Retorik fra dirigentpodiet

Når en dirigent stiller sig op foran et orkester eller kor og udøver musikalsk ledelse, kan man med det samme høre om dirigentens ledelsesretorik virker. Hvis dirigenten kommunikerer utydeligt, kan det få fatale konsekvenser for det musikalske resultat og for dirigentens troværdighed. Derfor bør enhver dirigent være opmærksom på de retoriske værktøjer der kan få kommunikationen til at blive klar, tydelig og præcis.

Retorik fra dirigentpodiet

Katrine Martinsen Gottschalck og Mette Højen

Som henholdsvis sanger og musiker er vi gennem mange år blevet ’udsat’ for en del forskellige musikalske ledere.

Alle har de haft forskellige ledelsesstile: Nogle har anerkendt kvaliteten af musikken med et kort nik, mens andre har haft svært ved at kommunikere deres musikalske strategi tydeligt ud til musikerne.

Fælles for alle dirigenterne har dog været at de bevidst eller ubevidst har benyttet retorikken som værktøj til at lede koret eller orkestret – mere eller mindre vellykket.

For at kunne lede et orkester eller kor skal dirigenten
kommunikere troværdigt og samle musikerne til en
fælles enhed. Illustration: Jonathan Ovesen

Disse mangeårige personlige erfaringer blev i 2012 inspiration til at lave en retorisk undersøgelse af de musikalske ledere. Ønsket var at kvalificere fornemmelser om hvad gode dirigenter gør godt, og hvilke retoriske mekanismer der er på spil når den musikalske ledelse lykkes på fornemste vis. En sådan undersøgelse havde på det tidspunkt aldrig set dagens lys før, og den blev derfor et potentielt startskud til et nyt område for forskningen i musik og retorik. Undersøgelsen blev tilrettelagt som et empirisk studie af tre professionelle dirigenters arbejde med to forskellige orkestre i Danmark.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Read more

Resultaterne giver et interessant indblik i hvordan den gode dirigent bruger retorik som et ledelsesinstrument.

Dirigenten må overbevise musikerne

Orkester- og korprøven kan som retorisk genre betegnes som en krydsning mellem to klassiske genrer: den politiske tale og lejlighedstalen. Den politiske genre kommer til udtryk idet dirigenten som ensemblets leder må overbevise musikerne om at de skal følge hans instruktioner og føre hans musikalske visioner ud i praksis. Skal dirigenten have succes med at overbevise musikerne, forudsætter det en velvilje over for ham, samt at han besidder en evne til at samle orkestret og skabe et fællesskab blandt medlemmerne.

Sidstnævnte er et centralt genretræk fra lejlighedstalen, og det bliver særligt vigtigt i musikken da orkestret eller koret gerne skal fremstå som én samlet organisme hvor det færdige produkt og udtryk er afhængigt af samtlige medlemmer i ensemblet. Det er derfor kendetegnende for orkester- og korprøver 1) at dirigenten ved hjælp af retorik må samle musikerne til en fælles enhed som han derefter 2) kan overbevise om at følge sine intentioner med det musikalske arbejde.

Fællesskab og fælles skabelse

Resultatet af dirigentens ledelse er altså i høj grad afhængigt af om han formår at danne et fællesskab, sætte sig i spidsen for det og skabe en produktiv interaktion mellem sig selv og musikerne. Dirigentens evne til at skabe identifikation – både mellem orkestret og sig selv samt mellem orkestermedlemmerne og sangerne indbyrdes – og delagtiggøre musikerne i sin musikalske plan er desuden essentielle faktorer. Dirigenten skal ikke bare tilbyde musikerne en interaktiv position.

Han bliver nødt til at sørge for at de også tager den (og spiller på deres instrumenter eller synger). Derfor er det altafgørende for dirigenten at han formår at skabe en god relation til musikerne.

Det kan gøres på forskellige måder. Mest vellykket bliver det hvis dirigenten formår at danne et sprogligt fællesskab og opfattelsen af et ’vi’.

Sproget skaber identifikation

Hvis dirigenten gør brug af et fagligt musisk sprog og benytter musikverdenens latinske termer til at præcisere hvad han ønsker, danner det et internt sprogligt fællesskab som dirigenten deler med musikerne, og som udenforstående ikke som udgangspunkt vil kunne forstå. Denne fælles ’jargon’ tilbyder et udgangspunkt som samler dirigent og musikere om deres fælles faglighed.

Det ligger i dirigentens ledelsesopgave at han skal korrigere musikerne og få dem til at spille eller synge efter sin vilje. Dirigentens ønsker og ordrer må derfor præsenteres på en måde der giver musikerne lyst til at følge dem. Det gør den gode dirigent ved i de fleste tilfælde at bruge pronominet ”vi” frem for ”jeg” og ”I”. På den måde skaber han et fællesskab mellem sig selv og musikerne og udtrykker at orkester og dirigent har en fælles opgave og et fælles ansvar for at denne opgave lykkes.

