Replik till Kristian Jensens artikel “Den retoriske metode” i Rhetorica Scandinavica 8 (1998)
Författare: Christian Kock är professor vid Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik vid Köpenhamns Universitet.
Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fagmiljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at fremhæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken – og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Universitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimensional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdibaserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension – kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!
I sin artikel “Den retoriske metode” i Rhetorica Scandinavica nr. 8/1998 omtaler Kristian Jensen (KJ) bogen “Retorik der flytter stemmer” (RDFS) som et eksempel på at “humanvidenskaben, heriblandt retorikken, ofte har set sig nødsaget til at kigge positivisterne over skulderen og følge deres anvisninger for at blive accepteret som videnskabelige”.
KJ’s kritik af os (bogens forfattere; se litteraturlisten, red.) går på at vi i RDFS har anvendt ‘positivistisk’ metode – et begreb vi aldrig selv ville bruge, og som KJ bruger på en højst diskutabel måde. I realiteten drejer hans angreb på os sig om vor brug af statistik. Han mener dels at statistik slet ikke hører hjemme i humaniora, dels at vor brug af den “har nogle mangler i forhold til positivismens krav” (side 20). (Havde det da været ok at bruge ‘positivisme’ hvis vi levede op til dens krav?) Dels kommer KJ yderligere med den vidtgående påstand at “de statistiske analyser, der er positivismens værktøj, ikke kan skelne mellem tilfældighed og kausalitet” (side 21).
I realiteten er KJ’s indlæg altså bygget op om tre vidt forskellige påstande. 1) Vi bruger i RDFS positivismen forkert. 2) Positivisme i humaniora er generelt forkert. 3) Og mens vi er ved det, så er al positivisme, selv i naturvidenskab, forkert, fordi den heller ikke dér, ifølge KJ, kan leve op til sit eget hovedmål: at sige noget om årsagsforhold – den er “kun designet til at vise, at noget er tilfældet, men ikke hvorfor” (side 21).
Artiklen er dermed et angreb på en helt udflydende fiktion KJ kalder ‘positivisme’ – en typisk stråmand han selv har lavet ‘for at dutte folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå’.
Ad påstand 1): RDFS lever ifølge KJ ikke op til positivismens (=statistikkens) krav. Det er fordi vi ifølge ham ikke tager højde for at der i de situationer vi iagttager, er mange samvirkende faktorer – og dermed skulle det så være umuligt for os at sige noget om én faktor ad gangen.
Denne problemstilling fremfører KJ som om den er opdaget for nylig af positivismens kritikere, mens den skulle være ukendt af os og andre ‘positivister’. Hermed røber han en dyb naivitet. Spørgsmålet om kausalitet ved mange samvirkende faktorer er nok den mest gennemarbejdede problemstilling i empirisk forskning. I RDFS, hvor der er et helt kapitel om vor brug af statistisk metode, er den behandlet over flere sider. Men nu tager vi den igen:
Tænk på forskning i cigaretrygningens virkninger. Alle rygere der får lungekræft, har også været udsat for talløse andre påvirkninger. Men skulle det så dermed være umuligt at sige noget begrundet om årsagssammenhæng mellem rygning og kræft? Nej, det er ikke, og det ville også være dårlige nyheder for blandt andet folkesundheden. Man kan sige noget hvis man kender empirisk metode, derunder statistik, og bruger den rigtigt. De fleste véd at man i den art forskning typisk tager to store grupper, én af folk der har røget, en anden af folk der ikke har. Endvidere sørger man bedst muligt for at de to grupper i andre henseender er sammenlignelige. Hvordan man gør dette, og hvordan man så behandler de tal der kommer ud af det hele – det er hvad statistisk metode handler om. Viden af denne type, kendt gennem årtier, har vi også brugt.
KJ nævner som eksempel at når debattører i vor undersøgelse som har et givet træk i deres argumentation, synes at være persuasive, kunne det for eksempel også skyldes at netop de havde særlig svage modstandere. Dette forhold er mildt sagt ikke nyt for os: KJ kunne have fundet vor redegørelse for dette metodiske problem i det førnævnte kapitel. Essensen er at hvis gruppen af debattører med trækket og gruppen uden trækket er rimeligt store, kan man antage at for eksempel stærke og svage modstandere, som jo må være tilfældigt fordelt på de to grupper, også er jævnt fordelt på dem – og dermed kan modstandernes styrke, gennemsnitligt betragtet, ikke virke ind på det persuasive resultat. Det er netop det der er fordelen ved at undersøge mange debatter frem for én. Hermed bortfalder KJ’s angreb på os med hensyn til påstand 1.
Annons
Ad påstand 2 – at ‘positivisme’ i humaniora generelt er forkert, uanset om man overholder dens krav eller ej. Mener KJ at man skal forkaste massive indsatser gennem årtier inden for blandt andet psykologi, pædagogik – og kommunikationsforskning, af retorisk og andet tilsnit? Et eksempel: Hvorfor læser danske børn sandsynligvis – i gennemsnit – mindre godt og hurtigt end børn i andre lande? Er det ikke noget der skal forskes i? Skal humanister, derunder pædagoger og retorikere, holde sig væk her? Eller skal de bruge alle egnede redskaber, derunder statistik, til at afdække medvirkende årsager og remedier på troværdig vis?
Statistik er et redskab til at undersøge hvor stor troværdighed man kan tillægge generelle induktioner om sammenhænge i virkelighedens verden, derunder årsagsforhold. Bortkaster man den slags redskaber fordi de er ‘positivistiske’, så risikerer for eksempel debatten om danske børns læsning og læseundervisning at forblive på Frank Dahlgaards (en berygtet dansk, konservativ politiker, red.) lødighedsniveau.
