Politik er ikke en fodboldkamp

Sportsmetaforer er med til at skabe billeder i hovedet på de vælgere som politikerne forsøger at påvirke. På den måde gør de politikken lettere at forstå. Men politikernes og de politiske kommentatorers udbredte brug af metaforerne forsimpler en kompleks politisk virkelighed og risikerer at gøre alle politikere til enten vindere eller tabere. 

Politik er ikke en fodboldkamp

Marcus Lantz.

Læs avisens debatspalter, overvær en politisk debat, eller lyt til de selvudråbte orakler, de politiske kommentatorer. Straks springer de frem: sportsmetaforerne der tilsynelad- ende skal gøre det lettere at forstå hvorfor politikerne siger som de gør.

Det er ikke overraskende at sportsmetaforerne optræder i forbindelse med valg hvor politikerne som bekendt ”kæmper” om vælgernes gunst. Udtrykket ”valgkamp” har da også eksisteret i mere end 100 år, og synet på et valg som en ”kamp om stemmer” er altså ikke noget nyt fænomen. Det lader til at både me-dier og politikere også er klar over at de er med til at reducere politik til en konkurrence eller et spil.

For eksempel skriver Lisbeth Knudsen, ansvars- havende chefredaktør på Berlingske, på sin blog den 14. juni om mediernes ansvar da Lars Løkke Rasmussen har været genstand for stor mediebevågen-hed efter (endnu) en bilagssag: ”Vi er ved fælles dårlig hjælp ved at gøre politik til et spil og Folketinget til en scene, hvor en flok politiske aktører udkæmper deres kamp på taktiske våben om vælgergunst og vælgertillid for spillets skyld – ikke for landets.”

Nogle dage forinden – inden Folketingets afslutningsdebat – skriver Løkke Rasmussen selv på Facebook: ”Vil ikke konkurrere om, hvem der kan tegne det sorteste billede af modstanderne, men hellere konkurrere om, hvem der kan opstille det lyseste fremtidsscenarie for Danmark.”

Annons

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Caves, images, and symbols are recurring topics in the work of Mats Rosengren, from his reading of Plato in his dissertation Psychagōgia – Konsten att leda själar, to his investigation of the world of paleolithic cave art in Cave Art, Perception and Knowledge. While other philosophers might have descended into the cave with the aim of guiding visitors back up into the blinding light of eternal truths, Rosengren seems to be at home in the underworld. Instead of dismissing the paintings that adorn its walls as merely shadowy copies or distorted images, or claiming that the truth of these pictures is readily available to us, Mats Rosengren invites any traveler joining him to understand them as different forms of sensemaking, forms which at first might appear foreign, but that, upon closer inspection, reveal themselves in all their complexity. In this volume, the contributors take on some of the key themes found in Rosengren’s work, mirroring the stylistic, generic, and topical range that characterizes it. The volume is titled “Shadows in the Cave”, signaling a focus not on eternal truth, but – alluding to Plato – on the shadowplay of our human caves. Läs mer...

Read more

Hjælper forståelsen på vej

Men spørgsmålet er om vi overhovedet er i stand til at forstå politiske argumenter uden at bruge sportsmetaforer? I bogen Metaphors We Live By anskuer lingvisten George Lakoff og filosoffen Mark Johnson vores brug af metaforer som en grundlæggende kognitiv funktion; ikke kun sproglig udsmykning. De beskriver blandt andet forskellige situationer hvor metaforer er med til at forme vores opfattelse af vigtige begreber, endda i en grad så vi ikke nødvendigvis lægger mærke til det i vores daglige brug af sproget. ”Dis-kussion som krig” er en af de vigtigste såkaldte ”konceptuelle” metaforer da vi i vores måde at diskutere og afgøre uenigheder på baserer vores forståelse på denne ramme. Lakoff og Johnson nævner for eksempel: ”Dine påstande kan ikke forsvares”, ”han skød alle mine argumenter ned”, og ”jeg har aldrig vundet en dis-kussion med ham”. Krigsmetaforen er yderst relevant at inddrage i denne artikel om sportsmetaforer fordi de er nært beslægtede; i krig såvel som i sport handler det om at vinde.

Særligt de politiske kommentatorer er dygtige til at dele politikere op i vindere og tabere. For eksem-pel er der for DR’s politiske analytiker, Bjarne Steensbeck, ingen tvivl om at der må udråbes en vinder efter at regeringen og Venstre den 17. juni bliver enige om en rammeaftale for regeringens vækstplan for erhvervslivet: ”Hvem der vandt, er i det hele taget ikke helt tydeligt. Begge parter har fået en del igennem, og det er tydeligvis en aftale som alle føler de kan leve med.” Her reducerer Steensbeck tydeligt forhand-lingen til et spil hvor der må være en klar vinder og taber. Problemet er blot at sådan forholder den politiske virkelighed sig ikke altid, men i stedet for at anerkende dette er det ”ikke helt tydeligt” hvem der vandt.

