Den sproglige leg er super fly

Man kan rappe om alt. I hvert fald hvis man er Marvelous Mosell. I spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed skaber Mosell sin persona i et forjættende 80’er-univers der på en og samme tid er vildt overdrevet og helt autentisk.

Den sproglige leg er super fly

Sine Nørholm Just.

Marvelous Mosell, den 30-årige rengøringsmand Morten Sells rappende alias, er i denne sommer gået fra at være et mysterieomgærdet YouTube-fænomen til stadigt oftere at materialisere sig på landets klub- og festivalscener såvel som i radioen. Mosells primære retoriske appel består i tre tæt sammenvævede dele: konstruktionen af sin rapper-persona som en Mackdaddycharlatan i en thaisilke-cardigan, udrulningen af et overflødighedshorn af utrolige, men samtidig helt autentiske 80’er-fortællinger – der endelig understøttes af et væld af helt absurde og alligevel dybt troværdige detaljer.

En Wannabe Mackdaddy

Marvelous Mosells persona står centralt i flere af hans sange, men den skabes og udfoldes også i metafortællingen om Mosell og hans karriere; dér hvor charlatanen Marvelous Mosell møder rengøringsmanden Morten Sell.

Karakteren Mosell er ikke en hårdt pumpet gangsta-rapper, men tværtimod en lettere kikset ”Wannabe Mackdaddy” med ”fedtet, glinsende glatfriseret, elegant sat smørhår, der ligger helt fladt”. Hvor ironien gennemsyrer karaktertegningen af både Mosell og de øvrige bralrende 80’er-klichéer der befolker rappene, er kunstneren bag, Morten Sell, imidlertid helt loyal over for den stil han imiterer – og det er nødvendigt for at charlatanen Mosell kan fortsætte med sit forehavende.

Som Morten Sell siger i et interview til Politiken: ”Der er nogle, der tror, jeg laver satire, men hvis man ser på, hvordan hiphop var dengang i slutningen af 1970’erne, så var det funky skjorter og vild dans og udklædning som Afrika Bambaataa. Jeg laver ikke grin med det. Jeg hylder det. Hvis man ikke kender hiphoppens historie, så tror man måske, at det er for at gøre grin. Men så må folk bare læse op på historien.”

Annons

Det er langt fra ualmindeligt at rappere og andre musikere har et alias som ofte er en udlevelse af en ellers undertrykt eller måske socialt uacceptabel side af dem selv. Det mest berømte eksempel er nok Eminem der både rapper som den hårdkogte Slim Shady og som den følsomme og eftertænksomme Marshall Mathers.

Uden for hiphoppens navnegalleri kan man sammenligne Sell med David Bowie/Ziggy Stardust hvor Ziggy blev den persona Bowie udtrykte sit talent igennem – og som Bowie senere ’slog ihjel’ for at kunne fortsætte sin karriere som ’sig selv’.

Hos Mosell synes legen med identitet og persona primært at handle om at skabe et frirum til at imitere og dyrke en svunden tid og en stil der ellers ikke længere er på mode: 80’er-hiphop. Marvelous Mosell har altså været Morten Sells adgangsbillet til YouTube og videre derfra til landets scener samt til de redigerede medier hvor Mosells musik ikke blot spilles, men Sell også stadigt oftere interviewes. At Sell nu også får taletid, betyder dog næppe at vi skal frygte for Mosells liv – snarere end at stå i et modsætningsforhold synes de to nemlig at udgøre hinandens forudsætning.

Morten Sell ville ikke kunne konstruere det autentiske 80’er-univers hvis ikke han havde personaen Marvelous Mosell som talerør, og samtidig er der brug for Sell som garant for at 80’eruniverset netop er en konstruktion.

Charlatanrapperen Marvelous Mosell er ikke til at skyde igennem – men bag silkeskjorten og de slibrige solbriller gemmer sig en rengøringsmand ved navn Morten Sell. Foto: Morten Sell

Utroligt autentiske fortællinger

I Marvelous Mosells univers går fortællingen forud for alt andet. Mosell opbygger både sin egen rapper-persona og et galleri af andre skæve personligheder i og med de detaljemættede fortællinger – altid i spændingsfeltet mellem det hverdagslige og det utrolige.

