Satire er en opsang til selvfede pølsedanskere

Satiren er et spejl der viser os tilværelsens tragikomiske karakter: Livet er latterligt, men først og fremmest lattervækkende. Skuespilleren Bodil Jørgensen retter en kærlig samfundskritik gennem revyer og sketchshows. 

Satire er en opsang til selvfede pølsedanskere

Sofie Kristiansen & Marie Louise Plenborg.

“Hvad er det egentlig du laver, Ulla?” spørger Henry. Ulla strikker en yndig lille sparkedragt til sit yngste barnebarn, Liam. Axel er ved at lave et Brøndby-tørklæde. Han er en fodboldtosse, mener Ulla. Gunnar er ikke rigtig kommet i gang med håndarbejdet, han har faktisk bare lavet en stor garnknude. Men Henry synes nu den er meget sød. Selv er Henry ved at strikke en sok til sin søster. Han strikker altid til sin søster, men den er vist blevet lige et par numre for stor. Axel spørger vittigt om Henrys søster har klumpfod, og så klukker de alle sammen.

“Hvad laver du, Rita?” spørger Ulla inkluderende. “Ja, det er sådan en hyldest til Nordkorea.” Rita hanker op i sit korsstingsarbejde og peger på de figurer hun har siddet og broderet på. “Se, her er en raket med kurs direkte mod USA, de dumme svin. Så er der nogle soldater hernede.” Rita flytter fingeren: “Nogle politiske fanger der er ved at blive nakket af nogle soldater der sidder deroppe, og så er der tre soldater på vej ud for at skyde nogle civile uden for byen der ligger derovre af.” Rita vifter med hånden i den retning de tre broderede soldater bevæger sig, og kigger rundt på de andre ved bordet. Der er pludselig blevet stille. “Ja, de har sgu fat i den lange ende dernede. Der har de styr på det! Der gør folk sgu hvad der bliver sagt. Det kunne vi godt bruge herhjemme i det her slappe, socialdemokratiske pølseland.” Rita kigger opfordrende rundt, men de andre sidder mundlamme med deres garn i skødet. “Nå,” siger Rita opgivende og rejser sig, “jeg skal ud at skide, er der nogen der skal have noget med?”.

Det er gas. Lige præcis hvad skuespillerinde Bodil Jørgensen beskæftiger sig mest med. Ikke mindst som karakteren Rita i Rytteriet hvor ovenstående sketch stammer fra. Komik. Satire. Humor. Men under overfladen lurer også tragedien, det sørgelige, det pinlige. Og måske allerværst, den kedelige trummerum som mange af os lever i.

Foto: Adam Garff

At skide samfundet ud i en sketch

Vi er blevet inviteret inden for i Bodils hjem på Nørrebro. Vi lader skoene blive på og klemmer os sammen om træbordet i det lille køkken. Her er alt andet end kedeligt. Vi kigger os omkring fra forskellige perspektiver. Vi sidder på henholdsvis en spisestuestol, en Trip Trap-stol mens fotografen kryber sammen på en skammel. Over os er en hylde fyldt med bøger og film og tre katte af porcelæn. Klemt op mod bordet er en spraglet hyggekrog med madrasser og puder. På væggen, der er helt afrundet af de mange lag maling, hænger Jesus på korset.

Annons

Iført sort baret og bare tæer sætter Bodil vand over til kaffe. Det er bl.a. her – i hverdagen – hun henter inspiration til sine fortællinger og roller.

“Jeg holder selv meget af ufrivillig komik. Lavkomik. Minimalistisk komik. Sådan noget som vi oplever hele tiden når der opstår en eller anden komisk situation som vi enten forsøger at fortrænge eller tale hen over. Det er det lille livs komik, det lille menneske, underspillet, som jeg kan lide. Der er jo rigtig meget pointe-komik i verden, og så er der det der latterlige ved at være menneske. Vi er jo nogle små, bitte nogle der klokker i det hele tiden. For eksempel når et menneske står og samler en hundelort op i en pose. Det synes jeg er ‘hilariously funny’. Hvis hunden så har haft tynd mave – så er det helt vanvittigt. At se dem opgive at få det op i posen – sådan noget er sjovt.”

Den type komik som Bodil beskæftiger sig med i fx revyen
Tam Tam i Tivoli eller i sketchshowet Rytteriet, er netop kendetegnet ved at fremstille mennesker på satiriske og absurde måder gennem stereotyper eller karakterer som vi alle sammen genkender enten i samfundet eller i os selv. Det er velkendt at humor kan have en opdragende funktion når den nedgør eller latterliggør personer eller praksisser i samfundet der falder uden for normalen. Humorens paradoks er netop at den både samler og adskiller. Også Bodils figurer indeholder denne opdragende eller irettesættende funktion.

Bliver det nemmere for os at acceptere vores små dumheder når vi ser dem parodieret i en sketch?

“Ja, det tror jeg. For det er noget andet end hvad man for eksempel gør i standup. Tit fortæller “standuppere” direkte folk hvor dumme de er.”

Den bedste samfundskommentar er en katte-sketch

Satire kan være generel eller personlig. I Bodils tilfælde har ad absurdum-karaktererne til formål at påpege generelle tendenser i vores samfund snarere end at udstille og udstøde enkeltpersoner. At påpege publikums fejl og laster kræver i høj grad decorum, taktfølelse, og eunoia, velvilje over for publikum. Det er Bodil helt opmærksom på.

“Det er aldrig sådan at jeg tager næse på når jeg arbejder med en rolle. Nej, det kommer altid indefra. Og det tror jeg man er nødt til, for at det betyder noget for andre mennesker.“

Bodils ægtefælle, Morten Søborg, der lytter med henne fra køleskabet, tilføjer: “Du laver jo heller aldrig den slags stand-up hvor du nedgør folk. Der er altid en karakter. Du er den karakter. Du kan lide dem alle sammen.” Det giver Bodil ham ret i. Hun har sympati for dem alle.

Foto: Adam Garff

Et godt eksempel på det er Kattedamen. Altså den rolle Bodil spillede i Tam Tam-revyen i Tivoli i sommer.

“Hun snakker om alt muligt. Om fabrikker der styrter sammen ovre i Indien. ‘De har jo ikke brug for noget tag derovre. Hvad skal de med tag, de har så fint vejr, ikke?’ – Og så er hun helt tosset med katte.”

Bodil glider ind og ud af Kattedamens jyske dialekt, stemmen bævrer:

“‘Ej nu må I undskylde, men det er fordi jeg elsker simpelt hen katte. Alle mulige former for katte. Små katte og ruhårede katte, katte i porcelæn …’ – Og hun snakker løs om, at hun elsker at gå i Tiger-butikker, ‘for tænk på alle de små kineserbørn, som har så’n en masse at lave, og så kan vi stå og vælge og vrage mellem alle mulige små ting og sager’. Sådan en irriterende dame. I virkeligheden er hun rigtig ked af det indvendigt,”

konkluderer Bodil medfølende. Men hun kan alligevel ikke dy sig for at gøre sketchen færdig, så Kattedamen dukker op igen:

“‘Så havde jeg købt sådan en stor slush ice, som jeg sad og drak. Så kommer den her lille kat op og sætter sig, og den kan godt lide lidt af det her slush ice. Den vil godt have lidt af det. Så pludselig er den væk. I har da ikke set den kat?’”

Bodil holder en kort kunstpause før hun forklarer pointen:

“Så rejser jeg mig op og vender mig om, og så har jeg siddet på den. Siddet den ihjel.”

Hvad er det sådan en sketch kan?

“Den kan fortælle os at vi ikke kan finde ud af at passe på det der er lige rundt om hjørnet. Og at vi sætter os i det vi elsker allerhøjest.”

Så den er også en kommentar?

“Ja, det er den. Og det er en figur som både er ynkelig og pinlig. Det er jo mærkeligt at man kan putte så meget kærlighed ned i sådan et lille kræ mens hele verden godt kunne trænge til den kærlighed. Det er en tragisk humor.”

Vi trænger alle til forløsning

Bodil kommer i tanke om kaffevandet og trisser over for at hente det. Vi får serveret fairtrade-kaffe i små kopper af blåblomstret porcelæn. Sort kaffe.

“Jeg er til tragisk humor. Måske mere sort. Det er jo også den form for humor som Rytteriet står for. Der ligger døden og ensomheden og lurer lige bagved. Og det gør det til noget særligt.”

Har vi behov for sådan nogen fortællinger i samfundet?

“Ja, det tror jeg vi har. Det kan jeg også mærke når jeg laver humor i Tivoli – folk har brug for det. Medmindre vi alle sammen vil havne på Facebook hvor vi raser mod hinanden for nedrullede gardiner. Hvor folk smadrer hinanden. Det synes jeg er så ynkeligt og trist. Nej, der er det sjovere med den der humor. For hold kæft, hvor de griner, mand. Man tænker nogle gange at så sjovt er det da simpelt hen ikke. Men de er helt færdige af grin. De slår sig selv og hinanden på lårene. Det er tiltrængt. Sådan lyder det i hvert fald. Der er noget fantastisk i den der kommunikation hvor nogle griner af noget som er kollektivt. For det må det jo være – ellers ville tusind mennesker ikke grine af det samme. Der må være noget.”

Aristoteles forklarer at man som publikum til en tragedie kan opnå en form for renselse eller forløsning, katharsis. Som Bodil også berører, er katharsis en nødvendighed for samfundet idet man igennem fx teater kan få udlevet vrede, angst, frustrationer eller frygt der ellers ville manifestere sig i handling. I moderne humorteori arbejder man også med komisk katharsis. En renselse igennem humor. Vi spørger Bodil om det er hendes oplevelse at latteren kan have en forløsende effekt. Det mener hun.

“Det har latteren, og det har gråden også. Man kan jo også græde af grin. Det kan både det tragiske og det komiske, synes jeg.”

Dog peger Bodil på at der må være en forskel på det tragiske og det komiske:

“Jeg spillede Faderen inde på Det Kongelige i et Strindberg-stykke. I starten griner folk fordi det er så morbidt. Men så forstummer latteren derude. Til sidst er der så stille at man ville kunne høre en nål falde til jorden. Det mystificerer måske folk at se noget der er så tragisk. Så er det noget andet med Den Grønne Elevator som vi spillede i Tivoli der ikke er andet end falde-på-halen-komik. Hold kæft, hvor de grinede. De er ligesom rensede for den ene aften.”

Kan det tragikomiske så forene de to elementer, eller skaber det noget helt tredje?

“Ja… Måske kan der opstå noget nyt metal med tragikomik.”

Sig det med satire

Bag ved Bodil er der hamret et smalt hul i væggen. Hullet fører ind til det der engang var en helt anden lejlighed. Før de to lejligheder blev lagt sammen, boede der en voodoodoktor inde ved siden af, men han blev pludselig væk en dag, og så flyttede der 16 ghanesere ind i lejligheden. Det var alligevel for meget for boligforeningen, så de blev smidt ud, men voodoo-ringene i trægulvet var ikke lige sådan at få bugt med. Derfor ligger der tæpper inde i stuen hvor dobbeltsengen også står. Her ligger Halfdan Rasmussens ABC og venter på at blive læst højt. Bodil gør opmærksom på et maleri der hænger på væggen. Det var smidt til storskrald – men det ligner fuldstændigt ejendommen, så hun tog det med sig.

Bodil fatter ikke at folk smider så meget ud. Selv går hun ind for bytteøkonomi, et begreb hun også gør meget ud af at få nævnt i Rytteriet. Og det er en af satirens primære funktioner: at give rum og plads til at få sagt det som folk ellers ikke har lyst til at lytte på eller ikke orker at beskæftige sig med. Under humorens dække kan man gøre opmærksom på fx konceptet bytteøkonomi. For humoren sørger for at tingene overhovedet eksisterer i vores bevidsthed.

“Det er noget af det vi dyrker når vi mødes, Rasmus (Botoft red.), Martin (Buch red.) og jeg. Altså … hold kæft, der er meget tøj i Danmark. Bøjlevis af tøj! Man bliver jo sindssyg af alle de der gågader i hele Danmark. FONA-kæder, H&M … Og det kan man jo ikke sige i det her land eller i nogle lande. Men man kan godt sige det i et satireprogram.”

En anden funktion, der kendetegner satire, er bramfrihed. Det at sætte tingene på spidsen: at gå lige til kanten af det tilladelige. Som eksempel på det nævner Bodil den omdiskuterede præstefigur fra Rytteriet der nægter at vie lesbiske par – eller nogen andre for den sags skyld. For ægteskab holder jo gennemsnitligt kun fem til seks år. Bodil sætter hænderne i bordet og læner sig truende fremover; hun er gledet ind
i rollen som den frustrerede præst. Stemmen er ophidset,
indigneret og dirrende:

“Jeg gider ikke vie et lesbisk par der har adopteret en lille én fra Etiopien! Og så skal barnet hedde Ramla. Ramla?! Hvor fanden har I fundet det navn?!” Bodil glider tilbage i stolen og ud af rollen. Nu er tonen igen saglig og velovervejet: “Folk har godt af at blive spurgt. Det er jo godt at vende tingene. Man må godt sige at en præst kan blive træt af at løse sådan noget embedshverv som ingen alligevel kan blive enige om. Så sig det dog.”

Men er humorens, skuespillets og måske hele den performative kunstforms rolle i samfundet så at være politisk kommenterende?

“Ja, det synes jeg. Der er for meget pusse pusse-komik i dag. Det er blevet så pænt, altså, kom nu! Der synes jeg Rita fra Rytteriet er fantastisk. ‘Det er gas’, siger hun til dem. Hun har broderet en hyldest til Nordkorea!”

R

Bibliografisk

Af Sofie Kristiansen & Marie Louise Plenborg. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s 4-7.