Stråmænd og vindmøller

Debattreplik

Replik till Kristian Jensens artikel “Den retoriske metode” i Rhetorica Scandinavica 8 (1998)
Författare: Christian Kock är professor vid Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik vid Köpenhamns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 9 (1999), s 49-51.

Stråmænd og vindmøller

I sin artikel “Den retoriske metode” i Rhetorica Scandinavica nr. 8/1998 omtaler Kristian Jensen (KJ) bogen “Retorik der flytter stemmer” (RDFS) som et eksempel på at “humanvidenskaben, heriblandt retorikken, ofte har set sig nødsaget til at kigge positivisterne over skulde­ren og følge deres anvisninger for at ­blive accepteret som videnskabelige”.
KJ’s kritik af os (bogens forfattere; se litteraturlisten, red.) går på at vi i RDFS har anvendt ‘positivistisk’ metode – et begreb vi aldrig selv ville bruge, og som KJ bruger på en højst diskutabel måde. I realiteten drejer hans angreb på os sig om vor brug af statistik. Han mener dels at statistik slet ikke hører hjemme i humaniora, dels at vor brug af den “har nogle mangler i forhold til positivismens krav” (side 20). (Havde det da været ok at bruge ‘positivisme’ hvis vi levede op til dens krav?) Dels kommer KJ yderligere med den vidtgående påstand at “de statistiske analyser, der er positivismens værktøj, ikke kan skelne mellem tilfældighed og kausalitet” (side 21).
I realiteten er KJ’s indlæg altså bygget op om tre vidt forskellige påstande. 1) Vi bruger i RDFS positivismen forkert. 2) Positivisme i humaniora er generelt forkert. 3) Og mens vi er ved det, så er al positivisme, selv i natur­videnskab, forkert, fordi den heller ikke dér, ifølge KJ, kan leve op til sit eget hovedmål: at sige noget om årsagsforhold – den er “kun designet til at vise, at noget er tilfældet, men ikke hvorfor” (side 21).
Artiklen er dermed et angreb på en helt udflydende fiktion KJ kalder ‘positivisme’ ­­– en typisk stråmand han selv har lavet ‘for at ­dutte folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå’.

Ad påstand 1): RDFS lever ifølge KJ ikke op til positivismens (=statistikkens) krav. Det er fordi vi ifølge ham ikke tager højde for at der i de situationer vi iagttager, er mange sam­virkende faktorer – og dermed skulle det så være umuligt for os at sige noget om én faktor ad gangen.
Denne problemstilling fremfører KJ som om den er opdaget for nylig af positivismens kritikere, mens den skulle være ukendt af os og andre ‘positivister’. Hermed røber han en dyb naivitet. Spørgsmålet om kausalitet ved mange samvirkende faktorer er nok den mest gennemarbejdede problemstilling i empirisk forskning. I RDFS, hvor der er et helt kapitel om vor brug af statistisk metode, er den behandlet over flere sider. Men nu tager vi den igen:
Tænk på forskning i cigaretrygningens virkninger. Alle rygere der får lungekræft, har også været udsat for talløse andre påvirkninger. Men skulle det så dermed være umuligt at sige noget begrundet om årsagssammenhæng mellem rygning og kræft? Nej, det er ikke, og det ville også være dårlige nyheder for blandt andet folkesundheden. Man kan sige noget hvis man kender empirisk metode, derunder statistik, og bruger den rigtigt. De fleste véd at man i den art forskning typisk tager to store grupper, én af folk der har røget, en anden af folk der ikke har. Endvidere sørger man bedst muligt for at de to grupper i andre henseender er sammenlignelige. Hvordan man gør dette, og hvordan man så behandler de tal der kommer ud af det hele – det er hvad statistisk metode handler om. Viden af denne type, kendt gennem årtier, har vi også brugt.
KJ nævner som eksempel at når debattører i vor undersøgelse som har et givet træk i deres argumentation, synes at være persuasive, kunne det for eksempel også skyldes at netop de havde særlig svage modstandere. Dette forhold er mildt sagt ikke nyt for os: KJ kunne have fundet vor redegørelse for dette metodiske problem i det førnævnte kapitel. Essensen er at hvis gruppen af debattører med trækket og gruppen uden trækket er rimeligt store, kan man antage at for eksempel stærke og svage modstandere, som jo må være tilfældigt fordelt på de to grupper, også er jævnt fordelt på dem – og dermed kan modstandernes styrke, gennemsnitligt betragtet, ikke virke ind på det persuasive resultat. Det er netop det der er fordelen ved at undersøge mange debatter frem for én. Hermed bortfalder KJ’s angreb på os med hensyn til påstand 1.

