Hvis et irriterende problem i dit liv skyldes andre menneskers adfærd, kan du skrive et skilt hvor du forklarer dem hvad de bør gøre. Du risikerer at virke vildt irriterende emsig, men hvis du skriver og gør det rigtige, kan du godt få fred og ret på samme tid. Det handler om at udbrede fokus, viden og vilje i forhold til din sag.
Skriv et skilt der virker
Barbara Kjølbye Zinckernagel.
Det kan lade sig gøre at ændre din hverdag. Det vil alskens livsstilsmagasiner, coaches og kogebøger også kunne fortælle dig. Men selv om du spiser sundere og finder din indre passion, har du stadig ikke kontrol over den irriterende fremmede der lader sin hund skide på dit hjørne uden at samle op efter sig. Og heller ikke dem der kører stærkt hvor dine børn leger, eller står i den forkerte side af rulletrappen, så du ikke når dit tog. Men det kan et effektivt skilt måske ændre på.
Når lovens lange arm ikke kan nå fordi der er forskel på hvad man virkelig ikke må – og hvad der bare er irriterende – kan man prøve at sige det til folk. For hvis man gør det rigtigt, virker det. At gøre det rigtigt er at tage højde for især tre faktorer: fokus, viden og vilje.
Fokus fordi mange egentlig gerne vil alt og alle det bedste hvis de husker det. Og det gør de kun hvis de bliver mindet om det lige præcis dér hvor det er aktuelt. Viden i den betydning at alle forstår hvad der regnes for bedst i situationen; at det er klart hvad man bør og ikke bør. Og vilje: at flest muligt føler sig motiverede til at gøre det ønskede hvilket indebærer velvilje over for afsender. Her følger tre eksempler hvor et lokalsamfund, en virksomhed og en privatperson forsøger sig. Lær af deres fejl, så du kan skrive et skilt der virker.
I 2010 tog DSB konsekvensen af forsinkende tumult i S-togstrafikken og skrev en masse forårsgrønne skilte med adfærdsinstruktioner. Samspillet mellem blandt andet strategisk placering, håndgribelige budskaber og imødekommende argumentation gjorde den omfattende klistermærkesamling til eksemplariske eksempler på overbevisende skiltning. Foto: DSB Visuel Kommunikation
Fokus når det gælder (de små børn)
Mads & Monopolet talte den 24. november 2012 med Karina som frygtede for børnene i sit lokalsamfunds liv fordi den lille grusvej op til en legeplads, en boldbane og diverse børnefamiliers huse var meget trafikeret pga. en stor virksomhed i nærheden. Hun havde forgæves forsøgt at aktivere kommunen. Derefter havde hun talt med specifikke bilister om bekymringen. Alle var ordentlige mennesker der ”selvfølgelig nok skulle tænke over det”, men ingen adfærdsændring fulgte. Herefter overvejede Karina at grave huller i vej-en. Og det er jo – i modsætning til at køre 50 i timen når intet andet er skilt-et – ulovligt. Derfor foreslog monopol-et at hun lavede nogle skilte.
Og det var sandsynligvis en god løsning. For både Karinas egen lille empiriske undersøgelse og forskning på området tyder på at den slags problemer ofte skyldes manglende fokus i situationen. Den amerikanske forskertrio Kallgren, Reno og Cialdini, som har undersøgt skiltes effekt i det offentlige rum, har blandt andet konkluderet at: ”a particular social norm (…) is unlikely to influence behavior unless it is focal (…) for an individual at the time.”
Og det er en accepteret social norm at man skal køre forsigtigt når der færdes børn, men i de travle morgener på vej til arbejde var det ikke bilisternes fokus. Det problem ville et skilt kunne løse fordi det ville placere budskabet lige netop der hvor problemet opstod.
Viden og individets betydning (som DSB-passager)
I modsætning til Karina og de andre forældre er DSB den gældende autoritet i en række befærdede offentlige rum. Det er oplagt for dem at skilte deres ønsker – og det gjorde de så i foråret 2010 fordi nogle af deres forhadte forsinkelser åbenbart skyldtes at togene holdt og ventede på folk der maste sig rundt. DSB lancerede en omfattende adfærdskampagne der dels bestod af små film vist på skærmene i S-togene – og dels af grønne skilte med anvisninger såsom ”Først ud, så ind” og ”Brug gerne mellemgangene til barnevognen”.
Det handlede om at besvare logis-tiske spørgsmål om pladsfordeling og opførsel i myldretiden. Det var budskaber som: ”Flexrummet er kun til dig med cykler, kørestole og barnevogne” og ”Stillezone – Shhhh”. Skiltene etablerede fokus (sat op i øjenhøjde ved indgangene til henholdsvis flexrum og stillezone) og viden, mens viljen afhang af DSB’s autoritet og argumentation hvor sidstnævnte foregik på videoskærme i S-toget.
