Schopenhauer ville altid have ret

Trangen til at få ret er menneskeslægtens medfødte nederdrægtighed, mente Schopenhauer. Derfor skrev han den eristiske dialektik som en advarsel mod rethaveriet – og gav en grundig indføring i 38 uredelige debatkneb.

Schopenhauer ville altid have ret

af Søren Robert Fauth

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860) var en retorisk og stilistisk begavelse af Guds nåde. Fagfilosofien har alt for ofte diskvalificeret hans tænkning under henvisning til systemets iboende selvmodsigelser eller blot fejet den af banen som udtryk for en vilkårlig stemningspessimistisk livsanskuelse, bitter spleen og depressivt bundfald. Enhver der imidlertid har læst Schopenhauer, kommer ikke uden om at han – ja, netop! – er en retorisk og stilistisk begavelse af Guds nåde der skriver så englene synger og djævlen ler. Men hvordan kan det være at Schopenhauer skriver så godt? Hans stilideal er claritas, for som det hedder et sted i de schopenhauerske annaler: ”at skrive utydeligt eller dårligt er det samme som at tænke hult eller konfust.” Det gælder altså om at sige det allermest komplicerede så klart som muligt, at indfange det gennem anskuelsen erkendte i så præcise begreber at modtageren faktisk forstår hvad der siges.

En af grundene til at Schopenhauer skriver så fremragende, er at hans tænkning er forankret i den anskuelige virkelighed. Af samme grund vrimler det i hans skrifter med billeder, lignelser og metaforer der skal illustrere de filosofiske erkendelser. En anden årsag til den overbevisende stil er at Schopenhauer er lidenskabeligt optaget af sin sag. Han mener ganske enkelt at have fundet sandheden om hvad der gemmer sig bag forestillingsverdenens slør af uophørligt skiftende scener og kostumer, at alene han har skuet ned i verdensdybet og dér set at verden er ét og kun ét, nemlig vilje. Mennesket er i sin grund styret af en blind, umættelig vilje, og vi er som dyrene prisgivet en irrationel kraft der driver os hvileløst rundt i tilværelsesmanegen. Schopenhauer er så optændt af denne erkendelse, så urokkelig i sin overbevisning om dens sandhed, at han formidler den videre til sine læsere med en saft og kraft der i den vesterlandske filosofis historie kun, hvis overhovedet, finder sit sidestykke hos Friedrich Nietzsche og vores egen Søren Kierkegaard.

Til kamp mod det åndløse sludder

Sproglig stil er ifølge Schopenhauer åndens legemliggørelse. Stilen røber en hel del om den ånd der derigennem manifesterer sig. Slem er den stil der blot imiterer, men værre endnu er den der letter fra jorden og forsvinder langt ind i de dunkle begrebers tågebanker. Begge dele er en art stilløshed, i bedste fald en uærlig, oppustet, manieret stil der forsøger at dække over mangel på ånd og forstand. Vi kender det fra den akademiske verden: den gennemsnitlige tanke der forsøger at virke dybsindig ved at iklæde sig obskur tale. Schopenhauer er ude med riven efter en række af datidens mest berømte idealister: Schelling, Fichte, Jacobi og Hegel. De turde – som så mange andre i den akademiske verden – ikke udtrykke deres tanker i et forståeligt sprog, for hvis de gjorde det, ville det blive tydeligt for enhver hvor almindeligt de tænkte. I stedet stræbte de og deres ligesindede efter at fremstå som om de ”tænker langt mere og dybere” end tilfældet er. Hør blot:

”De fremstiller således det, de har at sige, gennem tvungne, vanskelige vendinger, nyopfundne ord og vidtløftige perioder, der går uden om tanken og dækker den til. De pendler mellem bestræbelsen efter at meddele tanken og skjule den. De ønsker at pynte på den, så den fremstår lærd eller dybsindig, så man tænker, at der er meget mere i den, end man lige nu begriber.”

Enten keder sådanne skribenter deres læsere, eller også eskalerer de deres abstruse tankekæder i en sådan grad at de fremstår som forrykte.

Det kræver derimod mandsmod, tankekraft og originalitet at turde udtrykke sine tanker klart – og det er just disse egenskaber der giver talen og skriften saft, kraft, vid og bid, og som er grundlaget for claritas. Når alt kommer til alt, hviler den gode stil på et såre simpelt og bundsolidt fundament, nemlig ”at man har noget at sige”. Klarhed følger altså af at den der taler eller skriver, har noget på hjerte. Det er filosofiens opgave at erkende og videreformidle en illusionsløs tydning af verdens faktiske beskaffenhed, denne være sig nok så mistrøstig. Sprog for sprogets skyld, ord for ordenes skyld, staffage og spilfægteri er blot et udtryk for forfængelighed, vilje til magt, stræben efter anerkendelse og position.

