Recension
Gert Z Nordström (red.): Rum Relation Retorik – ett projekt om bildteori och bildanalys i det postmoderna samhället. 445 sider. Carlsson, Stockholm.
Bibliografiskt
Forfatter: Jens E. Kjeldsen.
Rhetorica Scandinavica 8 (1998), s 70-77.
Recension
I midten af 80’erne startede Gert Z Nordström sammen med Björn Eneroth og Jockum Nordström et forsknings- og udviklingsprojekt som gennem ‘konkret bildskapande’ skulle illustrere og eksemplificere vigtige træk i billedgrammatikken. Projektet blev udarbejdet ved Institut för Bildpedagogik ved Konstfack i Stockholm, og blev kaldt 3R, og nogle gange RRR, efter hovedbegreberne rum, relation og retorik. Mange personer, teorier og synspunkter har været tilknyttet projektet frem til i dag, men fælles for dem alle er, i følge projektleder Nordström, at de har ønsket at synliggøre billederne som sprog og “skapa en ny motiverad begreppsapparat och en teoribyggnad likvärdig den som bildar bas för verbalspråkets semantiska och grammatiska frågeställningar” (side 14).
Projektet har også involveret forskere fra Norge og Danmark og har blandt andet resulteret i udgivelser som: Bildspråk och bildanalys (1984), Uppslagsbok i bildanalys (1985), Påverkan genom bilder. En studie av olika bildtypers påverkningseffekter (1986), Bilden i det postmoderna samhället. Konstbild – massbild – barnbild (1989) og Barns bildspråk (1991). Den foreløbige afslutning på projektet foreligger med den næsten 450 sider lange antologi Rum Relation Retorik – Ett projekt om bildteori og bildanalys i det postmoderne samhället (herefter RRR). Antologiens første halvdel handler om billedteori og dens sidste halvdel om billedanalyse.
I betragtning af at værket på mange måder fungerer som en opsamling og foreløbig afslutning på projektet, er det påfaldende lidt nyt bogen bringer. Projektet har været i vinden før, da Gert Z Nordström i 1983 blev kändis efter at Göran Sonesson – med henvisning til Nordströms vægt på pragmatisk analyse og teoretisk mangelfuldhed – i artiklen “Semiotik vs. Zemiotik” stemplede ham som en ‘folkhemssemiotiker’. Nordström gjorde imidlertid lasten til en dyd og understreger i RRR at han aldrig vil blive nogen akademisk “renlärig semiotiker” men i stedet vil forsøge at skabe nye teoretiske værktøjer som kan bruges til konkrete billedanalyser og billedfremstillinger. Som impressionisterne tog han således sit øgenavn til sig og benævnte sine bestræbelser for Zemiotik.
Bogen indledes med en redegørelse for denne Zemiotiske billedteori, men både her og bogen igennem forbliver det uklart hvorved zemiotikken adskiller sig fra semiotikken, i al fald på detailniveauet. Den overordnede forskel på de to synes dog klar: zemiotikken (hvis vi da kan og bør forstå den som en samlet og helstøbt teori) har først og fremmest praktiske mål, den beskriver og behandler konkrete billeder og undersøger deres kommunikative egenskaber, fortrinsvis med det pædagogiske formål at udvikle analysemetoder. Hvor zemiotikken i denne forstand er ideografisk orienteret, er semiotikken – hvorfra det teoretiske fundament og hovedinspirationen kommer – nomotetisk orienteret. Semiotikken er en lære om meningsskabelse, ikke om billedanalyse.
I praksis viser forskellen sig for eksempel ved at zemiotikken har en pragmatisk indstilling – nogen ville sikkert sige unuanceret – til problematikken om tegnets arbitraritet og dets ikonicitet. Symptomatisk håndteres sådanne problemstillinger ikke teoretisk, men konkret ved at tage hensyn til kontekster og graden af ikonicitet i hvert enkelt tilfælde. Nogle gange er ikoniciteten essentiel, skriver Nordström, for eksempel ved brug af foto som dokumentation; andre gange er den uvæsentlig, som i et billede af Piet Mondrian. Zemiotikken lægger vægt på konteksten, og selvom det ikke ekspliciteres er en sådan situationel holdning i sin grund retorisk.
