Retoriske genfærd i Clint Eastwoods konventtale

Clint Eastwood gjorde bizar debut som åndemaner i sin tale ved det republikanske konvent i november. Talens kerne var en arrig dialog med en tom stol som Eastwood erklærede besat af en usynlig præsident Obama. Men ånder og genfærd er intet fremmed fænomen i amerikansk politik. Fortidens slaver og indfødte hjemsøger den amerikanske selvforståelse og bliver brugt retorisk i voldelige protester mod Obama.

Retoriske genfærd i Clint Eastwoods konventtale

Mathias Møllebæk.

Til musikken fra Sergio Liones westernklassiker ”The Good, the Bad, and the Ugly” fremkommer silhuetten af en høj mand der går hen mod scenens talerstol. Scenens baggrund er en kollage af velkendte westernmotiver: en gul-orange depraveret prærieby med sammensunkne træhuse, slidte hestevogne og tørre markløbere. Og midt i billedet ser vi Clint Eastwood i rollen som Dirty Harry med to store seksløbere, vejrbidt, skulende, hærdet.

Yeah. Vi er tilbage ved det amerikanske præsidentvalg i november, og scenen er sat til hovedtalen ved repub-likanernes nationale konvent. Manden selv, Clint Eastwood, træder frem under sin egen Dirty Harry-skygge og går hen mod talerstolen hvor hans ordknappe og ukuelige western-persona skal hjælpe Mitt Romney mod nation-ens højeste embede. Clint Eastwood er som bekendt ikke hr. hvem som helst, og konventtalen er heller ikke hvilken som helst tale. Det er typisk den tale der for alvor skyder gang i den intense slutspurt af præsidentvalgkampen. Ud over at være et vigtigt ritual internt i partiet er konventet partiets største mulighed for at præsentere sig samlet for de amerikanske vælgere. Efter de nationale konventer, der sidste år nåede mellem 30-40 millioner seere, kommer tre temainddelte debatter mellem kandidaterne. For dem er konventet en vigtig begivenhed fordi det rummer mulighed for at præsentere en præsidentkandidat på hjemmebane og vinkle den forestående duel bedst muligt. Valget af Eastwood som hovedtaler vidner om den retoriske linje republikanerne ønskede at markere ved konventet: back to the good ol’; amerikansk pionérånd, arbejdsomhed og privat ejendomsret. Men Eastwoods manifestation er nok noget republikanske spindoktorer vil ærgre sig over i længere tid.

Obamas vulgære genfærd

Eastwoods tale vil givetvis gå over i historien som en af de mest mærkvær dige støttetaler ved et nationalt konvent. I hans 12 minutter lange improviserede tale fremmanede han en usynlig præsident Obama som sin retoriske samtalepartner. Omdrejningspunktet for Eastwoods retoriske ’prosopopeia’ (den retoriske figur for at tale med en andens stemme) var en tom stol midt på scenen hvori publikum skulle forestille sig at præsident Obama sad. Det retoriske genfærd af præsident Obama eksisterede kun i kraft af at Eastwood talte til det. Publikum kunne jo hverken høre eller se genfærdet, så Eastwood måtte løbende bekræfte dets eksistens ved at oversætte hvad den usynlige Obama sagde. Og det var ikke pæne sager. Også selvom Eastwood ’prøvede’ at holde tonen sober og stille vigtige politiske spørgsmål:

”Så hr. præsident, hvordan forholder du dig til de løfter du gav da du gik til valg, og hvordan forholder du dig til dem? Jeg mener, hvad siger du til folk? Er du bare – du ved – jeg ved – folk undrer sig – det forholder du dig ikke til? OK.”

I starten er den usynlige præsident Obama bare ligeglad og ubehøvlet. Men efterhånden som samtalen skrider frem, begynder han at afbryde og beder Eastwood om at holde sin kæft.

Annons

Stilistiken

Stilistiken

Stilistiken är ett verktyg som gör det möjligt att förstå den språkliga verklighet vi lever i och den är ett medel för oss att bemästra den. Om vi känner till de stilistiska teknikerna att påverka kan vi å ena sidan avslöja manipulationer som vi ­utsätts Läs mer...

Read more

Alfabetisk översikt av troper och figurer

Alfabetisk översikt av troper och figurer

Kapitel från boken: Peter Cassirer: Stilistiken. Kapitel 7: ALFABETISK ÖVERSIKT AV TROPER OCH FIGURER Här följer en alfabetisk översikt av troper och figurer. Först anges termen och den svenska innebörden jämte en förklaring. Därefter presenteras exempel och sist anges dels vilken retorisk ändrings­kategori figuren tillhör, dels vilken av de tre huvuduppgifterna stilfiguren antas fylla. Retoriken Läs mer...