Kombinationen af DSB’s autoritet som indehaver af rummet og det åbenlyst meningsgivende i budskaberne kan få overbevisningsopgaven til at virke simpel. Men i dette tilfælde er udfaldet alligevel ikke sikkert fordi fx sådan noget som ”Først ud, så ind” kan udgøre et dilemma for den enkelte: mig eller fællesskabet? Hvis man som den eneste venter pænt, risikerer man nemlig at man pga. sin altruistiske indstilling ikke får plads i toget. Flertallet skal derfor overbevises om at det kan betale sig at stole på fremmede.
Det løste DSB blandt andet ved at sørge for at skiltene var overalt, så man kunne konkludere at de andre i hvert fald også havde fået beskeden. Desuden argumenterede DSB udførligt for sagen ved at udfolde argumentationen i små film der fx viste sekundudregninger på hvor meget hurtigere toget kom af sted hvis folk fordelte sig og lod andre komme ud. Det hjalp også at skiltene var holdt i et neutralt sprog der understøttede det lavpraktiske og velmenende i budskabet. Især sidstnævnte kunne det næste eksempel lære noget af …
Vilje til hensyn (med hundelort)
I en forstad til København har en privatperson splittet en IKEA-reol ad og brugt pladerne til at fabrikere nogle skilte der med sort sprittusch på hvid spånplade skiller sig tydeligt ud fra ligusterhækken med ordene: ”INGEN HUNDELORT HER, TAK!”
Det er meget klart hvad afsender vil opnå. Stedangivelsen ”HER” vidner også om at personen har placeret sit håb om adfærdsregulering på det sted hvor der er brug for fokus. Til gengæld er der noget ved udformningen der instinktivt får mig til at ønske at jeg havde en hundelort. Noget kunne altså tyde på at skiltet ikke egner sig til at opfylde viljesbetingelsen.
De fleste er allerede overbeviste om at det ikke er i orden at efterlade hundelorte hvor det kan gribe negativt ind i andre menneskers hverdag. Der er derfor kun brug for en påmindelse om at hundelorten på pågældende sted falder ind under den præmis. Altså er det ikke selve sagen, men ordlyden og autoritetsspørgsmålet der er udfordringen her. Den trodsfølelse skiltet vækker, skyldes ret konkret ordet ”TAK” – der tydeligvis menes i vredt råbt forstand – samt den visuelle gene i påskrevet skrald på gaden. Det giver skiltet markant dårligere muligheder for at vække velvilje og forståelse hos modtageren end hvis skiltet var lidt pænere og helt neutralt havde lydt: ”Ingen hundelort her.” Udseendet understreger samtidig at bagmanden er en almindelig person uden muligheder for at håndhæve noget som helst, sådan at velviljen bliver en ret bærende faktor.
Hvis du har et skiltværdigt problem, kunne rådene i forhold til viljesudfordringen altså lyde: Husk at din modtager er en fremmed der ikke som udgangspunkt føler sig forpligtet til at tage hensyn til dig. Skriv neutralt eller humoristisk – ikke vredt eller falskt venligt. Og hvis din retfærdiggjorte hensigt er åbenlys, kan du ret langt hen ad vejen nøjes med at skabe fokus og forklare problemet. Ellers må du frem med et godt argument.
Gode råd til et godt skilt
1 Placer skiltet hvor problemet er
2 Udtryk klart hvad du beder folk om – og hvorfor
3 Giv folk lyst til at følge skiltet
3.1 Henvend dig til det gode i mennesket
3.2 Tilpas skiltet din (manglende) autoritet
3.3 Sandsynliggør at én person kan gøre en forskel
R
Læs mere:
Bolsen, T: ”A Light Bulb Goes On: Norms, Rhetoric, and Actions for the Public Good”, Political Behavior, nr. 35, 2011.
Cialdini, R.B. et al.: ”Managing Social Norms for Persuasive Impact”, Social Influence, nr. 1, 2006.
Kallgren, C.A., R.R. Reno & R.B. Cialdini:: ”A Focus Theory of Normative Conduct: When Norms Do and Do Not Affect Behavior”, Journal of Personality and Social Psychology, nr. 58, 1990.
Om forfatteren
Barbara Kjølbye Zinckernagel. Redaktionschef på RetorikMagasinet.
Artiklen findes i RetorikMagasinet 88, juni 2013, s 24-25.
Liknande artiklar:
Farlige fordomme om Kina
Guldlok-argumentet
Kenneth Burke: Retorik er det vildeste drama
Skønlitteratur – terapeut med speciale i traumebehandling
Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2014