Selvom både projektet og bogen på denne måde kan tilskrives en retorisk orientering er brugen af retorisk indsigt dog ufuldendt. De overordnede definitioner og beskrivelser af retorikken rummer som regel noget der ligner et retorisk helhedssyn, men i den konkrete brug af retorikken i analyser og teoretiske overvejelser forsvinder det retoriske helhedssyn ofte til fordel for strøbemærkninger som “Alla bilder är metonymiska i den mening att de reducerar den värld de gör anspråk på att beskriva” (side 15). I afsnittet “Skillnaden mellan relation och retorik” skelner Nordström mellem tre forståelser af retorik: 1. Tomme ord, 2. Kunsten at overbevise og 3. Talekunst.
Sammen med begrebet ‘relation’ udgør ‘retorik’ efter sigende to af RRR-projektets hovedbegreber. Ifølge Nordström bygger al retorik på tegnrelationer, men relationerne indebærer ikke nødvendigvis retorik. Retorik kræver nemlig bestemte greb. Der findes således både retoriske relationer og a-retoriske relationer siger Norstöm. Relationer defineres som: “syntagmer, sekvenser, diskurser och vad vi nu vill kalla dem” (side 47).
Men det er en semiotisk-strukturel vildfarelse at det såkaldte a-retoriske kan skilles fra det retoriske ud fra ytringers struktur alene. Når en sætning som “Bill Clinton er en rigtig familiefar” udtrykkes ironisk, så er der ikke ændret ved sætningens struktur eller interne tegnrelation; det retoriske ved ytringen skyldes derimod situationen og den ironiske intention.
Det retoriske findes derfor ikke primært i strukturen, men i situationen. Zemiotikken hævdes godt nok at anvende fire kontekster: 1. Indre kontekst (relationerne i analyseobjektet, for eksempel et avisfoto), 2. Ydre kontekst (relationerne mellem analyseobjektet og de nære omgivelser, for eksempel tekst og billeder på avissiden som omgiver avisfotoet, 3. Sender-kontekst (afsenderens kommunikationssituation), 4. Modagerkontekst (det sproglige og sociale miljø som omgiver modtageren under den konkrete tolkningsagt). Retorisk analystisk set er det ikke alene fornuftigt, men essentielt, at tænke på konteksten. Problemet med brugen af disse kontekster inden for zemiotikken er imidlertid at de synes at blive behandlet adskildt. Retoriske analyser handler om – eller bør handle om – forbindelserne mellem de forskellige kontekster, og denne forening kan vi kalde den retoriske situation.
Ulf Klaréns tekst “Fullständigt kaos och begränsad helhet – om perception, kognition och bild” giver til tider reminicenser til Ernesto Grassi, som blandt andet i artiklen “Retorik og filosofi” (Rhetorica Scandinavica 5/98) placerer det emotionelle og det ‘visuelle’ som grundlaget for menneskelig erkendelse.
I stedet for at støtte sig til den traditionelle “ord- eller symbolmodellen” for mental representation søtter Klarén sig til hvad kognitionsforskeren Peter Gärdenfors forslagsvis kalder billedmodellen eller den analoge model. Gärdenfors taler om indre “föreställningsmässiga rymder (conceptual spaces), i vilka sinnesinformationen kan representeras strukturalt och bilda ‘föreställningsmönster’” (side 59).
Med Locke og Susanne Langer påpeger Klarén senere at: “inte den medvetna logiska slutledningen utan den intuitiva ingivelsen [är] det ursprungliga och centrala i tankeprocessen och det medvetna logiska tänkandet [är] ett av den mänskliga kulturen med möda erövrat ‘hjälpverktyg’; en metod, som ingår i vår tradition och som vi måste lära oss att behärska” (side 69).
