Rap retorik

Det folkelige knittelvers er karakteristisk for rappen. Også når det gælder verdens længste rap – Østkyst Hustlers.

Rap retorik

Merete Onsberg

rapLige fra rappens opståen i de amerikanske storbyer omkring 1980 har man kunnet anskue den retorisk. Rap adskiller sig fra anden rytmisk musik ved sin længere tekst, musikken kommer i anden række. Afsender er bevidst om sit budskab, der når frem til modtagerne i en tekst, som ikke volder modtagerne vanskeligheder. Kontekst, emne, budskab, sprog og rytme binder dem sammen i et fællesskab. Sådan forholder det sig også med den nye danske rap Østkyst Hustlers.

For andre end de intenderede modtagere er rappens intention ikke lige let at fatte, bl.a. på grund af sproget og den finurlige humor.

 

Rappens rytme

Rap har en særlig rytme, der opstår i et samspil mellem teksten og musikken.

Metrisk set er rap skrevet på knittelvers. Det er verslinier, der har fire tryk pr. verslinie, altså fire betonede stavelser, med et vekslende antal ubetonede stavelser imellem. Verslinierne er parrimede og ustrofiske. Verslinierne kan indledes med en eller flere ubetonede stavelser eller med en trykstærk stavelse.

Musikken har også fire tryk eller slag pr. verslinie, hvor slag to og fire fremhæves. I Østkyst Hustiers er musikken uden mange variationer. Den består af en rytmesektion, trommer og basguitar; visse steder høres en sologuitar og scratch.

Tempoet virker ensartet hele vejen, med visse tempoforskydninger pga. det vekslende antal tryksvage stavelser. Til gengæld er tekstens frasering musikalsk og afvekslende, netop den rette blanding af tale og sang.

Rappen fraseres frit i forhold til musikkens fire slag, især ved versliniernes sluttende rim. Det håber jeg, man kan få et indtryk af i eksemplerne. Desværre er CD’en ikke vedlagt en trykt tekst; opstillingen af versene er altså helt på mit ansvar. Jeg har fedmarkeret de stavelser, der har tryk. Hvor teksten mangler et tryk, som så kun høres i musikken, er det angivet[-].

 

En rejse til provinsen

Mellem de elleve rap hører vi af og til en kommentator, som ikke rapper over musikken. Han definerer i indledningen, hvad en hustier er: Han tilhører “en lille gruppe blodsugende snyltedyr”, med en barsk uddannelse fra “livets skole – ingen eksamen, bare hård hud og ar på sjælen. Du ved ikke hvem de er, før det er for sent. Men de ved, hvem du er.” Hustierne opererer især på Vesterbro.

Fortælleren anslår den særlige tone, som man finder i kriminalromaner af Dashiell Hammett, herhjemme netop overført til Vesterbro af Dan Turell. Forbindelsen til Hammett kommer måske også af, at kommentatoren har en svag amerikansk accent. Han er den tilbagelænede betragter, der registrerer og kommenterer i en blanding af kynisme og ironi. Måske er han det græske kor, der sørger for, at en eventuel fascination af et betændt miljø får tilført en moralsk belæring. Tidligt får vi en anelse om, at rejsen til provinsen nok ikke bliver den succes, hustierne har lagt op til.

l den første rap møder vi hustier nummer et, Jazzy. Han har prøvet meget, bl.a. eget foretagende:

Jeg beslutted’ mig for at få iværksætterstøtte.
Den første biks jeg åbned’ var med pornofilm på postordre,
hulledukker, gummiting med tyre fra Rapport og der
var godt gang i lortet i de første par år,
men der er ingenting tilbage, når kongens foged går.

Han opsøger derfor Einar, der producerer ‘designerdrugs’. Einar ser imidlertid forunderligt godt ud, for han er gået over til at producere vitaminpiller. Dem må Jazzy så klare sig med.

I den anden rap møder vi hustier nummer to, Bossy:

Jeg er god til ord og god til at score, hvad det skal re.
Og går den, ja så går den, går den ikke, så’ jeg ud af her.
Jeg tager det altid roligt, det er aldrig mig, der stresser,
jeg kan altid lave en tudse, når jeg har en halvtresser,
jeg kan altid lave en halvtresser, når jeg ingenting har.
Bare giv mig en tilrøget, småsnusket bar.

Det uhæmmede praleri er karakteristik for rap, og selvfølgelig går det galt for Bossy. Der klippes nu til Jazzy, som mener, det er klogest at sælge vitaminpillerne som stof et andet sted end København.

Et smut til Jylland ville nok være turen værd [-l
for det ku’ godt bli’ svært at finde nogen, der var så dumme her.

