Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica temaintroduktioner » Retorik, sanser, følelser

Retorik, sanser, følelser

av Stefan Iversen

Intro: Retorik, sanser, følelser

Retorik, sanser, følelser , temanummer av Rhetorica Scandinavica, nr 78 (2018)

Bibliografiskt

Stefan Iversen , Marie Lund, Carsten Madsen og Esben Bjerggaard Nielsen er lektorer i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Sammen med Tina Thode Hougaard og Sofie Venge Madsen var de arrangører af den 6. Nordiske Retorikkonference: Retorik//Sanser//Følelser i Aarhus 27.-29. september 2017, som dette temanummer er en udløber af.

Rhetorica Scandinavica, nr 78 (2018), s 15-19

Introduktionen

I august 2017 skrev Peter Skaarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, et ugebrev til sine partifæller, hvori hovedpåstanden lød: ”Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger.” Skaarups fokus i ugebrevet var på politikerne og vælgernes følelser som fundamentet for politisk praksis frem for data og ekspertudsagn. Med denne påstand satte han gang i en større debat i de danske avissider og på de sociale medier om, hvorvidt følelser fylder for meget eller for lidt i den politiske debat. Et sådant fokus på følelser i forhold til politik er dog ikke nødvendigvis nyt. De danske medier har ofte været gode til at eksponere og debattere politikeres følelsesudbrud. Det så man for eksempel i 2010, da den daværende minister Bertel Haarder med knyttede næver mistede besindelsen i et Tv-interview, eller da Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten med slet skjult vrede i 2012 for rullende kameraer erklærede at ”regeringen pisser på vælgerne” efter at være blevet udelukket fra finanslovsforliget. Begge disse eksempler viser det sensationelle ved følelser i politik, men hvor Haarder blev gjort til grin i pressen, blev Nielsens vrede et symbol på hendes handlekraft og passion. Følelsesudbrud kan således være et tveægget sværd. Det er dog ikke kun i en dansk og skandinavisk kontekst, at både private og offentlige følelser har fået større offentlig opmærksomhed i det seneste årti. I USA var Barack Obama under sin første præsidentperiode så stoisk i sin fremtræden over for sine kritikere, at satireprogrammet Saturday Night Live lavede en række sketches over, hvad der ville ske, hvis han nogensinde rent faktisk blev vred. Modsat var amerikanske og internationale medier både før og efter valget af Donald Trump fulde af artikler om følelsernes rolle i forhold til mobiliseringen af Trumps bagland. Fokusset på følelser – de ekstreme såvel som de mere subtile – virker således til at være kommet for at blive, ikke blot i dækningen af aktuel politik og offentlig debat mere generelt, men også i praktiseringen deraf.

Annonce

                      Parallelt med denne stigning i følelsernes betydning for og i samfundets fælles samtaler løber et forstærket fokus på sanser og det sanselige. Drevet af, men ikke begrænset til, de visuelle udtryksformers øgede indvirkning er det klart, at stadig mere kommunikation påvirker gennem andre kanaler end dem, verbalsproget typisk aktiverer. Mange aktuelle debatter rummer appellerer ikke bare til, men via følelige artefakter: Når The Pussyhat Project på deres hjemmeside www.pussyhatproject.com sætter sig for at styrke ”women’s rights and human rights through the arts, education and respectful dialogue”, så spiller faktiske, hæklede lyserøde hatte en nøglerolle.

                      Ét sted at søge efter forklaringer på disse ændringer i måderne, hvorpå følelser og sanser indvirker på vores kommunikation, er ved at undersøge de massive ændringer, som vedbliver at ramme de kanaler, hvorigennem vi kommunikerer. Digitalisering og netværk gør det nemt at dele ikke bare skriftsproglige tekster, men også billeder i bevægelse og lyd, ligesom sociale medier har eroderet tidligere tiders skel, fx mellem privat og offentlig, mellem officielle og vernakulære genrer og mellem producenter og recipienter. Mange offentlige kommunikationsformer og medier er undergået stigende grader af æstetisering, og sanselige og emotionelle udtryk vinder indpas dér, hvor en mere formel og fornuftspræget tone typisk har gjort sig gældende tidligere. Selv inden for mange deliberative sammenhænge får det følelsesladede udtryk ofte lov til at stå tilbage som uimodsigeligt argument. I en moderne verden præget af en hastig informationsstrøm og omfattende medialisering synes den personlige sanseerfaring og individets ukrænkelige følelse til tider at fremstille sig selv som en autenticitet, der går forud for fornuft og fællesskab.

