Start » Dansk retorik » Danske Talerstolen » Scenen er sat: Lyngsies 1. maj-tale 1925

Scenen er sat: Lyngsies 1. maj-tale 1925

av Charlotte Jørgensen

Fagforeningsmanden Michael Christian Lyngsie benyttede i en opsigtsvækkende 1. maj-tale på Falster lejligheden til at kommentere den igangværende arbejdskonflikt. Talen er gået over i historien som et pragteksempel på en 1. maj-tale hvor taleren indtager og behersker scenen og til fulde udnytter øjeblikket. 

Scenen er sat: Lyngsies 1. maj-tale 1925

Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg

 

Vi er på stadion i Nykøbing Falster 1. maj 1925. Arbejderne er mødt talstærkt op, og de cirka 2.000 tilhørere ser frem til at høre en tale der fejrer deres kampdag. De står midt i en landsomfattende arbejdskonflikt som kom til at berøre omkring 100.000 arbejdere. Konflikten var brudt ud 18. marts og varede små fire måneder. Taleren er ikke en hvem som helst; det er selveste M.C. Lyngsie (1864-1931), den navnkundige agitator og formand for de ufaglærtes fagforbund. Til det sidste var det usikkert om han fik tid til at komme.

1. maj-mødet var begyndt med et optog gennem byen med faner og to hornorkestre der skiftede mellem Internationale og Nu dages det brødre. Forud for Lyngsie var der to talere. Lyngsie blev hilst med begejstring og kvitterede med et leve for arbejderne i Nykøbing hvorefter han holdt sin nok 40-45 minutter lange tale hvor han ifølge referenten kun støttede sig til sit manuskript i visse passager. Lyngsie henvender sig gentagne gange til de tilstedeværende reportere fra den borgerlige presse med ironiske hip. De skal huske at få det hele med, siger han. Referatet af talen blev bragt i Folketidende næste dag. Takket være denne nedskrivning som medtager tilhørernes talrige reaktioner og Lyngsies gensvar, har vi fået overleveret et meget levende indtryk af en vellykket brandtale.

Modgang vendes til medgang

Regnen siler ned. Men ingen kryber i ly, hverken i den ene eller anden betydning. Lyngsie får vendt de ugunstige vejrforhold til sin fordel. Tilhørerne er 100 procent med ham. Knap halvvejs truer han på skrømt med at holde inde på grund af vejret, men svares med tilråb om at fortsætte. Hen mod slutningen inddrager han såvel konen som det våde vejr: “Ja, jeg kan ikke blive ved, min Kone har flere Gange sagt til mig, at jeg skal holde op nu, og nu er hun der igen! (Munterhed.) Og desuden har I vel hørt nok. (Nej, Nej!) Jo, I har. (Nej, vi har ikke! Bliv ved!) Ja, men I er jo ogsaa vaade (Vi kan tørre Tøj i Morgen! Vi har ikke andet at bestille, vi er lockoutet.) Jo, men det er vist nok. I har jo staaet her i halvanden Time. (Vi kan staa i to til!)”.

Foto: Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Lyngsie udnytter, som den drevne taler han er, til fulde situationen. Talen er en opvisning i beherskelsen af kairos, det at sige det helt rigtige til de rigtige personer på det rigtige tidspunkt. Hans forståelse af enetalens dialogiske karakter demonstreres først og fremmest i den kontinuerlige interaktion med publikum.

Talens samlende strategi er ‘dem mod os’, ikke overraskende for en 1. maj-tale. Strategien gennemføres på flere måder. Den bruges for eksempel i talens historiske rids af arbejderbevægelsens fremmarch og landvindinger med den nye socialdemokratiske regering som det foreløbige højdepunkt. Og den igangværende arbejdskonflikt fremstilles i en udtalt krigsmetaforik som virker samlende på os og opildner mod dem:

“Krigen i Øjeblikket er simpelthen det, at de store i dette Land, de førende i dansk Erhvervsliv, Aktieselskabsdirektører, Oldermændene i Haandværkerlaugene – Gud tilgive de sidste Stakler, der er kommet i slet Selskab (Munterhed) – de Folk, der danner Overklassen under Skorstensbaronernes Ægide, vilde Krigen.”

Metaforikken udvides med ord som “kanoner”, “sværd” og “feltherretalent”, og undervejs luftes også trusler om uroligheder, måske endda revolution:

“Hvis ikke de danske Arbejdere var saa taalmodige og rolige, saa var der i Dag Borgerkrig i Landet. (Hør! Hør!) D’Herrer i Overklassen spiller højt Spil. […] D’Herrer har Ret i, at danske Arbejdere gaar ikke paa Landevejen ud og slaar ihjel […], men vi har kun en vis Sum af Taalmodighed, og vil de svinge Sultepisken over os, vil de tvinge os i Nød og Elendighed, nægte os Menneskeret – saa er vi Mennesker, og vi er de fleste, de er kun de faa.”