Som flere af de andre i bogen griber Klarén fat i (for) mange interessante problemstillinger, men det bliver ved spørgsmålene. Og som flere af bogens andre bidrag hedder underrubrikken “om perception, kognition och bild”. Få af artiklerne har karakter af at søge svar på afgrænsede spørgsmål, de fleste er snarere tanker om noget eller rundt om noget, og de fremstår derfor uden retning, fokus og sammenhæng.
I modsætning til Klarén er Kenneth Karlsson dog i sin artikel “Från Saussure till Ricœur – en kritisk studie om hur och vad i bildspråket” ude i et bestemt ærinde, som han tilmed formulerer ganske klart. Karlsson foreslår en udvidet model for forståelsen af sproget. En model som både fastholder og favner over et skel mellem billedets hvordan og billedets hvad. Billedets hvordan refererer til det strukturelle semiotiske studie af forholdet mellem udtryk og indhold. Det er et systemisk studie som søger at forklare hvad tegnet (for eksempel billedet) er og hvordan det betyder, og som ser på hvilke betydningsbærere der findes i tegnet. Billedets hvad, derimod, handler om sammenstillingen af tegnene, om hvad billedet gør, hvad det betyder, hvilket betydningsindhold det har.
For Karlsson åbenbarer distinktionen mellem hvordan og hvad at billedets mening hverken genereres af koden eller findes i selve billedet, men må findes i receptionen af billedet. At studere langue alene er at udelukke taleren, tilhøreren og det man taler om, siger Karlsson. Netop derfor, kan vi måske tilføje, kan Saussure-inspireret strukturalisme, hvor nyttig den end er i andre sammenhænge, aldrig være en cetral teori i retoriske overvejelser. Den er nemlig ikke særlig velegnet til at lære os noget om hverken retoriske ytringer eller situationer, fordi den ikke siger noget om ytringers hvad, og fordi dens behandling af ytringers hvordan ikke beskæftiger sig med hvad sproget gør når det trancenderer sig selv og siger noget om verden.
Karlsson peger på at hvis skal vi forstå hvad noget betyder må vi inkludere parole, taleren, tilhørerne og emnet som betydningsgivere. Det gælder om at se hvordan billedet (ytringen) både er semantisk afhængig og uafhængig. På den ene side skal et billede forstås afhængigt af intention, reference og reception, og på den anden side har billedet en egen struktureret mening. Det er i følge Karlsson denne afhængige uafhængighed som gør at betydningen ikke er “buren i bilden utan ytterst i vilken betydelse den får för betraktaren”. Den tolkende bevægelse kan kun fanges ud fra betragterens horisont. Det strategiske moment i tolkningen, fortsætter Karlsson, skal derfor placeres hos tolkeren, ikke hos ophavsmanden eller i selve billedet. Karlsson placerer altså ikke begrebet intention hos afsenderen, men forstår det som en teleologisk antagelse, betragterens antagelse om at der findes en intention.
Dette skel mellem hvordan billeder betyder og hvad de betyder gør det klart hvilke problemer og opgaver henholdsvis den Saussure-inspirerede semiotik og den semantiske tilgang har. Med vægten på sammenstillingen af tegn, på hvad billedet gør, på betydningsindholdet og på intention, reference og reception, er den semantiske tilgang i slægt med en retorisk tilgang. Også med henblik på at billedets mening, dets indhold, forventes at fremkomme i en tolkende pendling, en hermeneutisk cirkel, mellem beskuerens viden om verden og hans viden om billedrealiseringer.