                      Hvis følelser og umiddelbare sanseerfaringer således synes at vinde stadig større indpas i den offentlige debat, vil det retoriske og argumentative grundlag for den følelsesladede debat uvilkårligt komme til at stå i stærk kontrast til en rationelt funderet normativitet, sådan som den er blevet gjort gældende inden for kritiske traditioner som nyretorik, pragma-dialektik og informel argumentationsteori. Den fagkritiske vurdering baseret på et strengt rationalitetsprincip kan kun afvise den form for retorik og argumentation, der giver følelser og sanseerfaringer forrang frem for fornuften. Vurderet alene som argumentation bliver følelsesargumentet derfor afvist som en fejlslutning, fx i de tilfælde hvor der appelleres til publikums medlidenhed eller frygt, henholdsvis betegnet som argumentum ad misericordiam og argumentum ad baculum. Den genuine følelse, der i det enkelte tilfælde bliver lagt til grund for et argument, eller som på anden vis synes at beherske en retorik, vil over for den stærkt rationalistisk indstillede kritiker hver gang se sig erklæret inferiør under henvisning til en universel norm om fornuftens hegemoni. Dette synes også at gøre sig gældende inden for den brede offentligheds forståelse af de regler, hvorefter man mener, at en debat eller andre former for retorik bør udspille sig. Den etablerede holdning, måske især i Nordeuropa, synes således i overvejende grad at bedømme retorik på en måde, hvor følelsen nødvendigvis bør være underordnet fornuften.

                      Ud fra en historisk betragtning har følelser og fornuft – eller som det inden for en retorisk faglighed kan ses udlagt, etos og patos over for logos – dog ikke altid været relateret til hverandre på samme måde. Et skarpt skel mellem fornuft og følelser bliver formentlig først konstitueret i og med rationalismen, der i videre perspektiv lægger grunden for forestillingen om fornuftens hegemoni i oplysningstænkningen, som endnu senere videreføres i det nittende århundredes videnskabsideal. På trods af at dette skel er blevet grundigt anfægtet op igennem det tyvende århundredes tænkning, fra fænomenologi og kritisk tænkning til Michel Foucault og Jacques Derrida og videre til moderne filosoffer som Elizabeth Grosz eller Brian Massumi, synes en væsentlig del af den retoriske normativitet endnu hildet i en forståelse af umiddelbare sanseerfaringer, æstetisk sensibilitet, følelser og patos som teknisk bevismiddel, der først tildeler dem retorisk valør, når de fremstår som bearbejdet af fornuften i en tale underordnet logos. Dette kan egentlig forekomme overraskende, for så vidt en æstetisk sans og den overbevisende følelse allerede i antikken bliver forstået som integreret i fornuftbaseret erfaring. Der er dog også andre vigtige tendenser i retorisk kritik. Retoriske feltstudier af hverdagsretorik og folkelige debatter har formuleret et vurderingsgrundlag, der i højere grad anerkender og værdsætter, at virkelige debattører er engagerede og passionerede, bl.a. fordi de har interesser på spil. I stedet for at vurdere hverdagens interessebaserede og uordentlige debatter efter universelle normer for rationel debat søger denne retoriske kritik at afkode nogle mere lokale normer i de konkrete offentligheder, idet de også tager høje for, hvad de involverede deltagere anser for rimeligt. En retorisk kritisk undersøgelse af en kommunal høring om en byggesag kommer for eksempel ikke langt uden at gøre rede for de involveredes artikulation af følelser. Her må kritikeren, der vil forstå debattens dynamikker, også analysere den vrede og frustration hos de fremmødte borgerne, der er naboer til det kommende byggeri. I lyset af disse forskelligheder forekommer temaet for dette nummer af Rhetorica Scandinavica ikke blot aktuelt, men også overordentlig centralt for en retorisk faglighed. Retorikfaget er historisk set netop eminent godt rustet til at beskrive følelsers og sansningers betydning. I Væren og tid hævder Martin Heidegger ligefrem, at der ikke fundet nogen nævneværdig fortolkning af følelser sted siden Aristoteles’ analyse af pathē i anden bog af Retorik. Men hvor dette kunne forekomme korrekt i 1927, har de senere års intense forskning i sanselighed, affekt, kropslighed mv. inden for en bred vifte af humanistiske, sociologiske og æstetiske forskningsdiscipliner været i hastig færd med at råde bod herpå. På trods af at vi fra Aristoteles ved, at sanselige og følelsesmæssige appeller på ingen måde står i modsætning til fornuft, og at det er muligt at overveje, hvordan retorik er i stand til at fremkalde indre eller fysiske tilstande – vrede og medlidenhed, glæde og sorg – hos et publikum i en given retorisk situation, så synes denne nyere forskning at anspore til netop en sådan grundigere overvejelse og nytænkning af følelserne og sansernes betydning for retorik. Hvis der i meget af de senere års retorikforskning har hersket en sendrægtighed heroverfor og en tendens til at fastholde fornuftens hegemoni i kommunikative udtryksformer, håber vi, at bidragene til dette særnummer kan åbne og inspirere til at påtænke sanserne og følelsernes væsentlighed i forhold til retorik.