Klassekampen og arbejdskonflikten forenkles til et opgør mellem to hovedmænd, for arbejdersiden helten Lyngsie selv og for arbejdsgiverne skurken Langkjær, den “lille Bogtrykker med sort Sjæl og hvide Vinger!”.

Saft og kraft

En hovedopgave i denne 1. maj-tale er at nedtone spændinger og modsætninger inden for egne rækker og forstærke det indre sammenhold. Uenighederne forbigås. Som garvet fagforeningsmand forstår Lyngsie nødvendigheden af i denne situation at indgyde de lockoutede mod til at fortsætte konflikten. Det gør han ikke ved en udviklet argumentation i en traditionel fagforeningsjargon. Han siger heller ikke “hold ud”, men opfordrer dem indirekte til det:

“Da jeg tog hjemmefra i Gaar, kom der fra Dansk Arbejdsmandsforbund Lister ind over de lockoutede, deres Børn og de Penge, de havde Krav paa. Og jeg underskrev en Check paa 900,000 Kr. i den Anledning, og saa sagde jeg til vor Kasserer:

•Vi er vel ikke læns?

•Læns! sagde han, er du tosset! Vi har endnu flere Millioner i Kassen i Dag, end vi begyndte med.

•Hvad er det for sludder, Anders! sagde jeg.

•Jo, sagde han, vi har 100,004 Kr. mere end vi begydte med i Marts.”

Denne måde at tale direkte til tilhørernes sanser i en scenisk fremstillingsform er karakteristisk for talen, undertiden som her dramatiseret med replikker. Ligesom taler og tilhørere står sammen om at trodse vejrguderne, mobiliserer han her, hen imod slutningen, deres modstandskraft til at udholde den byrdefulde lockout. På denne måde har talen islæt af feltherrens oprustningstale til soldaterne før slaget.

Som det fremgår af citaterne ovenfor, taler Lyngsie i et slagfærdigt hverdagssprog. Da han anbefaler tilhørerne at holde Socialdemokraten, omtaler han de borgerlige aviser som “lurvet Papir”, som vi bruger “naar vi en Gang om Dagen skal gaa afsides! (Stor Munterhed.)”. Hvordan den bramfri tone falder i god jord, fremgår også da han angriber de Radikale for at have svigtet arbejderklassen: “Efter det græder jeg aldrig mere, hvis man giver radikale Ministre eller Regeringer et Spark, hvor de er højest, naar de samler Spaaner! (Stormende Bifald.)” Det er typisk for Lyngsies folkelige stil at den holder sig på den pæne side af kravet om det passende, decorum, når han ligeledes for eksempel alluderer til udtrykket som en fis i en hornlygte ved at beskrive Langkjær som en der render “rundt i Papirerne som en vis Ting i et vist Apparat! (Stormende Munterhed.)” Fidusen ved denne form for decorum er at taleren får stillet skarpt på det han undlader at sige.

Ordvalg og stil er langt fra formelt fagforeningssprog og pamperstil. Det vrimler med vendinger som at modstanderne “ryster i bukserne”. Det enkle, saftige sprog får prominens af nogle få passager med en floromvunden stil og en temmelig snørklet sætningskonstruktion, som selv referenten er ved at fare vild i:

“Efter Verdenskrigens Slutning i 1918, da Kriserne med de ødelæggende Virkninger af Overklassens Galskab og Forbrydelser væltede ud over Verden i Form af Dyrtid og Arbejdsløshed, Bankkrack og Forvikling i alle mulige finansielle og økonomiske og sociale Forhold, – da Arbejderklassen blev fattig, og der blev Millioner af arbejdsløse, da man forsøgte Splittelse indenfor Arbejderne i Tyskland, da Kommunisterne hævede Hovedet ogsaa i Danmark, – da (Hr. Lyngsie har til Tider lange Sætningskæder) fik Overklassen som andre Sjakaler, der lever af Aadsler og kun rører sig i, hvad der er raaddent og skidt, da fik de Humør igen, da stak de Hovedet op af Sumpen og nogle af dem Hovedet ud af Tugthusets Vinduer, hvor de sad.”