For retorikeren er skellet mellem hvad og hvordan i den beskrevne form dog ikke helt uproblematisk. Retorisk analyse handler om parole og placerer sig under Karlssons hvad. Men omvendt vil det centrale i en retorisk analyse netop involvere spørgsmål om hvordan. Ikke hvordan diskursen betyder, men hvordan det virker og påvirker. Hvordan skabes appellerne i et budskab? Hvordan virker henvendelsen overbevisende? Hvordan påvirker en taler sine tilhørere? Det retoriske hvordan hører således ikke til i den systemiske analyse af langue, men først og fremmest i en situationel eller kontekstuel forståelse og analyse af parole.
Uden at være båret af noget samlende fokus formidler Henrik Göranssons og Jens Prenkes “Serien det oäkta barnet” trods alt indsigt i tegneserien som genre. Forfatterne anerkender tegneserien som en fortælleform der er både kunstnerisk og underholdende, og som – med kunstkritikeren Peter O. Nilssons ord – udgør den vellykkede forening af trivialitet og unicitet. I kompleksitet og æstetik står tegneserien ikke tilbage for den skrevne roman, og gennem den visuelle udformming kan den effektivt støtte og vække de stemninger og følelsesappeller som findes i historien.
Göransson og Prenke giver ikke noget grundlæggende nyt og selvstændigt bidrag til viden eller teorier om tegneseriekunsten, men støtter sig i overvejende grad til teoretikeren Scott McCloud. For Scott McCloud er det specielle for serien ikke i første omgang forholdet mellem billeder og ord, som mange har påpeget, men i stedet forholdet mellem billeder og billeder, formidlet gennem de tomme rum mellem billedrammerne. En anden meget citeret McCloud-pointe er reglen om forenkling: Jo enklere en figur er tegnet, desto nemmere er det for læseren at identificere sig med figuren. Fordi vi oplever vores ydre verden i hele dens detaljerede rigdom, men har et relativt stiliseret billede af os selv, vil vi som læsere identificere os lettere med et forenklet billede af et menneske end med en mere fotorealistisk afbildning. Stiliserede figurer som Tintin lader os derimod projicere hvordan vi oplever os selv, og fører til at vi kan identificere os med serien og seriefiguren.
Ved hjælp af både Scott McCloud og et stort udvalg af eksempler illustrerer forfatterne at tegneserien er en retmæssig selvstændig kunstform, og det med et engagement som klæder teksten. Et af forbillederne er tegneren Frank Miller som skabte banebrydende serier som Batman (oprindelig Dark Knight) og DareDevils. Fællesnævnere for de serier som forfatterne betragter som innovative er deres slægtsskab med filmens fortælleteknikker. Det gælder specielt for Dave Mckean og Neil Gaimans Black Orchid som, ud over udpræget brug af zooming, blandt andet bruger associative montageovergange som vi kender fra filmskaberen Eisenstein.
Thomas Koppfeldt har haft teoretisk ansvar for retorikken i RRR-projektet. Pointen i hans “Retorik och narration i den rörliga bilden” er at en visuel narrativ fremstilling i sig selv virker overtalende. Sammenlignet med retorikkens klassiske talesituation hvor talerens visuelle tegnarsenal er det eneste som ‘ses’, opfatter Koppfeldt de levende billeder som ‘selve talen’. Samtidig er taleren ‘usynliggjort’ og ‘bliver et’ med modtageren gennem den fælles altseende betragterposition. Fra at have haft en lydlig og verbalsproglig fremtrædelsesform, bliver evidentia til noget synligt af billedsproglig karakter hvor det teknologiske mellemled, selve formidlingen, er usynliggjort.
Koppelfeldt taler om den ‘tredje betragterposition’ hvor billedet hverken viser de agerende eller det de ser på. Billedet ses i stedet fra den usynlige fortællers synsvinkel. Det karakteristiske ved levende billeder er at fortæller og billedudsagn på denne måde smelter umærkeligt sammen. Det retorisk overbevisende i sammensmeltningen findes i at handlingen (den narrative visuelle fremstilling) siger: ‘Sådan er det, det kan du jo selv se’. Betragteren har ikke andet valg end at følge med i fremstillingen, og det bliver derfor umuligt for ham at bevæge sig frit i det narrative rum. På denne måde fastholder handlingen (narrationen) den iagttagendes engagement i fremstillingen. Beskueren både be-griber og gribes af den visuelle narrations dramatiske fremstillingsform. Narratio handler således om at vinkle sagen på den rette måde. Det samme gælder for troper og figurer.