Read more

”Og jeg tænkte, altså jeg tænker at lukningen af Gitmo [Guantanamo-basen på Cuba] – hvorfor lukke den? Vi har brugt så mange penge på den. Men jeg tænkte … måske som en undskyldning for dig … hvad mener du med ’hold kæft’!? [Latter]”

Eastwood afviser igen og igen den usynlige præsident Obamas imaginære tilråb om at holde kæft.

”Jeg tænkte … jeg tænkte, ja … der er et … Jeg har ikke tænkt mig at holde kæft! Det er min tur nu! [Latter]”

Som talen skrider frem, bliver det mere og mere vulgært. Eastwood topper til sidst med at antyde at Obama beder Eastwood sige til Mitt Romney at han skal stikke et eller andet op i røven.

”Hvad? Hvad skal jeg sige til Romney? Det kan jeg ikke sige til Romney. Det kan han ikke gøre på sig selv. [Latter og applaus] Du er jo skør. Du er lige så slem som Biden! [Latter]”

Det er ikke just en virkelighedstro udgave af præsident Obama som Eastwood fremmaner.

Hvorfor så betegne det som åndemaneri og ikke som en retorisk personificering af en stol eller en slags fiktiv samtale? Indrømmet, sandsynligvis blev hverken de konkrete tilhørere eller seerne derhjemme rystet i deres grundvolde af Eastwoods evner som åndeligt medium eller præsident Obamas pludseligt spøgende tilstedeværelse ved konventet. Det var bare en leg, fiktion, et retorisk greb. Men sagen er at samtalen med en usynlig person eller et genfærd ikke bare var grebet ud af ingenting og ikke er uden forhis-torie. Den amerikanske selvforståelse som det republikanske parti kan siges at repræsentere, og som den visuelle og auditive iscenesættelse af Eastwood manifesterer, er og har altid været præget af genfærd og (uh)åndgribelige fænomener.

Genfærdet markerer grænsen mellem person og ikke-person

Når genfærdsfiguren er central i den amerikanske historie om racediskrimination af afroamerikanere, er det fordi den illustrerer grænsen mellem hvad man historisk har forstået som en per son og ikke-person. I den amerikanske nations spæde begyndelse definerede de allerførste slavehandlere typisk en afrikansk slave til at være tre femtedele af et (hvidt europæisk) menneske. De havde status af arbejdsmateriel og blev ikke set som personer eller slet og ret hele mennesker, hverken juridisk eller politisk. Tre århundreder senere i 1956 vandt den afroamerikanske Ralph Ellison en Pulitzerpris for sin roman Den usynlige mand. Den socialrealistis-ke roman beskriver i detaljer hvordan den navnløse hovedperson både var og følte sig usynlig for omverdenen fordi han var afroamerikaner. Nutidige litterære forfattere som Philip Roth og Toni Morrison har også brugt genfærdsfiguren som omdrejningspunkt til at beskrive raceforskelle. Morrisons Pulitzer-vindende roman Elskede handler om hovedpersonen Sethes hjem-søgelse af den nyfødte datter ”Elskede” som hun dræbte for at frisætte hende fra slaveriets forfærdeligheder.

Så at USA skulle være såkaldt ’post-racial’ – altså være kommet ud over raceproblemer – efter Obamas udnævnelse til præsident, er i sin kerne også et opgør med den kulturelle forestilling om og retoriske figur af afroamerikanere som usynlige og spøgende ikke-personer. Så meget desto mere er Eastwoods fremstilling af præsident Obama som den usynlige afroamerikanske præsident en smertelig på-mindelse om et traumatiserende centralt retorisk træk i afroamerikan-eres kamp for borgerrettigheder og ligestilling.

Clint Eastwood spørger den usynlige Obama ud om krigen i Afghanistan

Hængte stole som racistisk symbol

I dagene efter konventet viste slaveriets kollektive traume sig med et nyt ansigt. Eastwoods opsigtsvækkende retoriske samtale med den usynlige Obama dannede grundlag for meget konkrete og symbolsk voldelige pro-tester mod præsident Obama. I Austin, Texas, rapporterede lokale nyhedsmedier at en husejer havde klynget en tom stol op i et træ i sin forhave. Blandt de lokale medier og de kommentarer artiklerne fik på nyhedssiden, blev der ikke tøvet med at sætte protesterne i forbindelse med Eastwoods tale og tolke dem som en symbolsk lynchning af præsident Obama med reference til fortidens lynchninger af afroamerikanere. Senere samme dag meddelte et nyhedsmedie i Centerville, North Carolina, om den samme type lynchning af en tom stol, men denne gang med en klar reference til præsident Obama i form af et påklistret amerikansk flag hvor der stod ”Nobama”.