Denne sætning er på overfladen meget skriftnær. Men selv om optakten i sætningen først slutter med “da fik Overklassen som andre Sjakaler…”, behøver den dog ikke at være svær at orientere sig i. Det skyldes de sidestillede sætningselementer, angivet ved gentagelsen “da…” som også klart markerer oversætningens begyndelse. Ved den rette mundtlige fremførelse er en sådan passage fuldt ud forståelig, som det også fremgår af tilhørernes reaktion ifølge udskriften: “Hør og Munterhed.”

Mig, Michael Christian Lyngsie!

Godt nok gemmes enhver kritik af hvordan Lyngsie har håndteret konflikten, af vejen. Men hans selvfremstilling virker meget troværdig. I alt hvad han siger og gennem hele stilen, forsikrer han på den ene side arbejderne om sin solidaritet med den ufaglærte arbejder. På den anden side står han ved den magt han har som forbundsformand, og betoner selvbevidst sin styrke og position som rorgænger. Denne sammensmeltning af selvværd og anerkendelse af andres betydning er åbenlys i følgende citat, der slutter med en velanbragt og slagkraftig tre-liste:

“Og saa tror Hr. Langkjær, dette elendige Fæ, at han kan udsulte de danske Arbejdsmænd, der har mig, Michael Christian Lyngsie, til Formand! Selv om han skulde være saa velhavende – og det tror jeg forresten ikke, han er […] Det er i disse Dage 40 Aar siden, jeg traadte ind i Fagforeningen, og det er 34 Aar siden, jeg første Gang valgtes som Tillidsmand, og jeg har ikke smidt Erfaringerne væk. Jeg ved, hvad jeg gjør, og jeg ved, hvad jeg vil, jeg ved, hvad vore Folk de kan.”

Inden da har han brugt ydmygheds-toposen ‘lille mig’. Det vækker munterhed da han ironiserer over at den borgerlige presse har kaldt ham en lille mand. I modsætning til Lars Løkke Rasmussens brug af samme topos – ‘Lille Lars fra Græsted’ – distancerer han sig fra den. Lyngsie påtager sig ikke en uægte ydmyghed sådan som Lars Løkke. Vi tror ikke rigtig på at Lars Løkke faktisk ser sig selv som en lille mand.

Talens overlevering

Overleveringen af talen er interessant. Optrykket i Harald Jørgensens Danske Taler gennem 100 Aar fra 1945 er taget fra Arbejdsmændenes Fagblad 1925, nr. 4, som igen har den fra Lolland-Falsters Folketidende, med den begrundelse at talen har “været gjort til Genstand for adskillig Omtale”. Det er tankevækkende at talen i de to førstnævnte publikationer har fået Lyngsie til at glide over i historien som en af de store danske talere, for når talen overhovedet er blevet nedfældet, var det ikke for at bevare den, men for at udstille den. Folketidendes referent var særdeles kritisk over for talen; den blev publiceret med det formål at lægge afstand til en “ansvarsløs og grovmundet Tale, der giver et forfærdende Billede af Dagens Mand”. Det negative aspekt fremgår også af avisens mellemrubrikker, som ikke er med i de senere genoptryk. Efter det i øvrigt loyale referat ser referenten sit snit til en sidste salut. Da Lyngsie efter talen er “kvikket op ved en stiv Kognakstoddy”, mener referenten at Lyngsie “vistnok [vil] indrømme, at efter denne Omgang havde ogsaa vi fortjent en stiv Toddy”.

1. maj-talens relevans

Lyngsies tale er fra en tid hvor klassekampen og arbejderklassen var sprællevende. Siden da har 1. maj-talen ændret karakter, blandt andet fordi også borgerlige partier føler sig berettigede til at tale på denne mærkedag. Risikoen for at 1. maj-talen udvandes, er nærliggende når samfundsforholdene er blevet så anderledes sammenlignet med de forhold der skabte arbejdernes kampdag.

Lyngsies tale er et mesterstykke i vellykket stemmesamlende retorik. Hans adkomst til at tale i situationen er legitim og klar: Han er tilhørernes fagpolitiske leder og den der kan adressere situationens påtrængende problem. Talen er både grovkornet og enøjet, men den er også ærlig snak. Ingen kan være i tvivl om at han giver sin subjektive fremstilling, og talen er befriende renset for floskler og paroler. Den kan først og fremmest studeres som et eksempel på en 1. maj-tale hvor taler indtager og behersker scenen og til fulde udnytter øjeblikket her og nu.

Analysen er lavet på baggrund af Lolland-Falsters Folketidende den 2. maj 1925 som kilde.

Læs mere:

Lis Garbers & Sten Høgel: Retorik – Levende tale eller tom snak?, Nyt Nordiske Forlag Arnold Busk. 1996.

R

Bibliografisk

Af Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg, begge lektor emerita i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 24-27.
35101

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere