Retorik på prøve i Landsretten

Velkommen til Nordisk Processpil! Her kæmper jurastuderende fra hele Norden om retten til at kalde den nye fiktive digtsamling af Nahnah Hassan for enten racisme eller kunst – men hvor vigtige er deres retoriske evner, og er det ældgamle partnerskab mellem retorik og jura stadig aktuelt?

Retorik på prøve i Landsretten

Iben Andreassen & Frida Hviid Broberg

ProcesspilOver de massive trædøre som fører ind til Retssal A, er den lysegrønne væg udsmykket med guld. De kæmpe koglelamper i loftet kaster lys over stukken øverst i den højloftede sal og på de mange hvide skjorter og blanke stiletter der er begyndt at ankomme. RetorikMagasinet er inviteret til Østre Landsret i Bredgade hvor Det Nordiske Processpil om Menneskerettigheder skal til at begynde. Om lidt skal jurastuderende fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island på skift spille såkaldte klager og stat i en fiktiv sag der dog bygger på autentiske sager: Den muslimske digter Nahnah Hassan er blevet straffet for racistiske ytringer i sine digte og klager nu til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Er hendes digtsamling kunst eller racisme, og har hun ytringsfriheden på sin side?

Fra lovparagraffer til soundbites

En uge tidligere møder vi det danske hold Club Lannung, opkaldt efter sagføreren Hermod Lannung som var en af de første der interesserede sig for menneskerettigheder i Danmark. Det er enhver jurastuderendes drøm at deltage i processpillene, og i år er det de nøje udvalgte studerende Ema, Emilie, Kristine, Line, Rebekka og Sidsel der skal konkurrere om den prestigefyldte sejr. “De skal udfordres i at stå på en scene indtil de er klar til at stå på en scene,” fortæller deres retoriske vejleder og forsker i retorisk kommunikation, Jonas Gabrielsen, som arbejder tæt sammen med holdets fire juridiske vejledere. Op til processpillene har holdet været på en intensiv retorisk træningslejr. Her er det parolen learning by doing der på rekordtid skal gøre de seks jurastuderende til talentfulde talere. I det antikke Grækenland var både retorik og jura centrale fag i retssalen, og i mange år hørte de to fag uløseligt sammen. Men i dag er retorik blevet mere fremmed på gulvet i Landsretten hvor Club Lannung i modsætning til mange af deres nordiske konkurrenter både nærlæser lovparagraffer og træner deres fremførsel.

Den retoriske træningslejr, som foregår hos advokatfirmaet Bruun & Hjejle i indre København, har blandt andet fokus på actio, altså den fysiske fremførsel som gestik og stemmeføring. Deltagerne lærer for eksempel at tale langsomt fordi det langsomme tempo kan bruges som et virkemiddel til at fremhæve en vigtig pointe og give dem tid at tænke sig om og huske hvad de skal sige. Men de skal også vænne sig til at tale langsomt på grund af noget så lavpraktisk som sprogbarrierer: “Vi kan heller ikke bruge udtryk som ’et gran salt’, for det forstår svenskerne ikke,” fortæller pigerne og griner. De læser alle sammen på kandidaten og er blandt de dygtigste på deres årgang. Når de om en uge skal procedere i Landsretten, får de ikke mikrofoner, så en del af actio-træningen bliver også brugt på at lære at bruge deres volumen og tale højt og tydeligt. Det kan være krævende for nogen som ikke er vant til at tale foran større forsamlinger – for hvor er det lige støtten sidder henne?

Ud over actio har holdet blandt andet arbejdet med tilskæringen af en stor bunke juridisk materiale, godt mundtligt sprog og ikke mindst soundbites, også kaldet pointesætninger. Det sidste foregår ved at man koger essensen af sit budskab ned til en kort sætning og gentager den i varieret form når man taler for et publikum. Metoden har desværre fået et dårligt ry fordi politikerne misbruger den, og Jonas skynder sig at indskyde at det er ærgerligt, for det kan være et rigtigt godt retorisk redskab: Pointesætningen skaber klarhed i præsentationen fordi man fokuserer på én pointe, og den styrker talerens hukommelse fordi det er en slags forberedt improvisation – man siger sin pointesætning og kommer i tanke om hele den argumentation der er blevet kogt ned mens man arbejdede med at formulere pointesætningen.

Improvisation er ét af de kriterier som holdet bliver vurderet ud fra. Derudover bedømmes de på deres evne til at argumentere, hvordan de performer og ud fra hvor skarpe de er til at svare på modpartens argumentation. Men selv om Club Lannung træner hårdt, så bliver det svært for dem at vinde. Holdet vandt nemlig sidste år, og det er ikke sket før at et hold har vundet to år træk. Så de tør ikke håbe på meget mere end en plads i semifinalen. Og så er der jo konkurrenterne: Finland har ry for at være ret tørre, mens Norge skulle være dygtige til at bruge billedsprog og sammenligninger og være kendt for at have et stærkt mundtligt sprog – om det kan sikre nordmændene sejren, vil vise sig.

Tilbage i Landsretten

Den nervøse summen i Østre Landsret er begyndt at tage til. Holdene ankommer i deres uniformer: Club Lannung er iført matchende lyseblå skjorter og sorte nederdele. Pigerne finder deres pladser, og det er svært at spore nervøsiteten fra sidste uge da de stadig var i gang med at lære at procedere med kraft og klarhed. Over for dem på statens bænk sidder deres svenske modstandere som skal argumentere for at straffen over Nahnah Hassan er i overensstemmelse med menneskerettighederne, mens Club Lannung repræsenterer klageren Nahnah Hassan og skal overbevise dommerne om at hendes straf er forkert, og at hendes digte ikke er racistiske.

Pludselig forstummer den hyggelig summen i salen. Dommerne ankommer, og der lyder et forvirret rabalder af skramlende stole, da publikum rejser sig op. Det er dog heller ikke hvem som helst der tager plads ved det høje dommerbord: Der er både højesteretsdommere og en dommer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til stede. Den sidstnævnte dommer, Päivi Hirvelä, en kvinde med rød læbestift, et snorlige, sølvgråt pandehår og et skarpt blik ud over læsebrillernes smalle stel, beder os på finlandsk-svensk om at “sätt er”. Hun gør tegn til at Club Lannung må begynde, og Ema rejser sig op: “Ærede europæiske dommere og ærede modpart,” hun nikker høfligt mod først dommerne og så svenskerne overfor.

Det er ikke svært at få øje på actio-træningen i hendes gestik mens hun argumenterer for at straffen over Nahnah Hassan er ude af proportioner: “På den ene side,” siger hun og holder forklarende den højre arm ud til siden og nævner et eksempel fra Nahnah Hassans straf. “På den anden side,” siger hun bagefter og gentager bevægelsen med venstre arm mens hun nævner et modstridende eksempel fra en anden sag. Gentagelsen og bevægelsen med armen fremhæver hendes pointe: Hvordan kan vi på den ene side give Nahnah Hassan en så hård straf når vi på den anden side ikke har gjort det i de sammenlignelige eksempler som Ema netop har fremhævet? Publikum nikker anerkendende, og hun fortsætter: “Hadefulde og truende ytringer mod muslimer bliver kun straffet med en bøde – sagen mod Nahnah Hassan er ude af proportioner.” Dommeren giver nu ordet videre til staten – en pige fra det svenske hold som har en bemærkelsesværdig lys stemme der laver en kort smaskelyd hver gang hun holder en pause og gør sig klar til at sige noget igen.

Begge hold har gjort hvad de kunne, og det er blevet tid til dommernes spørgsmål. Det er her Club Lannung skal vise at de også kan improvisere og forholde sig til modpartens argumenter. Dommer Hirvelä kigger igen over sine briller. Bevægelsen er efterhånden blevet næsten symbolsk for ordene thi kendes for ret, og alvoren breder til resten af salen. Nu er det pludselig holdene, der skal forsvare sig selv og lukke hullerne i deres argumentation. Hirveläs spørgsmål er til Club Lannung, og Rebekka svarer med sikker stemme: “Min modpart ser fuldstændig bort fra kunstens betydning.” Hun har forberedt sig i træningslejren på mulige modargumenter, så hun har sandsynligvis sin pointesætning klar, og måske er det den der hjælper hende, for hun fortsætter stadig sikkert med at argumentere for kunstens særlige rolle for sagen: “Digte skal fortolkes og har ikke noget facit. De har en bredere adgang til at provokere og karikere. Derfor er det ikke racistisk.” Pludselig lyder høj marchmusik fra Bredgade. Den bliver højere og højere efterhånden som trommerne og gardens trampen nærmer sig, og bliver til sidst så overdøvende at dommer Hirvelä beder om en pause. Da trommerne omsider forstummer, fortsætter Rebekka ufortrødent med at fremføre sine synspunkter til ende og afslutter med et elegant retorisk spørgsmål: “Vil vi have et samfund hvor vi fortæller om problemerne eller fortier dem; vil vi have et samfund med eller uden Nahnah Hassan?” Hun går ned i toneleje til sidst i sætningen og holder en lang pause, så spørgsmålet får tid til at sætte sig hos alle i salen.

Mere eller mindre retorik

Dommerne virker tilfredse, for nu trækker de sig tilbage for at vurdere holdenes præstation. De lukker døren bag sig, og i et ekstra sekund sidder alle blandt publikum tavst og venter. Så løsner hele salen pludselig op, og som et kæmpe suk bliver tavsheden afløst af et bragende bifald. De juridiske vejledere og Jonas samler sig om holdet og begynder straks at gøre status: “Jeg tror vi vinder, for vi gik mere i dybden og var mere mundtlige,” siger Mads Møller Langtved som tidligere har deltaget i spillene og nu er én af holdets juridiske vejledere. Jonas er enig: “Ja, den sidste svensker havde slet ikke noget meta – hun kørte bare igennem.” Han når lige at sukke over den elendige rumklang inden døren går op igen.

Pointfordelingen er meget tæt, men Club Lannung løber med sejren. Og efterhånden som dagen skrider frem, vinder de den ene runde efter den anden. Mod alle odds går de hele vejen og vinder finalen – for andet år i træk. Dommerne roser holdet for deres tydelige og klare fremførsel og for deres relevante og logiske argumentationen. Måske er det ikke kun det juridiske indhold, men også den retoriske træning som fik Club Lannung til at skille sig ud? Ifølge Jonas er der dog ikke hverken på jurastudiet eller i Processpillene enighed om hvor meget retorik skal fylde: “Nogle vil gerne have mere jura, og andre vil gerne have mere retorik,” siger han. Men selv om den rolle, som retorikken traditionelt har spillet i retssalen, er under pres, kan den måske kæmpe sig tilbage og sejre i retten. For anden gang.   R


 

Bibliografisk

Af Iben Andreassen & Frida Hviid Broberg. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 26-27.
35098

Om skribenten
Om skribenten

Lämna ett svar