Charlotte Kroløkke og Janne Rothmar Herrmann

Slægtskabsreguleringer

Feministisk retsretorik som analyseramme og dens potentiale for at identificere lovens performative effekter

Ufrivillig barnløshed er et efterhånden velkendt fænomen og i Danmark bliver hvert tolvte barn i dag født ved hjælp af assisteret reproduktion. Danmark indtager i dag en nøgleposition både, hvad angår antallet af børn, der fødes efter et besøg på en fertilitetsklinik, og som aktør på det globale marked i sæd og reproduktive teknologier. I artiklen udvikler forfatterne en feministisk retsretorisk analyseramme og belyser, hvordan det danske lovmateriale om adoption og assisteret reproduktion samt Det Etiske Råds redegørelser konstruerer meget forskellige rammefortællinger om ”naturlige”, ”kunstige” og ”monstrøse” måder at få børn på. Afslutningsvis diskuterer forfatterne den feministiske retsretoriske analyserammes potentiale herunder dens evne til at kunne fremanalysere retoriske figurer og metaforer, der (il)legitimerer bestemte typer af slægtskaber, samt dens mulighed for at forholde sig til kønsligestilling i loven.

Abstract

Title ”Rhetorical Fieldwork as a Productive and Reflexive Democratic Practice’”
Abstract Involuntary childlessness is a well-known phenomenon, and in Denmark, every twelfth child is born through the use of assisted reproduction. Denmark is currently positioned as one of the key global actors both as far as the use of in-vitro ­fertilization (IVF) is concerned as well as within the global ­market in sperm and reproductive technologies. In this article, the authors develop a feminist legal rhetorical framework to discuss how the Danish law and ethical guidelines on adoption and assisted reproduction rhetorically produce different master plots on “natural,” “artificial,” and “monstrous” forms of kinship. The authors conclude with a discussion of the potential that a feminist legal rhetorical framework holds, including its ability to analyze how rhetorical figures and metaphors legitimize certain types of kinship as well as the ability to raise new and provo­cative questions related to gender equality within the law.

Keywords

feminist legal rhetoric, assisted reproductive technologies, reproductive law, critical adoption studies, feminist rhetoric

artikeln
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 79, 2019
Abstract s VIII · Artikel s 44-65
 https://doi.org/10.52610/UKNR3747

Om skribenten

Charlotte Kroløkke er professor mso på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.
Janne Rothmar Herrmann er professor mso på Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. .

Fulltext:

Med overskrifter som ”Kunstig befrugtning bliver betalt af staten, mens adoption koster forældrene 200.000”[1] og appeller til følelserne som ”Hjælp et barn til et bedre liv i Danmark”[2] er måder at få børn på blevet et omdiskuteret emne. Hvor adoption længe har været reguleret af staten, er reguleringen af assisteret reproduktion af noget nyere dato. Begge måder at danne familie på har dog i lige stor målestok påkaldt sig lovgivningsmæssig interesse. I artiklen udvikler vi en feministisk retsretorisk analyseramme til belysning af denne lovgivning og stiller spørgsmålene: Hvilke fortællinger om biologi og slægtskab italesættes i det danske lovgivningsmateriale og i Det Etiske Råds redegørelser om assisteret reproduktion og adoption samt hvilke retoriske forestillinger om det ”naturlige,” det ”kunstige” og det ”monstrøse” producerer de?

Formålet med artiklen er dobbelt: Vi ønsker at udvikle en tværfaglig retorisk og juridisk analyseramme – en udvidelse af det retsretoriske felt – samtidig med, at vi illustrerer analyserammens potentiale ved at anvende den på udvalgt lovmateriale. Helt grundlæggende anskuer vi lovmaterialet og redegørelserne fra Det Etiske Råd som retoriske rammefortællinger.[3] Bjerggaard Nielsen definerer den retoriske rammefortælling på baggrund af Walter Fishers teori om det narrative paradigme.[4] Rammefortællingen er, siger han, ”dét masterplot, der i en given tekst indtager en styrende rolle”. [5] Hvor Bjerggaard Nielsen kort eksemplificerer tilgangen i en analyse af Rachel Carsons debatbog Silent Spring fra 1962, overfører vi begrebet på udvalgt lovmateriale og redegørelser. Vi beskæftiger os derfor både med loven og dens forforståelser såvel som med de retoriske figurer og strategier, der er med til at producere lovens mening og ”ånd”. Jura og retorik er, argumenterer James Boyd White, tæt forbundet. Som White argumenterer vi for, at love og nationale forfatninger kan ses som et sæt retoriske tekster, der etablerer ”a set of speakers, roles, topics or occasions for speech”. [6] Juraen og retorikken er på den måde kulturbærende såvel som kulturskabende.

Vi indleder artiklen med en udvikling af feministisk retsretorik og viser dernæst dens anvendelse på dansk adoptionslovgivning og assisteret reproduktionslovgivning fra de kongelige adoptionsbevillinger i 1815 til i dag. Vi anskuer lovgivningen som biopolitisk forstået som statens måde at regulere bestemte typer af relationer og slægtskaber på. For at få indsigt i de forforståelser, som lovgivningsarbejdet bygger på, bruger vi de kilder, som jurister under anvendelse af den juridiske metode bruger for at fastslå hvad  gældende ret er på området (love, lovforslag med tilhørende bemærkninger og betænkninger), men vi har også valgt at inddrage tre redegørelser fra Det Etiske Råd. Det Etiske Råd er interessant, fordi det blev grundlagt med det specifikke formål at rådgive Folketinget samt bidrage til debat om nye bio- og genteknologier.[7] I artiklen sætter vi fokus på tre redegørelser (fra henholdsvis 1995,[8] 2001[9] og 2004[10]), fordi de knytter sig til efterfølgende lovændringer og dermed udgør de første overvejelser om emner, som Folketinget efterfølgende har taget stilling til. Rådets redegørelser giver sjældent enstemmige anbefalinger til Folketinget, men allerede i rammesætning og sprogbrug udstikkes nogle bestemte forståelser og betegnelser, der får betydning for forståelsen af de underliggende forhold.[11] Samlet ønsker vi at illustrere, hvordan dansk lovgivning og de etiske debatter om adoption og assisteret reproduktion producerer bestemte forståelser af ”naturlige” (gode), ”kunstige” (problematiske) og ”monstrøse” (dårlige) former for slægtskab.

Udviklingen af en feministisk retsretorisk analyseramme

Artiklen henter sit teoretiske og analytiske ståsted fra feministisk videnskab og i mødet mellem feministisk retsteori og retorik.[12] Feministisk retsvidenskab muliggør et kritisk syn på retten, der tager udgangspunkt i køn[13] og kan derfor placeres i den bredere kritiske retsvidenskab, hvor de værdier, som retten baserer sig på og udtrykker, synliggøres og analyseres.[14] Feministisk retsvidenskab stiller i forlængelse heraf spørgsmålstegn ved de mest grundlæggende udgangspunkter for forståelsen af retssystemet og fremanalyserer, hvordan retten legitimeres, og hvilken funktion og relation retten har til mennesker.[15] Tilsvarende argumenterede den tidlige feministisk retoriske forskning for at indlemme kvinders kommunikationsformer og –måder i den retoriske tradition.[16] På den måde ser feministisk retsteori og feministisk retorik et potentiale i at udfordre såvel som ændre de værdier eller magtstrukturer som både retten og retorikken hviler på. I dette afsnit skitserer vi først kort den eksisterende kønsforskning, der kobler køn og slægtskab i en dansk kontekst, for dernæst at udvikle en feministisk retsretorisk analyseramme.

Kønsforskere har allerede vist, hvordan de danske politiske debatter om reproduktive teknologier re-installerer heteronormative fortællinger om det gode, naturlige forældreskab.[17] For eksempel tydeliggør Mette Bryld og Nina Lykke, at reproduktive teknologier udfordrer fortællingen om den ”naturlige” familie. Tilsvarende viser Michael Nebeling Petersen i en diskursanalyse af Folketingets forhandlinger om assisteret reproduktion i 2006, hvordan lesbiske og enlige kvinders adgang til assisteret reproduktion bliver sat i scene gennem en ansvarligheds-, en rettigheds- og en liberalistisk diskurs. I en analyse af den skandinaviske velfærdsstat illustrerer Christel Stormhøj, hvordan hetero-forældreskaber bliver legitimeret og siger: ”The heterosexual norm becomes increasingly precarious, when challenged by transformative forces in- and outside the scientific field in the late modern period”.[18] Vi bygger ovenpå den eksisterende kønsforskning samtidig med, at vi udvider det empiriske felt til at rumme lovgivninger, debatter og materiale fra Det Etiske Råd om både adoption og assisteret reproduktion.