   Dette temanummer af Rhetorica Scandinavica rummer en række bud på læsninger af retorik, der kommunikerer sanseligt og følelsesmæssigt, samt af æstetiske og sanselige artefakter, der kommunikerer retorisk og politisk.

   Celeste M. Condit tager i artiklen ”Making Angry Public Rhetorics Work Better for a Global ’Us’” udgangspunkt i en lang række eksisterende teorier om vrede. Hun hævder på den baggrund, at en teori om offentlige følelser må forpligte sig på at redegøre for både de sociale funktioner, de diffuse komponenter, der udgør en følelse, og sprogstrukturens rolle. Nogle af de vigtigste komponenter af offentlig vrede er vurderende markører og handlingstendenser. Condit foretager en retorisk analyse af de tre eksempler på vred offentlig retorik fra 9/11, af Osama Bin Laden, den amerikanske præsident George W. Bush og den intellektuelle forfatter Susan Sontag, hvor vrede anvendes med varierende held. Artiklen afsluttes med anbefalinger til andre måder at udveksle følelser og tage beslutninger i en global verden.

   I en videreførelse af den såkaldte Chicago-skoles tradition for retorisk kritik, kendt især fra Wayne C. Booths værker, sætter James Phelan sig for at undersøge de retoriske funktioner af ikke-fiktive passager i tekster, der overordnet set fremtræder som fiktive. Konkret drejer det sig om fremstillinger af sygdommen ”Huntington’s disease” i McEwans Saturday (2005) og Genovas Inside the O’Briens (2015). Phelan foreslår begreberne ”status”, ”function” og ”salience” til at beskrive og analysere, hvordan og med hvilke effekter faktuelle informationer optræder i de to romaner. 

   Marie Lund og Carsten Madsen argumenterer i artiklen ”Retorisk forhandling af følelser og stemning” for en bredere behandling og fortolkning af følelser end det strategisk instrumentelle perspektiv på retorers brug af patos. Med udgangspunkt i den oratoriske situation viser de, hvorledes følelser spiller ind i bredere og mere komplekse sammenhænge i mødet mellem retor og publikum i et mundtligt rum. Dette leder dem til at foreslå en klarere distinktion i retorikken imellem en teknisk patos og en generaliseret patos, hvilket de finder belæg for i læsninger af både Aristoteles og Heidegger.

   I ”’Den høyere retorikk’ hos Hume – en perspektivering” viser Ingmar Meland, hvordan den skotske filosof David Hume med fordel kan indsættes i en retorisk historisk sammenhæng, og hvordan hans filosofi forekommer relevant inden for moderne politisk retorik. Med udgangspunkt i Humes menneskesyn, sådan som det giver anledning til en retorisk antropologi, fokuserer Meland særligt på Hume’s essay ”Of Eloquence” og fremlæser, hvordan Hume ”håndterer konflikten mellom filosofiens krav om fornuftig argumentasjon og retorikkens evne til å spille på følelsene”.