De retoriske tanker om ord- og tankefigurer, siger Koppfeldt, handler om at give indholdet det rette og passende udtryk. Figurerne skal give udtrykket spænding, rytme og klang, og vække interesse for indholdet. Den antikke taler anvendte for eksempel tankefigurer ved at beskrive (descriptio) eller berette (narratio), og stod derved over for problemstillinger som producenter af levende billeder står overfor i dag: Hvordan skal man skal tage stilling til emnet så det synes i billederne? Hvert eneste valg af billeder og indstillinger repræsenterer en stillingtagen i forhold til hvordan man rumligt placerer sig. På denne måde er for eksempel kamerabevægelser som tiltning, panorering, zooming, og så videre paralleller til antikkens troper og figurer.
På lærredet forenes motivets og kamraets bevægelse med bevægelsen af betragterens blik. Gennem organisering af relationerne mellem disse bevægelser beordres, anmodes eller overbevises betragteren retorisk til at afsøge billederne, hævder Koppfeldt. Det persuasive findes i at afsenderen gennem sammenstillingen af billederne gør betragteren så optaget af bevægelserne i billedrummet at han ikke vægrer sig mod overtalelse. Levende billeder kan på denne måde enten binde betragterens blik eller give ham mulighed for at lade det vandre frit. Hvis ‘billedrummet’ bindes eller styres og er så lukket at betragteren kun når at følge hovedsporet, når han ikke at undersøge det yderligere. Koppfeldt betragter denne styring af blikkets bevægelse over billedet som retorisk overtalende frem for dialektisk fordi eftertanke og reflektion får mindre plads.
For Koppfeldt er dette typisk for moderne massemedieret billedsprog. Den nuværende retoriske situation består af pludselige, fragmentariske og kortvarige tiltaler hvor forbindelsen konstrueres gennem en omfattende (inter)aktivitet fra modtagerens side. Skriftkulturens eksternaliserede tekst gav mennesket mulighed for at reflektere over det læste, og skriften som teknologi bidrog til at tænke selv. Men hvor denne ‘indre bespejling’ var individuel, så giver vore dages masssemedierede billesprog via sine ydre ikoner et kollektivt blik; vi spejler os sammen med andre. For Koppelfeldt betyder dette endnu ikke overskuelige retoriske forskydninger eftersom tiltalte/overtalte og tiltalen/overtalen (overtalelsesfunktionerne) i stor udstrækning bevæger sig inden for relationene billede/selvbillede.
Som mange andre af teksterne i artikelsamlingen taler Koppelfeldt om det postmoderne; om den fragmentariske postmoderne verden og dens usammenhængende formidling af retoriske billeder og elementer. Med en vis ret kan man beskylde RRR for at være et offer for, eller i det mindste et resultat af, den selvsamme postmodernitet. Specielt i den teoretiske del har mange af artiklerne nemlig flere emner, vinklinger og elementer end hvad godt er. Havde disse artikler gået mere i dybden med et hovedproblem i stedet for at skøjte ind over for mange synspunkter og problemstillinger var bogen blevet tilsvarende mere interessant og læseværdig. Heller ikke Koppfeldt undslipper denne kritik. Eksempelvis synes artiklens sidste del om ethos-kulturen at være koblet umotiveret i enden på teksten. For denne anmelder forekommer sammenhængen mellem hovedovervejelser om den visuelle narration og de afsluttende ræsonnementer om ethos-kulturen i al fald ikke umiddelbart indlysende.