38 alt for menneskelige taskenspillertricks

Det er på denne baggrund man skal forstå anliggendet i det lille, veloplagte skrift Kunsten altid at få ret. 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion, der i 2014 udkom på dansk i en udmærket oversættelse af Hans Christian Fink.

Men hvorfor, må man uvilkårligt spørge sig selv, har Schopenhauer nedladet sig til at skrive en mindre afhandling om brugen af retoriske kneb til altid at få ret og vinde en ellers tabt diskussion? Et sådant anliggende kan næppe være foreneligt med den ovenfor skitserede fordring om sandhed og den redebonne stil. Fordringen til den tænkende, talende og skrivende er klar: Sandhed og redelighed står over alt andet.

I en vis forstand er den danske benævnelse af det lille skrift vildledende. Den oprindelige afhandling bar titlen Eristische Dialektik, altså en dialektik om eristikken (gr. eristikos, af erizein skændes, af eris strid). Men den tilføjede titel ”Kunsten at få ret” sender sin læser i en forkert retning idet vi ud fra den forventer os en afhandling der har en opbyggelig indfaldsvinkel til sit emne, og at dens forfatter her ex positivo disker op med retoriske greb der har til formål at skole os til sejrende debattører.

I virkeligheden er skriftet defensivt og i sit udgangspunkt stærkt kritisk. Her faldbydes ikke 38 opskrifter på hvordan man kan og bør slå sin modstander ud ved at vende og dreje argumenterne; langt mere er der tale om et advarselsskrift der skal opdrage sin læser til at gennemskue alle de feje retoriske tricks der findes. Hvis man læser skriftet sådan, og sådan skal det læses, flugter det glimrende med det øvrige filosofiske system.

Schopenhauer optræder i den ’Eristiske dialektik’ endnu en gang i rollen som demaskeringspsykolog. Sprog for sportens skyld, sofistisk begrebsleg og ordakrobatik er kun interessante fænomener i den forstand at de peger på endnu et træk ved den menneskelige sjæls uhelbredelige fordærv: vores hang til rethaveri (ty. ”die Rechthaberei”), ja, vores umættelige vilje til altid at få det sidste ord og sætte vores synspunkt igennem. Uden denne ”menneskeslægtens naturlige nederdrægtighed” ville vi, noterer Schopenhauer,

”i bund og grund være ærlige [og] i enhver debat udelukkende stræbe efter at bringe sandheden for en dag, ganske uanset om denne viser sig at svare til vor egen først fremsatte påstand eller til den andens: det ville være ligegyldigt eller i det mindste slet og ret en biting. Men nu er det hovedsagen. Den medfødte forfængelighed, som især er følsom i henseende til vore forstandskræfter, tillader ikke at den påstand, vi først fremsætter, viser sig at være usand, mens modstanderens viser sig at være sand. Følgelig burde enhver blot bestræbe sig på at dømme rigtigt: det vil sige tænke, før han taler. Men hos de fleste går den medfødte forfængelighed hånd i hånd med snakkesalighed og en medfødt uredelighed.”

Eller som det programmatisk hedder andetsteds i den danske versions efterskrift: ”Den videnskabelige dialektik i vores forstand har følgelig til hovedopgave at opstille og analysere uredelighedens kunstgreb i disputationen.” Schopenhauer opstiller med andre ord de 38 retoriske kunstgreb i et forsøg på at dæmme op for sofistisk ordmagi og diskussionskunstens uredelige taskenspillertricks, eller rettere: Han lærer os at gennemskue dem. Lad os i det følgende – prodesse et delectare – indtage et par få udvalgte retter blandt de mange delikatesser

