Statsministeren og Godhavnsdrengene

Mette Frederiksens undskyldningstale til Godhavnsdrengene den 13. august 2019 har fået diskussionen om, hvorvidt en stat kan undskylde for fortidens hændelser, til at blusse op igen. Talen er dog i alt overvejende grad blevet vel modtaget i offentligheden og ikke mindst af Godhavnsdrengene selv. Talen rejser således spørgsmålet om, hvorfor den var så vellykket. Vi argumenterer for, at det skyldes, at talen både i et undskyldningsfagligt og retorisk perspektiv er virkningsfuld.

Opskriften på en vellykket officiel undskyldning

Lin Adrian & Anne Lise Kjær

Både tidligere borgerlige regeringer og den socialdemokratiske regering under Helle Thorning-Schmidt har afvist at give en undskyldning til Godhavnsdrengene, blandt andet med henvisning til, at staten ikke kan undskylde for hændelser, der ligger bagud i tid, og som en nuværende regering dermed ikke er skyld i. De nu voksne mænd, dengang børn, var anbragt på drengehjemmet Godhavn i perioden 1950-1975, hvor de blev udsat for fysiske og psykiske overgreb, uden at staten, som havde tilsynet med hjemmet, greb ind. Forholdene blev dokumenteret i Godhavnsrapporten fra 2011, og siden da har mange af de tidligere beboere på hjemmet uden held forsøgt at få en officiel undskyldning.

Den 13. august 2019 gjorde Mette Frederiksen op med holdningen, at staten ikke kan undskylde. Foran en større gruppe indbudte gæster på Marienborg gav hun Godhavnsdrengene en undskyldning som en af de allerførste handlinger som nyudnævnt statsminister. Formanden for Landsforeningen Godhavnsdrengene udtalte umiddelbart efter talen, at den “ramte hårdt – det var stærkt”, og beskrev den som “over forventning”. Endvidere blev talen i september kåret som Årets danske tale 2019 af Danske taler. Efter vores opfattelse kan talens vellykkethed forklares med et kombineret undskyldningsfagligt og retorisk perspektiv.

Undskyldningen som begreb

Faglitteraturen har beskæftiget sig indgående med forståelsen af undskyldninger, uden at der er enighed om, hvad der ligger i begrebet.  Vi tager udgangspunkt i den amerikanske psykiater og undskyldningsforsker Aaron Lazares undskyldningsbegreb. I sin bog On Apology fra 2004, definerer han, i vores oversættelse, undskyldninger således:

““Undskyldning” refererer til et møde mellem to parter, hvor den ene part, krænkeren, anerkender ansvar for en krænkelse eller uret og udtrykker fortrydelse eller anger over for den anden part, den forurettede. Parterne kan være en enkeltperson eller en større gruppe som en familie, en virksomhed, en etnisk gruppe, en race eller en nation. Undskyldningen kan være privat eller offentlig, skriftlig eller mundtlig og til tider nonverbal.”

Annons

Han studerer undskyldninger i et socialt-psykologisk perspektiv og forstår dem som sociale handlinger, der finder sted i og har indvirkning på relationen mellem mennesker. I modsætning til andre teoretikere skelner han ikke grundlæggende mellem, om der er tale om mennesker som individer, som grupper eller som repræsentanter for systemer, hvilket eksempelvis Lisa Storm Villadsen gør i artiklen Officielle undskyldninger heler samfundet fra RetorikMagasinet, 2012. Han skeler heller ikke til, om talen er privat eller offentlig, skriftlig eller mundtlig. Endelig løsriver han undskyldninger fra normative systemer, som for eksempel religion, moral eller jura, og hans begreb kan dermed anvendes til analyse af undskyldninger på alle niveauer og i alle relationer.

Ifølge Lazares definition skal følgende tre centrale komponenter alle være til stede i en undskyldning:

1. Krænkeren skal anerkende ansvar. Det er ikke afgørende, om undskylderen påtager sig skylden for den begåede uret. Fordringen er derimod, at undskylderen tager ansvaret for handlingen. Denne skelnen er blandt andet afgørende for, at man kan undskylde for handlinger, som man ikke selv har været involveret i.
   
   
2. Undskyldningen skal referere til en bestemt krænkende handling eller uret. Det er ikke nok at give en undskyldning i generelle vendinger. Den, der undskylder, skal identificere hvem de krænkede er, redegøre for handlingen i passende detaljer, anerkende handlingens virkning og bekræfte, at normer blev overskredet.
   
   
3. Det er væsentligt, at undskyldningen indeholder udtryk for fortrydelse eller anger. Den, som giver undskyldningen, skal vise, at vedkommende har det skidt med den beskrevne handling, og give udtryk for et ønske om, at den ikke var blevet begået. Dermed gives også indirekte en forsikring om, at den ikke vil gentage sig.

Som læseren måske har kunnet genkalde sig undervejs, indeholder Mette Frederiksens undskyldningstale alle tre komponenter. I det følgende vil vi se nærmere på, hvordan hun griber det retorisk an.

Den retoriske udførelse af undskyldningen

Mette Frederiksen anerkender for det første ansvaret for, at de krænkede får en undskyldning uden at påtage sig skylden for, hvad der overgik dem:  

“Jeg ved godt, at andre har den indvending, at vi, der har magten i dag, ikke kan tage skylden for noget, der skete engang. Det er rigtigt. Jeg kan ikke påtage mig skylden. Men jeg kan på Danmarks vegne påtage mig ansvaret for, at I får den oprejsning, I fortjener.”