Hvis Eastwoods retoriske åndemaneri til konventet før fremstod som et mærkeligt underholdningsmoment, fik det med de drabelige anti-Obama-protest-er en klar og håndgribelig reference i virkeligheden. Eastwoods åndemaneri blev transformeret fra obskur retorisk samtale til en genåbning af slaveriets dybe sår som almindelige folk fra Texas og North Carolina nu kunne risikere at møde i deres boligkvarterer. Fra et retorisk perspektiv er de mordopford-rende protester en påmindelse om hvilken legitimerende styrke officiel politisk retorik kan have. De vidner om at uskyldige retorik- og kulturhistoris-ke sprogtræk som genfærdsfiguren kan have stor følelsesmæssig vægt for specifikke dele af samfundet. Ofte kan den slags idiomer, retoriske figurer og sproglige billeder være vidnesbyrd om nogle centrale elementer i kulturel og politisk selvforståelse.

Den amerikanske selvforståelse er fuld af genfærd

I sin bog The National Uncanny. Indian Ghosts and American Subjects spørger kulturhistorikeren Kathleen Bergland netop om hvorfor Amerika skriver om sig selv som værende hjemsøgt. Hun argumenterer for at det grundlæggende træk i amerikanernes nationale selvforståelse er forestillingen om ’de amerikanske andre’. Hun undersøger amerikanernes plagede forhold til de amerikanske indfødte og den måde deres ”irrationalitet”, ”overnaturlighed” og ”flertydighed” har været et centralt tema i amerikansk litteratur gennem 300 år (hvad der også er relevant for moderne populærkultur i øvrigt. Bare tænk på hvor mange skrækfilm der handler om et hjemsøgt hus bygget på en begravelsesplads for indfødte amerikanere). Hendes hovedpointe er at den amerikanske nation som guds eget land funderet på rationalitet, privat ejendomsret og frihed skal forstås på baggrund af de mørke andres ambivalente og overnaturlige tilstedeværelse. De mørke andre og deres overvirkelige kosmologi personificerer hvad den amerikanske nation voksede eller rettere oplyste sig ud af.

Den nationale selvforståelse Bergland skriver om, stemmer meget godt overens med den Eastwood præsenterer os for i sin tale.

”Noget som jeg synes er meget vigtigt. Det er at I – vi – vi ejer dette land… [Jeg] synes det er vigtigt at I indser at I er de bedste i verden. Hvad enten man er demokrat eller republikaner eller om man er libertær eller hvad man er, I er de bedste.”

Hvis vi skal følge Berglands argument, så vil de amerikanske andre – afroamerikanere og amerikanske indfødte – være flertydigt og overnaturligt til stede i det amerikanske ”vi” der ”ejer landet” og er ”de bedste”. Som den historiske retorik viser os, har afroamerikanere og amerikanske indfødte ikke altid været en del af det amerikanske ”vi” fordi de ikke blev betragtet som personer. Både de genfærd som Eastwood selv maner frem, og de som amerikanernes nationale selvforståelse bygger på, vidner om hvordan begreb-et ”person” er historisk betinget og foranderligt. Retoriske former og figurer er sjældent uden kulturel forhistorie og kan i situationer som Eastwoods fremmane genfærd på godt og ondt.

En retorisk ressource der kan generere had

Eastwoods tale blev genstand for heftig kritik og latterliggørelse af både repub-likanske og demokratiske kommenta-torer. Uanset hvad man måtte mene om talens retoriske effekt til konventet og i valgkampen som helhed, så giver den os indsigt i et stykke retorisk historie. Talen bærer vidnesbyrd om hvordan vi op gennem historien sprogligt har afmærket grænserne mellem person og ikke-person, inklusion og eksklusion, menneskelig anseelse og usynlighed, rationalitet og overnaturlig besættelse. Genfærdsfigurer, ånder og usynligheder kan betegne det der ligger på kanten af lovens hensyn. Genfærdsretorik har historisk været brugt til at placere ikke-hvide mennesker uden for loven i en etisk tvivlsom sfære hvori de bliver genstand for undertrykkelse og udnyttelse. De indfødte amerikanere var sat uden for loven på grund af deres overvirkelige kosmologi, og afroamerikanere var usynlige for loven i kraft af deres status som ikke-person-er. Men som de voldelige protester mod Obama viser, er den slags genfærdsretorik ikke kun et symbolsk levn fra fortiden. Det er stadig en retorisk ressource der kan generere hadefulde politiske deklamationer på uhyggelig konkret vis.

R

Læs mere:

Bergland, Renée L.: The National Uncanny: Indian Ghosts and American Subjects, UPNE, 2000.

Derrida, Jacques: Specters Marx: The State of the Debt, The Work of Mourning & the New International, Taylor & Francis, 1994.

Ellison, Ralph: Invisible Man, 2. udgave, Vintage, 1995.

Gordon, Avery F.: Ghostly Matters: Haunting and the Sociological Imagination, University of Minnesota Press, 2008.

Morrison, Toni: Beloved, Vintage, 2004.

Roth, Philip: The Human Stain: A Novel American Trilogy, Vintage, 2001.

Om forfatteren
Mathias Møllebæk. Retorikstuderende ved Texas University at Austin og Københavns Universitet.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 36-39.