Fordrej hovedet på moddebattøren

Mine yndlingsparagraffer er § 8 (”Gør modstanderen rasende”), § 28 (”Stil modstanderen i et latterligt skær”), § 31 (”Erklær dig ude af stand til at forstå modstanderens argumenter”); § 36 (”Fremfør dybsindigt vås”) og selvfølgelig den afsluttende § 38 (”Den sidste udvej”, nemlig at ”blive personlig, fornærmende, grov”). Skønne er også de med hinanden beslægtede kneb beskrevet i §§ 18 (”Afled disputten”) og 19 (”Tal udenom”), dernæst § 21 (”Mød sofistiske argumenter med sofistiske modargumenter”) og § 23 (”Få modstanderen til at overdrive”). Det er også altid godt at ”fordreje modstanderens ord”, sådan som det trakteres i § 16, ligesom det selvfølgelig altid er vigtigt at ”vælge sine ord med omhu” (§ 12). Til det lille skrifts mere snørklede passager hører den allerførste paragraf om ”Udvidelse”, desforuden § 2 om ”Homonymier”, § 5 om ”Falske præmisser”. Intrikat og mindre transparent er også § 25 (”Find et modeksempel”), men ellers vrimler det med lutter gode råd til den der vil undgå at tabe en diskussion til en modstander der – ligesom en selv! – slet ikke er interesseret i at tale sandt om sagen, men som for enhver pris vil have ret.

Vi kender det alle fra utallige tv-debatter: At gøre sin modstander rasende er og bliver et glimrende kneb. Måden hvorpå raseriet frembringes, er simpelt. Man gør modstanderen uret, chikanerer ham eller hende og opfører sig i det hele taget ”uforskammet”. Så snart raseriet sætter ind hos modparten, går evnen til at tænke klart og argumentere kohærent fløjten. Fornuften og forstanden går som bekendt ud i samme takt som følelserne tager magten over det cerebrale kontroltårn. Derpå er slaget tabt. På den anden side: Hvis modstanderen, fx i en tv-duel, er for perfid, for chikanerende, for tydelig i sit forsøg på at få de iltre safter til at stige modparten til hovedet, kan det omvendt hænde at tilskueren ender med at tage den rasendes parti.

Vittig for publikum, uredelig for vismænd

Schopenhauer er som indledningsvist antydet en mester når det gælder kunsten at anskueliggøre sine abstrakte pointer, sådan som han fx gør det i den paragraf der handler om at ”stille modstanderen i et latterligt skær”(§ 28). Løber man som ordstridende part tør for både argumentum ad rem (argument i henhold til sagen) og argumentum ad hominem (argument i henhold til den person man diskuterer med), kan man passende gribe til et argumentum ad auditores (argument henvendt til tilhørerne). Gennem en sådan publikumshenvendt argumentation kan man sætte modstanderen skakmat ved at fremstille vedkommendes pointer i et latterligt lys. Udgangspunktet er dette at kun modstanderen er sagkyndig; publikum derimod har blot, om overhovedet, i ringe grad indsigt i den diskuterede sag. Dette kan udnyttes!

Sådanne tilhørere kan nemlig let vindes ved at man får dem til at le af modstanderens argumenter, og har man først latteren på sin side, er sejren i hus. Det virker på det uskolede publikum som en befrielse når en fræk og morsom replik gør grin med modstanderens argumenter, gerne gennem en forsimpling af de komplekse sagforhold. Ja, folk sidder formelig og venter på at få lov til at le. Og nu til Schopenhauers eksempel:

”Modstanderen siger: ved dannelsen af urfjeldet var den masse, som granit og alt øvrigt urfjeld er krystalliseret af, flydende på grund af varme, altså smeltet: varmen måtte være cirka 200 grader Reamur: massen krystalliseredes under det hav, som dækkede den. Vi fremsætter det argumentum ad auditores, at ved denne temperatur, ja, længe inden de 80 grader, ville havet jo for længst være kogt væk og svæve rundt i luften som damp. Tilhørerne ler. For at slå os ville han have været nødt til at vise, at kogepunktet ikke alene afhænger af varmegraden, men også af atmosfærens tryk, og at havvandet, så snart halvdelen af dette svæver som damp, endnu ikke koger ved 200 grader Reamur. Men dertil kommer det ikke, for det ville kræve en hel afhandling at forklare ikke-fysikere dette.”

Eller sagt på en anden måde: Uredeligheden går igen af med sejren. Modstanderen har selvfølgelig stadig ret, men hvad hjælper det ham når ”jeg”, hans kontrahent, har det leende publikum på min side? Og skulle dette kneb ikke slå til, kan man jo bare ty til et af de andre 37. Menneskets trang til rethaveri, vores iboende egoisme og hæmningsløse vilje til at trumfe vores eget synspunkt igennem får åbenbart fornuften til at opfinde de mest sindrige retoriske manøvrer.

Bogen burde være pligtlæsning for enhver politiker, også på Christiansborg. Ingen tager skade af at blive mindet om at den altoverskyggende trang til at få ret er det der ligger til grund for den ædle disputerkunst.

R

Bibliografisk

Af Søren Robert Fauth, professor i germanistik ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 100 (2016), s 22-25.

Author profile

Lämna ett svar