Klip tilbage til Bossys nedtur. Forfulgt af barens ejer og hans håndgange rockere styrter Bossy af sted – og render lige ind i Jazzys jaguar:

Jazzy, sagde jeg,[-] og blev han tavs,
og jeg benytted’ pausen til at sige: Jazzy, godavs!

Jazzy og Bossy er kun gamle skolekammerater. Venskaber mellem hustIere er som “en blanding af olie og vand,” lyder kommentaren. “Der skal hele tiden ske noget, der ryster dem sammen, ellers skilles de hurtigt ad.” Intet problem her: Når Jazzy og Bossy er sammen, sker der altid noget. De tager sammen af sted mod Randers. De platter sig til gratis benzin og gratis overfart – og skændes bravt.

På et diskotek i Randers annoncerer Jazzy sine vitaminpiller som anabolske steroider:

Jeg aned’ intet om det, det sku’ bar‘ lyde hårdt,
så jeg sagde: Det’ det bedste, det’ russisk eksport.
Det’ dem, Arnold bruger, altså dem han si’r han ik’ bruger.

Virkningen kan ses efter bare en uge, og det
fordi man bli’r bombet fuld med testoteron
og en masse hormon, men man kan stadig godt få erektion.

Knittelvers har ofte indrim, hvor ordet med andet tryk rimer på ordet med fjerde, ‘hormon’ og ‘erektion’. Syntaktisk er ‘hormon’ desuden knyttet til ‘testoteron’; sådan blander rap ofte indrim og slutrim.

Rappens sprog er meget mundret. Her ses fx, at verbet ‘er’ forsvinder. Desuden er brugen af slang og åbenhjertige, mandschauvinistiske sexuelle betegnelser karakteristiske for stilen. Det sidste er der brug for i omgangen med Mulle, som er kæreste med diskotekets ejer, hr. K. Han har brug for Jazzys piller, men salget bliver forplumret af Mulle – en rigtig sexet ‘balladesild’:

Jeg får Cindy C til at se morgengrim ud, og
jeg får selv Naomi Campbell til at lign‘ en billig ludder.
Jeg tænder vildt på mænd med stil og overskud,
jeg har da godt set, hvordan du går og chekker mig ud.

Jazzy får tæsk, Mulle forsvinder i hans jaguar, og de to rappere forfølges af Randers politi. De må tage toget hjem, på den ‘billetfri zone’: toilettet. De skændes vildt om, hvem der har skylden for den uheldige udflugt til provinsen. Alligevel – ideen med at sælge vitaminpiller som stoffer – kunne den ikke bruges et andet sted? Klart – i Middelfart! De to rapper optimistisk videre: “Når en østkyst hustier rykker vestpå.” Et ekko gentager “vestpååå, vestpååå”. Efter Middelfart kommer … ?

Det episke i rappen understreges af, at der skiftes mellem nutid og datid. Replikkerne er i nutid, men der lægges op til dem (inkvit) i datid. Undertiden bryder de ind i hinandens beretning. Jazzy siger: “På resten af turen sagde Bossy ikke et kvæk.” Bossy bryder ind: “Lige bortset fra, at jeg huskede, at vi holdt på øvre dæk.” Enkelte steder giver de inkvit til hinanden. Bossy siger fx: “Jazzy vendte sig og sagde” inden Jazzy rapper sin replik. Der er altså tale om en episk beretning med to fortællere, der både er enige om og skændes om retten til fortællerens synsvinkel.

De mennesker, de møder på deres vej, rapper deres egne replikker, men de optræder i Bossys og Jazzys historie; det er dem, der leverer replikkernes inkvit.

At Østkyst Hustiers trods musikkens ensformige akkompagnement kan holde interessen fangen i sine 80 minutter skyldes, at der fraseres så musikalsk, især ved versenes rim, og at verslinierne ind imellem deles mellem flere, og at så mange personer rapper med. Det nye er, at der fortælles en lang historie, og at der er indlagt en kommentator uden for rappen.

Pointen i historien er ikke, at hustiere er efterfølgelsesværdige helte. Alle går rundt med et idealbillede af sig selv inde i hovedet, et heltebillede, siger kommentatoren et sted. Nogle gange kan hustieren få andre til at tro på dette billede, “men hustieren skal hele tiden huske, at dette billede bare er en illusion, som han bilder andre ind, er rigtig. Faren er, at man selv begynder at tro på billedet af sig selv som et uovervindeligt, principfast menneske. Men de fasteste principper har det med at fordampe ved den mindste udsigt til smerte eller ydmygelse.”

 

Af Merete Onsberg

Artiklen findes i RetorikMagasinet 19, marts 1996.

Author profile

Lämna ett svar