Flere og flere kampmetaforer

”Inden for den kritiske journalistik er kampmetaforen konfliktkriteriets grundlæggende stilistiske figur. At kampen mellem politikerne og de politiske journalister er blevet intensiveret de seneste år – journalister forfølger politik- erne på Christiansborgs gange, og politikerne excellerer i udenomssnak – afspejles i sproget. Kampmetaforerne bliver stadig voldsommere. Samtidig kan journalister ikke bruge udtryk som ’blodbad’, ’massakre’ og ’krydsild’ uden at gøre sig til dommer over de rapporterede begiv- enheder: Når journalisten går ind og vurderer hvem der går til angreb, hvem der forsvarer sig, hvem der er ofre for massakrer, og hvem der åbner ild, rapporterer han nemlig ikke, han dømmer. Den subjektivitet der ligger i disse domme, bryder med nyhedsjournalistens grundlæggende ideal om tilstræbt objektivitet,” siger Heidi Jønch-Clausen, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, som i sin ph.d.-afhandling ”Kamppladser og kommandorum” har undersøgt valgreportagen som genre.

Hun argumenterer blandt andet for at forekomsten af et journalistisk ”kampsprog” (Jønch-Clausen arbejder med krigs- og sportsmetaforer under fællesbetegnelsen kampmetaforer) i valgreportager med fokus på strategi og taktik har oplevet en fordobling mellem 1990 og 2007. Men hvorfor er det et problem? ”En konceptuel metafor – som ”diskussion er krig” – er hvad retorikeren Jeanne Fahnestock kalder ’et fortættet argument’ hvori præmissen er fastlagt på forhånd. Med kampmetaforens stigende dominans sender det politiske sprog (der jo både bruges af politikere og journalister) et stærkere og stærkere signal om at politik er kamp – og intet andet. Og det påvirker jo selvsagt borgernes opfattelse af politik,” siger Jønch-Clausen.

Vælgernes kynisme vokser

Kommunikationsforskerne Kathleen Hall Jamieson og Joseph N. Cappella dokumenterer i bogen Spiral of Cynicism hvordan andelen af historier i amerikansk presse der fokuserer på strategi og proces – de kalder det ”horse racing” – er støt stigende. Jønch-Clausens kortlægning viser samme tendens i Danmark. Samtidig argumenterer Jamieson og Cappella for at vælgerne efterspørger substantiel politisk dækning, men at det stigende strategiske fokus påvirker dem til at anskue politik fra en mere kynisk vinkel.

Der er derfor god grund til at være skeptisk over for hvilken effekt de hyppige sportsmetaforer der anvendes til at beskrive politik som et strategisk spil, har på borgernes opfattelse af politik. Dansk politiks flerpartisystem kan ikke partout deles op i rød og blå og uden videre sammenlignes med to fodboldhold der udkæmper et drabeligt slag om penge og prestige på grønsværen. Man behøver blot se på Dansk Folkepartis evne til både at repræsentere klassiske socialdemokratiske værdier (såvel som vælgere; tænk bare på faglærte Blå Bjarne) og pege på en liberal statsministerkandidat.

”I vores tidsalder er det umuligt at ’holde sig ude af politik’. Alle emner er politiske, og politik i sig selv er en stor omgang løgne, undvigelser, tåbeligheder, had og skizofreni.” Sådan skrev den britiske forfatter George Orwell i 1946. Han harcelerede over den dengang udbredte brug af nedslidte og døde metaforer som han mente var med til at udvande det engelske sprog. Hvis politikernes brug af udtjente og døde metaforer for 68 år siden kunne få Orwell op i det røde felt, er det vel på tide at luge lidt ud i dem; ellers ender vi potentielt med alle at være lige så desillusionerede over politik som forfatteren til 1984 og Kammerat Napoleon. 

R

Læs mere:

Jamieson, Kathleen Hall & Joseph N. Cappella: Spiral of Cynicism: The Press and the Public Good, Oxford University Press, 1997. 

Jønch-Clausen, Heidi: ”Kamppladser og kommandorum: En analyse af valgreportagens retorik”, Syddansk Universitetsforlag, 2012. 

Lakoff, George & Mark Johnson: Metaphors We Live By, Oxford University Press, 1980.

Bibliografisk

Af Marcus Lantz. Cand.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 93 (2014), s 20-21.