Dette afspejler Lazares forståelse af undskyldninger, som netop forudsætter, at hun ikke skal påtage sig skylden, men alene ansvaret. Samtidig lader hun ikke spørgsmålet om skyld, der ellers har fyldt meget i debatten, være usagt. Skylden, påpeger hun, påhvilede de voksne, som udførte handlingerne, og det samfund, som lukkede øjnene for dem.          

 For det andet relaterer hun undskyldningen til meget konkrete handlinger. Hun henvender sig blandt andet direkte til Godhavndrengene: “Børn – nogle af jer – blev fjernet fra deres mor og far.” Hun giver eksempler på, hvad de var udsat for: “Men i stedet for støtte og undervisning – blev I sat til arbejde, som ingen spinkel barnekrop kan klare. I stedet for omsorg – fik I tæsk. I stedet for varme – blev I mødt med ydmygelser og overgreb.” Og hun fortsætter: “En dreng fra Godhavn har fortalt, at en lille dreng, der græd af hjemve, blev tævet så meget, at han brækkede sin arm. De, der tissede i sengen om natten, blev næste morgen stillet ud i gården med deres våde lagener, så alle kunne grine ad dem.” Hun anerkender virkningerne af den behandling, de fik: “Mange af jer har måttet leve med ar på krop og sjæl. En del har levet dårlige liv siden. Andre har kæmpet sig til et godt liv.” Og endelig anerkender hun, at normer blev overskredet – også dengang: “Nogle mener, at det var en anden tid. Det er også rigtigt. Men de uhyrligheder, der blev bedrevet dengang, var også forkerte dengang.”

For det tredje udtrykker hun gennem hele talen fortrydelse – blandt andet ved, at hun omtaler behandlingen af børnene på Godhavn som “uhyrligheder”, en “uret” og “et af de mørkeste kapitler i Danmarkshistorien,” ligesom Godhavn og andre af tidens børnehjem omtales som “skamstøtter.”

Mette Frederiksen understreger angren ved at vise følelser undervejs. Hun er ikke kun til stede som statsminister, men også som menneske i kød og blod, og hendes troværdighed som afsender af undskyldningen står og falder med, at hun formår at kombinere autoriteten som statsminister med autenticiteten som den private Mette Frederiksen, der er personligt berørt af de mange overgreb, hun har hørt om. Statsministeren siger undskyld. Mette Frederiksen er synligt berørt.  Det er et brud med traditionen for, hvordan en dansk statsminister taler og optræder ved officielle lejligheder og dermed så meget desto mere troværdigt og virksomt.

Undskyldningens rammesætning

Lazare kunne med fordel udvide sin undskyldningslære med et væsentligt element fra retorikken, nemlig bevidstheden om det, som Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen i Talens magt – indføring i mundtlig retorik fra 2010 kalder talens “omstændigheder”; det vil sige selve rammesætningen af en tale.

Mette Frederiksen kunne have holdt sin tale på et pressemøde eller under private former med bare Godhavnsdrengene til stede, men valgte i stedet en ceremoniel iscenesættelse af talen. Den blev holdt på Marienborg foran et indbudt publikum og integreret i et program med andre talere, herunder Sara Smed, leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og Poul Erik Rasmussen, formanden for Landsforeningen Godhavnsdrengene.

Arrangementet indeholdt desuden musikalske indslag, herunder et børnekor samt sangeren Sebastian, der fremførte sangen Du er ikke alene, digtoplæsning ved skuespilleren Sophie Gråbøl og plantning af et træ i parken som et levende mindemærke. Ceremonien blev tilmed sendt direkte i TV, så hele befolkningen kunne følge med, og omstændighederne blev dermed officielle og højtidelige. Statsministerens undskyldning fik desuden ekstra styrke ved, at den blev bevidnet af de øvrige tilstedeværende, og hele rammesætningen bevirkede, at kursskiftet i forhold til officielle undskyldninger skete med manér.

Den overbevisende kombination

Mette Frederiksens tale virkede på sit publikum.  Det viste sig blandt andet i Godhavnsdrengenes reaktion under og efter talen, hvor de udtrykker lettelse og glæde over at have modtaget den undskyldning, de længe har bedt om. Mette Frederiksen har formået at levere sin undskyldning i så klar og utvetydig tale, at de føler sig både hørt og set.

Vores formål har været at argumentere for, at talens vellykkethed beror på dens overbevisende kombination af centrale elemeter i retorikken og Lazares undskyldningsteori. De retoriske virkemidler alene ville muligvis have gjort talen god, men den ville ikke lykkes som undskyldning. Ligeledes ville opfyldelse af Lazares undskyldningskomponenter nok gøre det til en undskyldning, men ikke en særlig virksom en af slagsen. Den hemmelige ingrediens i Mette Frederiksens tale er kombinationen af de to. R

Læs mere:

Mette Frederiksens tale kan findes på Statsministeriets hjemmeside www.stm.dk

Aaron Lazare: On Apology. Oxford University Press. 2010          

Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen: Talens magt – indføring I mundtlig retorik. Hans Reitzels forlag, 2. udgave. 2010.

Lin Adrian: “Refleksioner over Godhavnssagen – dialog, forhandlingsform og den svære undskyldning” i Anita Rønne, Lin Adrian og Linda Nielsen (red.): Et festskrift til Vibeke Vindeløv. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. 2017.

Lisa Storm Villadsen: “Officielle undskyldninger heler samfundet” i RetorikMagasinet, 86. 2012.

Bibliografisk

Af Lin Adrian, lektor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.
Anne Lise Kjær, lektor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

RetorikMagasinet