Retstalen på komedie: Ciceros forsvarstale for Marcus Cælius

En spektakulær retssag udspiller sig mellem berømtheder i Roms politiske og mondæne liv. Ciceros forsvarstale er kendt for sit sprudlende vid og er et mesterligt eksempel på overtalelse der satser på etos og på at underholde.

Retstalen på komedie: Ciceros forsvarstale for Marcus Cælius

Charlotte Jørgensen.

 

Året er 56 f.Kr. hvor der den 3.-4. april føres retssag mod den unge Marcus Cælius Rufus mens resten af Rom fejrer Ludi Megalenses. Normalt ville retten være lukket, men da anklagen lyder på vold af statsfarlig karakter (de vi), må de tilstedeværende undvære festlighederne.

De optrædende

Anklagepunkterne mod Cælius er blandt andet drab på en gesandt fra Alexandria og forsøg på giftmord på Clodia, Cælius’ tidligere elskerinde. Cælius benægter anklagen (status conjecturalis) og bliver frifundet. Som det er almindeligt på Ciceros tid, er retssagen syltet ind i magtkampe hvor retstaler bruges til at få skovlen under politiske modstandere. Hovedanklageren er formelt den 17-årige Atratinus der prøver at afværge en sag om valgbestikkelse rejst på ny af Cælius mod hans far. Som den ene af sine to advokater har han Clodias bror, politikeren Publius Clodius (eller måske en slægtning med samme navn). Under det hele spøger Catilina-sagen: Politikeren Clodius er Ciceros politiske og personlige ærkefjende. Det er ham der var skyld i at Cicero måtte drage i det nyligt afsluttede eksil fra Rom.

Cicero taler som den sidste af forsvarerne efter Cælius og sin medadvokat Crassus og tager sig af de to anklagepunkter. I det første anklagepunkt går beskyldningen ud på at Cælius skulle have lokket nogle guldsmykker fra Clodia til bestikkelse af slaver i forbindelse med snigmordet på gesandten. Og det andet anklagepunkt lyder at Cælius skulle have sendt en ven af sted med en krukke gift som på en badeanstalt skulle overdrages til nogle af Clodias slaver – som imidlertid havde advaret hende så hun nåede at planlægge et bagholdsangreb – men at overdragelsen blev forkludret så vennen slap væk med giften uden at blive taget på fersk gerning.

Cicero anlægger i sit forsvar en strategi med devisen ’det bedste forsvar er et angreb’: Det hele er pure opspind, fabrikeret af Clodia. Og Cicero sætter derfor kræfterne ind på at hvidvaske Cælius og navnlig sværte Clodia til. Hun har i forvejen det værst tænkelige omdømme i folkemunde: en over-
klassekvinde med tilnavnet quadrantaria, det vil sige til salg for en småmønt; rygterne svirrer om incest med Clodius, og hun mistænkes for at have forgivet sin mand. Quintilian oplyser at Cælius har kaldt hende quadrantaria Clytaemnestra, altså på én gang billig luder, utro hustru og mandemorder.

 

Nettet strammes

Talen falder i fire dele hvoraf I exordium, III argumentatio og VI peroratio følger mønsteret for retstalers opbygning. Men eftersom Cicero påstår at anklagerne er det rene opspind, kan han dårligt give sin fremstilling af begivenhedernes gang. I stedet for narratio lader Cicero derfor talens relativt lange del II være et moralsk forsvar for Cælius. Han drejer den blot til en moralsk anklage mod Clodia, en etos-bearbejdning med personskildringer (ethopoiia) der har til formål at opbygge Cælius’ ikke alt for gode omdømme og forstærke Clodias dårlige rygte. Med hensyn til inventio og stil vælger han komedien som talens gennemgående ledetråd. Hermed afbøder han blandt andet den ærgrelse dommerne måtte føle over ikke at kunne komme med til de forestillinger som spilles ude i byen.

I del I inddrager Cicero de tre standard-indledningstopoi, med størst vægt på at vække dommernes opmærksomhed frem for at belære og stemme dem velvilligt. At det hele er en farce, anslås straks med den absurde kontrast mellem lovens alvor og den konkrete sag: Hvis en udenforstående kom her, ville han undres såre, og når han til slut hører…

“… at en vis letlevende dame spinder sine intriger mod ham, så vil han sikkert […] finde, at denne kvindes frækhed går for vidt og bør bremses, og derhos beklage jer dommere, som, medens alle andre holder ferie, må varetage eders byrdefulde hverv.”

