Sangtekster byder på raffinerede retoriske tricks

Virkningsfuldt sprog finder god grobund i de fleste sange. Sangene er værd at gå på opdagelse i, og ser man sig om, dukker der et væld af sigende sammenligninger, ordspil og sproglige overraskelser frem. Her sætter vi den retoriske brille for øjet og høster lærerige eksempler fra fem udvalgte sangtekster.

Sangtekster byder på raffinerede retoriske tricks

Christian Stenz Kirkebæk

Retorikere og andre professionelle kommunikatører bør interessere sig for sangtekster i samme grad som for taler, debatindlæg, tweets, reklamer og andre overbevisende tekster.

Mange sange er nemlig lærerigt læsestof når det gælder om at udnytte sprogets muligheder for at skabe billeder, vække følelser og få modtagerne til at mene, gøre eller købe.

Sange har som regel en vis virkning på os. De pirrer vores humør, sætter os i stemning og fanger os ind i deres univers. Det siger næsten sig selv at det kan være nyttigt at se nærmere på hvordan de gør. Hvilke virkemidler bruger de? Finder vi svar på det spørgsmål, kan vi udvide vores arsenal af retoriske skyts, og vi kan blive bedre til at påvirke vores modtagere i den retning vi ønsker. Ved at aflure de sproglige tricks i nyere dansk sangskrivning kan vi lære at appellere til sanserne, følelserne og fantasien.

Sansefloden løber over

”Sort som en panter, og sort som slanter
tjent på sort arbejde, og sort som Knight Rider.
Sort som piloten i en Tie Fighter.
Sort som pletterne på Pongo.
Sort som alle andre end Tintin i Congo.
Sort som en afro, så sæt den kaff ’ på!”

Det er humoristisk, det er sprogekvilibristisk – det er Per Vers. Selvfølgelig.

Her med en sand syndflod af sammenligninger fra sangen ”Black Power” (2005). Der er vist ingen tvivl om at manden helst vil have sin kaffe MEGET sort. Men kunne han ikke bare have skrevet det? Nej er det indlysende svar, for det ville naturligvis ikke have haft den samme effekt. Det ville ikke have været så sjovt, det ville ikke have været så levende, og det ville ikke have givet indtryk af at kaffen skulle være så sort.

Teksten er et eksempel på såkaldt ’amplificatio’: forstørrelsen af et udtryk, en følelse eller en stemning. Strofen stabler hastigt sammenligning på sammenligning indtil kaffekoppen flyder over, og beskrivelsen af hvor sort kaffen skal være, vælter ud over det hele. Det giver en fylde i beskrivelsen som man også kan bruge i andre sammenhænge.

Skal du vække dine modtageres vrede, medynk eller begejstring – tænk på Per Vers’ sorte kaffe.

Spillevende billedsprog

”En bombesikker kærlighed
forlader nu min lejlighed,
springer ud, tæller baglæns ned.
En bombesikker kærlighed forlader nu min lejlighed,
eksploderer nu et andet sted.”

Peter Sommer giver en ellers halvdød metafor livsgnisten tilbage i ”Bombesikker” (2004). Metaforen bliver normalt placeret på en piedestal hævet over resten af billedsproget. Den er kongen i figurernes rige, og den regerer i kraft af sin evne til at udtrykke sig så det på én og samme tid er slående og overraskende. Den kan malende beskrive et fænomen, forhold eller person på en måde hvor billedet både rammer lige ned i noget vi kan genkende, og samtidig viser det fra en ny vinkel.

Men selv den største sprogmester bliver gammel og slidt. Så mister metaforen evnen til at overraske – den går fra konge til kliché.

Heldigvis er der en kur: Man kan bruge metaforen i en ny betydning. Og det er netop hvad Peter Sommer gør her. I stedet for at bruge ordet ”bombesikker” om noget meget sikkert benytter han det til at beskrive parforholdet som det modsatte: en tikkende bombe som ”tæller baglæns ned” og nok snart eksploderer. Det er fornyende, forfriskende, og det fanger både læseres og lytteres opmærksomhed.

