Tv-mediet forsimpler den politiske debat. Mediernes ensidige fokus på strategi og taktik ignorerer den politiske kompleksitet, og det politiske indhold udebliver.
Politik skal ikke være nemt at forstå
Christian Albrekt Larsen.
Politik er i sin natur en kompliceret størrelse. Nogle gange handler det om at løse samfundsmæssige problemer. Andre gange handler det om ideologi eller forsvar af vælgergruppers interesser. Og enkelte gange kan politik reduceres til et taktisk spil for at få flest vælgere ved næste valg. Men hovedreglen er at politik normalt handler om det hele. De fleste politiske udspil forsøger at levere løsninger på et problem. De fleste politiske udspil har også en ideologisk dimension og tager som regel højde for interesserne hos partiets kernevælgere. Og de fleste politiske udspil har en taktisk dimension hvor et givet parti eller regering forsøger at vinde vælgere.
Problemet er imidlertid at politik i stigende grad præsenteres som udelukkende det sidste: Politik opleves i stigende grad som et simpelt spil om hvem der skal have magten, og ikke et spil om hvad magten skal bruges til. Den kritiske vinkel i mange nyhedsudsendelser bliver således at ’afsløre’ partiernes mediestrategi. På begge de store public service-kanaler, TV2 og Danmarks Radio, er der endda etableret tv-programmer der netop portrætterer politik som et strategisk mediespil. Det er i øvrigt et kendetegn at kommentatorerne typisk ikke har indsigt i de enkelte fagområder, fx skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik etc., hvilket gør det helt naturligt at deres analyser ikke kan komme til at handle om andet end taktik.
Medierne kan undskylde sig med at problemløsning, interessevaretagelse og ideologi rent faktisk fylder mindre i moderne politik. At pilen peger i den retning, er der næppe tvivl om. Sammenbruddet i klassepartierne har gjort politik mere taktisk. Vælgerne er mindre forudsigelige i deres partivalg og stemmer mere efter ’sager’ end efter klassetilhørsforhold. Derfor kæmper politikerne mere indædt om vælgerne. Samtidig har sammenbruddet i klassepartierne den effekt at partitoppen ikke er bundet af medlemmer og interesseorganisationer hvilket netop giver frihed til at lave taktiske holdningsskift. Det spil skal kritiske massemedier dække, men spørgsmålet er om specielt tv-mediet ikke har fået et for ensidigt fokus på politikkens taktiske dimension?
Politikerne tænker kun på magten
Resultater fra den sidste valgundersøgelse viser at specielt forbrug af tv-nyheder giver vælgerne den opfattelse, at partiernes politiske meningsskift som et rent skalkeskjul for at erobre magten. Analysen så på hvordan vælgerne opfattede henholdsvis Venstres tilslutning til en stor offentlig sektor og Socialdemokraternes tilslutning til et generelt skattestop. Jo flere tv-nyheder vælgerne så, jo mere opleves skiftene som rent taktiske. Lige så interessant er det at øget avislæsning ikke havde samme virkning hvilket støtter antagelsen om at tv-mediet skaber et forsimplet billede af politik. Det viste sig også at tv-effekten gjorde sig stærkest gældende i den store gruppe med moderat politisk interesse. Den mere begrænsede effekt på vælgere med stor politisk interesse forklares typisk med at gruppen har bedre mulighed for at nuancere den forsimplede fremstilling i tv-mediet. Og den fraværende effekt blandt mindretallet helt uden politisk interesse forklares typisk med at de helt lukker af over for den politiske kommunikation.
Det store spørgsmål er hvordan opfattelse af politik som ren strategi påvirker den demokratiske kultur. Nogle studier hævder at det reducerer den generelle tillid til det politiske system og reducerer befolkningens deltagelse. Andre hævder at mediernes fokus på politik som strategi bidrager positivt til den politiske viden og til det politiske engagement. Umiddelbart støtter de danske data mest den positive udlægning. Måske skal kynisme snarere kædes sammen med tilstedeværelsen af kritiske og selvsikre borgere end fremmedgjorte borgere. Det var stort set konklusionen i det danske forskningsprojekt Magtudredningen. Udredningen henviser til at man over tid ikke kan finde tegn på at den ændrede mediedækning har reduceret borgernes generelle tillid til politikere. Tværtimod har tilliden til politikerne været stigende i perioden fra 1990 til 2005. Der er i perioden også en stigende tillid til at politikerne træffer de rigtige beslutninger, stigende oplevelse af at de lytter til befolkningen, mens der ikke er tegn på svækkelse af normen om valgdeltagelse eller faktisk valgdeltagelse. Umiddelbart lever det nationale demokrati således udmærket med de nye vilkår for den politiske kommunikation mellem partitoppe og vælgere.
Grund til bekymring
Ikke desto mindre kan man godt være bekymret. Min analyse af valgundersøgelsen fra 2007 viste (på mikroniveau) at vælgernes oplevelse af politik som ren taktik faktisk avler mistillid. De kyniske havde således mindre tiltro til at Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt sagde hvad de mente. Oplevelsen af meningsskiftene som rent strategiske kunne også kædes sammen med en mere generel kritik af politikernes brug af meningsmålinger og politisk spin. Mindre bekymret anlagte vil formentlig hævde at lidt kritisk distance til hvad landets ledere siger, formentlig ikke er en demokratisk ulempe. Den danske demokratidebat har set mange storme i et glas vand.
Det mest bekymrende er nok heller ikke at befolkningen tror mindre på hvad deres politiske ledere siger. Tilfredsheden med demokrati skal også nok holde i længden. Vælgerne er tilsyneladende ganske godt tilfredse med den professionelle aflæsning af deres holdninger (via spørgeskemaer, fokusgruppeinterview etc.) og partiernes strategiske forsøg på at få deres stemme. Man kan da ikke andet end at føle sig taget alvorligt.
Det mest bekymrende er måske at vælgerne ifølge egne udsagn får nemmere og nemmere ved at forstå politik. Og det er specielt dem der opfatter politik som ren strategi, der ifølge egne udsagn har meget nemt ved at forstå politik. Det giver næring til den tanke at det hverken er vælgernes kompetencer der er blevet højere, eller politikkens kompleksitet der er blevet mindre. Måske er det bare mediernes udlægning af politik der er blevet forsimplet.
At tv-mediet i stigende grad simplificerer det politiske stof, er vanskeligt at dokumentere. Til gengæld kan man godt få vælgernes medhold i at det skulle være tilfældet. I sidste valgundersøgelse fra 2007 var tre ud af fire helt eller delvis enig i at ”under valgkampen fokuserede medierne for meget på partiernes strategier og spin og for lidt på det politiske indhold”. Måske savner vælgerne politisk indhold; både i tv-dækningen og i virkeligheden. At diskutere hvad der så skal komme først, er i et medialiseret informationssamfund en ’hønen eller ægget’-diskussion. Mit bud er at der er brug for en kollektiv indsats for at gøre politik vanskeligere at forstå. R
Bibliografisk
Af Christian Albrekt Larsen. Professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.
RetorikMagasinet 80 (2011), s 4-7