Ad påstand 2 – at ‘positivisme’ i humaniora generelt er forkert, uanset om man over­holder dens krav eller ej. Mener KJ at man skal forkaste massive indsatser gennem årtier inden for blandt andet psykologi, pædagogik – og kommunikationsforskning, af retorisk og andet tilsnit? Et eksempel: Hvorfor læser danske børn sandsynligvis  – i gennemsnit – mindre godt og hurtigt end børn i andre lande? Er det ikke noget der skal forskes i? Skal humanister, derunder pædagoger og retorikere, holde sig væk her? Eller skal de bruge alle egnede redskaber, derunder statistik, til at afdække medvirkende årsager og remedier på troværdig vis?
Statistik er et redskab til at undersøge hvor stor troværdighed man kan tillægge generelle induktioner om sammenhænge i virkelig­hedens verden, derunder årsagsforhold. Bort­kaster man den slags redskaber fordi de er ‘positivistiske’, så risikerer for eksempel debatten om danske børns læsning og læseundervisning at forblive på Frank Dahlgaards (en berygtet dansk, konservativ politiker, red.) lødighedsniveau.

Ad påstand 3: ‘Positivisme’ (=statistik) er “kun designet til at vise, at noget er tilfældet, men ikke hvorfor”, “da der ikke er nogen mekanisme i positivismen, der kan fortælle os om den regelmæssighed, vi finder og ophæver til lov, skyldes en dybere sammenhæng i verden eller blot er udtryk for en tilfældighed” (side 21).
Men hvorfra kender vi så overhovedet dybere sammenhænge, derunder årsager, i naturen? Det må skyldes at KJ har snydt os og glemt at fortælle at der findes en masse forskning, også i naturvidenskab, som ikke er ‘positivistisk’. Men den er der, gudskelov. Billedet af positivismen som KJ tegner, er det rene pjat. Det har to lige absurde komponenter:
For det første: KJ’s ‘positivisme’ anvender alene ren observation, men ikke teori og refleksion. Ja, hvis nogen forsker gik så dilettantisk frem, så ville han ganske rigtigt ikke kunne skelne mellem tilfældighed og årsagsforhold. Men så var han næppe ansat ved Københavns Universitet. Naturligvis kan man ikke blindt kaste sig ud i at gøre observationer uden underliggende, teoretisk begrundede ideer om hvilke sammenhænge man kikker efter. Men dén erkendelse er mildt sagt ikke ny. Aristoteles, ikke KJ, har æren af den. Den præger også hele RDFS. Alle de årsagsforhold om det persuasive som vi mener at finde belæg for, er i bogen eksplicit forbundet med teoretisk refleksion (såkaldte hypoteser) om hvorfor der teoretisk set kunne eksistere et sådant forhold.
For det andet: KJ’s stråmand af en positivisme søger altid, med sin blinde observationsgalskab, at afdække noget der skulle have samme status som naturlove – det vil sige årsagsforhold der gælder med undtagelsesfri sikkerhed.
Men selv ikke i naturvidenskaben er dette normen. (Er KJ forresten ikke geograf?) I visse naturfag, primært fysik, stræber nogle forskere efter at finde naturlove, men langt flere leder efter sammenhænge af en helt anden status. Tag for eksempel diskussionen om den globale opvarmning. Den findes sandsynligvis, men dens årsagsforhold vil man gerne belyse. Uden al tvivl er der her et ekstremt komplekst samspil af samvirkende årsager. Er CO2-udledning for eksempel en medvirkende årsag man behøver tage alvorligt, eller er den ikke? Dette prøver man at belyse med statistik som et afgørende redskab. (Er det KJ’s mening at den slags forskning skal indstilles?) Kort sagt, man søger, også i store dele af naturvidenskaben, efter faktorer, der sandsynligvis spiller ind i et forhold med en vis vægt. At forske i den art årsagsforhold har intet at gøre med at ville opstille naturlove.
Tag igen sundhedsforskning som et andet eksempel. Der er stor enighed om at cigaretrygning med stor sandsynlighed er én med­virkende årsagsfaktor med hensyn til mange sygdomme. Men ingen drømmer om at påstå at alle der ryger cigaretter, bliver syge, eller at alle med en given sygdom har røget cigaretter. I samfundsfagene, psykologi, pædagogik, kommunikationsforkning og empirisk betonet retorik gælder samme betragtninger. Man søger efter faktorer der med en vis vægt og en vis sandsynlighed bidrager til de virkninger vi kan iagttage i erfaringens verden.