Sammenligning vækker følelser

”Som en drømmer der ved det er forbi.
Som en taler der ikke har mere at sige.
Som en gammel ven du ikke kan nå.
Som en gammel vane du ikke kan slå.”

Visse ting, og især følelser, kan være vanskelige at sætte ord på. Alligevel er man ofte nødt til at gøre forsøget.

Hvis man skal motivere sine modtagere til at mene, handle eller opføre sig på en bestemt måde, må man i de fleste tilfælde ikke kun tale til hovedet, men også til hjertet og maven, ja, til hele kroppen.

I den situation skal man ikke kaste sig ud i et håbløst forsøg på at konstruere en præcis formulering af det man vil sige – så henvender man sig stadig til hovedet. I stedet kan man med fordel aktivere modtagernes egne oplevelser og erindringer så de kan mærke følelsen frem for at forstå den.

At en sammenligning også her kan være et virkningsfuldt værktøj, viser Marie Key tydeligt i sangen ”Et aftalt spil” (2012). Hun forsøger ikke at levere en abstrakt beskrivelse af den følelse det drejer sig om. Hun sammenligner den med konkrete situationer som mange af os kender, og på den måde får hun os til at opleve følelsen selv. Det virker langt stærkere.

Den kraftfulde krydsstilling

”De tror hvad de si’r – vi si’r hvad vi tror.
De gør hvad de ved – vi ved hvad vi gør.
De spår hvad de kan – vi kan hvad vi spår.
Vi si’r hvad vi gør – og de gør hvad vi si’r.”

Som en velsmurt maskine pumper verslinjerne derudad. Taktfast, kraftfuldt og fyndigt. Otte sætninger. Fire vers. Ét hovedbudskab: kontrasten ’dem’ versus ’os’. Man fornemmer hvordan linjerne slutter med et smæld – som cylindere, støvlehæle eller hamre der slår ned i underlaget. Det skyldes krydsstillingen i hvert vers: ’kiasmen’.

Den er et eksempel på en virkningsfuld tekstlig struktur som man også kan lære af. I Nephews ”Ordenspoliti” (2004) giver kiasmen gennemslagskraft, og den er generelt god til at slå pointer fast.

Dertil kommer at kiasmen også kan virke overbevisende i sig selv. Krydsstillingen rummer nemlig sin egen logik. Den er den mest komprimerede, kraftfulde og præcise måde at udtrykke budskabet på, og derfor giver den også indtryk af at det nødvendigvis er sådan verden må hænge sammen.

Et pludseligt omslag

”Sidst var det som om vi
kig lidt løs på hinanden.
Min tid står ofte stille når jeg er sammen med dig,
og det sgu’ ikke ment som en kompliment.”

Det konnoterer fortryllelse, forelskelse og et magisk øjeblik hvis vi siger at tiden går i stå. Men i Mikael Simpsons ”Lad det staa” (2011) bliver vi overraskede når vi tror at det er sådan vi skal forstå det. For ”det sgu’ ikke ment som en kompliment” synger Simpson kontant og korrigerer dermed misforståelsen.

Samtidig leverer han et glimrende eksempel på to virkemidler som man kan kalde ’omslag’ og ’generkendelse’.

Pludselig tager teksten en uventet drejning der betyder at vi må se de forudgående linjer i et nyt lys og forstå strofen på en ny måde – og det er hvad begreberne dækker over. Tilsammen giver de en overraskelseseffekt som skærper opmærksomheden og fanger lytternes interesse.

Virkemidlerne har deres oprindelse i den klassiske tragedie, men ligesom de retoriske tricks ovenfor er de især værd at bide mærke i fordi deres overrumplende virkning ikke kun er relevant i teater, poesi og musik – men mindst lige så brugbar i journalistik, reklame og politik.   R

 

Bibliografisk

Af Christian Stenz Kirkebæk. Chefredaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 16-17
rm90

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)

Lämna ett svar