Overvågning, censur og drab i en verden hvor gud ser alt

Boualem Sansal: 2084. Verdens ende. 2017. 300 sider.

Overvågning, censur og drab i en verden hvor gud ser alt

“Yölah er stor, og Abi er hans Sendebud!” Sådan lyder det i religionen Gkabul i landet Abistan. Her skal du bede ni gange om dagen; det kan du gøre i en af ‘mockbaerne’ hvor bønnen ledes af en ‘mockbi’. Kvinder skal altid gå tildækket i en ‘burniqab’. Og hvis du gør dig skyldig i ‘ikke-tro’, bliver du hængt, halshugget eller stenet til døde ved en af de ugentlige massehenrettelser på et stadion bygget til formålet. Her er livet enkelt: Underkastelse er tro, og tro er sandhed. Velkommen til Abistan.“Yölah er stor, og Abi er hans Sendebud!” Sådan lyder det i religionen Gkabul i landet Abistan. Her skal du bede ni gange om dagen; det kan du gøre i en af ‘mockbaerne’ hvor bønnen ledes af en ‘mockbi’. Kvinder skal altid gå tildækket i en ‘burniqab’. Og hvis du gør dig skyldig i ‘ikke-tro’, bliver du hængt, halshugget eller stenet til døde ved en af de ugentlige massehenrettelser på et stadion bygget til formålet. Her er livet enkelt: Underkastelse er tro, og tro er sandhed. Velkommen til Abistan.

2084. Verdens ende beskriver et fiktivt totalitært rædselsregime med en dertilhørende fiktiv religion, men det er alligevel svært at overse parallellerne mellem fiktive Gkabul og virkelighedens islam. Og det er der en god grund til: Den fransk-algeriske forfatter Boualem Sansal er bosat i Algeriet og har udtrykt sig kritisk over for det han betragter som en eskalerende islamisme. Og med det som inspiration har han skrevet denne religionskritiske roman der i 2015 vandt det Franske Akademis litteraturpris.

Det ville være en grov simplificering at sidestille Sansals roman med den måde vi ofte ser islamkritik udtrykt. For Sansal går mere nuanceret til værks når han udfolder en mørk og til tider filosofisk fortælling om livet i en dystopisk fremtid hvor én sandhed eksisterer og fastholdes med religiøs propaganda, manipulation og et officielt vedtaget “laboratorieskabt” sprog. Sidstnævnte er så forenklet at det udelukker Abistans borgere fra at formulere selvstændige kritiske tanker – såkaldte “tankeforbrydelser”.

Annons

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Caves, images, and symbols are recurring topics in the work of Mats Rosengren, from his reading of Plato in his dissertation Psychagōgia – Konsten att leda själar, to his investigation of the world of paleolithic cave art in Cave Art, Perception and Knowledge. While other philosophers might have descended into the cave with the aim of guiding visitors back up into the blinding light of eternal truths, Rosengren seems to be at home in the underworld. Instead of dismissing the paintings that adorn its walls as merely shadowy copies or distorted images, or claiming that the truth of these pictures is readily available to us, Mats Rosengren invites any traveler joining him to understand them as different forms of sensemaking, forms which at first might appear foreign, but that, upon closer inspection, reveal themselves in all their complexity. In this volume, the contributors take on some of the key themes found in Rosengren’s work, mirroring the stylistic, generic, and topical range that characterizes it. The volume is titled “Shadows in the Cave”, signaling a focus not on eternal truth, but – alluding to Plato – on the shadowplay of our human caves. Läs mer...

Som læser følger vi hovedpersonen Ati der til daglig har en simpel administrativ stilling på patentkontoret i hovedstaden Qodsabad, men som ved romanens start ligger dødeligt syg med tuberkulose i et afsidesliggende bjergsanatorium. Her helbredes han for sin tuberkulose, men smittes til gengæld med farlige kætterske tanker da han hører hvisken i krogene om en karavane der har taget ‘den forbudte vej’ og krydset grænsen. For alle ved at Abistan udgør hele verden – så hvilken grænse kan der være tale om? Det spørgsmål slår små revner i Atis verdensbillede hvorfra tvivlen kan spire. Herfra følger vi Atis rejse tilbage til sit liv i hovedstaden og hans paranoide kamp for at opretholde facaden som en sand troende imens han i stigende grad indser at verden ikke er som han troede.

Både titel, forord og adskillige små referencer gør det klart at 2084 er skrevet med George Orwells 70 år gamle klassiker 1984 som sit forbillede. Men hvor Orwell blev inspireret af fascismen på sin tid til at skrive om et fremtidigt samfund underlagt en totalitær politik, forsøger Sansal at gøre det samme ud fra en religiøs forståelsesramme. Det er på mange måder både et ambitiøst og et modigt projekt.

Resultatet er en relevant og tankevækkende roman. De detaljerede beskrivelser af Abistans religion, ritualer og bureaukrati gør det til en både troværdig, dyster og fascinerende verden. Desværre drukner Atis historie ofte i de mange beskrivelser og opremsninger hvilket flere steder kan gøre romanen til en tung læseoplevelse. Derfor er det måske ikke selve fortællingen der er 2084’s primære styrke, men derimod den overbevisende skildring af samfundet som fortællingen udfoldes i, samt refleksionerne over hvordan frihed i tale og tanke undertrykkes når vi ikke har mulighed for at tvivle og udtrykke os i et rigt og nuanceret sprog.

RRRR