intimt privatiserede sedimenter af erindringer der er faldet til ro. Stedet er endnu mere end personen unddraget vores viden fordi det virkelig kan have været skueplads for noget langt mere utænkeligt end det vi ville kunne tilskrive et menneske. Steder er plamager efterladt af en væske vi ikke kender navnet på. Steder er som strande, skjulte, strategiske mål for angreb og forsvar. Steder er som hud efter et fjernet skæg. Steder er som store sten der presses op af jorden når frosten kommer. Men stednavne er ligesom personnavne kryptomnesiske, deres betydning kan kun være en hemmelighed for os der dukker op i vågne drømme fordi vi er medvidere. De er rebusser og monumenter, luftkasteller og blodsortplettede valpladser på samme tid, og vi besidder koden og kartotekerne.

Ordenes hermeneutiske niveauer

Alle ord, egennavne eller ej, har et meningsunivers og en betydningsmættethed i sig der kan artikuleres i form af hermeneutiske niveauer. Disse niveauer afspejler tilværelsens eksistentielle dimensioner.

Så vores erindring, således som den består af navne, af verber og af substantiver der kan fremkaldes, er kryptobiotisk. Den lever sit eget skjulte liv, og dog afslører den sig hele tiden for os gennem det vi hører os selv sige når vi tænker og taler. Det er jo sjældent at vi kan tage fuldkomment ejerskab til det der kommer ud af vores mund, forstået som resultat af en fuldkommen til bunden behersket refleksiv eller overlagt akt. Men når vi hører os selv artikulere det, så tvinges vi til at dyrke quadriga, den firspandige fortolkningsmetodik fra middelalderen. 

Den første hest er den bogstavelige betydning, sensus literalis eller historicus, og refererer den som tegn til et personnavn, egennavn eller til en begivenhed, så mister den straks sin tilstræbte evidens og bliver symbolsk og subjektiv. Den anden hest, sensus allegoricus, er jo intet andet end den narrative fantasme hvori vi med gennemtærede sandhedskriterier kan indskrive den/det der taler, altså “selvet”. Den tredje hest er sensus tropologicus, den moralsk-etiske dimension af det vi siger. Mens den sidste hest, sensus anagogicus eller mysticus, skulle være det i det sagte der fører os videre mod vort livs mål – noget ‘større’. Men det eneste pålidelige og svært manipulerbare i sin basis i denne hermeneutiske hårknude er det ord vi har sagt. 

Lad os nu sige at det vi sagde, var det som mange mennesker har sagt, og består i den verbale beskrivelse af en begivenhed (også en filmtitel): “Jeg elskede dig i går.” Hvad betyder det for muligheden for at forstå forholdet mellem ordet og erindringen? Her må det huskes at al erfaring sker gennem ord der gør den verden, vi interagerer med, tydelig fordi de allerede er tydede af erindringen. 

De ord, vi bruger, afslører hvem vi er

Den bogstavelige eller historiske betydning af udsagnet “jeg elskede dig i går” er bestemt af det enkelte menneskes mål af begær, handlerum og erfaring. Afhængig af konteksten, og dermed af pragmatikken, afslører dets mening hvad et menneske forstår ved dette begreb at elske, og dermed indhold af, og grænser for, dets praksis. Det afslører både alvor, overfladiskhed, evne og magt og afmagt. Det liv, som dette ords semantik lever i os, er helt oplagt en nøgle til vores identitet. At et menneske i øvrigt ikke bryder sig om at bruge ordet ‘elske’ er et vink om dets karakter.

Men på det andet, hermeneutiske plan, sensus allegoricus, røber vi endnu mere om os selv ved at sætte ordet ind i fortællinger(en) om vores liv. Hvad har vi brugt kærlighed til, og hvordan er vi blevet brugt. Om vi foregøgler sandhed gennem ordet narrativ, der kommer af protoindoeuropæisk ‘*gno-’, med kognater som gnosis, kognition og knowledge, at vide, gennem ordet historie, af græsk fra protoindoeuropæisk ‘*weid-’, at se, og med kognater som viden, visdom og vision, eller gennem ordet fortælling, der kommer af den protoindoeuropæiske rod ‘*del-’, med kognater som tale og tælle, alligevel er det alt sammen min produktion. Så den legitimering af mit liv, der ligger i min forståelse af ‘elske’, og som udspilles i den betydning jeg tillægger dette ord, afslører jeg i denne præsentation af en erindring der er og bliver fiktion, ikke mindst fordi dens fortæller gemmer sig i og bag det fortalte. Det afslører uanset vilje eller ej en intention, en interesse og ofte en manipulation af den direkte og/eller af den skjulte tilhører, mig selv. 

På det tredje plan, sensus tropologicus, afslører brugen af ordet om jeg erfarer det erotiske som underkastet et moralsk og etisk kriterium. Ansvar og skyld kommer ind her, og dermed samvittighedens form og indhold, der er erindringens grundmekanisme. Sætningen “jeg elskede dig i går” kan næppe bruges i ren kristen forstand, da agape (den kærlighed der overskrider det erotiske) qua næstekærlighed ikke muliggør et sådant frafald fra følelsen. Sætningen kan bruges som en kode til vores opfattelse af andre og af os selv, og dermed til den magt, skyld og skam har over os: erindringens dramaturgi. 

På det sidste plan, sensus anagogicus eller mysticus, handler brugen af ordet om det jeg har lært af livet, og måske også om det jeg forventer endnu at kunne lære. Hvad er kærlighed og hvorfor? Svarene går over en bred front fra henvisningen til forplantningens praksis til den subtile og nænsomme mulighed for menneskeligt samvær mellem og inden for kønnenes faktum. Det handler om et menneskes administration og virkeliggørelse af begæret, om dets vanvid, dets pest, dets helbredelse og dets fuldendelse. Men det handler også om kærligheden som etisk ideal, og om selvforholdet, som udtrykt med vanlig paradoksalitet af Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger når han siger: “Du skal elske din næste som dig selv og dig selv som du elsker din næste”.

Ordet er nøglen til sindet

Om man nu vil eller ej, så afslører man gennem den mening og den betydning, hvormed og hvori man bruger et ord, dets individuelle kontekstualisering, dets eksemplificering og den tyngde og plasticitet som dets metaforiske indhold giver, hvilket liv man har levet. Da et levet liv på ethvert tidspunkt er materialiseret i erindringen, fortæller brug af ordet den der formår at lytte, om det der er sket os, og det vi har modtaget og formet det som. Dermed afslører det også forhåbninger og drømme. Og afgrænser samtidigt samspillet mellem de kognitive, emotive og konative dimensioner af bevidstheden. Ordet ‘sind’ udtrykker denne syntese da dets rod er *sent-, at tage en retning, at gå. Sindet er opsummeringen af den individuelle vej og det individuelle mål.

Naturligvis er ord også formet af det sociale og dets historik, men ordets betydningsfylde ville kunne afsløres gennem studier af den individuelle semasiologi, gennem valg af ord, gennem idiolektens mønstre for intonation, gennem manglende benævnelser og brug af pauser, og gennem syntaksens særlige udformning og variationer. Kropssprog er naturligvis også vigtigt her. Samtidig udgør ikke mindst brug af synonymer, kognater og associationer centrale personlighedsmarkører – siger du “robust” eller “forrået”? – En personlig pragmatik der helt sikkert også kan opstilles i flere fintmaskede eller akribiske systematikker.                           R

 

 

Bibliografisk

Af Ole Fogh Kirkeby, forfatter og professor emeritus i ledelsesfilosofi på Copenhagen Business School.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 27-29

Om skribenten

Lämna ett svar