Kritiske slægtsskabsstudier fungerer endvidere i artiklen som et teoretisk bagvedliggende tæppe. I antologien Critical Kinship Studies anskuer forfatterne adoption og assisteret reproduktion som et sæt reproduktive teknologier, der med det samlede formål at skabe forældre, ofte (re)producerer kulturelle værdier, slægtskabsøkonomier og globale uligheder.[19] Den nordamerikanske kritiske adoptionsforsker Laura Briggs understøtter det perspektiv. Ifølge Briggs er den velkendte adoptionsrammefortælling ”Hjælp et forældreløst barn” fremtrædende i vestlige forståelser af transnational adoption.[20] Ikke alene er rammefortællingen ofte decideret forkert, argumenterer Briggs, men den reproducerer en hierarkiseret virkelighed, hvor førsteverdenen (de hvide kommende forældre) heltemodigt redder de, i fortællingen, ”stakkels” (og ofte brune) tredjeverdens børn. Lene Myong og Michael Nebeling Petersen deler den kritik, når de dekonstruerer transnational adoption som ”indlysende” til barnets bedste.[21] Også den kritiske reproduktionsforskning har haft fokus på, hvordan slægtskab er til forhandling og bliver naturliggjort. Kroløkke og Hvidtfeldt Madsen bruger respektabilitet som retorisk begreb til at indfange mødet mellem intenderede forældre, økonomi, marked, teknologi, rugemødre og børn,[22] mens Markens skitserer konkurrerende retoriske rammefortællinger forbundet med rugemoderskab i USA.[23] Samlet set indskriver kritiske slægtskabsstudier derfor den feministiske retsretoriske analyse i en bredere social orden.

I denne kontekst argumenterer vi for, at feministisk retorik kan fungere som en kritisk analytisk linse. Vi placerer således reproduktion indenfor retorikkens faglige rammer.[24] Den feministiske retoriker Celeste Condit understreger netop værdien af at analysere reproduktionsspørgsmål retorisk, når hun i analyser af abortretorik i USA viser, hvordan retoriske figurer og metaforer producerer forskellige (og ofte kontrasterende) forståelser af fostret (som celler og som liv) såvel som divergerende tilgange til kvindens krop og hendes reproduktive rettigheder (eller manglen på samme).[25] Med et tilsvarende sæt af retoriske værktøjer fremanalyserer Kroløkke og Hvidtfeldt Madsen fem forskellige retoriske figurer om den hvide, vestlige fertilitetsrejsende og surrogatmoderskab: Den fertilitetsrejsende som patient, helt, turist, forbruger eller skurk.[26] Kroløkke og Hvidtfeldt Madsen viser, hvordan hver enkelt figur trækker på bestemte retoriske strategier og konstituerer forskellige problem- og løsningsstrategier.[27] I en norsk kontekst, eksemplificerer Merethe Flatseth desuden metaforanalysens evne til at kunne udfolde, hvordan abort i norske stortingsdebatter bliver konstitueret som et etisk problem såvel som en etisk praksis.[28] Vi lægger os i forlængelse af denne feministiske retoriske forskning og argumenterer for, at retorikken med dens fokus på relationen mellem form og indhold samt fokus på stil er et produktivt analyseredskab til at forstå, hvordan fænomener som biologi, slægtskab samt det naturlige, det kunstige og det monstrøse bliver til og får retlig legitimitet. Disse forforståelser kan være medkonstituerende for det vi her vælger at kalde ’lovens ånd’ (dens mening og hensigt), ligesom man ved at kaste lys på metaforer og talefigurer, kan synliggøre de værdier, som retten baserer sig på, eller vise, at de rammefortællinger, der strukturerer lovgivningen, netop ikke altid er i overensstemmelse med retssystemets mest grundlæggende normer om frihed og lighed.

Når vi vælger at udvikle en feministisk retsretorisk analyseramme, er det fordi, vi mener, at den både bidrager teoriudviklende og rammesætter lovgivningsmaterialet analytisk. Retsretorik er ikke en ny analytisk praksis men snarere en samlebetegnelse for et diffust felt,[29] der overvejende tager sigte på den praktiske retsanvendelse, dvs. som juridisk argumentationslære ved domsforhandling af juridiske sager. Retskilderne er i dette perspektiv, som den retoriske topik, steder, man kan argumentere ud fra med den forskel at retskilderne er en formel form for topik, hvorfra man skal hente belægget for sin argumentation. [30] Maria Louise Staffe peger således på, at doxai i retlig argumentation findes i to hovedformer, som formelle topoi (retsreglerne, der er nedfældede, kodificerede værdidomme i det samfund, hvor de er vedtaget) og som uformelle topoi (vage værdidomme og antagelser, som også findes i samfundet, og som ligesom de kodificerede retsregler er med til at præge argumentation og afgørelser). [31] Jack M. Balkin bruger eksempelvis topikken som metodisk greb, der gør juristen klogere på selve det pågældende retsområde, fordi man ved at katalogisere retsområdets argumenttyper får udledt dets grundlæggende retlige figurer.[32] Tilsvarende Balkin, bruger vi retorisk figur ikke i en traditionel og konventionel stilistisk forstand, der henviser til form uanset indhold. I stedet bliver begrebet anvendt som en trope eller et narrativt undertema. Til forskel fra en traditionel retsretorisk analyse, der kan vise, hvilke retoriske virkemidler, der kan være medafgørende for udfaldet af en domsforhandling,[33] eller en katalogisering af et retsområdes argumenter som metodisk greb til at forstå selve retsområdet, så kan denne tilgang 1) synliggøre de forforståelser, som retskildematerialet baserer sig på og belyse, hvordan lovgivningen legitimerer sig, 2) vise de retoriske strategiers kommunikative og performative effekter[34]  – altså hvordan regulering af måder at få børn på retorisk skaber bestemte slægtsskabsfortællinger samt normative rammer om (il)legitime slægtskaber – samt 3) forholde sig til ligebehandling i loven.

Med udgangspunkt i den retoriske rammefortælling som begreb,[35] vil en feministisk retsretorisk analyse ikke alene kunne skitsere lovgivningens mest fremtrædende masterplots, men også påvise, hvordan den overordnede fortælling strukturerer kønnede, seksualiserede, nationale og racialiserede fortællinger. Vi vender os derfor nu mod lovmaterialet og redegørelserne fra Det Etiske Råd. Vi forholder os delvist kronologisk til materialet og diskuterer først iscenesættelsen af ”kunstige” og ”ægte” biologiske slægtskaber i den første regulering af adoption for dernæst at vise, hvordan nyere redegørelser fra Det Etiske Råd rammesætter den reproduktive teknologi som potentiel ”monstrøs”, mens adoption undslipper sig den teknologiske rammefortælling og i stedet bliver etableret som ”humanitære slægtskaber”. I det sidste analyseafsnit vender vi os mod vederlag og værdighed og diskuterer her, hvordan monstrøsitet nu ikke i samme grad knytter sig til reproduktive teknologier, men i høj grad klistrer til økonomiske transaktioner.

Kunstige slægtsforhold og ægte (biologisk og genetisk) slægtskab

Hvor reproduktive teknologier er af forholdsvis nyere dato, har adoption en noget længere historie. Vi præsenterer derfor kort lidt baggrundsmateriale inden, at vi fremanalyserer den tidlige italesættelse af (fremmed)adoption. Før kongelig resolution af 13. december 1815 skete adoptioner gennem kongelige bevillinger på baggrund af kongelovens artikel 3, der gav kongen uindskrænket lovgivningsmagt. Adoption var imidlertid blevet så udbredt, at man mente, der måtte en administrativ omlægning til. Med resolutionen af 1815 kunne kancelliet nu udfærdige bevillinger på egen hånd – forudsat, at adoptanten ikke havde livsarvinger i forvejen. Adoptionsbevillingen kunne således kun være en administrativ ”ekspeditionssag”, hvis adoptanten ikke havde en ”ægte” (defineret som biologisk) slægtning i nedstigende linje (barn, barnebarn, oldebarn). Ønskede man at adoptere, selvom man havde livsarvinger, var det altså en noget alvorligere sag, som krævede Kongens bevilling. Adoptionens almindelige retsvirkning var, at barnet fik stilling som adoptantens ægtebarn, medmindre der var taget særlige forbehold i bevillingen i forhold til arveret eller familienavn. Selv om bevillingspraksis i tidens løb udviklede sig på en sådan måde, at bevillingerne blev udfærdiget efter ganske bestemte retningslinjer, fandt lovgiver det utilfredsstillende, at et så vigtigt område af familieretten ikke var kodificeret og dermed tilgængeligt for offentligheden. Dette hang sammen med, at antallet af bevillinger var steget fra 5-10 bevillinger årligt i midten af 1800-tallet til 3-400 bevillinger årligt omkring 1900.[36]  

I 1913 afgav familieretskommissionen på grundlag af nordisk samarbejde sin betænkning om adoption. Betænkningen bestod i et lovudkast,[37] som den første adoptionslov (lov nr. 87 af 26. marts 1923 om adoption)[38] udtrykkeligt baserede sig på.[39] Lovens udgangspunkt (§ 15) var, at barnet fik status som adoptantens ”ægtebarn”, dog således, at der ikke skete nogen forandring i forholdet mellem adoptivbarnet og dets ”naturlige” (forstået på det tidspunkt som genetiske og biologiske) slægt, og at adoptionen ikke bevirkede nogen retlig familieforbindelse mellem den ene part og den andens ægtefælle eller slægtninge og heller ikke mellem adoptivbørn indbyrdes.

