Samfundssindets nye guldalder

I kølvandet på kriserne er borgerne begyndt at tage ansvaret for samfundet, miljøet og økonomien i egen hånd. Det foregår med en kombination af gode gammeldags værdier som samfundssind, andelsbevægelse og fællesskab – og nye sociale teknologier der gør det supernemt at dele og deltage

Samfundssindets nye guldalder

Nadja Pass

rm88 Borger2Der var engang hvor man opfattede det som det naturligste i verden at deles om redskaberne; låne en kop sukker hos naboen; give hinanden en hjælpende hånd i en snæver vending og aldrig smide noget ud der kunne bruges igen.

Engang hvor man tænkte at alt andet da ville være for dumt. Det ville være spild. Spild af tid, mad, penge. Så gik der en 50 års tid hvor vi gjorde lige det modsatte. Her herskede forbruget.

Man brugte og smed væk. Skrottede alle de ejendele og outfits der ikke lige matchede hinanden og modelunerne perfekt. Købte hvert vores eksemplar af bøger, boremaskiner og biler – i stedet for at dele dem med andre eller simpelt hen give dem videre når vi ikke havde brug for dem længere selv. Så blev det krisetider … Og en efter en stoppede vi op og kiggede på vores hverdag, livsstil og forbrug. Og én efter én begyndte vi at spørge os selv hvad fanden der egentlig var meningen. Meningen med at købe alle de middelmådige ting og møbler blot for at smide dem i småt brændbart-containeren et par måneder senere. Meningen med at opdrætte husdyr under torturlignende forholdfor at vi skulle kunne købe en kylling for 25 kroner – når vi alligevel ofte ender med at smide halvdelen ud. Men ingen med at arbejde sig selv halvt fordærvet for at have råd til at finansiere sit eget overforbrug. Meningen med at have familie, venner og en masse dyre hobbyer når man alligevel aldrig havde tid til at nyde dem. Og nå ja – nøje afledt deraf: meningen med livet. Én efter én begyndte vi så at lede efter nye veje. Nye måder at leve på. Nye måder at forbruge på. Nye meninger med livet.

Appellér til lysten og fællesskabet I arbejdet med retorisk medborgerskab betyder det at man igen kan appellere til gode gamle hjemler og værdier såsom fællesskab, samfundssind og medansvar.

For hvor der for få år siden mest blev snakket om politikerlede og politisk apati – ingen troede rigtigt på at man kunne motivere borgerne til at deltage aktivt i noget som helst, og alle fokuserede mest på at tjene nok til at finansiere deres eget forbrug – klinger samfundsdebatten i dag af nogle helt nye takter og toner. Nok oplever mange af partierne stadig medlemsflugt, og mange foreninger klager over manglen på frivillige. Men det skyldes snarere at partistrukturerne er forældede, og at mange stønner ved tanken om generalforsamlinger og vedtægtsændringer så snart de hører ordene ’forening’ og ’frivilligt arbejde’ nævnt i traditionelle sammenhænge.

Men borgerlysten skorter det ikke på. Den kommer bare til udtryk på helt andre måder end dem vi er vant til at opfatte som politisk engagement og klassisk retorisk medborgerskab. Og hvis man vil appellere til den, skal man hverken spille på den dårlige samvittighed eller på at det ”kun tager to timer”. To timer er stadig meget hvis man føler at man spilder dem. Men derimod skal man appellere til lysten og fællesskabet. Hvis man synes det er sjovt, møder nogle spændende mennesker, udvikler sine kompetencer undervejs og føler at ens indsats er med til at gøre en reel forskel, er de fleste klar til at bruge rigtig meget tid og energi på det.

Københavns Fødevarefællesskab – en fælles hjertesag

Præmieeksemplet er Københavns Fødevarefællesskab der på få år har fået over mange tusind travle byboere til at lægge et par timers arbejde om måneden for til gengæld at kunne købe en pose gode, lokale, billige økologiske sæson-grøntsager hver uge. Men den retoriske pointe her er at det ikke i sig selv er den kolde logoskalkule i muligheden for at få billige grøntsager der motiverer medlemmerne. Det er i langt højere grad patos der driver værket.

rm88 Borger3For det er sagen og fællesskabet det handler om. Medlemmerne lægger deres arbejdskraft fordi de gerne vil være med til at genopfinde den måde vi køber ind på, og skabe en mere direkte kontakt mellem producent og forbruger, då de små økologiske producenter får mulighed for at afsætte deres små varepartier. Desuden er det hyggeligt at snakke med nogle vildtfremmede mens man laver et dejligt håndfast stykke arbejde såsom at pakke gulerødder.