Lars O. Ericssons “Det tidsliga rummet” er et andet eksempel på en artikel som med underrubriken indikerer at der i det følgende ikke skal søges svar på ét centralt – eller få – spørgsmål, men i stedet snakkes om noget. Nemlig om “rum, tid, kroppslighet, relationer och bild i cyberrymden”. Ikke så lidt på nitten sider.
Som andre cyberfrelste taler Ericsson opildnende om hvordan han kan befinde sig på forskellige steder på samme tid: gennemsøge en database i Texas, åbne sin elektroniske post på Universitetet i Frescati og på samme tid besøge et viruelt billedgalleri. Det er jo alt sammen meget flot, men uanset kroppens, tidens og rummets gudommelige og samtidige ophør og sammesmeltning, så har personen i cyberspace stadig numsen godt plantet på sin kontorstol fra Ikea, når han surfer verden rundt. Det peger Ericsson da også selv på med spørgsmålet om hvad der skiller oplevelsen i (eller af) cyberspace fra for eksempel at læse Nils Holgersens vidunderlige rejse eller at tage et LSD-trip. Tre forhold gør Vitual Reality (VR) anderledes svarer Ericsson, for det første kræver VR ikke den forestillingskraft som bogen gør. I VR hører og ser man faktisk. For det andet tilbyder VR mulighed for forskellige former for interaktion, og for det tredje er mange fænomener i Cyberspace ikke-linære.
I hans – godt nok ironiske – fremtidsvision er netsex blevet en populær substitut for almindelig sex. Ericsson kalder sex det tydeligste eksempel på kroppens kropslighed, men hæver alligevel at sex ‘till stor del’ handler om den eller de kroppe vi skaber i fantasien: “så om den kropp vi går till sängs med i det verkliga livet också är en delvis ‘skapad’ fantasikropp, är då inte skillnaden mellan vanlig sex och nätsex i själva verket en gradskillnad och inte en artsskillnad?” (side 203).
For mig at se er det et klokkerent eksempel på overtroen på cyberspaces kvaliteter. (Cyber)realiteterne er vel snarere at forskellen er mellem sex og onani, og ikke mellem forskellige former for sex. For mig er der ingen tvivl om at min kone har færre kanter end min Machintosh.
At cyberspace skulle have ophævet skellet mellem krop og identitet er derfor mere som fiction end science. Selvom en 150 kilo overvægtig pensionist på nettet kan prætendere at være en 19 år gammel ironman, så frigører det ham ikke fra hverken hans alder eller fedme som han fysisk må hanskes med i dagligdagen. Det peger Ericsson da også selv på efter at være vågnet op efter sin fremtidsvision. Han erkender at Cyberspace er et modeord som har afstedkommet både mange ‘flåsigt’ utopiske og mange dystert dystopiske visioner. Han er ikke i tvivl om at den digitale informationsteknologi har et enormt potentiale, men er bevidst om at den også har sine begrænsninger, og at en af disse er dens relative ukropslighed. At glemme kroppen er et gammelt kartesiansk trick, og enhver retoriker ved hvilke følger det har for retorikken.
Først seksten sider inde i den nitten sider lange artikel dukker spørgsmål om billedet, nærmere betegnet kunstbilledet, op. Ud af intet bringes Kant og Benjamin pludselig på banen, Ericsson siger uden videre argumentation farvel til Kant, frikobler begrebet kunst fra begrebet æstetik og stiller spørgsmål som: “Vart är Internet på väg? Och vilken roll kan konsten i framtiden komma att spela i datakommunikationens tidevarv?” Det er unægtelig interessante greb og spørgsmål, og de havde alle fortjent en hel artikel, men med tre resterende sider er det indelysende at der ikke kan siges meget substantielt eller dybgående om disse forhold.
Bengt Lindgrens “I Bilden, rummet och språket – Reflektioner över bildspråkets metateori och grammatik” er med dens reflekteren over noget nok en gang symptomatisk for RRR. I stedet for også her at tale over noget, om noget eller omkring noget havde jeg foretrukket en skarpere fokusering på emnet for og formålet med teksterne i antologien.