Det fastslås i disse bestemmelser, at adoptionens hovedvirkning er at etablere et ”ægtebarnsforhold” mellem barnet og adoptanten. Det fastslås udtrykkeligt, at bevillingens virkninger normalt er begrænset til forholdet mellem netop disse personer; den influerer hverken på forholdet mellem barnet og dets ”naturlige” slægt eller på barnets stilling til adoptantens slægt. Selvom § 8 fastsætter, at adoptionen skal være til gavn for den adopterede, så er det tydeligt, at et ligeså vigtigt fokus er adoptanten og adoptantens slægt (slægtsnavn og formuegoder), idet §§ 10, 13 og 14 gav mulighed for, at barnet ikke ligestilles i disse henseender. På det tidspunkt, hvor Familieretskommissionen afgav sin betænkning og frem til 1923-lovens ikrafttrædelse  blev der konkret i 75% af bevillinger netop taget forbehold på det arveretlige område.[40] Synspunktet, at formuer burde blive i det, der fremstår som den ”naturlige” slægt understreges af, at loven opretholdte arveretten mellem barnet og de biologiske forældre. Bemærkningerne til lovforslaget angiver, at loven på dette punkt var mere vidtgående end betænkningens forslag:

Idet man frygter for, at en Ordning, der hindrer Adoptanten i at begrænse Adoptivbarnets Arveret, let kan medføre, at Adoptioner, som i øvrigt maatte anses at være til det paagældende Barns Tarv, ikke kommer i stand.[41]

Selv forsørgelsespligten i §12 har ikke udelukkende fokus på barnets ret til penge- og omsorgsforsørgelse fra den nye forælder, men derimod også på adoptanten, der som hovedregel intet krav har på at få godtgjort sine udgifter af ”barnets virkelige forældre”.[42] Det anføres således, at den forsørgelsespligt, der ifølge den dagældende Fattiglov var pålagt adoptanten var ubetinget både over for barnet ”og dets Forældre”. Denne ubetingede pligt fritog dog ikke de ”virkelige forældre” for forsørgelsespligt, idet faren til et uægte barn fortsat var bidragspligtig også efter barnet var bortadopteret. Formuleringen ”de virkelige forældre” følger desuden direkte af ordlyden af den endeligt vedtagne lov.[43]

Adoption rammesættes således retsretorisk som etablering af et ”mindre virkeligt” slægtsskabsforhold som følge af den tids vægtlægning af biologisk slægtskab og arvefølge som sikring af, at slægtens formuegoder forblev i slægten. Arvelovskommissionen videreførte i 1941 synspunktet om, at barnet ikke skulle være tvangsarving. Der var imidlertid ikke udelt enighed blandt jurister om adoption og dens retsvirkninger. I starten af 1940’erne diskuteredes emnet løbende i retsvidenskabelige artikler, og dommer Niels Harbou argumenterede med udgangspunkt i de norske regler for mere vidtgående danske regler, således at der kunne ske adoption med ”fuldt familieskifte”. Harbou anfører bl.a., at der ikke kan være tvivl om, at et adoptivbarn er og bør være socialt knyttet til adoptivforældrene og deres slægt og ikke til sin egen slægt: ”På denne baggrund bør den sociale forbindelse og ikke det biologiske slægtskab lægges til grund”. [44] Et fuldt familieskifte, hvor adoptivbarnet ligestilles med biologiske børn i juridisk henseende i forhold til arv og slægtsnavn, medfører i denne udlægning, at både den retlige og sociale tilknytning til barnets egen slægt må afbrydes. Dommer Jørgen Trolle udtrykker derimod bekymring for en sådan ordning, da han finder det ”besynderligt”, hvis adoptanten skal kunne tillægge barnet fuld legal arveret efter adoptantslægten, ”uden at dennes medlemmer bliver spurgt eller endog behøver at få noget at vide herom”.[45] Blodets bånd forbliver her retorisk konstituerende for familietilhørsforholdet.

Det blev netop spørgsmålet om det ”kunstige” og ”det ægte”, der ledte frem til den næste lovændring. Lovgivningsarbejdet blev skudt i gang med betænkning 111/1954 om ændring af reglerne om adoption, der i redegørelsen for de på det tidspunkt gældende regler om adoption rammesætter dem som ”etablering af et kunstigt slægtsforhold mellem barnet og adoptanten”.[46] Betænkningen dannede grundlag for, at man i 1956 ændrede adoptionsloven væsentligt med indførelsen af såkaldte ”stærke” adoptioner, hvor adoptivbørn ligestilles med egen-fødte børn på alle måder og forbindelsen til de biologiske forældre afbrydes fuldstændigt. Det tidligste materiale om adoption viser en udvikling, hvor adoption bliver mindre og mindre ’kunstig’ i takt med at ”ægte” slægtskab i stigende grad afkobles fra ideer om slægten som etableret gennem genetik og biologi. Hvor adoption bliver mindre og mindre ”kunstig”, så bliver de nye reproduktive teknologier monstrøse, bl.a. for at skabe nye forstyrrelser af genetik og biologi som ikke én men to kategorier.

Monstrøse teknologier og humanitære slægtskaber

Hvor slægtskabet mellem adoptanten og den adopterede i den tidlige adoptionslov blev rammesat som ”kunstig” og ”mindre virkelig”, producerer Det Etiske Råd i perioden fra 1995 til 2004 en anden hierarkiseret forståelse af slægtskab og måder at få børn på. I redegørelserne bliver ordet ”kunstig” nu anvendt om udvalgte former for assisteret reproduktion samtidig med, at de reproduktive teknologier retorisk bliver fremstillet som potentielt monstrøse. I dette afsnit analyserer vi først Det Etiske Råds iscenesættelse af assisteret reproduktion inden, at vi vender os mod, hvad den fremvoksende fortælling om adoption som et humanitært velfærdsstatsarbejde gør ved forståelsen af måder at få børn på.

I Etisk Råds redegørelser fungerer det heteroseksuelle samleje som en uomtvistelig retorisk figur for den gode reproduktion. På den måde bliver assisteret reproduktion gjort kunstig i lyset af, hvad der fremstår som den ”naturlige” forplantning. I redegørelsen fra 2001 forholder Rådet sig eksempelvis til, hvorvidt teknologierne kan efterligne den ”naturlige” forplantning, når de skriver:

Reproduktionsteknologierne bør ikke tages i anvendelse, hvis de sigter på at fremkalde graviditet i situationer, som ikke er ubetvivleligt analoge til situationer, som forekommer eller kunne forekomme, uden at der anvendes kunstig befrugtning.[47]

Sæddonation fremstår i Rådets redegørelse som et eksempel på en sådan analog teknologi, retorisk fremskrevet som uproblematisk. Rådet skriver: ”Behandlingen er lavteknologisk og repræsenterer kun en mindre afvigelse i forhold til forplantning ved samleje”. [48] I 2004 redegørelsen fastholder Rådet tilsvarende ønsket om, at de reproduktive teknologier skal ligne ”den naturlige proces mest muligt”,[49] men udvider dog nu mulighederne til også at kunne imødekomme enlige og lesbiske kvinder, der ønsker at få hjælp til at få børn. Som Rådet anfører det: ”Mange børn er gennem historien kommet til verden på helt naturlig vis efter ét eneste møde og samleje mellem en kvinde og en mand”. [50]

I fortællingerne, hvor samlejet mellem kvinden og manden figurerer, fungerer det heteroseksuelle samleje, og hvad Petersen kalder ”heteroseksuel levevis,” fortsat som en primær rammefortælling.[51] De reproduktive teknologier skal helst simulere den ”naturlige” forplantning. Særligt problematisk for Rådet er derfor den reproduktion, der foregår udenfor (kvinde)kroppen. Den sættes i Rådets behandling i en farlig forbindelse med ”teknologisering” og en uønsket ”menneskeopfattelse”:

Udbuddet af de forskellige teknikker til kunstig befrugtning indebærer en generel teknologisering af forplantningen og indebærer en væsentlig risiko for en stærkt uønsket påvirkning af selve vores menneskeopfattelse. Man taler om sæd og æg, fosteranlæg og fostre, som om det var ting, og man behandler dem som ting: De smides væk, forskes på, foræres væk, og man diskuterer, hvem der har ejendomsret og råderet over dem. På den måde udgør anvendelsen og udbredelsen af kunstig befrugtning en tingsliggørelse af de mellemmenneskelige forhold og selve forplantningsprocessen.[52]

