Perelman på svensk

Recension

Retorikens imperium. Retorik och argumentation. Inledning, översättning och kommentarer Mats Rosengren. Chaïm Perelman. Brutus Östlings Bokförlag Symposion, Stockholm/Stehag 2004. 234 sidor

Bibliografisk

Författare: Hanne Roer

Rhetorica Scandinavica 31 (2004), s 68-70.

Annons

Retoriken

Nu finns ett av humanvetenskapernas viktigaste verk för första gången på svenska. Med insiktsfulla och klargörande noter tar översättaren Johanna Akujärvi med läsaren på en resa till det antika Grekland, till retorikens, filosofins och vetenskapernas födelse. 2:a utgåvan 2022. Läs mer...

Introduktion – Aristoteles Retoriken

Aristoteles: ”Retoriken”. Översatt och med inledning av Johanna Akujärvi. Med fyllig introduktion av Janne Lindqvist. 2:a utgåvan, Retorikförlaget 2022. doi: https://doi.org/10.52610/CUDB7074 Introduktionen Retoriken som retorik Janne Lindqvist Aristoteles Retoriken är den givna utgångspunkten för en stor del av den moderna retoriken och rentav för retorikämnet som sådant – eller så påstås det i Läs mer...

4180

Recensionen

Med Mats Rosengrens oversættelse har vi for første gang en tekst på et skandinavisk sprog af Perelman, nyretorikkens founding father, den nyretoriker som alle fagretorikere kender og har læst. Mange har måske endda læst hans og Lucie Olbrechts-Tytecas La Nouvelle rhétorique. Traité de l’argumentation, fra 1958. Eller sandsynligvis, hånden på hjertet, har de fleste læst den engelske oversættelse The New Rhetoric. A Treatise on Argumentatíon, af J. Wilkinson og P. Weaver fra 1969 der siden er udkommet i talrige oplag. Denne oversættelse er ikke specielt dårlig, men det er problematisk at læse en tekst oversat til et andet fremmedsprog. Det kræver, at læseren udfører endnu en oversættelsesproces, og for fagteksters vedkommende er der en udpræget tendens til, at vi enten bevarer de engelske fagudtryk – for vi læser jo primært amerikanske tekster eller oversættelser i retorikfaget –, eller hen ad vejen samles om den terminologi, der nu engang synes at have etableret sig. Den første tendens bliver stadig mere udbredt, med det resultat at retoriske opgaver og artikler er fyldt med engelske fagudtryk, som vi antager bekendt.

