Sort lys

Det dunkle og flertydigheden har afgørende retoriske funktioner i Dantes Komedie. Men selv om mange forbinder Dantes værker med det dystre, er der mere lys end mørke i denne litterære klassiker.

Sort lys

Hanner Roer

sortlys3Lad det være sagt med det samme: I Dantes Komedie (skrevet ca. 1307–1321) er der mere lys end mørke. I Helvedet er der ganske vist mørkt og fugtigt, for det er det sted ”hvor solen tier” (Hel. I, 60).

Solen er den gennemgående metafor for det guddommelige lys hos Dante som i kristendommen overhovedet, og Helvede er netop fraværet af Gud. Vores to hovedpersoner, Dante og Vergil, klatrer ned gennem Helvedestragtens kløfter og klippeskrænter indtil de rammer bunden, en dybfrossen sø i jordens midte. I midten står den onde selv, Lucifer, der i munden på hvert af sine tre hoveder gnaver verdenshistoriens tre største syndere, cæsarmorderne Brutus og Cassius samt Judas.

Dante og Vergil klatrer ned langs denne kæmpes enorme, pelsede krop indtil de rammer hans hofte og snurrer rundt. Den forundrede Dante, der nu ser Lucifers enorme ben stritte op i luften, beroliges som sædvanlig af sin fører, Vergil. Han kan fortælle at de nu er sluppet ud af Helvedet og blot skal følge en (meget) lang sti ud ad jordkuglen. Stien ender på den anden side af jorden for foden af et mægtigt bjerg der viser sig at være Purgatoriet (Skærsilden). Dette renselsens bjerg hvor de angrende syndere får en ekstra chance for at frelse deres sjæl, befinder sig på den ellers ubeboede sydlige halvkugle. På deres opstigning ad Purgatoriebjergets skrænter og terrasser møder Dante og Vergil igen utallige forpinte syndere, men disse lever i håbet om efter udstået straf at nå frem til paradiset. På toppen af Purgatoriebjerget ligger det jordiske paradis, Edens have, hvor Dante endelig møder sin ungdomselskede Beatrice, der døde i 1290, 10 år før Komediens fiktive tid.

Hun leder ham op gennem de 10 himmelsfærer hvor han undervejs møder de lyksalige sjæle. De første ni himmelsfærer er navngivet efter de planeter, der befinder sig i hver af dem (Månen, Merkur, Venus etc.) og har fysisk eksistens, modsat den yderste tiende sfære, Empyreum, lyshimlen. Mod slutningen af Paradiset må Dante tage afsked med Beatrice der finder sin plads i Himmelrosen, et slags blomsterformet amfiteater dannet af de saliges hvide klædninger. Her har de salige sjæle hver deres plads (der er næsten fyldt op, siger Dante, for tidernes slutning og dommedag nærmer sig).

Bernard af Clairvaux (1090–1153) overtager dernæst Beatrices rolle som Dantes hjælper. Komedien slutter brat med hovedpersonens vision af det guddommelige lys, Treenigheden, der viser sig for Dantes næsten blændede øjne som tre cirkler. Her efterlader læserne Dante hvirvlende i himmelrummet.

Skræmmende realisme

sortlys1Komedien er altså først og fremmest et håbets og lysets epos, men det har nok undsluppet mange læseres opmærksomhed. Mange synes at sætte lighedstegn mellem Dante og de udpenslede pinsler i Helvedet som fx Georg Brandes for hvem Dante var en lettere pervers digter: ”Dante var visselig en stor Digter. Men hans Helvede er Produkt af en Bøddels Fantasi og hans Himmel af en Drømmers Sværmeri. Intet i verden er mere ugræsk end Dvælen ved Mareridt efter Mareridt og derefter Tilbedelse af en Dames Smil” (fra skriftet  Hellas). Her genlyder nok Friedrich Nietzsches hårde dom over Dante som en ”hyæne, der hyler mellem gravene”.

På sin vis er Komedien da også en lang dommedagsprædiken der skal jage skræk og angst i livet på synderne i dette liv. Det er især tilfældet i Helvedet hvor Dantes forskellige beskrivelser af den infernalske verdens geografi og dens grusomme straffe sikkert har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på læserne. De kan stadig inspirere vor tids populærkultur, fx gyserkrimien The Dante Club, filmen Seven og diverse computerspil. Dante lader synderne straffe efter en gengældelsens lov, en ’modvægtens lov’ (la legge del contrapasso), der foreskriver en straf der fungerer som en art modvægt til forbrydelsen (frådserne sulter etc.), eller illustrerer synden (de der i livet har skabt strid og krig, har fået kroppen spaltet i to). Disse straffe skildres med en skræmmende detaljeret ’realisme’ der lever helt op til den klassiske retoriks stildyder, perspicuitas (klarhed) og evidentia (selvsyn).