Lindbergs ærinde er øjensynligt at tale om en sproglig metateori, en grammatik for billeder, ved at tage udgangspunkt i hvad billedet egentlig er, og at sammenligne verbalsprog med billedsprog. Diskusskonen af billedets essens og væsen problematiserer lighedsteorien (eller med Søren Kjørups ord ‘ligne-teorien’), som det er blevet gjort af Umberto Eco, Nelson Goodman og Göran Sonneson. Med perceptionsforskeren James J. Gibson går Lindgren skridtet videre og affærdiger “den form av naiv realism som antar en punkt-för-punkt-korrespondens mellan en form i yttervärlden, en form på en bildyta och en form på näthinnan.” (Side 218).
Lindberg ser så på forståelsen af billedet som rum, billedet som sprog, på syntagmatiske og syntaktiske strukturer, for endelig at afslutte med at bruge halvanden side på at “beskriva och diskutera vissa likheter och skiljaktigheter mellan verbalspråk och bildspråk utifrån det resonnemang som tidigare förts”. Det er meget at nå på halvanden side.
Analysedelen af bogen indledes med Gert Z Nordströms forklaring af Zemiotikkens tre analysearter: intentionsanalyse, receptionsanalyse og næranalyse. Den første klarlægger afsenderens hensigter, den anden modtagerens møde med meddelelsen og den tredje gør selve meddelelsen, billedets indre og ydre kontekst, til analyseobjekt. Nordström formulerer det som at analytikeren som aktivt deltagende subjekt går ud fra egne kundskaber og erfaringer og tager hovedansvaret for tolkningen.
I Fritjof Karlsson och Sten Gösta Karlssons “Det språkliga hos stillbilden” præsentereres en billedanalyse af stilbilleder (fortrinsvis foto) som forholder sig til tre aflæsningsstadier: reaktion, betragtning og reflektion. Teksten bidrager ikke med meget nyt, men placeret som den er i analysedelen, gør den hvad den skal: Med enkle og indsigtsgivende analyser illusterer den frugtbarheden af lokalisering og analyse af Max Wertheimers fire faktorer: Lighed, nærhed, enhed samt fælles bevægelse i et billede. De reducerer billeders information ved at diagramtegne de nævnte faktorer og tydeligør derved deres værdi og funktion. Således formidler artiklen både en anvendelig analyse og en viden om de analyserede billeder og deres genre.
Med det visuelle bidrag “Omtolkninger och associationskedjor” har kunstner Björn Eneroth kunstnerisk behandlet et avisfoto trykt i forbindelse med Palme-mordet. Eneroth har opbygget hvad han selv kalder “en serie retoriska varianter med avsikt att tolka, omtolka mordutredarnas mediala utspel”. I realiteten er omtolkningerne mere æstetiske end retoriske. Tolkning og omtolkning er også kodeordet i Staffan Lövgrens “Bildtolkning med video” som fortæller hvordan man i projektet har forsøgt at tolke billeders udtryk og indhold “aktivt bearbetande, ifrågasättande, utmanande, provocerande och skapande med film, video och datorgrafik” (side 306).
I bidraget “Synliga och osynliga bilder. Analys av rum, relation och retorik i elevers bilder av skolan” studerer Kersti Hasselberg, Ulla Lind & Britt-Marie Kühlhorn billedmateriale lavet af børn og unge fra yngre skoleklasser til gymnasieklasser.
Gennem analyserne vil forfatterne stille og behandle spørgsmål som: Hvem arbejder egentlig med retorik? Jo, reklamen gør det, men gør børn og unge det? Og hvordan bruges billedrummet i forhold til synlige ‘ydre’ rum og usynlige ‘indre rum’? Anvendes tomrum – og i hvilken forstand? Hvordan anvender og udvikler børn og unge billedets polysemiske karakter? Hvordan organiseres deltegn i billederne for at stærke relationer skal opstå mellem tegnene og tegnkæder dannes?