Konceptet er enkelt, og pionererne har gjort det nemt for andre at starte op i deres eget lokalmiljø, så det er alt det sjove der kan få lov at fylde – og ikke alt det praktiske med vedtægter og administration. Selv om det startede med at være en lille flok i en kælder på Nørrebro, har det for længst spredt sig til de fleste københavnske kvarterer – og efterhånden også rundt i landet hvor der i dag både findes fødevarefællesskaber på Bornholm, i Lejre og i Aarhus.

Tre fællestræk: beta, bæredygtighed og samtaler

På den måde er Københavns Fødevarefællesskab et godt eksempel på hvordan nye folkebevægelser opstår ud af næsten intet, men på kort tid kan engagere mange danskere i ’frivilligt arbejde’. Det foregår bare på nogle nye måder i forhold til hvad vi er vant til. Men der er nogle fællestræk ved de mest succesfulde af dem:

#1: De starter i ’beta’ ved hjælp af mikrohandlinger og mikrofinansiering

Alt for meget initiativ går tabt fordi det kræver uoverskueligt meget tid, energi og penge at skabe den perfekte løsning fra start. Derfor benytter mange af initiativerne sig af ’beta-tankegangen’ der er inspireret af softwareudviklernes ’acceptable fejltilstand’. Her er idéen ikke færdigudviklet, men færdig nok til at man kan invitere ’betatestere’ ind der kan hjælpe med at gøre løsningen endnu bedre. Det gør det meget nemmere bare at komme i gang fordi de fleste udfordringer alligevel først viser sig undervejs – man kan umuligt vide eller løse det hele på forhånd. Så i stedet for at skrive endeløse forretningsplaner deler man de udestående opgaver op på ’mikrohandlinger’ som andre kan hjælpe med at løse, fx via samarbejdsplatforme som IfWeRanTheWorld eller Tag Del. Og i stedet for at skrive fondsansøgninger prøver man at klare sig igennem for så få penge som muligt og prøver i stedet at rejse pengene via fx Kickstarter hvor enhver kan oprette sit projekt og opfordre andre til at finansiere det ud fra ’mange bække små’-princippet.

#2: Gennem nytænkning gør de det nemmere at leve bæredygtigt

I dag er det den enkeltes ansvar at minimere sit eget forbrug, madspild og CO2-udslip så meget som muligt. Men selv om man godt ved det på logosmåden, har det igen vist sig at være meget nemmere at ændre vaner hvis det bliver del af en større sag:

rm88 Borger1På Nøjsom.dk kan man underlægge sig selv en ed om ikke at købe noget nyt i et halvt år, i Facebook-gruppen Non shoppers kan tidligere storshoppere detoxe i fællesskab og dele deres ikkeshopping-oplevelser, og i Tingbiblioteket slår folk op at de gerne vil sende barnesæder, ski eller fægtemasker videre ud i verden. I forlængelse af denne tankegang har også 70’ernes bofællesskaber oplevet en markant renæssance hvor travle børnefamilier slår tidspjalterne sammen om madlavning og børnepasning – og får råd til hjemmebiograf, hobbyrum, gymnastiksal og kæmpe fælleshus ud over deres egen matrikel.

#3: De genopdyrker den demokratiske samtale

Forudsætningen for alle de nye forandringer er at vi kan tale ordentligt sammen.

Og er åbne over for at lytte til nogen der tænker helt anderledes og er et andet sted i livet end os selv. Det er den slags kit samfundssindet er føjet sammen af. Men det har haft trange kår de sidste mange år. Nu vækker Fucking Flink og Sager, der Samler begejstring og engagement. Og de ’Samtalesaloner’ jeg selv afholder i Borgerlyst-regi, trækker vidt forskellige mennesker til der alle sammen nyder at kunne fordybe sig i vigtige samtaler over en fredagsøl. Så også her er det tydeligt at det retoriske medborgerskab faktisk trives i bedste velgående – hvis bare nogen skaber rammerne for at det kan udfolde sig.

Borgerlysten blomstrer

Så målt på de traditionelle politiske og samfundsmæssige parametre står det skidt til med borgernes engagement – og det kan være virkelig svært at vække det. Men hvis vi i stedet fokuserer på – og appellerer til – livspolitikken og alle de ting vi hver især kan gøre her og nu, ser det helt anderledes ud. Så blomstrer borgerlysten frit, frejdigt og i fuldt flor.        R

Om forfatteren
Af Nadja Pass. Cand.mag. i retorik med speciale i motivationsretorik og medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst

Artiklen findes i RetorikMagasinet 88, juni 2013.

35088

 

Om skribenten

Cand.mag. i Retorik. Medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst og initiativtager til Samtalesaloner. Redaktør på RetorikMagasinet 1994-1996 [#14-17 og igen #21-22]

Lämna ett svar