Ondskabens retorik i kontrast til klarhed

Lucifer får ikke lov til at tale, men til gengæld er der syndere der i deres stålsatte vrede mod Gud taler med en slags mørkets eller ondskabens retorik. Fx slutter toskaneren Vanni Fucci, der er styrtet i helvede pga. tyveri af altersølv, sin bitre tale med at så at sige give Gud fingeren: ”Og tyven satte punktum for sin tale / idet han skreg, med begge hænder løftet / til figentegn: ”Her, Gud! Dem får du! Tag dem!” Dette ”figentegn” (le mani alzò con ambedue le fiche) er et obskønt og i denne sammenhæng blasfemisk tegn.

Et andet eksempel er Pluto, en af underverdenens herskere, der siger de uforglemmelige, men også uforståelige ord: ”Papè Satan, papè Satan aleppe” (står uoversat i den seneste danske oversættelse). Pointen er måske netop at Pluto med sin hyldest til den onde selv taler sort, en ondskabens retorik i skarp kontrast til det retoriske stilideal om klarhed.

Vi hører både om vredladne og snu djævle, som fx den sorte djævel der sørger for at få den just afdøde Guido da Montefeltro ned i helvede. Guido har forsøgt at snakke sig ud af det, men djævlen erklærer triumferende at den kan gennemskue hans falske logiske ræsonnementer. Det lykkes den sorte engel at rive Guidos syndige sjæl ud af hænderne på den engel der var på vej til at føre ham til himlen! Englenes kamp med djævlene var et fast indslag i tidens ikonografi hvilket man stadig kan se i danske landsbykirker (fx Gjerrild) og eksempelvis på freskerne i Campo Santo i Pisa.

Retorik hører til Venus’ himmel

sortlys2Sofisteriet får sin straf, men Dante nærer ikke nogen platonisk mistro til retorikken som sådan. I sin ungdom skrev han en poetik, Om veltalenhed på folkesproget (ca. 1305), der plæderer for brugen af italiensk frem for det elitære latin som kulturelt og politisk fællessprog.

Dante overfører samtidens retoriske stilidealer fra de latinske retorikker til det italienske rigssprog som digterne allerede har udformet (især finder han sine egne digte forbilledlige!). Med typisk middelalderlig trang til at føre alverdens klassifikationer sammen i nydelige systemer kæder Dante de syv himmelsfærer sammen med de syv frie kunster, artes liberales, der var fundamentet for al uddannelse. I sit filosofiske skrift Convivio (sikkert fra ca. 1307) fordeler han de syv frie kunster på de syv nederste himmelsfærer (grammatik hører til månehimlen, dialektik til Merkurhimlen, retorik til Venus’ himmel osv.).

Retorik og erotik/kærlighed har åbenbart noget med hinanden at gøre. Det er ikke uproblematisk selv om Dante hævder at skabe en syntese af jordisk og himmelsk kærlighed i Komedien, det store hyldestdigt til Beatrice – og Gud. Nok var kærligheden til Beatrice litterær og per definition uforløst, men kirken brød sig ikke om troubadour-digtningens dyrkelse af den udenomsægteskabelige, forbudte kærlighed (og Dante var gift med en anden). Den spænding kommer stærkest til udtryk i den berømte episode hvor Dante møder det elskende par, Paolo da Malatesta og Francesca da Rimini. De svæver rundt for den hvirvelvind der i anden helvedskreds jager de syndige i kødet rundt, ligesom de i livet har været drevet af deres lyster. Francesca var tvangsgift med den vanskabte Gianciotto da Malatesta, men drages af hans yngre bror Paolo. Under læsningen af en Arthur-roman, hvor ridderen Lancelot kysser dronning Guinevere (hans herres hustru), drages deres øjne mod hinanden:

”– vi læste om hvordan det smil der lokked
modtog et kys fra så berømt en elsker –
da kyssed han fra hvem jeg aldrig skilles,
min mund, imens hans hele legem sitred.
En kobler blev den bog, og han som skrev den;
vi læste ikke mere i den dén dag.” (Hel. v. 133–138).

De nøjes ikke med at kysses, og da den jaloux ægtemand opdager dem, slår han dem begge ihjel.

Francescas tale er både formfuldendt retorik og logik (fuld af syllogismer), men hun, der er det højeste produkt af den høviske kultur, angrer ikke et øjeblik sin synd. Hun foretrækker at være sammen med sin Paolo, og den arme Dante er dybt rystet. Episoden og femte sang ender med at han falder om som en død. ”Dante” dækker i Komedien både over hovedpersonen og den alvidende fortællerstemme, og Dante forstået som hovedpersonen er nok klar over at hans kærlighedsliv kan minde om de elskendes i anden helvedeskreds.

