Stopklodser forhindrer debat om krigen i Afghanistan

Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /home/retorik1/public_html/wp-content/plugins/related-posts-thumbnails/related-posts-thumbnails.php on line 846

Som et nyt tiltag vil RetorikMagasinets redaktion give sin mening mere til kende. Denne gang skriver vi om noget Danmark længe har manglet: en reel debat om vores deltagelse i krigen i Afghanistan.

Stopklodser forhindrer debat om krigen i Afghanistan

Hans Christian Gørup Nielsen.

---

Hvornår har du sidst haft en diskussion om Afghanistan eller bare hørt andre diskutere krigen? Nej vel, det sker ikke særlig ofte. Sidst der var offentligt fokus på vores deltagelse i Afghanistankrigen, var i forbindelse med premieren på Janus Metz’ dokumentarfilm Armadillo der fulgte et hold danske soldaters blodige virkelighed i Helmand. Men Armadillo blev aldrig den gnist der kunne antænde en større debat om Afghanistan.

Diskussionen kom i stedet til at dreje sig om hvorvidt danske soldater havde overtrådt krigens love ved at dræbe en flok sårede fjender der lå i en grøft som man kunne se i filmens suverænt mest omtalte scene. En i grunden ganske væsentlig diskussion der dog desværre endte med at reducere det der kunne være blevet en konstruktiv debat om vores tilstedeværelse i Afghanistan, til en banal diskussion med den uundgåelige konklusion, at ’man kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at skulle træffe hurtige beslutninger i en presset situation hvis man ikke selv har været i Afghanistan’.

Og det var synd, for Armadillo rummede så meget mere. Den viste bl.a. hvordan soldaternes familier i Danmark var hunderædde for at deres sønner og døtre skulle miste livet. Og filmen satte fokus på krigens omkostninger for soldaterne og de civile afghanere ved at vise hvordan en afghansk pige blev dræbt af en dansk mortérgranat, og hvordan den danske soldat efterfølgende kæmpede med selvbebrejdelsen.

Men alle disse ting som kunne have ledt frem til spørgsmål som ’hjælper vi egentlig de civile afghanere ved at være der?’ og ’er det det værd for os som danskere?’, endte med at drukne i en fjern og elitær juridisk diskussion om krigens love. Forfatteren Carsten Jensen forudså i en kronik at Armadillo ville blive et ”jordskælv” under vores rolige, nærmest fraværende Afghanistandebat.

I stedet endte den med at blive en rystelse så svag at ingenting rykkede sig.

Spildte ofre

Men hvorfor kan vi tilsyneladende aldrig få en ordentlig debat om krigen i Afghanistan? Det er min tese at det skyldes en række stopklodser eller argumentatoriske mekanismer om man vil. Den første stopklods er den indvending som altid dukker op hvis nogen formaster sig til at foreslå at vi skulle trække os ud ’før tid’ – selv om ingen tilsyneladende helt ved hvornår denne ’tid’ er. De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller formulerede det således 20. september sidste år:

”Jeg synes vi svigter afghanerne, vi svigter englænderne som vi kæmper sammen med, og vi svigter først og fremmest alle de danske soldater der er derude, og specielt dem der har mistet livet. For så er deres indsats jo i virkeligheden forgæves.”

Denne indvending repræsenterer en farlig enten-eller-tankegang der risikerer at gøre enhver krig til skruen uden ende. Der vil i sagens natur altid dø soldater i en krig, men berettiger deres død at endnu flere skal miste livet? Man kan undre sig over om det mon var sådan de japanske officerer i slutningen af anden verdenskrig motiverede deres piloter til at udføre kamikazeangreb på amerikanske skibe. Ved at fortælle dem at ’hvis du ikke gør det her, så har dine kammeraters liv været spildt’?

Vi bliver nødt til at se i øjnene at vi står med valget mellem to onder: at trække os ud med 40 dræbte danske soldater eller med endnu flere dræbte.

Det er rigtigt at det vil ligne spildte liv hvis vi trækker vores soldater hjem uden at Afghanistan er blevet udstyret med et smukt og velfungerende demokrati.

Men spørgsmålet må så være hvem der i så fald bærer skylden for dette spild? Er det dem der til slut argumenterede for at vi skulle trække os ud i stedet for at spilde flere liv? Eller er det dem der i starten argumenterede for at danske Jenser skulle af sted og kæmpe en håbløs krig?

”We support our troops”

I det hele taget er der en tendens til at fokusere meget på vores soldater, og det er en stor fejl, for det er ikke støtten til dem der er det centrale. Det vi derimod bør diskutere, er støtten til den politiske beslutning om at sende dem i krig.

Et slogan som netop flytter fokus fra den politiske beslutning til soldaterne, er det amerikanske ”We support our troops” der på dansk er blevet til ”Støt vore soldater”. Frasen er – med rette – blevet kritiseret for at være tom og intetsigende. For hvem vil i ramme alvor sige ’Nej, jeg støtter ikke vores soldater’? Hvis man gør det, har man i hvert fald tabt den offentlige sympati og dermed diskussionen.

Det sker dog desværre ofte at krigsmodstandere begår den fejltagelse at begynde at skyde på soldaterne og ikke politikerne og dermed fremstår som soldatermodstandere. Carsten Jensen gjorde det da han sagde at de danske soldater i Armadillo lignede ”grinende bersærker fra en fortid i menneskehedens historie, et stykke barbari vi troede vi for længst havde ladt bag os”.

Og Frank Aaen fra Enhedslisten gjorde det da han i kølvandet på Armadillo forfulgte dagsordenen om hvorvidt de danske soldater har overtrådt krigens love, i stedet for at spørge om de danske politikere havde legitimeret krigen på et ordentligt grundlag, og om beslutningen ikke snart burde tages op til revision.

’Usikkerhed avler terrorisme’

En sidste effektiv stopklods for debat om krigen er den helt simple årsagssammenhæng som daværende udenrigsminister Per Stig Møller præsenterede 4. november 2009 over for Ritzau:

”Det er direkte farligt for vore soldater at tale på den måde (at så tvivl om missionen, red.). (…) Hver gang man tøver og antyder exit, skaber man en ny talebaner.”

Et sådant argument er helt og aldeles uholdbart. For hvornår må man så tale om exit? Alle må vel være enige i at vi ikke kan blive i Afghanistan for evigt, så på et eller andet tidspunkt skal vi jo tale om hvordan vi trækker os ud.

Man kunne også spørge om det modsatte ikke også i høj grad gør sig gældende, nemlig at vi også avler terrorisme ved at blive ved med at føre krig i Afghanistan hvor civile uundgåeligt bliver fanget i krydsilden?

Hvis man gerne vil ære de dræbte soldater, støtte de tilbageværende soldater og undgå at avle mere terrorisme, er det mindste man kan gøre, at tage en åben og konstruktiv debat om vores krig. R

Bibliografisk

Af Hans Christian Gørup Nielsen. Ansvarshavende redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 81 (2011), s 12-13