Poetikk og retorikk

Recension

Mette Elisabeth Nergård: Poetikk og retorikk. En innføring i diktanalyse. 158 sider. Abstrakt forlag, Oslo, 1999.

Bibliografiskt

Författare: Merete Onsberg.

Rhetorica Scandinavica 12 (1999), s 77-79.

Annonce

Recensionen

I forordet skriver Mette Elisabeth Nergård at bogen er en indføring i digtanalyse med ud­gangspunkt i retorik, og at bogen vil egne sig til brug i uddannelsen af kommende norsklærere. Det er hendes håb at også andre litteratur- og sproginteresserede vil have udbytte af den.
Bogen er inddelt i fem kapitler af vekslende omfang. I det første redegør Mette Elisabeth Nergård for den frugtbare forbindelse mellem poetik og retorik. Kapitel to er hovedsageligt en fremstilling af den klassiske retoriske tradition. Det omfangsrige kapitel tre (s. 51-101) er en figurlære på klassisk grund, mens kapitel fire ganske kort (s. 104-113) omhandler andre nyttige forkundskaber til digtanalysen: Tema og motiv, rytme og refleksioner over det poetiske sprog. I kapitel fem findes forfatterens egne digt­analyser; hun kalder kapitlet “Fem lesninger”. Bogen er forsynet med litteraturliste og stikordsregister.
Idéen med bogen forekommer sympatisk: At ville give hvad der i Danmark  svarer til seminariestuderende nogle brugbare elementer til at analysere digte med. For en dansk læser giver bogen et lille interessant indblik i norsk poesi gennem eksempler som forekommer at være valgt med kærlighed og omhu.
Selv om forfatteren tidligt fravælger digtets metriske side, har hun alligevel, forståeligt nok, nogle observationer at gøre med hensyn til ­teksters rytme. Efter på knapt en side at have forsøgt at fremstille hvad der etablerer rytmen i henholdsvis prosa og poesi, tager forfatteren det hele i sig igen ved at indrømme at hendes forklaringer både er begrænsede og begrænsende. “Rytme favner kolossalt vidt og dypt. Det er en kvalitet ved språk som vil være utfordrene å ­arbeide med både skapende og analystisk blant annet fordi her ikke er gjort så mye” (s. 107-108). Ved kommende norsklærere så hvordan de skal håndtere digtets rytme i deres analyse af det?
I det følgende afsnit om det poetiske sprog begynder hun mere fornuftigt; hun indrømmer at det er et meget svært begreb at gøre forståeligt. Hun henviser her til en tidligere skelnen mellem poesi og lyrik hvor det skulle være klargjort at lyrik er en skønlitterær genre blandt ­flere inden for poesien. Men hvis hun her tænker på afsnittet “Om lyrikk” (s. 18-20), må jeg sige at dette var præget af upræcise definitioner. Her fik man indtrykket af at lyrik stadig regnes som en af hovedgenrerne på linie med drama og epik straks med afsnittets første sætning: “Lyrik er en av skjønnlitteraturens tre hovedsjangrer.” Man forvirres af at udsagn som “Lyrikk er tekster laget som dikt” passer dårligt med en sætning som denne: “En lyrisk tekst kjennetegnes av et språk som gjør krav på oppmerksomhet, nemlig det poetiske språket.” (mine udhævninger) Den sidste sætning står ydermere lige efter en udmærket (lånt) definition af det lyriske digt. Det er ærlig snak når forfatteren indrømmer forvirringen af forskellige begrebsopfattelser, men hun er i en bog med et pædagogisk mål nødt til at definere begreberne som hun vil bruge dem i sin fremstilling. Dette bør gøres så den forvirring der vitterlig eksisterer, indrømmes – men uden at den forplanter sig til læserne.
Jeg vil ikke her komme ind på sprogets mulige poetiske funktion i Jakobsons forstand, men blot påpege at der vel er forskel på ‘sprogets poetiske funktion’ og ‘poetisk sprog’. For mig at se er det netop det at kunne skelne og definere der mangler bogen igennem, og som slår ud i lys lue i korte passager. I disse kommer man som læser i tvivl om forfatteren selv tror på sit projekt.  På side 112 læser vi for eksempel at hverken ­poetik eller retorik kan hjælpe os med at for­klare hvad poetisk sprog er. Og det lige efter den ­lange gennemgang i kapitel tre af troper og figurer!