Det varer længe før Cicero siger navnet, men alle ved selvfølgelig fra starten hvem han taler om. I talens karaktertegnende del II levendegør Cicero en række af komediens persongalleri: den unge helt (Cælius) der har ladet sig forblænde af den erfarne forførerske (Clodia), den onde skurk (Clodius), den gamle, forargede revser og den milde, overbærende faderfigur (spillet af Cicero selv). For Cælius’ vedkommende samles argumentationen under toposen ’ungdom og galskab’. Hans fejltrin bagatelliseres: Hvem har ikke i sin pure ungdom handlet overilet og uklogt? Men nu hvor han har løbet hornene af sig, har han vist sit stræbsomme samfundssind og har en lovende karriere foran sig. Hele det moralske forsvar for Cælius er indirekte vendt mod Clodia – stadig uden at nævne hendes navn, men med omskrivninger som “denne moderne Medea fra Palatinerkvarteret”.

Det frontale angreb

Efter at have leget katten efter musen med hende, tager Cicero endelig bladet fra munden:

“Her er det altså, hele slaget skal stå, dommere! Og det med en kvinde, der bærer et både berømt og berygtet navn: Clodia. Ikke ét ord skal jeg sige om hende ud over, hvad der kræves af hensyn til mit forsvar. Men […] hvis sagerne nu står sådan, at jeg blot behøver at sætte denne kvinde ud af spillet, for at alle angreb og beskyldninger mod Cælius skal falde til jorden, er det så ikke min, hans forsvarers pligt at slå angrebet tilbage der, hvor det truer?
Nuvel, det skulle jeg også gøre med ganske anderledes eftertryk, hvis der ikke netop bestod et personligt uvenskab mellem mig og denne kvindes mand – hm, hvad jeg ville sige – broder – det tager jeg altid fejl af! Men i betragtning heraf vil jeg fare med lempe og ikke gå hende tættere på livet end min pligt som forsvarer byder mig. Desuden har jeg aldrig sat en ære i at kæmpe med en kvinde, og allermindst med en, der altid har gået for at være ikke så meget nogens fjende som alverdens veninde.”

Den slet skjulte ironi er her blevet til tyk ironi hvor Cicero med sin simulerede decorum føjer spot til skade. Det er typisk for både stilfigurerne correctio og præteritio at de fremhæver den fortalelse som efterfølges af selvrettelsen (modsat den ægte fortalelse) og sætter fokus på det man siger, samtidig med at man benægter at gøre det. Præteritio er en af talens mest karakteristiske stilvirkemidler.

Et andet meget markant stiltræk er prosopopoiia, fingeret tale i replikker som taleren lægger i en andens mund, og som altså hører til de dramatiske stilfigurer. Efter det frontale angreb tiltaler Cicero Clodia i to monologer hvor han først spiller rollen som hendes forfader, den gamle Appius Claudius der anlagde Via Appia og akvædukten i Rom:

“Kvinde, hvad har du med Cælius at gøre, med en purung mand […] Hvortil dette frændskab med ham, at du overgiver ham dit guld, eller dette fjendskab, at du frygter hans gift? […] Hvorfor har din broders laster tilskyndet dig mere end din faders og bedstefaders og alle mandlige og kvindelige aners dyder? […] Har jeg derfor ledet vand hertil, for at du dermed skulle aftvætte din utugts skændsel? Har jeg derfor anlagt min vej, for at du, forfulgt af fremmede mænd, skulde stoltsere derpå?”

Men holdt! Jeg begynder at blive bange for, at denne alvors-skikkelse, jeg selv har manet op fra de døde, skal vende sig i al sin tugtemesterbarskhed mod Cælius […] Men du, Clodia – nu taler jeg nemlig til dig i mit eget navn uden talerør – hvordan tænker du på at få alle dine ord og handlinger, dit komediespil, dine intriger og bagtalelser frikendt? […] Altså bort med denne upolerede gamling; han lugter jo næsten af
stald! Nej, lad os hellere tage […] din yngste broder, der er noget af det mest polerede, og som hænger ved dig med den varmeste hengivenhed, han som putter sig i sengen hos store søster, den søde buksetrold, fordi han er bange for bussemænd! Tænk dig ham sige til dig:

“Men Clodia dog […] Som det hedder i komedien “Bevares for et postyr blot for en omelet!” Nu har du igen set en ungersvend i nabolaget og helt forgabet dig i hans ferskenteint og hans smækre figur […] Men himmel, hvad sker? Han er obsternasig, slår bag ud, beder dig ryge og rejse, gider ikke have dine gaver, hvis han skal tage dig med i købet! Ja men herregud, så slå dig da på en anden! Hvad har du ellers din have til nede ved Tiberen, der er omhyggelig valgt netop der, hvor alle de unge mænd kommer ned og bader? Der kan du jo, så tit du lyster, tage sagerne i øjesyn. Lad dog være med at hænge over ham, når han nu ikke vil have dig!”

