Menneskelignende robotter, zombier, computergenererede personer og endda manipulerede reklamefotos kan være uhyggelige. De aktiverer en medfødt forsvarsmekanisme, et adfærdsmæssigt immunforsvar der er opstået for at beskytte os mod smittefare. Mekanismen fortæller os at noget der ligner et typisk menneske, men alligevel tydeligvis afviger fra normen, kan være farligt.
Pas på, billedet smitter
Om visuelle manipulationer og den uhyggelige dal
af Mathias Clasen
Der er noget foruroligende ved figurer der ligner mennesker, men tydeligt afviger fra vores forestilling om det typiske menneske. I den rette sammenhæng kan klovne, livagtige dukker og menneskelignende robotter være uhyggelige. Fænomenet bliver kaldt the uncanny valley eller ’den uhyggelige dal’. Nyere forskning peger på at fænomenet ikke kun eksisterer hos mennesker, men at vores nærmeste artsfæller også kan opleve den kolde rislen ned ad ryggen. I 2009 kunne et forskerhold således dokumentere at også makakaber oplever den uhyggelige dal. Forskerne udsatte en flok makakaber for manipulerede billeder af artsfæller. Aberne skulle dels kigge på fotografier af makakaber, dels næsten-fotorealistiske computermanipulationer og dels tegneserieagtige repræsentationer. Aberne havde det fint med at kigge på de urealistiske, tegneserieagtige abebilleder, og de havde det fint med at kigge på fotografierne. Men de næsten-realistiske computerbilleder gjorde dem bange og fik dem til at vende blikket bort. Vi deler altså vores utryghed og afsky for skildringer af afvigende artsfæller med disse primater. Det tyder på at den psykologiske mekanisme, der udgør fundamentet for den uhyggelige dal, er en biologisk tilpasning som er opstået længe før vores art. Mekanismens funktion er at beskytte os, og vores primatslægtninge, mod smitsomme organismer.
Moris uhyggelige dal. Jo mere menneskelignende en robot er, jo mere vil vi synes om den. Men kun til et vist punkt. Bliver robotten for menneskelignende, finder vi den uhyggelig, og grafen dykker til en dal. Billede: Masahiro Mori
Robotten i bakkedalen
Den uhyggelige dal har længe været kendt, men fik først sin betegnelse i 1970 af den japanske robotforsker Masahiro Mori. Han antog at jo mere menneskelignende en robot blev, desto bedre ville folk synes om den, men kun indtil et vist punkt. Den meget menneskelignende, men stadig tydeligt ikke-menneskelige robot ville blive opfattet som uhyggelig, formodede han. Moris teori har vist sig at holde stik. Eksempelvis ligner en robotstøvsuger overhovedet ikke et menneske, og derfor har vi ingen særlig positiv eller negativ følelsesmæssig reaktion på dens udseende. Den kan være flot eller grim, men den er ikke væmmelig eller nuttet. Det samme gælder den slags industrirobotter der skruer autodele sammen på bilfabrikker. Derimod er robotten fra Disneys animationsfilm WALL-E udstyret med menneskelignende træk og ser nuttet ud. Mori fremførte den hypotese at meget menneskelignende objekter ville forårsage et drastisk fald i beskuerens følelsesmæssige reaktion – at zombier for eksempel eller meget realistiske robotter ville gøre folk utilpasse.