Fortælleren ved jo også at også han har skrevet talrige digte i traditionen fra troubadour-digtningen, nogle endda i den provencalske troubadour-tradition for lukkede, vanskeligt forståelige digte (trobar clus).

Den gode dunkelhed

Når Dante lader repræsentanter for ondskaben tale sort, afspejler det en lang tradition i retorikken for at betragte det dunkle, dvs. det obskure, som en last (vitium) i kontrast til stilidealet klarhed, perspicuitas (hovedkilden er Quintilian, 4. bog 2, 31–51, og 8. bog, 2 ff.).

Det skyldes uden tvivl den antikke retoriks offentlige karakter og dens tætte forbindelse med det juridiske sprogs krav om præcision.

Selv om Komedien ikke er skrevet i den lukkede trobar clus-stil, er den alligevel et uhyre komprimeret digterværk og inviterer stadig til nye fortolkninger. Dante er ofte så kortfattet at han er vanskelig at forstå (hvilket netop var en obscuritas-fejl i antikken).

Flertydigheder er der mange af, og ifølge de antikke retorikere er obscuritas netop ofte en følge af flertydighed eller ambivalens.

Dantes kvindelige hovedperson Beatrice er måske den mest tvetydige figur i Komedien, for hun er både en henvisning til en historisk person og en allegori over den åbenbarede tro. Hun er frem for alt et litterært fænomen: Dantes argument for at verdslig og kristen kærlighed kan bestyrke hinanden (modsat Paolo og Francescas tilfælde).

Denne grundlæggende flertydighed i Komedien skyldes ikke kun at den er litteratur (selv de antikke retorikere giver digterne frihed til undertiden at tale dunkelt), men at den også er kristen retorik, en art dommedagsprædiken med hovedvægten på de belønninger der venter den troende. Det blev netop foreskrevet af kirkefaderen Augustin (354–430) der anbefalede de kristne prædikanter og undervisere brugen af antik retorik i skriftet De doctrina christiana (fjerde og sidste bog er oversat med titlen Den kristne taler). Her fremhæver Augustin de hellige skrifters dunkelhed som et positivt træk, for de vanskeligt forståelige passager udfordrer læseren og demonstrerer troens mysterium; at det guddommelige langt overstiger
menneskets fatteevne. Derfor er udlægning af de obskure steder centralt i den bibel-eksegese som Augustin skitserer i De doctrina christiana.

Sort lys

Augustins forsvar for den ’gode obscuritas’ i Bibelen er mere overordnet beslægtet med den såkaldt negative teologi, altså den forestilling at det guddommelige er skjult for mennesket og overstiger sprogets udtryksmuligheder. I de skrifter, der tillægges en vis Pseudo-Dionysius (6. årh.), udvikles denne negative teologi, og fx anbefales brugen af grimme eller ligefrem hæslige symboler for den uudsigelige guddom (en tanke der også findes i mange andre religioner). Man har set en arkitektonisk parallel til den tidlige middelalders forkærlighed for tanken om en skjult guddom i de dunkle romanske kirker der afløses af højmiddelalderens himmelstræbende gotiske katedraler.

Dantes Komedie kan give mindelser om middelalderens kirkearkitektur, med Helvedet som en parallel til de mørke romanske kirker og Purgatoriet og Paradiset til senmiddelalderens lysfyldte katedraler. Den endelige vision af det guddommelige lys i Paradiset er da også et syn der både blænder og oplyser vores helt. Det er et mørke der transformeres til lys, men samtidig efterlader læseren i en fortolknings dunkelhed. Denne svingning mellem lys og mørke giver mindelser om det sorte lys der udgår fra Gud på mosaikkerne i gamle kirker som Santa Maria in Trastevere og San Clemente i Rom: et sort lys på baggrund af lysende blå og gyldne farver. R

.

 

Læs mere

Alighieri, Dante, Dante om sprog og poesi, kommenteret oversættelse af Om veltalenhed på folkesproget (ved H. Roer og C. Høgel) og XIII brev ved H. Roer, Syddansk Universitetsforlag, 2008.
Alighieri, Dante, Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer, Viborg, Multivers, 2000.
Augustin, Om den kristne taler, med indledning, oversættelse og noter af N. W. Bruun, København, Nyt Nordisk Forlag, 1972.
Dionysios Areopagiten, Den mystiske teologi. De guddommelige navne, ved K. Preben-Hansen, København, Sankt Ansgars Forlag, 1998.
Mehtonen, Päivi, Obscure language, unclear literature, theory and practice from Quintilian to the Enlightenment, oversat af Robert MacGilleon, Helsinki, Suomalainen tiedeakatemia, 2003.
Roer, Hanne, Beatrice i Paradiset, Århus, Aarhus Universitetsforlag, 2010.

Bibliografisk
Af Hanner Roer. lektor i Retorik v. Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 78 (2010),
RM78

 

Om skribenten

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.

Lämna ett svar