Det er forfatternes intention at løfte børn og unges billeder ind i en kommunikativ meningsskabende tolkningssammenhæng for at kunne studere billedernes sproglige formåen. De anvender imidlertid ikke i første omgang intentionsanalyse eller receptionsanalyse, men i stedet næranalyse som den er defineret inden for Zemiotikken. Forfatterne er bevidste om at intention og reception aldrig kan udelukkes fra tolkningen, men vælger at lægge vægten på selve billedmeddelelsen.
Billederne behandles ud fra bogens tre hovedbegreber rum, relation og retorik, og forfatterne betragter disse begreber som lig opbygning, betydning og funktion (side 330).
De bestemmer retorik i billedsammenhæng som forskellige måder at forsøge at styre tolkningen af billedet, for derved at overtale eller overbevise. Det er en ganske bred, men dog stadig fornuftig forståelse af visuel retorik. Men på trods af denne overordnede funktionelle bestemmelse af (visuel) retorik, begrænser forfatterne sig alligevel til at tale om forhold som metonymisk billedsprog og allegorier (side 332).
Kersti Hasselberg understreger – korrekt – at de tre forfattere ikke behandler retorikken som totalfænomen eller fordyber sig i klassisk retorik. Men at de i stedet beskæftiger sig med dele af billedets retorik, først og fremmest de sproglige figurer som troper, ord og tankefigurer. Med dem vil de identificere ‘sprogligheden’ i elevernes billeder. Formålet er, som i hele projektet, at søge fælles begreber for at kunne diskutere billedsprog. Det er prisværdigt og nødvendigt at give disse forbehold, og udfoldelsen af hvad de enkelte tegninger betyder og hvilket syn på skolen de præsenterer, bliver da også stedvis ganske interessante. Knap hundrede siders analyser af over 20 forskellige tegninger uden nogen synlig overordnet sammenbinding eller konklusion er dog i overkanten af hvad man bør byde en læser.
Fra et retorisk synspunkt er det også ærgerligt at den retoriske del i et projekt som RRR netop ikke vælger at bruge retorikken som totalfænomen, men i stedet – som mange før dette projekt – begrænser sig til metonymier og metaforer.
Som så ofte før forsvinder de anførte retoriske perspektiver, begreber og synspunkter når man kommer til de konkrete analyser. Tilbage står få retorisk ufrugtbare kommentarer som: “Alla bilder är metonymiska” og “flickan har använt en retorisk figur för att fånga vår uppmärksamhet – ett slags metonymi”.
Da retoriske begreber endelig fremsættes i forbindelse med analysen af det sidste billede foregår det kort og opremsende over én side (356) med begreber stukket ind hvor det passer: “Bildytans komposition (compositio) och disposition (dispositio) i helheter och delar är välbalanserad, enkel och tydlig”, “Hon ‘pryder’ bilden (ornatus) med både exakthet och olika figurer och hon skapar variation i temat”. Men at stikke retoriske begreber ind som gule lapper giver hverken nogen særlig god forståelse for retorik, eller nogen dybtgående retorisk analyse.
Liknande artiklar:
Retorik og offentlig debat
Et samfund konstitueres af konflikter
Handbok för högskolelärare
Vad är svenskt i svensk retorik?
Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.
-
Jens E. Kjeldsenhttps://www.retorikforlaget.se/author/jens-e-kjeldsen/
-
Jens E. Kjeldsenhttps://www.retorikforlaget.se/author/jens-e-kjeldsen/
-
Jens E. Kjeldsenhttps://www.retorikforlaget.se/author/jens-e-kjeldsen/
-
Jens E. Kjeldsenhttps://www.retorikforlaget.se/author/jens-e-kjeldsen/
-
Jens E. Kjeldsenhttps://www.retorikforlaget.se/author/jens-e-kjeldsen/