Væmmelse for overlevelse
Mennesket er, ligesom andre arter, udrustet med et immunforsvar der beskytter kroppen mod fremmede, skadelige organismer. Vi er måske vant til at tænke på immunforsvaret som en række fysiologiske processer – hvide blodlegemer der bekæmper bakterier og så videre – men systemet har også psykologiske og adfærdsmæssige komponenter. Forskere taler således om det ’adfærdsmæssige immunforsvar’, et system der er opstået for at motivere os til at undgå kilder til sygdom og infektion. Væmmelse og afsky er centrale mekanismer i systemet. Vi bryder os ikke om lugten af råddent kød fordi det kan være sundhedsskadeligt for os – i modsætning til fluer der sagtens kan ernære sig af fordærvet kød. Vi synes det er væmmeligt at kigge på åbne, betændte sår. Vi kan være agtpågivende, måske endda fjendtlige over for mennesker der afviger fra vores forestilling om det normale. I forhistorisk tid gav det en evolutionær fordel at være indrettet til at holde sig på afstand af individer der så anderledes ud. Det skyldes at normafvigelser i artsfællers fysiske fremtræden kan være tegn på infektion og dermed smittefare. Når vi gyser ved synet af en meget realistisk robot eller et stavrende lig i forrådnelse i en zombiefilm, er det denne psykologiske forsvarsmekanisme der fortæller os at vi skal være på vagt.
Aberne blev udsat for tre repræsentationer af artsfæller: et meget manipuleret billede, et realistisk men dog afvigende portræt og et fotorealistisk billede. Aberne fandt billedet i midten ubehageligt at kigge på. Billede: Steckenfinger og Ghazanfar. PNAS, 2009.
Billeder med bagslag
Menneskelignende robotter, filmzombier, morderiske klovne, livagtige dukker og så videre kan altså aktivere det adfærdsmæssige immunforsvar og medføre en forsvarsreaktion, præcis som hos makakaberne. Filmskabere i Hollywood har længe været opmærksomme på den uhyggelige dal og forsøger at undgå at falde i den når de bruger computergenererede repræsentationer af mennesker – medmindre de netop har til hensigt at gøre publikum utilpas. Billedmanipulationer der er meget tæt på realistiske, men alligevel er fejljusteret på et eller flere parametre, kan altså gøre os utilpas. Meget af det billedmateriale vi møder i hverdagen – i reklamer, på sociale medier, i tidsskrifter og så videre – er manipuleret. Navnlig er repræsentationer af mennesker manipulerede. For det meste registrerer vi det ikke, men nogle gange fornemmer vi at der er et eller andet galt, eksempelvis hvis de kropslige proportioner hos en fotomodel virker underlige, eller et ansigt ser for dukkeagtigt ud. Her kan manipulation altså give bagslag for afsenderen og få billeder der skulle have været forførende og overbevisende, til være det modsatte fordi vores adfærdsmæssige immunforsvar i højere eller lavere grad er blevet aktiveret.
Et eksempel på en menneskelignende repræsentation der er havnet i den uhyggelige dal. Billede: CUBOCC (cubo.cc/creepygirl)
Det adfærdsmæssige immunforsvar virker måske lidt hysterisk når det sådan igangsætter en kaskade af fysiologiske, følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner på repræsentationer. For fiktive androider, zombier og klovne er jo ikke farlige for os. De ligner bare mennesker der er noget galt med, og derfor aktiverer de systemet. Ligesom vores frygtsystem er evolutionært indrettet til at være overfølsomt, skal der heller ikke meget til før alarmklokkerne begynder at bimle i det adfærdsmæssige immunforsvars kontrolrum. En omstændighed filmskabere, reklamefolk og andre billedmagere bør huske på, for bag vores moderne hjerneskal gemmer der sig nemlig en forskræmt primat der konstant spejder efter tegn på fare i omgivelserne.
R
Læs mere:
Niels Ebdrup: ”Derfor er robotter og klovne så uhyggelige”. Videnskab.dk, 25. oktober 2013. videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-er-robotter-og-klovne-sa-uhyggelige.
Mark Schaller & Justin Park: ”The behavioral immune system (and why it matters)”. I Current Directions in Psychological Science, 20, 2011.
Shawn A. Steckenfinger & Asif A. Ghazanfar: ”Monkey visual behavior falls into the uncanny valley”. I PNAS, 106, 2009.
R
Bibliografisk
Af Mathias Clasen, adjunkt i litteratur og medier ved Aarhus Universitet.
RetorikMagasinet 100 (2016), s 22-25.