Et flertal af Rådet er således i 1995 imod ”kunstig” befrugtning, der foregår ”udenfor” (kvinde)kroppen. Ikke alene skitserer Rådet problematikker forbundet med en ”opsplitning” af moderskabet (rugemoderskab og ægdonation fungerer som konkrete eksempler), men teknologien producerer også, jævnfør Rådet, en ”tingsliggørelse” af det reproduktive. I redegørelsen fra 1995, beskriver Rådet eksempelvis teknologiernes evne til at kunne ”fryse ned” og ”tø op” og de uhensigtsmæssige muligheder forbundet med nu at kunne ”overplanlægge” eller ”skabe” sit eget barn. Ved hjælp af ord som ”adoptiv-æg”, ”teknificeret og fremmedgørende” og ”ubehagelige muligheder” skaber Rådet i 1995 en monstrøs teknologiscene, som de nye teknologier indfinder sig på:

En del af flertallet lægger desuden til grund for et forbud, at reagensglasbefrugtning med donoræg og donorsæd – ”adoptiv-æg” – repræsenterer en for teknificeret og fremmedgørende form for forplantning. Dertil kommer, at muligheden for at kombinere æg og sæd fra forskellige banker og skabe børn på den måde åbner ubehagelige muligheder for, at forældre kan vælge, hvilket æg og hvilken sæd, de vil sætte sammen til et barn.[53]

Redegørelserne forholder sig endvidere kritisk såvel som bekymret i forhold til det sociale ”pres” som forskellige reproduktive aktører bliver udsat for. På den måde bevæger de retoriske strategier sig fra det individuelle ønske om et barn til en re-installering af velfærdsstaten som nationens moralske vogter (”vores menneskeopfattelse”).[54] Barnløse er beskrevet som par, der oplever pres fra familie og venner (”parret kan føle pres fra omverdenen”).[55] Rugemødre (hvis det ellers var tilladt) ville opleve pres fra de intenderede forældre og potentielt blive udsat for større emotionelle udfordringer.[56] Sådan skriver Rådet:

Overdragelsen af barnet giver som regel rugemoderen store psykologiske problemer, og hun er også i mange tilfælde udsat for et pres fra den eller de kommende sociale forældre under selve graviditetsforløbet.[57]

I redegørelserne producerer Det Etiske Råd en fortælling, hvor nu ikke alene genetisk men biologisk slægtskab (særligt hvis det kan imitere det heteroseksuelle samleje) er ønskværdigt. I skarp modsætning hertil, iscenesættes de reproduktive teknologier retorisk som potentielt monstrøse i deres evne til at kunne skabe slægtskab, når genetikken og sågar biologien går ud. Det er slægtskaber, der er til fare for barnets ve og vel såvel som dets tarv samtidig med, at det, som anført af Det Etiske Råd, overskrider de (gode) danske ”kollektive” værdier. I Folketingets behandling af den første lov om kunstig befrugtning genfortælles det naturlige for eksempel også i den socialdemokratiske ordførers åbningsbemærkning:

Det overordnede princip er, at det foster, der skabes, ikke må adskille sig fra det, der principielt kunne være frembragt ved sædvanlig befrugtning. Det vil sige ingen manipulationer, ingen fremstilling af kopier af ét og samme individ, ingen deling af æg anbragt i forskellige kvinder, hvorved der kunne fødes tvillinger med forskellige mødre, ingen udvikling af æg, uden for kvindens livmoder, ingen rugemødre….[58]

De reproduktive teknologier skal i den rammefortælling kunne imitere den ”naturlige” forplantning (”det, der principielt kunne være frembragt ved sædvanlig befrugtning”). Samtidig bliver det monstrøse italesat som nye teknologier såsom kloning (”kopier af ét og samme individ”) og rugemoderskab.

I skarp modsætning til de monstrøse teknologier, bliver adoption, i Etisk Råds tre redegørelser, til en økologisk og altruistisk måde at skabe slægtskab på. Redegørelserne kobler rammefortællingen om en overbefolket verden sammen med en anden rammefortælling – nemlig den, der handler om et forældreløst barn. På den måde undslipper adoption helt de teknologiske og værdighedstruende rammer. I stedet bliver adoption konstitueret som en form for humanitær næstekærlighed. Adoption bliver en værdig slægtskabsteknologi samtidig med, at de danske adoptivforældre bliver retorisk fremstillet som modige individer, der tør tage et ”handicappet eller et udenlandsk udseende barn til sig”.[59] I den fortælling indgår også en forståelse af den danske velfærdsstat som en særlig god ramme at vokse op i. Rådet opmuntrer således til øget adoption, når de skriver:

Det ville være mere ønskeligt om samfundet tilskyndede de barnløse til at adoptere børn, der er født, eller tage dem i pleje. I stedet for ved hjælp af avanceret teknologi at skabe nye børn, kunne man give nogle af de allerede fødte børn ordentlige muligheder.[60]

Fortællingen vinder genklang ved Folketingets behandling af den første lov om kunstig befrugtning, hvor den socialdemokratiske ordfører minder om, ”at vi lægger megen vægt på, at der gives en grundig oplysning om adoptionsmulighederne før påbegyndelsen af behandling mod barnløshed”[61] ligesom ordføreren for SF mener, at ”vi skal presse på…., så den naturlige løsning på problemet barnløse forældre og forældreløse børn bliver, at man lader dem finde hinanden i et lidt større omfang end man gør i dag”. [62] Det blev og er fortsat derfor et krav i lov om assisteret reproduktion, at der inden behandling skal gives information også om adoption, jf. § 23, stk. 2.[63] Et krav, der i SF ordførerens udtalelse sågar bliver naturliggjort (”den naturlige løsning på problemet”).

De reproduktive teknologiers monstrøsitet understøttes endvidere, når de rammesættes som direkte i konkurrence med rammefortællingen om de ”forældreløse børn.” Reproduktive teknologier bringer således ”et barn til at eksistere og dermed nedbringer antallet af potentielle adoptanter, således at adoptivbørnenes fremtidsmuligheder generelt set forringes”.[64] Den potentielle uværdighed som reproduktionsteknologien rummer overføres her retorisk til rammefortællingen om den globale uværdighed forbundet med de forældreløse børns vilkår. I redegørelsen fra 2001 konstituerer Det Etiske Råd det adopterede barns vilkår som så dårlige, at de opmuntrer til en nytænkning af kravene til det (danske) modtagerpar:

Hvis barnets livsbetingelser inden adoptionen er tilstrækkeligt dårlige, har dette således en afgørende betydning for, hvilke krav det er fornuftigt at stille adoptanten. For eksempel kan det udmærket være i et udenlandsk barns interesse at blive placeret hos forholdsvis dårligt fungerende forældre, hvis denne placering er den bedste blandt de realistiske alternativer til den øjeblikkelige situation.[65]

Selvom fattigdom og geopolitik, som Briggs[66] anfører det, er væsentlige medvirkende aspekter i transnationale adoptionssager, reproducerer Rådet her en rammefortælling, hvor den (gode) hvide danske barnløse redder de forældreløse børn fra den tredje verden. Som anført af Rådet: ”Endelig er det i realiteten således i dag, at det er umuligt at adoptere et dansk spædbarn, fordi der årligt kun bortadopteres ca. 20-30 sådanne børn”.[67]

De etiske redegørelser producerer således bestemte forståelser af gode og potentielt dårlige (kommercielle) slægtskaber. I fortællingerne indgår forståelsen af teknologi og forplantning, der finder sted uden for kroppen som potentiel altid monstrøs, mens særligt den transnationale adoption indskrives i en altruistisk rammefortælling. Samme  rammefortælling ses ved Folketingets behandling af den første lov om kunstig befrugtning: S-ordfører Tove Lindbo Larsen udtaler som første taler ved første behandlingen i Folketinget, at information om kunstig befrugtning skal fortælle ”klart om mulighederne for at adoptere et barn. Der er mange børn i verden, der har hårdt brug for et trygt hjem at vokse op i”.[68] For K-ordfører Henriette Kjær er den teknologiske indblanding i forplantningen monstrøs, ”det er tanken om det kunstige, der skræmmer mig”,[69] mens R-ordfører Vibeke Peschardt knytter det kommercielle rugemoderskab til Huxleys fremtidsvision fra 1932, ”der har været meget nærværende i debatten….Den fagre, nye verden er her allerede, og lovforslaget drejer sig derfor om, at regulere de værste vildskud fra teknikkens overdrev væk”.[70] De reproduktive teknologier bliver performativt konstitueret som monstrøse – en monstrøsitet som i dag tilsvarende knytter sig til økonomiske transaktioner og det globale forplantningsmarked. Efter teknologiernes indtog skifter adoption samtidig status – hvor adoption før blev rammesat som et kunstigt slægtskabsforhold, der blev monstrøst for sin potentielle indlemmelse af ikke-biologiske arvinger i den biologiske slægts navn og formuegoder, blev adoption – også i takt med adoptioner ikke længere var lokale men transnationale – sidenhen set som truet af teknologien, der kunne skabe ’ægte’ biologiske børn, men som var monstrøs for sit potentiale til at efterlade en masse ’stakkels’ børn uden adoptanter i Danmark. Afsnittet har vist, hvordan det monstrøse flytter undervejs. I det næste afsnit sætter vi fokus på, hvordan kommercielle transaktioner nu indtager den mere monstrøse position. 

Penge lugter! Monstrøse slægtskaber

Mens de tidlige redegørelser og lovgivning om ”kunstig befrugtning” benytter sig af talefigurer som ”vildskud” og andre skræmmebilleder, og adoption bliver altruistisk og økologisk, så bliver kommercielle transaktioner centrale i det nyere materiale, og der udstikkes to spor for, hvordan penge må eller ikke må være i spil i slægtsskabsetableringen. Det gør sig særligt gældende i nyere adoptionssager såvel som i redegørelser og lovmaterialet forbundet med rugemoderskab.

Den 29. november 2017 afsagde Retten i Sønderborg dom[71] i en sag om et barnløst dansk par, der havde købt et nyfødt barn i Polen. Parret blev dømt for at afgive falske oplysninger, men selve transaktionen faldt uden for adoptionslovens forbud, der alene gik på aftaler om etablering af surrogatmoderskab og følgende overdragelse af barnet indgået inden fødslen. I følge børne- og socialminister Mai Mercado signalerede sagen, at det er ”dybt forkasteligt at gøre børn til en handelsvare”,[72] og tilsvarende istemte Venstres socialordfører Carl Holst:

Vi har et adoptionssystem, hvor der gælder nogle regler. Vi skal ikke have et parallelsystem, hvor man på egen hånd kan rejse rundt i verden og finde folk, der giver samtykke til, at man sælger sit barn.[73]

Det politiske budskab er altså, at der er et officielt adoptionssystem, hvor barnløse forbindes med forældreløse børn på altruistisk grundlag, som står i skarp kontrast til situationen, hvor parret selv opsøger en nybagt mor og betaler hende i forbindelse med overdragelsen af barnet. Men faktisk havde der i 2012 og 2013 været kritisk fokus på international fremmedadoption fra Etiopien gennem den såkaldte Amy-sag og dokumentaren Adoptionens pris.[74] Det viste sig, at forældre var blevet franarret to af deres børn med løgne og falske løfter. Dette satte fokus på det som nogle kaldte ’handelselementet’ ved international adoption.[75] I den første adoptionslov var holdningen til vederlag i forbindelse med adoption imidlertid mere tvetydig. Kommissionens lovbemærkninger, der stod uimodsagte ved fremsættelsen af 1923-loven, anerkender således (jf. § 9), at vederlæggelse udgør en særlig vanskelighed, fordi et vederlag på den ene side kan sikre adoptanter fra små kår, at et oprigtigt følt ønske om adoption kan realiseres med en naturlig erstatning for de udgifter, der er forbundet med opfostring af barnet, og at en far til et uægte barn ofte nemmere vil kunne udrede et vederlag en gang for alle end at påtage sig barnets opdragelse. På den anden side rummer vederlag stor fare for spekulation fra adoptanter og mellemmænd. Afgørende blev derfor vederlagets størrelse og om det var til betryggelse af barnets livsvilkår. Det fremhæves i den forbindelse, at bevillingsmyndigheden må påse, at adoptionen virkelig er til barnets tarv, og at ”barnet f.eks. ikke er købt for at opdrages til gøgler, som offer for hvid slavehandel eller lignede”.[76]

Mens adoption af danske børn, stedbarnsadoption og familieadoption i dag stort set er gratis, er international fremmedadoption forbundet med høje udgifter. Det danske adoptionssystem baserer sig tillige i dag på private adoptionsformidlere, og selvom der udbetales et kommunalt adoptionstilskud efter adoptionen, så rækker det langt fra. Der er således stadig en tvetydighed at spore, hvor man på den ene side overlader adoption til private adoptionsformidlere, der tjener penge på sin virksomhed, samtidig med at loven i vidt omfang forsøger at skabe tryghed om det kommercielle aspekt: Gebyret til de adoptionsformidlende organisationer dækker udgifter som tilskud til børneinstitutionen, udgifter til barnets pleje frem til adoptionen, medicin, vaccinationer, juridisk bistand til adoptionen, oversættelser mv, idet organisationen ikke må opnå utilbørlig økonomisk vinding i forbindelse med adoptionshjælpen og ikke må modtage betaling, der står i misforhold til det udførte arbejde.[77] Tilsvarende må organisationerne kun virke som adoptionsformidlere med Socialministerens tilladelse, og den adoptionshjælp, de yder, skal være bestemt af hensynet til barnets bedste og være etisk og fagligt forsvarlig.[78] Et egentligt forbud mod at købe et barn udenom det lovregulerede adoptionssystem findes ikke, hvilket af flere politikere blev opfattet som et hul i loven,[79] da et par i 2017 alene blev dømt for at afgive falske oplysninger i forbindelse med, at de havde fået overdraget et barn i Polen fra en nybagt mor mod betaling.[80]

Vederlag og værdighed er problematiske størrelser også i Det Etiske Råds redegørelser. Her bliver den ”menneskelige værdighed”[81] sat på spidsen – dog ikke i Rådets behandling af transnational adoption men i dets diskussion af rugemoderskab og ægdonation. Rugemoderskab beskrives eksempelvis som ”bestilt adoption”[82] og ”salg af børn”.[83] I de tre redegørelser bliver alle former for mellemmandsvirksomhed samt brug af ”kunstig befrugtning” til det formål gjort ulovlig og strafbar: ”Formidlingen af rugemoderskab er forbudt både for formidleren og parterne selv”.[84] I Rådets redegørelser bliver rugemoderskab en potentiel monstrøs form for slægtskabsteknologi. Rugemoderskab skaber ”unaturlige forhold”:[85] En kvinde føder et barn, der er intenderet en anden, samtidig med, at forholdet mellem ”manden og kvinden” – i skarp modsætning til ”den naturlige befrugtning” – alene er, skriver Rådet, af ”ydre og instrumental karakter”.[86] Det samme gør sig potentielt også gældende i ægdonation og i det, som Rådet kalder ”opsplitningen af moderskabet”.[87] Jævnfør lov om assisteret reproduktion er det ikke tilladt at ”sælge, formidle salg eller på anden måde medvirke til salg af ubefrugtede eller befrugtede menneskelige æg”.[88] [89] I begge tilfælde fungerer vederlag som en forurenende størrelse:

Reproduktion bør ikke underkastes den pengemæssige logik, hvor det solgte betragtes som en genstand, der er afhændelig til højestbydende. Den enkelte rugemoder bør derfor ikke have mulighed for at ”udleje” sin livmoder og sælge sine æg.[90]

I lovbemærkningerne til de første lovbestemmelser vedrørende surrogati-arrangementer hedder det ligeledes:[91]

Ved aftaler om vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste må myndighederne ikke medvirke til, at barnet får lovligt ophold hos det par eller den, der har ‘bestilt’ barnet, f.eks. gennem plejetilladelse, ligesom ansøgning om overførelse af forældremyndigheden eller adoption skal afslås. Ønsker moderen ikke at have barnet, kan hun give tilladelse til, at barnet anbringes i familiepleje eller adopteres af et par, der er godkendt til adoption.

I betænkning 1350/1997 om børns retsstilling understreges det, at selve det at virke som surrogatmor ikke er forbudt, heller ikke hvis der ydes vederlag for det. Men udbredelsen af surrogatmoderskab er i øvrigt søgt begrænset på forskellige måder, bl.a. ved i de administrative regler at præcisere, at statsamtet ikke må godkende aftaler om overførelse af forældremyndighed eller meddele bevilling til adoption, såfremt der skal ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden eller den bortadopterende. Det er altså ikke forbudt at modtage vederlag, men hindring af den sociale moders mulighed for at få del i forældremyndigheden – og at stedbarnsadoptere barnet – er tænkt som et værn mod forekomsten af surrogati-arrangementer med betaling.[92]

Til trods for den opmærksomhed, som dokumentaren Adoptionens Pris fik, så er det bemærkelsesværdigt, at opmærksomheden på handel og adoption er klokkeklart rettet mod korruption i det pågældende land samt dets evne til at kunne håndtere adoption. I en helhedsanalyse understreger Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold i 2014 således til et ”grundigt kendskab til afgiverlandene” herunder kendskab til ”risikoen for korruption”.[93] På den måde undslipper transnational adoption sig en mere generel rammefortælling, hvor det kommercielle og det uværdige kobles sammen. I modsætning til afsenderlandet fremstår modtagerlandet fortsat som forplantningens moralske vogter samtidig med, at transnational adoption bliver genfortalt inden for rammen om det gode forældreskab. På den måde undslipper transnational adoption den monstrøse ramme og bliver i stedet geninstalleret i en altruistisk rammefortælling.

Penge skaber monstrøsitet, når måder at få børn på involverer kommercielle transaktioner. Men det monstrøse bliver konfigureret på forskellig vis; på adoptionsområdet er ’markedet’ indrettet sådan, at visse ikke-monstrøse pengetransaktioner godt kan finde sted, ligesom visse pengetransaktioner på det reproduktive område accepteres (fx salg af sæd), mens andre ikke gør (salg af æg).

En opsummering: Feministisk retsretorik som analyseramme

Vi har i artiklen udviklet en feministisk retsretorisk analyseramme og anvendt den på udvalgt lovmateriale og redegørelser fra Det danske Etiske Råd. Måder at få børn på indgår i meget forskellige rammefortællinger. Hvor blodets bånd i den tidlige lov og betænkning om adoption retorisk etablerede adoption som mindre virkelige slægtskaber, så bliver adoption i dag, i nyere lov og i det Etiske Råds redegørelser, retorisk naturliggjort som en god måde at få børn på. Til sammenligning bliver de reproduktive teknologier positioneret som altid potentielt monstrøse. Det gør sig særligt gældende, når forplantning sker udenfor kvindekroppen, og når det økonomiske vederlag retorisk konstitueres som en forurenende størrelse. Til trods for, at monstrøsitet, i de forskellige perioder, klistrer sig til forskellige aktører og teknologier, så fremstår velfærdsstaten retorisk i hele perioden som nationens og forplantningens moralske vogter.

Den retsretoriske analyseramme har vist sig behjælpelig med at synliggøre rettens forforståelser og understreger de retoriske strategiers performative effekter i de måder, hvorpå bestemte slægtskaber bliver gjort til (il)legitime. Som anført i den skematiske oversigt (Figur 1) er de forskellige rammefortællinger produceret af et sæt meget forskellige retoriske figurer og metaforer.

Slægtskabsteknologier	Forplantningens rammefortælling	Retoriske figurer og metaforer
Adoption	Den kunstige men også altruistiske	Forældreløse (stakkels) børn, næstekærlighed, ”ægtebarn”, den gode hvide vesterlænding
Sæddonation	Den (næsten) naturlige	Sæd som altid doneret materiale, mulighed for at imitere det ”naturlige” og gode heteroseksuelle samleje
Ægdonation	Den teknologisk kunstige	Moderskabets opsplitning, kommercialisering, ”adoptiv-æg”, forplantning udenfor kvindekroppen, Teknificering og tingsliggørelse
Rugemoderskab	Den monstrøse	Penge lugter, pres fra omverdenen, handel, købebørn og salg af børn, moderskabets splittelse, udnyttelse af resursesvage kvinder

Figur 1: Rammefortælling i forskellige slægtskabskonstruktioner samt de retoriske figurer og strategier.

I fremstillingen bliver adoption og sæddonation til ”gode” økologiske slægtskabsteknologier. I de to rammefortællinger bliver potentielt forurenende størrelser som ”vederlag” og ”teknologi” transformeret og gjort naturlige og acceptable. Barnet bliver altså i nyere fortællinger om adoption performativt konstitueret som et allerede (naturligt) ventende og forældreløst barn. I rammefortællingen omkring sæddonation bliver sæd ligeledes omskrevet til et ”naturligt” doneret materiale. I skarp modsætning fremstår ægdonation, rugemoderskab og særligt den økonomiske transaktion, der kan forekomme her, i en ”teknificeret”, ”kunstig” og ”monstrøs” rammefortælling. Hvor ægdonation bliver retorisk fremstillet som en potentielt monstrøs tingsliggørelse af forplantningen, så bliver rugemoderskab altid forankret i en monstrøs rammefortælling. Kendetegnende for ægdonation såvel som rugemoderskab er moderskabets splittelse, teknologiens intervention og det kommercielles forurening af den (gode) økologiske forplantning.

Denne analyse understøtter desuden eksisterende kønsforskning og viser, hvordan den heteronormative rammefortælling fungerer som bagtæppe for de øvrige fortællinger, samtidig med, at det monstrøse flytter sig fra de uægte adoptanter til de teknologier udviklinger og nu også klistrer sig til de kommercielle transaktioner. Det empiriske materiale tydeliggør, hvordan forskellige måder at få børn på trækker på meget forskellige retoriske figurer og rammefortællinger. Hvor evnen til at kunne reproducere udenfor kvindekroppen mistænkeliggøres som ”kunstig”, så knytter den monstrøse rammefortælling sig i dag i langt højere grad til de finansielle transaktioner herunder frygten for tingsliggørelse af kvindekroppen og for, at barnet bliver en (bestilt) handelsvare.

En feministisk retsretorisk analyseramme bevæger sig fra en analyse af retsanvendelsens argumenter og argumentationslære til selve retskildematerialet. Vi har vist, hvordan en sådan analyseramme kunne interessere sig for statens regulering af måder at få børn på, men den har selvfølgelig et langt bredere sigte, og kan bruges som analytisk linse på alle retsområder, hvor rettens kønsneutralitet, kønsbalance og ligestilling/ligebehandling ønskes efterprøvet eller hvor det er relevant at løfte sløret for rettens væsen, strukturer eller hvilke magtforhold, der gemmer sig under en retlig legitimation. Her kan feministisk retsretorik bruges til at fremanalysere, hvordan retoriske figurer og metaforer skaber de rammefortællinger, der legitimerer lovgivningen. Kun ved at få forforståelserne frem i lyset, kan man vurdere om reguleringens indhold kan stå sin prøve om lighed og ligebehandling.

Litteratur.

Balkin, J.M. ”A Night in the Topics: The Reason of Legal Rhetoric and the Rhetoric of Legal Reason.” i Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul Gewirtz, 211-24. New Haven: Yale University Press, 1996.

Berg, Kristine Marie og Sine Nørholm Just. ”Når kultur sættes til debat—argumenter for et diskursivt kulturperspektiv i retorisk kritik”, Rhetorica Scandinavica 69, 2015, 27-45.

Briggs, Laura. Somebody’s Children. The Politics of Transracial and Transnational Adoption. Durham, NC: Duke University Press, 2012.

Briggs, Laura. How all Politics Became Reproductive Politics. From Welfare Reform to Foreclosure to Trump. Berkeley: University of California Press, 2017.

Bryld, Mette og Nina Lykke. “Cyborgbabyer og den politiske debat om ‘det naturlige’” i Homo sapiens 2.0, red.G. Balling, 195–215. Copenhagen: Gads forlag, 2002.

Campbell, Kahrlyn K. ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron” i: Contemporary Rhetorical Theory. A Reader. Red. Lucaites, Condit, Gaudill, 397-420. New York & London: The Guildford Press, 1999. [På svensk i Rhetorica Scandinavicas klassikerserie: ”Kvinnorörelsens retorik: En oxymoron”, oversættelse Lennart Hellspong, Rhetorica Scandinavica 27/2003]

Condit, Celeste M. Decoding Abortion Rhetoric, Communicating Change. Urbana and Chicago: University of Illinois Press, 1990.

Condit, Celeste M. The Meanings of the Gene. Public Debates about Human Heredity. Madison: University of Wisconsin Press, 1999a.

Condit, Celeste M. ”Crafting Virtue: The Rhetorical Construction of Public Morality,” i Contemporary Rhetorical Theory: A Reader, red. by Lucaites, Condit, Caudill, 306-26. New York: The Guilford Press, 1999b.

Det Etiske Råd. Kunstig Befrugtning – En redegørelse (København: Det Etiske Råd 1995), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/1995-kunstig-befrugtning.pdf.

Det Etiske Råd. Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 1. Del. (København, Det Etiske Råd 2001), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/2001-Kunstig-befrugtning-del-1.pdf.

Det Etiske Råd. Kunstig befrugtning – Etisk set (København: Det Etiske Råd, 2004), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/2004-01-04-kunstig-befrugtning-etisk-set.pdf.

Flathseth, Merethe. Førende forestillinger i Fosterpolitikken. En metafor- og diskursanalyse av abort og fosterdiagnostikk. Universitetet i Bergen, Bergen, 2009.

Frost, Lis. Fremmedadoption. Retshistorisk belyst. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2005.

Gabrielsen, Jonas, ”Rationaler og potentialer i moderne retsretorik. En kortlægning af feltet”, Rhetorica Scandinavica (75) (2017) 50-74.

Herrmann, Janne Rothmar & Charlotte Kroløkke, ” Eggs on Ice. Imaginaries of Eggs and Cryopreservation in Denmark”, NORA – Nordic Journal of Feminist and Gender Research 26, 2018, 19-35.

Ketscher, Kirsten. ”Mod en argumentativ ret”, Jussens Venner 5-6 (2000), 272-87.