Dygtighed og velvilje

Skal det lykkes dirigenten at overbevise musikerne om at følge hans anvisninger, er det dog ikke nok at skabe et fællesskab. Dirigenten må også fremstå kompetent og troværdig over for musikerne for at de gider lytte til ham, og derfor spiller opbygningen af ’etos’ en stor rolle. Etos refererer i retorikken til den troværdighed en afsender har i modtagernes øjne. Den gode dirigent ser ud til at benytte sig af to metoder til at etablere sin etos. Med andre ord demonstrerer han især to etos-dyder: dygtighed og velvilje over for musikerne (se faktaboksen).

De tre etos-dyder
En taler kan højne sin troværdighed (etos) i publikums øjne ved at vise at han besidder følgende tre dyder:
1. Fronesis (dygtighed): Når taleren viser publikum sin kunnen og klogskab.
2. Areté (moralsk karakter): Når taleren viser publikum sine gode menneskelige værdier og forbilledlige moral.
3. Eunoia (velvilje): Når taleren udviser velvilje og forståelse over for publikum.

Dygtigheden (’fronesis’) kommer generelt til udtryk i en grundig forberedelse; dels i forhold til det musikalske arbejde, dels i forhold til orkestret eller koret som personer og musikere.

Den gode dirigent udviser således et kendskab og en hensyntagen til modtagergruppens udgangspunkt i forhold til kompetencer og udfordringer, og han møder orkestret på dets niveau. Fx er det vigtigt at dirigenter som arbejder med blæsere, ved at de ikke ’bare’ kan slå dirigentstokken ned og markere musikkens start med det samme.

Blæsere har brug for tid til at tage en dyb vejrtrækning inden de skal spille, og det er forventet at dirigenten styrer den rytmiske vejrtrækning med et slag der går opad. Det opadgående slag hvor ingen spiller, har også den vigtige funktion at vise tempo, stil og styrke så alle kan spille ens fra første slag.

Dirigentens evne til at udvise velvilje (’eunoia’) over for musikerne er særligt vigtig for at kunne overbevise dem da dirigenten hermed viser at han interesserer sig for musikerne og deres input og meninger i forhold til det samarbejde som han står i spidsen for. Samtidig synliggør velviljen den dialogiske struktur der trods leder/medarbejder-relationen gerne skulle være i kommunikationen for at få samarbejdet til at blive en succes. Velviljen kommer typisk til udtryk i ros og i plads til at musikerne kan stille spørgsmål undervejs, samt en høj grad af selvbestemmelse i de enkelte instrumentgrupper til at fordele de enkelte musikalske opgaver.

Nonverbal kommunikation

Direktion som kommunikationsform rummer et helt sprog med gestus der for det rette publikum giver mening. Den gode dirigent bruger både krop, arme og øjne til at kommunikere med musikerne.

Dirigentens podium i midten af orkestret eller koret er et klart midtpunkt og det fysiske udgangspunkt for hans ledelse. Her står dirigenten det meste af tiden, men hvis han en gang imellem viger fra pulten, har det stor effekt.

Podiet signalerer sikkerhed og er en art kontrolpost. Når dirigenten bevæger sig fra denne kontrolpost, er det en klar markering af den dialogiske kommunikation, og det at han bevæger sig væk fra den, signalerer tillid til at musikken fungerer uden at der ’bliver holdt regnskab’. Desuden tilføjer bevægelse væk fra podiet et ekstra lag til dirigentens lederrolle: Han demonstrerer tydeligt sin rolle som inspirator frem for kun at være en der kontrollerer.

Derudover er kropsholdning og øjenkontakt vigtige bestanddele af den succesfulde dirigents nonverbale kommunikation. Med kroppen skaber og definerer dirigenten et rum som med fordel skiftevis kan inkludere hele orkestret eller koret eller sætte særligt fokus på enkeltmedlemmer eller enkelte grupper for fx at fremhæve deres stemme i partituret. Det er nødvendigt at dirigentens kropsholdning er præget af åbenhed og parathed. Han må nødvendigvis være kropsligt til stede i situationen for på den måde at signalere nærvær og vise et tydeligt fokus på musikerne. Derudover fungerer øjenkontakten som en bekræftelse af det kommunikative fællesskab. Det gør den på tre måder: 1) som invitation til musikalsk indsats – altså hvornår musikerne skal komme ind med deres stemme, 2) som anerkendelse af veludført arbejde og 3) som redskab til at sammenholde partiturets forlæg med den spillede eller sungne musik.

Musikalsk ledelse: magi eller retorik?

Fra publikumsrækkerne ved en koncert ser dirigentens arbejde simpelt ud: Vift med dirigentstokken, og musikerne følger dig og skaber så let som ingenting smuk musik. Men løfter man sløret til øvelokalet, vil man erfare at der ligger et stort stykke retorisk arbejde til grund for det vellykkede musikalske resultat.   R

Læs mere:

Højen, Mette: ”Det bliver aldrig fedt musikalsk, hvis det ikke er fedt menneskeligt.” En undersøgelse af dirigenters retorik og potentiale i ledelse. Specialet kan læses på Kommunikationsforum.dk.

Bibliografisk

Af Katrine Martinsen Gottschalck. Cand.mag. i retorik, stemmecoach og sanger. Og Mette Højen. Cand.mag. i retorik, ledelsesrådgiver i Network Academy og trompetist.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 11-13