 

Clodias dårlige folkekomedie

Som det fremgår af citaterne, er den danske og her let forkortede tekst et eksempel på en meget fri – og bramfri – oversættelse som tilstræber en gengivelse i Ciceros ånd på et tidssvarende sprog omkring 1930. Foss lader for eksempel Cicero tale tysk og sige at så “liegt dort der Hund begraben” (for hinc illae lacrimae) og bruge udtryk som at det “gælder til Wandsbeck”.

For at gengive de mange allusioner til komedier låner oversættelsen udtryk fra Holberg (fx “Mosjø Licinius”, “kanskesens”). Det gøres mest intensivt i del III om de to anklagepunkter. Begge tilskrives intriganten Clodia og gendrives som helt usandsynlige. Cicero får pillet både historien om guldsmykkerne og om giften fra hinanden som selvmodsigende. Anklagernes fremstilling af det sidste bliver hos Cicero spillet som en komediescene hvor intrigen optrævles som en “folkekomedie … uden hoved og hale” og ender i den rene farce:

“Clodias folkekomedie bliver altså til rent fjælebodsgøgl: man kan ikke hitte på nogen slutningsscene, hvorfor en river sig løs og styrter ud i kulissen, de andre efter ham, stortrommen røres, og tæppet går ned – værs’go mine herskaber, udgangen er derhenne!”

 

Bag komedien truer tragedien

Gennem hele talen er etos den dominerende appelform, men der er naturligvis også logos, og undervejs finder vi enkelte passager med stærk patos. I den ret lange peroratio med de tre traditionelle elementer opsummering, forstørrelse og medlidenhedsappel skruer Cicero op for følelsesappellen. Det er Sextus Clodius han omtaler her i starten – altså ikke Clodias broder, men en af hans bandeledere der huserer i Roms gader og blandt andet har revet Ciceros hus ned da han var i eksil. Han har forsøgt…

“… at ophidse slaverne til at lægge byen øde med ild og sværd. Og nu beder og bønfalder jeg jer, dommere, her, hvor ovennævnte person er blevet frikendt ved en kvindes indflydelse, i den samme stat må I ikke udlevere Cælius til en kvindes forgodtbefindende; lad ikke denne kvinde tillige med sin mand få den triumf på samme tid at have frelst den modbydeligste bandit og knust den braveste ungersvend!”

Bemærk at der denne gang ikke er nogen selvrettelse. Den latinske tekst er endnu mere eksplicit: Her omtales Clodius som “mand og bror” (conjuge et fratre).

I det sidste afsnit svinger Cicero sig op til patos og høj stil for fuld udblæsning. Det indledes med følgende kiasme, gentagelsesfiguren i krydsstilling (som på latin kun har grammatisk krydsstilling: conservate parenti filium, parentem filio):

“Nej, riv ikke sønnen fra hans fader eller faderen fra hans søn! Lad det ikke siges om eder, at I har foragtet en olding, der lå i fortvivlelsens mørke, eller at I har svigtet – svigtet? – nej omstødt og kuldkastet en yngling, der stod i de gode løfters strålende skær! […]”

At talen er stilistisk vellykket og argumentationen effektiv, kan dårligt betvivles. Om den så i øvrigt lever op til krav om god retorik, er mere usikkert. Den indbyder til diskussioner om redelighed og sexistisk kønsmoral, og tendensen til forenkling i sort og hvidt er oplagt. Men diskussionen er dømt til at ende blindt. Vi har kun Ciceros fremstilling, og i sidste ende afhænger en vurdering af talens redelighed af om hans fremstilling har bund i virkeligheden. Hvorom alting er: Clodia er øjensynlig færdig og forsvinder ud af historien. Man hører ikke et ord om hende efter denne sag.   R


Læs mere:

Cicero: “Forsvarstale for Marcus Cælius”, overs. af Otto Foss. Rom 2. Gyldendals Bibliotek, 1928-1930: 93-133.

James M. May: Trials of Character: The Eloquence of Ciceronian Ethos. The University of North Carolina Press, 1988.


Bibliografisk

Af Charlotte Jørgensen. Lektor emerita i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 31-33.
35098

Lämna ett svar