“Prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?”

De fleste har nok bemærket at forskellige former for selvbiografisk skrivning har præget litteraturen de senere år. Hanne Højgaard Viemose er bare et eksempel blandt mange. Litteraturforskeren Jon Helt Haarder mener der er tale om en isme – på linje med realisme, ekspressionisme eller minimalisme – og at performativ biografisme er blevet et vigtigt virkemiddel når forfattere vil sætte problemer om for eksempel køn, krop og identitet under debat. 

“Prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?”

– introduktion til performativ biografism

Jon Helt Haarder

 

Lad os begynde med noget så tilsyneladende ligegyldigt som en fodnote:

Hvis I læser min debutroman Hannah, vil I forstå hvad jeg mener. I den hedder hovedpersonen Anne (som unægtelig minder om mit navn Hanne) og tager sig navnet Hannah i Australien. Jeg kan komme med lange udredninger om, hvorfor hun hedder Anne og Hannah og ikke Hanne, hvordan virkelighed og tekst aldrig kan stå i et 1:1 forhold og bla bla, men når alt kommer til alt handler det mest om, at jeg ikke ville have, at min mor skulle tro, at jeg havde været topløs bartender i Australien.

Vi er lidt inde i Hanne Højgaard Viemoes roman Mado fra 2015 da fortælleren henvender sig direkte til os. Eller hvem er det nu egentlig der henvender sig?

Navneforskydningen fra de fiktive navne Anne og Hannah til forfatterens rigtige navn Hanne både forbinder og adskiller forfatteren i forhold til hendes forskellige versioner inde i teksten. De to fiktive navne minder meget om forfatterens eget, men det er alligevel ikke helt det samme. Og så bliver hele problemstillingen om navnene punkteret igen: For det handler åbenbart ikke om læsningens filosofiske finesser, men bare om at hun – Anne, Hannah, Hanne? – ikke ville have at hendes mor skulle kende til det med topløs servering.

I det følgende skal vi beskæftige os med den strømning som jeg mener Viemoses roman er en del af, og som jeg kalder performativ biografisme. Strømingen har præget kulturlivet bredt i en årrække og er karakteriseret ved brugen af forfatteren og andre virkelige personer som et kunstnerisk virkemiddel. Vi har haft en første bølge med folk som Jørgen Leth, Karl Ove Knausgård og Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk. Nu virker det som om kvinderne er ved tage over i en anden bølge.

Annonce

Mellem jernhård iscenesættelse og løbsk virkelighed

De sidste 20-25 år har skønlitteraturen lånt fra de biografiske genrer. En sådan blanding er bestemt ikke ny. Man kan pege på en række af store danske forfattere som har leget med masker både i det de har skrevet, og i deres øvrige offentlige optræden: Fra H.C. Andersen over Karen Blixen og Tove Ditlevsen til Hakon Stangerup og Suzanne Brøgger. Alligevel mener jeg vi kan tale om en ny isme fra 1990’erne og frem.

Argumenterne for at der er tale om en ny isme, handler både om litteraturen selv og det omgivende samfund. For mit eget vedkommende blev jeg for nogle år siden opmærksom på især to ting: For det første slog det mig at en bestemt type tekster havde det med at skabe ballade og trække overskrifter. Der var for eksempel Jørgen Leth, som skrev at han “tog kokkens datter når han ville”. Og Leth-affæren var på ingen måder enestående, hverken i en dansk, en nordisk eller en international sammenhæng.

For det andet syntes jeg der var en overraskende lighed mellem litteraturballaderne som for eksempel Jørgen Leth-sagen og de reality-formater der slog igennem i samme periode. Særligt ligheden med tv-serien Klovn var påfaldende: Kendte mennesker tumler i rollen som sig selv rundt på en offentlig scene et sted mellem jernhård iscenesættelse og løbsk medievirkelighed.

Man kunne måske bare have lukket øjnene og tænkt at den slags spektakel ikke havde noget med den fine litteratur at gøre. Men det syntes jeg altså den havde. Det er ikke tilfældigt at billedkunstnerne i 90’erne brugte deres egen krop i deres værker, eller at vi allesammen samtidig begyndte at praktisere både skriftlig og billedmæssig selvfremstilling på sociale medier – litteraturen var en del af den udvikling.

Biografims og biografisme

Spørgsmålet om forholdet mellem litterære tekster og forfatterne var indtil videre i litteraturforskningen blevet løst på to indbyrdes uforenelige måder. På den ene side var der dem der i forlængelse af 1800-tallets litteraturkritik fortolkede al litteratur biografisk: Ved at indsætte teksten i en fortælling om forfatterens liv finder vi ud af hvad hun egentlig mente.

På den anden side var der dem der med rødder i det 20. århundredes litteraturteori hævdede den biografiske problemstilling under alle omstændigheder var ligegyldig for fortolkningen af litteratur. Man mente at litterære tekster var kunstværker af ord og ikke personlige meddelelser fra Karen Blixen til mig. ‘Biografisme’ var for dem betegnelsen for den forskning der hellere vil rode rundt i H.C. Andersens skridtregion end arbejde med hans tekster.

Men hvad nu hvis det er forfatterne selv der praktiserer biografisme og roder sig selv skriftligt i skridtregionen? Der er så ikke tale om en traditionel selvbiografi, men om en roman hvor forfatteren for eksempel kaster sit eget og andres navne ind i en tilsyneladende fiktiv fortælling. Her betragter jeg relationen mellem tekst, skaber og andre virkelige personer som en kunstnerisk strategi; et greb blandt alle mulige andre greb og ikke noget ligegyldigt eller en del af den altforklarende kontekst.

At skrive selvbiografisk skønlitteratur er en slags performance hvor man træder ind på scenen i samtidens medielandskab og fortæller sin egen historie – og dermed påvirker tilhørerne på en særlig måde.

At få og at miste sin identitet

Performativ biografisme betegner altså det at kunstnere bruger sig selv og andre virkelige personer i en æstetisk betonet interaktion med læserens og offentlighedens reaktioner. Det er ikke en genre, men et greb eller en strategi der kan bruges i mange genrer, medier og kunstformer. Når jeg taler om en ‘æstetiske interaktion’, så tænker jeg på at vi reagerer anderledes på at læse om virkelige personer end om fiktive personer – og at det præcis er denne reaktion afsenderne spiller på. Moralske problemstillinger er for eksempel ikke almene, men specifikke, det handler om hvad denne eller hin gjorde – og hvad vi synes om det.

Samtidig er vi jo godt klar over at der er tale om iscenesættelse. Vi befinder os på en tærskel hvor vi ikke endegyldigt kan afklare om vi er i fiktionen eller i virkeligheden.

Det er et meget strømførende sted hvilket man tydeligt kan se af de mange litterære skandaler i medierne. Performativ biografisme sætter ofte gang i feedbackkredsløb, mediebårne hvirvelstorme af energi. Grænserne mellem liv og værk bliver ofte ustabile og dynamiske. Og efterhånden bliver det også tvivlsomt hvem der egentlig er in charge som forfatter: For bag identitetslegen – hvor identitet bare er noget man leger, former og shopper rundt i – ligger sandheden om de mekanismer og strukturer der bestemmer hvad for eksempel en ‘rigtig kvinde’ eller en ‘indvandrer’ er.

Tænk på Yahya Hassan der skriver en bog med sit eget navn som titel. Den skaber en enorm opstandelse med livvagter og det hele, helt ude af drengens kontrol. Han bliver slået ned og skriver et digt om det. Hans kontaktperson Louise Østergaard fortæller sin romanversion af deres kærlighedshistorie og kommer næsten i fængsel. Selv går han videre ud ad tangenten – en slags fiktiv figur i virkeligheden, i høj grad forfattet af andre. Men de miljøer han både bærer vidnesbyrd om og fungerer i, er alt for virkelige, og fænomenet Yahya Hassan har gjort dem mere synlige.

Første og anden bølge

Nu har Hanne Højgaard Viemoes nyeste roman Mado ikke skabt nogen skandale. Er det så overhovedet performativ biografisme? Ja, dét er det. Pointen er nemlig ikke at performativ biografisme altid skal afføde en skandale, men at brugen af virkelige mennesker er et kunstnerisk greb der sigter mod at forhøje litteraturens påvirkningskraft. Viemoses fodnote, som jeg indledte artiklen med, understreger sammenhængen mellem hendes bog og hendes liv ved tilsyneladende at rydde op i hendes navnelege. Men samtidig rejser fodnoten faktisk flere spørgsmål om netop navnelegen og identitetsforvirringen end den løser. Det handler i sidste ende alligevel ikke kun om hende selv, men om de temaer omkring krop, køn og identitet som hendes bøger beskæftiger sig med.

Hun vil – sammen med en del andre yngre forfattere – kaste lys over nogle ændrede betingelser for det at blive voksen i den sene velfærdsstats tid. Jeg tror vi her har at gøre med den performative biografismes anden bølge, som for eksempel Viemose, Asta Olivia Nordenhof og Christina Hagen er en del af. Hvor den første bølge i høj grad var båret af mænd som Knausgård, Leth og Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk, er det nu – og på en lidt anden måde – især yngre kvinder der har (gen)erobret den biografiske skrivepraksis.

Den anden bølge af performativ biografisme med de unge kvindelige forfattere i front fremlægger ikke bare historier om kønsforvirring, psykisk sygdom og en lede ved ansvarlighed – alt det litteraturforskeren Camilla Schwartz kalder “voksenfobi”. De inkarnerer selv problemstillingerne ved udtrykkeligt at tage udgangspunkt i deres egne liv. De nægter smagfuldt at trække sig tilbage og skabe almengyldig fiktion, men holder modsat en del af det der foregik i 1970’erne, en kunstnerisk fane højt. Det er derfor sværere at afvise disse forfattere med nedladende betegnelser som ‘bekendelsesdigtning’ (selv om konservative kritikere prøver).

Hanne minder om Anne og om Hannah, og det sidste navn rummer begge de foregående – så vel som navnet Hans som hun tog i protest mod pubertetens uønskede aflysning af hendes liv som dreng. Hvordan dette nærmere forholder sig til Hanne uden for teksten, er lige så uafklaret, kan man se af endnu en humoristisk fodnote. Igen er identitetstemaet inde fra bogen spejlet i dens forhold til både forfatter og læser:

Det står mig ikke længere klart, om det Hannah og Anne siger og gør er noget jeg fandt på, da jeg skrev bogen, eller om det rent faktisk forholdt sig præcis på den måde dengang i Australien (prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?)

R

Bibliografisk

Af Jon Helt Haarder, lektor i litteratur ved Syddansk Universitet.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 11-13.
35101

Om skribenten

Lämna ett svar