I den helt jordnære ende ligger radiohittet ”Jeg var blevet syg og ku’ li’ det” der handler om hvordan det er at ligge på sofaen og se fjernsyn og spise slik og chips i en uge: ”Jeg lå der og slappede. Med en pose chips og zappede. Selvom jeg var sløj og lidt snottet, var det der med sygdom slet ikke så tosset.” Og i den syrede boldgade møder vi i ”Catastrofical Ravage” den gale videnskabsmand (konsekvent tiltalt i du-form) der bliver fyret fra sit arbejde på grund af en anklage om sexchikane og derefter tager hævn ved hjælp af en elektromagnetisk strålekanon og en maskine der kan kontrollere mennesker via et Sega Mega Drive Joypad – og som i øvrigt er bygget af et komfur.

Mosell har i et interview til Euroman udtalt at ”man kan skrive tekster om alt (…) En supergod rapper vil kunne få det mest kedelige emne til at kunne blive spændende. I teorien er det muligt at lave et fedt nummer, der handler om at vaske op eller binde snørebånd.” Det er netop en af de store kvaliteter ved Mosells fortællinger – at de er en virkelighedsflugt ind i et fantastisk univers, men samtidig helt hverdagslige og til at identificere sig med – måske især hvis man som Mosell er flasket op med populærkultur i 80’erne. Det fiktive og fantastiske blandes med konkrete, genkendelige detaljer – ofte hentet fra 80’ernes skatkammer af populærkulturelle referencer med Ninja Turtles, Ove Verner & Jens Okking og diskobeats.

Hvad vi møder hos Mosell, er dermed historien om 80’erne, fortalt som i 80’erne – helt autentisk og ekstremt overdrevet på en og samme tid.

Absurd troværdige detaljer

Den autentiske 80’er-tone holdes ned i den mindste sproglige detalje hvor Mosell bevidst vælger ikke at bruge grove bandeord, men i stedet benytter sig af ’clean rap’ hvor den spøjse detalje eller det specielle ordvalg er i højsædet. Rappenes historier lever i kraft af ’evidentia’, den konkrete, billedskabende detalje. Et slående eksempel er Mosells fordanskning af Slick Ricks klassiske ”Children’s Story”; i ”Børnehistorien” vælter hovedpersonen på sin flugt fra politiet først en mand der ligner Jesper Klein, senere stjæler han en Skoda og bliver jagtet til Albertslund, vender om ved en Hydro Texaco for så at køre tilbage til Vesterbro hvor han torpederer en Fætter BR-forretning, trækker i et Postmand Per-kostume og endelig bliver skudt.

Detaljerne er absurde i deres hverdagsagtige genkendelighed og gør den i udgangspunktet sørgelige historie mere humoristisk samtidig med at detaljerne forankrer fortællingerne i en hverdag med et strejf af 80’erne (Jesper Klein, Skoda, Hydro Texaco osv.). Kernen i Mosells retoriske profil er altså nok den legende omgang med sit tids- og stilmæssige forlæg. Han griner imidlertid med, ikke af, sine forbilleder, ligesom han via konstruktionen af sin persona i spændet mellem det fantastiske og det genkendelige også får lytteren til at grine med sig.

Bibliografisk
Af Sine Nørholm Just. Ph.d. og lektor ved Department of Business and Politics, CBS.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 11-13

Liknande artiklar:

Afskyens magt

Ad, det er ulækkert! Når følelsen af afsky først skyller ind over os, kan den være svær at ryste af ...

Det er ingen kunst at lyve

Mange tror at det er etikkens fortjeneste at den enkelte retor ikke går for vidt i forsøget på at på...

Krags europæiske triumf

Danmarks indtræden i EF var Jens Otto Krags personlige triumf og en sejrsbevidst afslutning på karri...

Når feminister bliver pornografer

Feminister har i kvindefrigørelsens navn længe kastet hadefulde gloser efter pornoindustrien og dens...

Author profile

Sine Nørholm Just

Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.