Kroløkke, Charlotte og Karen Foss. ”’Sørg hellere for en solid tremmeseng.’ Feministiske udfordringer til retorikken”, Rhetorica Scandinavica 42 (2007), 4-19.

Kroløkke, Charlotte og Karen Hvidtfeldt Madsen. ”Også respektabel? Retoriske konstruktioner af fleksible (u)frugtbare kroppe”, Rhetorica Scandinavica 56 (2010), 31-48.

Kroløkke, Charlotte, Lene Myong, Stine Willum Adrian og Tine Tjørnhøj Thomsen. Critical Kinship Studies. Rowman & Littlefield International, 2016.

Larsen, Pelle. ”Medlem af Etisk Råd: Adoptivforældre bliver forskelsbehandlet”, Hentet fra: https://jyllands-posten.dk/indland/article6575526.ece, 20.03.2014.

Lay, Mary M., Laura J. Gurak, Clare Gravon, og Cynthia Myntti. ”Introduction: The Rhetoric of Reproductive Technologies” i: Body Talk. Rhetoric, Technology, Reproduction red. Lay, Gurak, Gravon og Myntti, 3-26. Madison: University of Wisconsin Press, 2000.

Markens, Susan. Surrogate Motherhood and the Politics of Reproduction. Berkeley University of California Press, 2007.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem – de strukturelle rammer og tilsynet. København, 2014.

Myong, Lene og Michael Nebeling Pedersen. ”(U)levelige slægtskaber. En analyse af filmen Rosa Morena”, K&K Kultur & Klasse 113 (1) (2012), 119-132.

Nielsen, Esben Bjerggaard. ”Den retoriske rammefortælling. Det styrende masterplot i funktionelt orienteret narrativ kritik,” Rhetorica Scandinavica 74 (2017), 72-91.

Pedersen, Frank Høgholm. ”Forældremyndighed i forbindelse med økonomisk kompenseret surrogatmoderskab,” Tidsskrift for Familie og Arveret 2 (2017), 76-86.

Petersen, Michael Nebeling. ”Fra barnets tarv til ligestilling. En queerteoretisk undersøgelse af Folketingets forhandlinger om kunstig befrugtning,” Kvinder, Køn & Forskning 2 (2009), 30-42.

Petersen, Michael Nebeling. Somewhere, over the rainbow. Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur. Ph.d. afhandling, København, 2012.

Staffe, Marie. Retsretorik. København: Karnow Group, 2008.

Stormhøj, Christel. ”Queering the family. Critical reflections on state-regulated heteronormativity in the Scandinavian countries.” Lambda Nordica, 1-2 (2003), 38-56.

Svensson, Eva-Maria. ”Genusforskning inom juridiken. Stockholm: Högskolaverket,” 2001 https://www.kultur.gu.se/digitalAssets/835/835965_genusjuridik.pdf

White, James Boyd. “Law as Rhetoric, Rhetoric as Law: The Art of Cultural and Communal Life”, The University of Chicago Law Review 52 (1985),684-702.

---

[1] Larsen, Pelle. Medlem af Etisk Råd: Adoptivforældre bliver forskelsbehandlet. 20.03.2014. Hentet fra: https://jyllands-posten.dk/indland/article6575526.ece

[2] Kommentar fra Thomas Ploug tidligere medlem af etisk råd gengivet i artiklen: Medlem af Etisk Råd: Adoptivforældre bliver forskelsbehandlet. 20.03.2014. Hentet fra: https://jyllands-posten.dk/indland/article6575526.ece

[3] Bjerggaard Nielsen, Esben. ”Den retoriske rammefortælling. Det styrende masterplot i funktionelt orienteret narrativ kritik,” Rhetorica Scandinavica 74 (2017), 72-91.

[4] Bjerggaard Nielsen, ”Den retoriske rammefortælling,” 72-91.

[5] Bjerggaard Nielsen, ”Den retoriske rammefortælling,” 73.

[6] White, James Boyd, “Law as Rhetoric, Rhetoric as Law: The Art of Cultural and Communal Life,” The University of Chicago Law Review 52 (1985),684-702.

[7] Det Etiske Råd blev grundlagt i 1987. Rådets arbejde er blandt andet tydeliggjort på hjemmesiden http://www.etiskraad.dk/

[8] 1995-redegørelsen var i høj grad grundlaget for den første lov om kunstig befrugtning fra 1997.

[9] Nogle af 2001-redegørelsens overvejelser blev medtaget i dette efterfølgende lovforslag http://webarkiv.ft.dk/samling/20031/lovforslag_som_fremsat/l187.htm

[10] 2004-redegørelsen ledte op til lempelsen af ægdonationsreglerne http://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/l151/index.htm

[11] At det retlige sprog har betydning for forståelsen af de underliggende forhold påvises også af Petersen, Frank Høgholm, ”Det retlige sprog som virkelighedsskabende – graviditetsvært kontra surrogatmoder”, Tidsskrift for Familie- og Arveret (2018) 1, 2-10.

[12] Condit, Celeste Michelle, Decoding Abortion Rhetoric, Communicating Change (Urbana and Chicago: University of Illinois Press, 1990); Condit, Celeste Michelle, The Meanings of the Gene. Public Debates about Human Heredity (Madison: University of Wisconsin Press, 1999a); Condit, Celeste Michelle, ”Crafting Virtue: The Rhetorical Construction of Public Morality,” i Contemporary Rhetorical Theory: A Reader, red. by Lucaites, Condit, Caudill (New York: The Guilford Press, 1999b), 240f. Mary M. Lay, Laura J. Gurak, Clare Gravon, and Cynthia Myntti, ”Introduction: The Rhetoric of Reproductive Technologies” i Body Talk. Rhetoric, Technology, Reproduction red. Lay, Gurak, Gravon og Myntti (Madison: University of Wisconsin Press, 2000), 308f.; Eva-Maria Svensson, Genusforskning inom juridiken. (Stockholm: Högskolaverket, 2001).  https://www.kultur.gu.se/digitalAssets/835/835965_genusjuridik.pdf (downladet 2018.02.14); Briggs, Laura, How all Politics Became Reproductive Politics. From Welfare Reform to Foreclosure to Trump (University of California Press, 2017).

[13] Svensson, Eva-Maria, Genusforskning inom juridiken. (Stockholm: Högskolaverket, 2001) https://www.kultur.gu.se/digitalAssets/835/835965_genusjuridik.pdf (downloaded 02.17.2018).

[14] Ketscher, Kirsten, ”Mod en argumentativ ret,” Jussens Venner 5-6 (2000), 272-87.

[15] Svensson, Genusforskning inom juridiken, 12

[16] Kroløkke, Charlotte og Karen Foss, ”’Sørg hellere for en solid tremmeseng.’ Feministiske udfordringer til retorikken, Rhetorica Scandinavica 42 (2007), 4-19; Karlyn Kohrs Campbell, ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron” i Contemporary Rhetorical Theory. A Reader edited by Lucaites, Condit, Gaudill. (New York & London: The Guildford Press,1999).

[17] Condit, Decoding Abortion Rhetoric, Lay et al., Body Talk; Bryld, Mette & Nina Lykke, “Cyborgbabyer og den politiske debat om ‘det naturlige’ i G. Balling (eds.). Homo sapiens 2.0 (pp. 195-215). København: Gads forlag, Petersen, Michael Nebeling, “Fra barnets tarv til ligestilling. En queerteoretisk undersøgelse af Folketingets forhandlinger om kunstig befrugtning”, Kvinder, køn & forskning 2, 2009, 30-42, Petersen, Michael Nebeling, Somewhere, over the rainbow. Biopolitiske konfigurationer af den homoseksuelle figur. Ph.d. afhandling, 2012, Stormhøj, Christel, “Queering the family. Critical reflections on state-regulated heteronormativity in the Scandinavian countries. Lamda Nordica, 1-2, 38-56.  .

[18] Stormbøj, Queering the family, 39.

[19] Kroløkke et al., Critical Kinship Studies.

[20] Briggs, Somebody’s Children.

[21] Myong, Lene og Michael Nebeling Pedersen, ”(U)levelige slægtskaber. En analyse af filmen Rosa Morena”, K&K Kultur & Klasse 113 (1) (2012), 119-132.

[22] Kroløkke & Hvidtfeldt Madsen, ”Også respektabel”, 31-48.

[23] Markens, Susan, Surrogate Motherhood and the Politics of Reproduction. University of California Press, Berkeley. 2007.

[24] Briggs, How all Politics Became Reproductive Politics.

[25] Condit, Decoding Abortion Rhetoric

[26] Kroløkke, Charlotte og Karen Hvidtfeldt Madsen, ”Også respektabel? Retoriske konstruktioner af fleksible (u)frugtbare kroppe”, Rhetorica Scandinavica 56 (2010), 31-48.

[27] Kroløkke & Hvidtfeldt Madsen, ”Også respektabel”, 31-48.