Hermed er jeg kommet til bogens centrale problem: Dens opfattelse af retorik og dermed af forbindelsen mellem litterær analyse og retorik. Det er rigtigt at retorikken blev den væsentligste konservator af stillæren. Det er også rigtigt at mange retorikker er håndbøger i den forstand at de giver regler og teorier der umiddelbart er beregnet på omsætning til skabende praksis. Tilsvarende kan de bruges analyserende på allerede foreliggende tekster. Men også i den klassiske retorik findes der retorikker der forholder sig filosofisk til sit emne. Mette Elisabeth Nergård nævner jo selv Aristoteles, som i forhold til bogens emne burde være dobbelt interessant. Men det er netop her i forholdet mellem retorik og poetik det er værd at skelne mellem den klassiske tradition og en moderne retorisk analyse af litterære tekster.
Man kan godt opregne den klassiske stilistik, men den må sættes ind i en moderne filosoferen over hvordan litterære tekster virker på os. Skønt forfatteren selv skriver sig frem til denne indsigt, bruger hun ikke kræfter på at føre moderne teoretikere i marken for sin sag. Hun opdager at den klassiske retorik ikke problematiserer sproget på samme måde som Jakobson (s. 111). Nej, for dens sprog- og kunstsyn var et ganske andet. Men hvorfor i alverden tager hun ikke sine moderne kilder på ordet, som for eksempel I.A. Richards der citeres for dette udsagn: “Retorikk handler om å finne ut hvilke mekanismer som gjør at språk skaper mening…” (s. 55).
Jeg ser altså ikke noget mærkeligt i selve det at ville indføre kommende norsklærere i stilistik forstået som den klassiske ornatus-lære. Det er bogens fyldige kapitel tre. Dette kapitel har den fine kvalitet at eksemplerne på de forskellige figurer er både engageret og relevant valgt. Dog er selve redegørelsen for hvordan figurer skal opfattes, meget forvirrende. Forfatteren vælger ikke overraskende betegnelsen figurer for både troper og figurer, men undlader at forklare hvorfor hun ikke bruger de fire klassiske ændrings­kategorier: udeladelse, tilføjelse, udskiftning og ombytning.
Mette Elisabeth Nergård forstår at figurlæren ikke skal dyrkes som eksercits. I forbindelse med praeteritio og aposiopese skriver hun: “Her er det på sin plass å minne om det må være tale om påtatt fortielse. Det retoriske ligger alltid i den bevisste bruken av et virkemiddel for å oppnå noe bestemt” (s. 82). Altså – tekstens figurer skal ikke blot opregnes og katalogiseres; de skal ­bruges i analysen.
Det prøver forfatteren så selv at gøre i bogens sidste kapitel. Jeg synes de bedste analyser er de to sidste af moderne digte, “Når ikkje anna er sagt” af Einar Økland (1991) og “I løvenes ørken” af Inger Elisabeth Hansen (1986). Her skjules det ikke at moderne digte er krævende at analysere, men det sandsynliggøres at retoriske begreber kan være med til at gøre teksternes strukturelle lag synlige.
Poetikk og retorikk er desværre præget af hastværk og visse inkonsekvenser. Netop som Mette Elisabeth Nergård har fat i noget interessant, haster hun videre. Størstedelen af bogen virker fragmentarisk i sin fremstilling, stærkt støttet af et uhensigtsmæssigt layout hvor hvert lille afsnit står for sig selv. Desuden er der tegn på manglende korrekturlæsning. Der er for eksempel værker der mangler i litteraturlisten og forkerte sidehenvisninger ved stikord.

Som læser savner man som sagt at det reto­riske aspekt på litterær analyse sættes i forhold til en moderne retorik. Denne mangel understreges af kapitel tos korte indføring i den klas­siske retorik. Ganske vist henviser Mette Elisabeth Nergård til Jørgen Fafners Tanke og tale, men det fremgår ikke at hendes fremstilling er et resumé af denne bog. Jeg tør ikke tænke på hvad lærerstuderende, som aldrig har hørt noget om retorik, vil synes om faget ud fra dette kapitel. Navne og titler farer hen over siderne, og fremstillingen har flere steder de kortslutninger som et resumé af én sekundær kilde får. Dette kapitel kan undværes. Til gengæld havde man gerne læst en udvikling af de mere filosofiske indsigter Mette Elisabeth Nergård skriver sig frem til.

Om skribenten

Lämna ett svar