Afsluttende vil vi spørge på en anden måde: Hvad skulle det dog være ved et projekt som RDFS der var i modstrid med den huma­nistisk-retoriske tradition?
Vi ønsker blandt andet at fremsætte begrundede udsagn om hvilke egenskaber ved argumentation der faktisk virker persua­sivt. At tale om hvordan ytringer faktisk virker på folk er ganske vist i modstrid med især de litterære fags nuværende tradition, men stort set alle retorikere siden Gorgias har gjort det. Også vi.
At fremsætte den slags udsagn på er­faringens grund og ikke alene ud fra spekulation er ligeledes centralt i retorikken. Megen retorisk teori i oldtiden udgår for eksempel fra den erfaring at Demosthenes eller Cicero var yderst persuasive i deres taler, og man søger så at finde nogle af de egenskaber ved disse taler der bevirkede dette.
En del retorisk teori søger ligesom vi at bygge sine udsagn om det faktisk persuasive på en flerhed af iagttagelser fra erfaringens verden. At gøre dette kaldes induktion, en arbejdsmåde som Aristoteles har defineret og knæsat. Også her er vi i fuld harmoni med traditionen.
Tilbage bliver at KJ åbenbart ikke vil have at vi betragter en flerhed af autentiske iagttagelser på en systematisk måde, nemlig derved at vi tæller forskellige typer af iagttagelser op og beregner hvor stærkt de støtter en induktion om at givne egenskaber (i en given art situation) er persuasive. Kort sagt, anklagen er reduceret til at vi ved siden af teori og refleksion bruger statistik som redskab.
Vort svar er at vi i RDFS har gjort noget som ligger centralt i den humanistisk-retoriske traditon fra oldtiden og frem. Vi har støttet os til denne tradition og dens teori og havde ikke kunnet udføre projektet uden den. Den eneste tilføjelse er at vi, fordi vi faldt over et materiale som frembød en flerhed af sammenlignelige iagttagelser, søger at drage nytte heraf for den faglige erkendelses skyld. Og et af redskaberne til at gøre det bedst muligt er den teori om fortolkning af talstørrelser – såkaldt statistik – som i vort århundrede er opbygget inden for erfaringsbaseret forskning.
Når KJ kommer fra geografien til retorikken for at frelse den fra at bruge erfaring og iagttagelse, ser vi derfor en Don Quijote-figur i kamp mod vindmøller bemandet med stråmænd.

Litteratur

Jensen, Kristian: “Den retoriske metode”, i Rhetorica Scandinavica 8/1998.
Jørgensen, Charlotte, Christian Kock og Lone Rørbech (2011 [1994]): Retorik der flytter stemmer. Retorikforlaget. Se også Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech: “Rhetoric That Shifts Votes: An Exploratory Study of Persuasion in Issue-Oriented Public Debates”. Political Communication 15 (1998), siderne 283-299.

Se även Kristian Jensens duplik till denna replik.

• About
• Latest Posts

Christian Kock

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet

Latest posts by Christian Kock (see all)

• En uforventet hjemkomst - 21 augusti, 2019
• Når verden bliver bestemt for os - 4 februari, 2019
• Naturvidenskabens medrivende retorik - 3 augusti, 2017