Men hvordan kan vi vide, om vi er enige om deres betydning? Hvis vi opgiver at oversætte dem, kunne noget tyde på, at vi ikke helt ved, hvad de betyder. En anden mulig forklaring kunne være, at vi ikke længere kender vores eget sprogs nuancer og muligheder, hvilket er netop, hvad en retoriker skulle være i stand til. Den nye anglo-monolingvisme, fremskyndet af informationsteknologien, har desuden den beklagelige virkning, at vi kun læser de værker, der er blevet kanoniseret på amerikanske universiteter. Perelman beklagede i den sidste artikel fra hans hånd, publiceret posthumt i 1984 (“The New Rhetoric and the Rhetoricians: Remembrances and Comments”, i Quarterly Journal of Speech, 70, s. 188-96), at amerikanske retorikere – der havde taget så godt imod hans bog – ikke havde læst hans mange værker om forholdet mellem retorik og jura, af den simple grund at de ikke kunne læse fransk.
Derfor er Mats Rosengrens oversættelse af Perelmans senere og meget læste værk L’Empire rhétorique: rhétorique et argumentation, fra 1977, særdeles velkommen. Mange har nok læst den engelske oversættelse: The Realm of Rhetoric af W. Kluback fra 1982, hvad der ikke gør det lettere at forstå dette meget komprimerede værk, hvor Perelman presser pointerne og sit nyretoriske system fra 1958-hovedværket sammen på godt 150 sider. Det næstbedste efter originalen er en god oversættelse, der påtager sig at skabe en tilsvarende terminologi i modtagersproget, og det forekommer mig at være lykkedes. Rosengrens tekst er flydende og letlæst, til trods for at letlæst vel ikke lige er det ord, der først falder læseren af den franske tekst ind. Perelman skriver et ganske avanceret akademisk fransk, præget af lange perioder og en indviklet og til tider stiliseret syntaks. Man kan ikke uden videre overføre denne stil til svensk (eller dansk), og Rosengren har valgt at oversætte ved at gøre teksten klarere og mindre stilistisk avanceret, ved at dele de lange perioder op i kortere og dermed skabe en rolig, mere parataktisk stil. Det er en pædagogisk strategi, der kun i ganske få tilfælde bliver overpædagogisk, som når Rosengren erstatter Perelmans eksempel på et epitet ”Charlemagne à la barbe fleurie” med ”den mångförslagna Odysseus” (s.116). Her har Rosengren tilsyneladende opgivet, at der skulle findes en viden om fransk litteratur og kultur hos sine læsere! Nuvel, oversættelsen kan ikke undgå at give sin læser et indtryk og nogle smagsprøver på det sidste, da Perelman øser af sin store litterære viden gennem talrige citater, en hel del citeret fra det første store værk og fra Olbrechts-Tytecas senere mammutværk om det komiske. Rosengren har valgt at bruge eksisterende svenske oversættelser af Kant, ”Tristram Shandy”, Proust og Pascal for nu at nævne nogle af de hyppigst forekommende, hvilket sjovt nok afslører, at Perelman undertiden synes at citere efter hukommelsen (eller alternativt citerer fra tekstudgaver, der afviger fra de nyeste). Det gør nu i reglen ikke nogen forskel for oversættelsen, hvor Perelmans pointer står klart frem.
Mats Rosengren skriver i sin indledning, at han ser værket som udtryk for en retorisk filosofi, og at han med oversættelsen ønsker at vise sit svenske publikum, at rehabiliteringen af retorikken er en vigtig del af den såkaldte sproglige vending i det 20. århundredes tænkning. Perelmans nyretorik bryder med traditionel retorik ved at løsrive retorisk argumentation fra den konkrete talesituation og flytte fokus fra den enkelte taler og hans publikum til argumentationen som sådan. Det er især begrebet det universelle publikum, der interesserer Rosengren, fordi det er et radikalt brud med enhver forestilling om filosofisk evidens. Den nye retorik er mere radikal end mange af de beslægtede teorier, fordi den insisterer på, at der ikke findes givne sandheder, men kun kulturelt og historisk betingede konstruktioner henvendt til et universelt publikum. Perelman gør som en af de første filosoffer op med Platons skel mellem doxa og idé ved at vise, at alt er doxa. Dette er Rosengrens pointe i afhandlingen Psychagogia. Konsten att leda själar. Om konflikten mellan retorik och filosofi hos Platon och Chaïm Perelman (1998).
Rosengren har således som en af de få fagfilosoffer taget den nye retorik til sig, hvilket må siges at være på høje tid. Som retoriker undrer jeg mig dog over, at Rosengren kan påstå, at det konkrete publikum er ligegyldigt, og at taleren i princippet bare kan henvende sig til et andet publikum, hvis hans argumentation ikke falder i god jord (s. 10-11). Er det ikke netop en grundlæggende pointe i den nye retorik, at kommunikation kun kan lade sig gøre, hvis der etableres et fælles udgangspunkt, et fælles værdisæt, hvorfra argumentationens dynamik kan udfolde sig? Rosengren laver i sit forord et skel mellem publik, det konkrete publikum og auditorium, det tekstimmanente publikum, men det er nok så vigtigt at huske på, at begge dele hedder ”l’auditoire” i den franske tekst. Rosengren oversætter konsekvent ”l’auditoire” med auditorium for at understrege, at den nye retorik er løsrevet fra talesituationen og betegner enhver form for ræsonneren i naturlige sprog. I Danmark har vi takket være Charlotte Jørgensens artikler om Perelman fået en tradition for at tale om det partikulære og det universelle publikum, hvilket er en understregning af argumentationens kontekstafhængighed.
Rosengrens oversættelse peger således på noget helt centralt hos Perelman, begrebet det universelle publikum der kan fortolkes og vil blive fortolket forskelligt, alt efter hvilken vægt man ligger på den pragmatiske side af retorikken. Jeg er enig med Rosengren i hans understregning af Perelmans filosofiske radikalitet, men savner lidt mere blik for hans arbejde med sprogspillenes regler og love, kort sagt en inddragelse af hans arbejde med juridisk argumentation og forholdet mellem filosofi, retorik og jura. Det er dog en større opgave, som man ikke kan afkræve et forord.