[28] Flatseth, Merethe, Førende forestillinger i Fosterpolitikken. En metafor- og diskursanalyse av abort og fosterdiagnostikk, (Bergen: Universitetet i Bergen, 2009).

[29] Gabrielsen, Jonas, ”Rationaler og potentialer i moderne retsretorik. En kortlægning af feltet”, Rhetorica Scandinavica (75) (2017), 55

[30] Staffe, Maria L., Retsretorik (København: Karnow Group 2008), 49.

[31] Staffe, Retsretorik

[32] Balkin, J.M., ”A Night in the Topics: The Reason of Legal Rhetoric and the Rhetoric of

Legal Reason,” i Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul

Gewirtz (New Haven: Yale University Press, 1996), 211 og Gabrielsen, Jonas, ”Rationaler og potentialer i moderne retsretorik. En kortlægning af feltet”, Rhetorica Scandinavica (75) (2017), 61

[33] Staffe, Retsretorik

[34] Berg, Kristine Marie & Sine Nørholm Just, ”Når kultur sættes til debat—argumenter for et diskursivt kulturperspektiv i retorisk kritik”, Rhetorica Scandinavica 69, 2015, 42.

[35] Bjerggaard Nielsen, ”Den retoriske rammefortælling”, 72-91.

[36] Frost, Lis, Fremmedadoption. Retshistorisk belyst (København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2005), s. 3.

[37] Udkast til Lov om Adoption med tilhørende Bemærkninger udarbejdet af den ved Kgl. Resolution af 25. juli 1910 og 19. juni 1012 nedsatte Kommission. København, J. H. Schultz a/s, 1913.

[38] Optrykt i Lovtidende 1923 afdeling A1, s. 409-412.

[39] Forslag til lov om adoption fremsat i Landstinget den 4. oktober 1922, Rigsdagstidende, tillæg A, samling 1922-23 I, spalte 2641-2652.

[40] Se den historiske udredning i Betænkning 111/1954, s. 8

[41] Bemærkninger ad § 13.

[42] Udkast til Lov om Adoption med tilhørende Bemærkninger udarbejdet af den ved Kgl. Resolution af 25. juli 1910 og 19. juni 1012 nedsatte Kommission. København, J. H. Schultz a/s, 1913, bemærkninger til § 12, p. 5.

[43] Lovtidende 1923, afdeling A 1, s. 409-412,

[44] Ugeskrift for Retsvæsen 1944 B s. 181-186.

[45] Ugeskrift for Retsvæsen 1944 B s. 189-94.

[46] Betænkning 111/1954, s. 7.

[47] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 1. Del. (København, Det Etiske Råd 2001), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/2001-Kunstig-befrugtning-del-1.pdf (downloadet 2018.02.13), 29.

[48] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse (København: Det Etiske Råd, 1995), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/1995-kunstig-befrugtning.pdf (downloadet 02.14.2018), 56.

[49] Det Etiske Råd, Kunstig befrugtning – Etisk set (København: Det Etiske Råd, 2004), http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikationer/2004-01-04-kunstig-befrugtning-etisk-set.pdf (downloadet 02.14.2018), 13. Rådet viderefører i øvrigt her det heteroseksuelle samleje som rammesætningen fra sin allerførste redegørelse på området Beskyttelse af menneskelige kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg og fostre.

[50] Det Etiske Råd, Kunstig befrugtning – Etisk set, 13.

[51] Nebeling Petersen, Fra barnets tarv til ligestilling, 31

[52] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 49.

[53] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 59.

[54] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 49.  I ”Crafting Virtue” præsenterer Condit en feministisk retorisk læsning af de måder, hvorpå individuelle behov og ønsker, gennem en række retoriske strategier, bliver transformeret til et offentligt samt et objektiveret moralsk kodeks.

[55] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 12.

[56] I redegørelserne anvender Rådet konsekvent ordene ”rugemoderskab” og ”rugemødre”.

[57] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 32.

[58] Første behandling af lovforslag nr. L5  (Forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv.), Folketingets Forhandlinger 8. oktober 1996, s. 245.

[59] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 12.

[60] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 50.

[61] Første behandling af lovforslag nr. L5  (Forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv.), Folketingets Forhandlinger 8. oktober 1996, s. 245. Der var tale om en genfremsættelse, idet man ved første fremsættelse af lovforslaget kun havde haft 4 måneder til at behandle lovforslaget. Det fandt man var for lidt, og det bortfaldt derfor ved Folketingsårets udgang.

[62] Ibid s. 248.

[63] Inden lovens vedtagelse var denne pligt for lægerne til at informere om muligheden for adoption medtaget i Sundhedsstyrelsens vejledning af 22. december 1993 om lægers anvendelse af kunstig befrugtning og andre former for reproduktionsfremmende behandling. Vejledningen var en del af den allertidligste regulering, foranlediget af regeringens pressemeddelelse om dens intention om at opstille klare retningslinjer på området http://webarkiv.ft.dk/?/samling/19931/udvbilag/suu/almdel_bilag63.html.

[64] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 65.

[65] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 64.

[66] Briggs, Somebody’s Children.

[67] Det Etiske Råd, Kunstig befrugtning. En redegørelse, 12.

[68] Første behandling af lovforslaget L200: Forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., 23. februar 1996, Folketingets Forhandlinger spalte 4055.

[69] Første behandling af lovforslaget L200: Forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., 23. februar 1996, Folketingets Forhandlinger spalte 4060.

[70]   Første behandling af lovforslaget L200: Forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., 23. februar 1996, Folketingets Forhandlinger spalte 4066.

[71] Dom i sag nr. K014710/2017 http://www.domstol.dk/soenderborg/Nyheder/Domsresum%C3%A9er/Documents/D16.pdf

[72] Politiken 2. december 2017 https://politiken.dk/indland/art6233864/Ministre-vil-granske-regler-efter-sag-om-barnek%C3%B8b

[73] Politiken 2. december 2017 https://politiken.dk/indland/art6233864/Ministre-vil-granske-regler-efter-sag-om-barnek%C3%B8b

[74] Mercy Mercy – Adoptionens pris, 26. november 2012 (Katrine W. Kjær).

[75] https://www.information.dk/debat/2017/12/sikret-boernehandel-blot-fordi-adopterer-via-etablerede-system

[76] Udkast til lov om adoption med tilhørende bemærkninger udarbejdet af den ved Kgl. resolutioner af 25. juli 1910 og 19. juni 1912 nedsatte kommission.

[77] jf. adoptionslovens § 30a, stk. 2

[78] jf. adoptionslovens § 30, stk. 2.

[79] ”Par købte polsk dreng for 5.600 kr. Ministre vil granske regler efter sag om barnekøb”, Politiken 2.12.2017 https://politiken.dk/indland/art6233864/Ministre-vil-granske-regler-efter-sag-om-barnek%C3%B8b (tilgået 14. juni 2018).

[80] Retten i Sønderborgs dom af 29. november 2017 http://www.domstol.dk/soenderborg/Nyheder/Domsresum%C3%A9er/Documents/D16.pdf (tilgået 14. juni 2018).

[81] Det Etiske Råd, Kunstig befrugtning – Etisk set, 10.

[82] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 30.

[83] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 31.

[84] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 30 (jf. også adoptionslovens § 33)

[85] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 30.

[86] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 55.

[87] Det Etiske Råd, Kunstig Befrugtning – En redegørelse, 57

[88] Lovens § 12. Tilsvarende i bemærkningerne til 1997-loven om kunstig befrugtning (dengang fremgik forbuddet mod salg af æg af § 11) som understreger, at mens forbudsbestemmelserne primært er rettet mod den læge og eventuelt andet medhjælpende personale, der udfører kunstig befrugtning i strid med lovens bestemmelser, så er det ikke fundet rimeligt at straffe de personer, der er donorer eller modtager behandling, da de ikke selv udfører de pågældende behandlinger m.v. og heller ikke kan forventes at kende de retlige rammer for behandlingsmulighederne nærmere. Det understreges dog, at dette ikke gælder bestemmelsen i lovens § 11 om salg og formidling af menneskelige æg, idet det for eksempel her findes rimeligt, at den kvinde, der måtte sælge sine æg til donation, kan straffes.

[89] Denne forskel på æg og sæd skyldes, at ubefrugtede æg i højere grad opfattes som fremtidige børn i modsætning til sæd, se mere indgående Herrmann, Janne Rothmar & Charlotte Kroløkke, ” Eggs on Ice. Imaginaries of Eggs and Cryopreservation in Denmark”, NORA – Nordic Journal of Feminist and Gender Research 26, 2018, 19-35.

[90] Det Etiske Råd, Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning, 33.

[91] Folketingstidende 1985-86 tillæg A spalte 4165-4166.

[92] Pedersen, Frank Høgholm, ”Forældremyndighed i forbindelse med økonomisk kompenseret surrogatmoderskab,” Tidsskrift for Familie og Arveret 2 (2017), 76-86.

[93] Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Social Forhold. Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem (2014), 69.