   I et grundlagsteoretisk studie demonstrerer Janne Lindqvist i artiklen ”Känslans platser. Topikerna för pathos i Aristoteles Retoriken”, hvordan den aristoteliske topik endnu ikke er fuldt ud forstået inden for den moderne retorikforskning, fordi den har været tilbøjelig til at forbigå de specifikke topoi vedrørende pathos. Lindqvist søger at råde bod herpå og udvikler på den baggrund en række innovative distinktioner vedrørende Aristoteles generelle topoi i anden bog af Retorik.

   Lisa S. Villadsen tager i artiklen ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktioneret og konstruktiv følelse i offentlig debat” udgangspunkt i nogle udtalelser fra kendte personer om, at de følte skam over Danmarks flygtningepolitik. Analysen af, hvordan udtalelserne sanktioneres i den efterfølgende debat, bliver udgangspunkt for en teoretisk diskussion af følelsen skam i det offentlige liv. Villadsen argumenterer på den baggrund for et mere nuanceret syn på skam, idet hun peger på skamfølelsens potentiale til at sætte gang i en kollektiv selvrefleksion.

   I ”Dekorum og fortælling: Trump, Clinton og ’the deplorables’” anvender Stefan Iversen Ciceros klassiske begreb, dekorum, til at undersøge samtidige debatter, hvori det følelsesladede bliver centralt i definition og forhandling af det passende. Iversen fokuserer her på anklager om ”indekorum” – altså upassende adfærd – i forbindelse med Hillary Clintons brug af udtrykket ”the deplorables” til at beskrive Trumps vælgerbase. Han fremhæver de narrative og konstitutive kvaliteter ved sådanne anklager, idet de nødvendigvis må indeholde en beskrivelse af det pågældende normbrud, en motivfortolkning for den anklagede og en konstituering af det passende over for publikum. Den retoriske konstruktion af en anklage om brud på dekorum indeholder således både retrospektive og prospektive elementer.

   I ”Emotionelle appeller i aktivistiske hashtags: Om #jegharoplevet og #detkuhaværetmig” giver Tina Thode Hougaard et bud på, hvordan og hvorfor nogle typer af hashtags rummer mobiliserende potentialer. Via læsninger af de to hashtags #jegharoplevet og #detkuhaværetmig”, omhandlende henholdsvis hverdagssexisme og problemer med det danske sundhedssystem, viser Hougaard, hvordan sådanne aktivistiske hashtags opnår forøget spredning og gennemslagskraft gennem invitationer til at bidrage med egne fortællinger og videre, hvordan disse mange individuelle fortællinger samler sig i en samlet, større fortælling med potentiale til at give stemme til ellers fortiede problemstillinger. 

   Med ”Midsommar i sagolandet: Bildretorik och rörelse” giver Lisa Källström et nyt bidrag til den hastigt voksende forskning i visuel retorik. Udgangspunktet ligger i en reaktion mod tendenser til at opfatte billeder som udtryk for en afsenders intention. I stedet stiller Källström skarpt på, hvad hun kalder billedets potentialitet i dets samspil med beskueren. Via en læsning af et modefotografi – og med stadig reference til det klassiske begreb om enargeia – argumenterer artiklen for billedlæsning som en kreativ, medskabende aktivitet, der leder frem mod en ide om at se fotografier som iscenesættende processer snarere end som argumenterende produkter.  

   Som det fremgår af disse korte beskrivelser, så dækker temanummerets artikler samlet set et ganske bredt felt af metoder, genstande og problemstillinger. Det vidner både om emnets aktualitet og relevans og om retorikfaglighedens aktualitet og sammensatte rummelighed. Det vidner også om, at de gode diskussioner, som blev påbegyndt ved den 6. Nordiske Retorikkonference, fortsætter. Temaet for NKRF VI på Aarhus Universitet d. 27.-29. september 2017 var Retorik//Sanser//Følelser, og temanummerets artikler har i tidligere versioner være præsenteret som papers ved konferencen.

   Afslutningsvist vil vi gerne takke dels Rhetorica Scandinavicas redaktion for at give plads til nummeret, dels de øvrige skribenter for deres bidrag og velvillige samarbejde i løbet af nummerets tilblivelse, og dels de anonyme læsere, som hjalp med til at forbedre artiklerne undervejs.  

.

Stefan Iversen

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Latest posts by Stefan Iversen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere