Poul Henningsens ”Man binder os på mund og hånd” er et godt eksempel på at publikum kan tage magten fra forfatteren. Revyvisen er oprindeligt tænkt som en kulturradikal kritik af borgerskabet, men er siden blevet brugt som både modstandssang mod nazisterne og frihedssang for palæstinenserne.
Publikum svinger den retoriske taktstok
Af Jette Barnholdt Hansen.
Revy er en unik genre. Selv om der findes satirisk musikteater mange steder i verden, er revyens kombination af dans, sketches og satiriske viser noget særligt dansk. Revyens kommenterende rolle i samfundsdebatten og det brede revypublikum er også bemærkelsesværdigt. Hvert år samles personer på tværs af alder, køn og politisk ståsted omkring revsende underholdning, og mange arbejdspladser inviterer glad og gerne deres medarbejdere til revy på trods af den uskrevne regel om at man ikke diskuterer politik på jobbet fordi det kan ødelægge det professionelle samarbejde.
Revyen kan opfattes som epideiktisk retorik: lejlighedsretorik der siden Aristoteles er blevet sat i relation til nuet og til behandlingen af dyder og laster. Revyen behandler således værdier i samtiden og roser og dadler – men dadler dog mest. I faglitteraturen om revy er spejlet en central metafor. Publikum skal opleve en satirisk virkelighed på scenen som de kan identificere sig med. Tit ser revyforestillinger tilbage på det forgangne år, og det er vigtigt at centrale emner i den politiske debat er med, ellers bliver publikum skuffede. De politikere som har dummet sig, skal smage satirens pisk. Der kan dog også ligge en implicit ros i at blive parodieret fordi det er tegn på synlighed og karisma – at man har været i stand til at trænge igennem i den offentlige debat på godt og ondt.
Et revypublikum møder også op med en forventning om at blive samlet som nation, og det er karakteristisk at hårde tider med store politiske udfordringer får folk til at søge til revyteatrene. De seneste år med finanskrise har fx været gode år for revyerne. Forskellige aspekter af krisen er blevet behandlet, publikum er blevet opfordret til at stå sammen og er også blevet trøstet med at krisen går over igen.
Man kan næsten sige at Poul Henningsens revyvise endte med at binde både ham selv og sangerinden på mund og hånd – i hvert fald tog publikum styringen over sangens betydning. Illustration: Sandra Myrtue
Revyviser dadler nazisterne
Besættelsestiden er derfor også et vigtigt kapitel i revyhistorien. I 20’erne og 30’erne havde Poul Henningsen (1894-1967) stor indflydelse. Han havde forsøgt at reformere genren som han syntes var blevet alt for sentimental og konservativ. Satiren skulle have mere dybde og flere opdragende elementer. Revy skulle være ”alvorlig sjov” og have en rød tråd i form af en gennemgående fortælling. Da Danmark blev besat i 1940, fik revyteatrene en ny social funktion. De blev et vigtigt samlingssted hvor danskerne kunne vedligeholde et nationalt fællesskab og dadle besættelsesmagten i kraft af subtil satire der var baseret på tvetydighed, blandt andet i form af metaforer. Disse slap igennem den censur som blev indført af nazisterne, men deres overførte betydning blev uden videre afkodet af revypublikummet.
Én revyvise havde særlig stor betydning og blev et symbol på den manglende ytringsfrihed: ”Man binder os på mund og hånd” af Poul Henningsen. I dag har sangen status af klassiker. Den er fx trykt i Højskolesangbogen selv om tangomelodien slet ikke egner sig til fællessang. Visen er siden blevet genfortolket af bl.a. Outlandish i 2004 som i deres musikvideo knytter den til det palæstinensiske folks frihedskamp. Hvis man betragter visen i sin kulturhistoriske kontekst hvor den indgår i en kritisk kulturradikal reformrevy, bliver det dog tydeligt at det i høj grad er publikums fortolkning, som gør den til en samlende fædrelandssang.
Revykomedien Dyveke
”Man binder os på mund og hånd” var oprindeligt en del af revykomedien Dyveke der var planlagt før besættelsen. Dyveke var skrevet af Kjeld Abell og iscenesat af teaterdirektør Arne Weel, og komediens sange var af Poul Henningsen med musik af Kai Normann Andersen. Forestillingen havde premiere på det lille teater Riddersalen på Frederiksberg i København d. 31. maj 1940 og mærkede derfor de direkte konsekvenser af nazisternes indtog. Man måtte tage konkrete forholdsregler: Samtlige sangtekster af Poul Henningsen måtte skrives om i stor hast fordi de ikke blev accepteret af den nye censur.
Hovedpersonen Dyveke var Christian den Andens elskerinde som døde pludseligt i 1517 – måske myrdet med forgiftede kirsebær. Denne kulørte del af Danmarkshistorien med dens pirrende cocktail af storpolitik og erotisk kærlighed synes at råbe på gendigtning, og historien om Dyveke og Christian den Anden var da også allerede blevet brugt som forlæg for skuespil, opera og romancer. I 1940 møder publikum for første gang Dyveke som et samtidigt, emanciperet og fandenivoldsk fruentimmer der som talerør for kulturradikalismen hylder kvindefrigørelse og dadler det borgerlige ægteskab og den protestantiske seksualmoral. Hun blev spillet af mellemkrigstidens karismatiske komedienne og revystjerne Liva Weel (1897-1952).
Man binder os på mund og hånd
Af den oprindelige vise ”Det gælder kærlighed og krig” der blev afvist af censuren, er kun tredje strofe bevaret. Teksten sammenligner kærlighed og krig i begyndelsen af omkvædet. Det er dog tydeligt at der fokuseres på krig og på at afbillede den stemning som prægede mange europæiske lande i 1940: angsten for Tyskland. I den anden version som blev accepteret af censuren, synes emnerne ”kærlighed” og ”ægteskab” at spille en betydeligt større rolle. Første strofes billede med det lille grådige barn foran et udstillingsvindue bruges til at beskrive karakteren af det borgerlige ægteskab:
1) Gribe efter blanke ting
vil hver et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindus paradis:
helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis.
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd,
og det er besværligt
at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed,
med søde kontrakter, vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord:
Jeg lover dig,
var vi vist i kærlighed på mere
ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
Til glæden er borte og alting forbi.
Anden strofe plæderer for seksuel frigørelse og betvivler enheden af ”kærlighed” og ”ægteskab”. Erotisk kærlighed sammenlignes således med en vild blomst der ikke kan kultiveres uden at dø, og ægteskabet forbindes med kedsomhed, pligt og vane:
2) Kærlighed og ægteskab,
hva’ kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst,
i gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusen fine bånd,
men ingen kan ejes.
Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne,
fortrampede sti.
Du må ikke eje mig
– jeg ejer ikke dig –
alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig, jeg ka’ li’.
Både første og anden strofe rummer elementer af provokation fordi Poul Henningsen bruger ”vi” og ”os” til at skabe et indskrevet publikum der indgår i den seksuelle frigørelse. Men ”ægteskabet” kan naturligvis også fortolkes som en metafor for besættelsen – et eksempel på den tvetydighed der kendetegner teksten. Den tredje strofe er markant anderledes. Den er præget af patos og refererer til den alvorlige situation i samtiden – dog uden at nævne besættelsen direkte. Omkvædet har form som en kollektiv opfordring til at holde ud, værne om sin integritet og blive ved med at have frihed som en overordnet værdi:
3) Møde, hvad der venter os,
og ingen ved hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hvad der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved,
søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne,
når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’.
Den som holder sjælen rank,
kan aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, som vi
bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed blir
aldrig forbi.
Publikum tager magten
I teaterprogrammet til Dyveke redegør Poul Henningsen eksplicit for formålet med sangene. Revyviserne skal både ”more og mene”. På den måde vil de være et effektivt våben – også storpolitisk. I et radioprogram som blev sendt efter krigen, uddyber han hvordan kun den tredje strofe af ”Man binder os på mund og hånd” var tænkt som en fædrelandssang, og at han og komponisten Kai Normann Andersen havde haft visse forbehold på grund af tangomelodien der kunne opfattes som et genrebrud. Fædrelandssange havde nemlig normalt relativt enkle melodier. Første og anden strofes emner omtaler han derimod som ”højst umoralsk kærlighed” og ”et groft angreb på det hellige ægteskab”. Disse strofer var naturligvis også skrevet for ”at narre tyskerne”, men Poul Henningsen ønskede nu også – i tråd med sin tidligere revyreform – at ”drille borgerskabet” som jo var nødt til at lægge ører til de første to strofer for at få deres fædrelandssang.
Under premieren på Dyveke gjorde Liva Weels dybtfølte og alvorlige fortolkning af ”Man binder os på mund og hånd” et stort indtryk på publikum: De rejste sig tavse op efter den tredje strofe. Teateranmelderne som overordnet var meget positive, gav også sangen særlig opmærksomhed. Efter Riddersalen var Dyveke på turné i provinsen hvorefter den blev genopsat på Det Ny Teater i 1941 – et meget større teater end Riddersalen. I alt blev stykket opført omkring 400 gange. Dyveke blev således besættelsestidens store revy og medvirkede til at etablere en vigtig retorisk platform hvor der i kraft af tvetydigheden blev formuleret en kritik af besættelsesmagten, vedligeholdt et nationalt fællesskab og appelleret til modstand mod nazisterne.
”Man binder os på mund og hånd” blev desuden en vigtig fædrelandssang der hurtigt efter premieren levede sit eget liv uden for teatret hvor den samlede og trøstede danskerne i en vanskelig tid. Sangens reception indikerer altså at publikum valgte at fortolke sangens ”stramme bånd” som en metafor for besættelsen på trods af de både provokerende og opdragende kulturradikale elementer som sangen og hele revyen Dyveke også rummede. Denne fortolkning lever videre i Outlandishs remake af sangen og den tilhørende musikvideo hvor det besatte folk dog nu udgøres af palæstinenserne. Ud fra en retorisk optik kan man derfor fortolke historien om ”Man binder os på mund og hånd” som en beretning om et handlekraftigt epideiktisk publikum der tager magten over en sang. R
Læs mere:
Abell, Kjeld: Dyveke, Gyldendal, København, 1967.
Hammerich, Paul: Lysmageren. En krønike om Poul Henningsen, Gyldendal, København, 1986.
Marott, Emil: Dansk revy. 150 år dokumenteret i tekst og billeder, Borgen, København, 1991.
Seidenfaden, Tøger (red.): Den kulturradikale udfordring, Tiderne skifter, København, 2005.
Bibliografisk
Af Af Jette Barnholdt Hansen. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 86 (2012), s 32-35
Liknande artiklar:
Giv en sviner der rimer
Aspasia: en hjemsøgende eksistens
Troskabsløfter på offentlighedens skriftestol
Anklager om selvbedrag er prostitutionsdebattens bissekneb
Jette Barnholdt Hansen, lektor, ph.d. på Afdeling for Retorik, MEF. Københavns universitet.