Ad påstand 3: ‘Positivisme’ (=statistik) er “kun designet til at vise, at noget er tilfældet, men ikke hvorfor”, “da der ikke er nogen mekanisme i positivismen, der kan fortælle os om den regelmæssighed, vi finder og ophæver til lov, skyldes en dybere sammenhæng i verden eller blot er udtryk for en tilfældighed” (side 21).
Men hvorfra kender vi så overhovedet dybere sammenhænge, derunder årsager, i naturen? Det må skyldes at KJ har snydt os og glemt at fortælle at der findes en masse forskning, også i naturvidenskab, som ikke er ‘positivistisk’. Men den er der, gudskelov. Billedet af positivismen som KJ tegner, er det rene pjat. Det har to lige absurde komponenter:
For det første: KJ’s ‘positivisme’ anvender alene ren observation, men ikke teori og refleksion. Ja, hvis nogen forsker gik så dilettantisk frem, så ville han ganske rigtigt ikke kunne skelne mellem tilfældighed og årsagsforhold. Men så var han næppe ansat ved Københavns Universitet. Naturligvis kan man ikke blindt kaste sig ud i at gøre observationer uden underliggende, teoretisk begrundede ideer om hvilke sammenhænge man kikker efter. Men dén erkendelse er mildt sagt ikke ny. Aristoteles, ikke KJ, har æren af den. Den præger også hele RDFS. Alle de årsagsforhold om det persuasive som vi mener at finde belæg for, er i bogen eksplicit forbundet med teoretisk refleksion (såkaldte hypoteser) om hvorfor der teoretisk set kunne eksistere et sådant forhold.
For det andet: KJ’s stråmand af en positivisme søger altid, med sin blinde observationsgalskab, at afdække noget der skulle have samme status som naturlove – det vil sige årsagsforhold der gælder med undtagelsesfri sikkerhed.
Men selv ikke i naturvidenskaben er dette normen. (Er KJ forresten ikke geograf?) I visse naturfag, primært fysik, stræber nogle forskere efter at finde naturlove, men langt flere leder efter sammenhænge af en helt anden status. Tag for eksempel diskussionen om den globale opvarmning. Den findes sandsynligvis, men dens årsagsforhold vil man gerne belyse. Uden al tvivl er der her et ekstremt komplekst samspil af samvirkende årsager. Er CO2-udledning for eksempel en medvirkende årsag man behøver tage alvorligt, eller er den ikke? Dette prøver man at belyse med statistik som et afgørende redskab. (Er det KJ’s mening at den slags forskning skal indstilles?) Kort sagt, man søger, også i store dele af naturvidenskaben, efter faktorer, der sandsynligvis spiller ind i et forhold med en vis vægt. At forske i den art årsagsforhold har intet at gøre med at ville opstille naturlove.
Tag igen sundhedsforskning som et andet eksempel. Der er stor enighed om at cigaretrygning med stor sandsynlighed er én medvirkende årsagsfaktor med hensyn til mange sygdomme. Men ingen drømmer om at påstå at alle der ryger cigaretter, bliver syge, eller at alle med en given sygdom har røget cigaretter. I samfundsfagene, psykologi, pædagogik, kommunikationsforkning og empirisk betonet retorik gælder samme betragtninger. Man søger efter faktorer der med en vis vægt og en vis sandsynlighed bidrager til de virkninger vi kan iagttage i erfaringens verden.
Afsluttende vil vi spørge på en anden måde: Hvad skulle det dog være ved et projekt som RDFS der var i modstrid med den humanistisk-retoriske tradition?
Vi ønsker blandt andet at fremsætte begrundede udsagn om hvilke egenskaber ved argumentation der faktisk virker persuasivt. At tale om hvordan ytringer faktisk virker på folk er ganske vist i modstrid med især de litterære fags nuværende tradition, men stort set alle retorikere siden Gorgias har gjort det. Også vi.
At fremsætte den slags udsagn på erfaringens grund og ikke alene ud fra spekulation er ligeledes centralt i retorikken. Megen retorisk teori i oldtiden udgår for eksempel fra den erfaring at Demosthenes eller Cicero var yderst persuasive i deres taler, og man søger så at finde nogle af de egenskaber ved disse taler der bevirkede dette.
En del retorisk teori søger ligesom vi at bygge sine udsagn om det faktisk persuasive på en flerhed af iagttagelser fra erfaringens verden. At gøre dette kaldes induktion, en arbejdsmåde som Aristoteles har defineret og knæsat. Også her er vi i fuld harmoni med traditionen.
Tilbage bliver at KJ åbenbart ikke vil have at vi betragter en flerhed af autentiske iagttagelser på en systematisk måde, nemlig derved at vi tæller forskellige typer af iagttagelser op og beregner hvor stærkt de støtter en induktion om at givne egenskaber (i en given art situation) er persuasive. Kort sagt, anklagen er reduceret til at vi ved siden af teori og refleksion bruger statistik som redskab.
Vort svar er at vi i RDFS har gjort noget som ligger centralt i den humanistisk-retoriske traditon fra oldtiden og frem. Vi har støttet os til denne tradition og dens teori og havde ikke kunnet udføre projektet uden den. Den eneste tilføjelse er at vi, fordi vi faldt over et materiale som frembød en flerhed af sammenlignelige iagttagelser, søger at drage nytte heraf for den faglige erkendelses skyld. Og et af redskaberne til at gøre det bedst muligt er den teori om fortolkning af talstørrelser – såkaldt statistik – som i vort århundrede er opbygget inden for erfaringsbaseret forskning.
Når KJ kommer fra geografien til retorikken for at frelse den fra at bruge erfaring og iagttagelse, ser vi derfor en Don Quijote-figur i kamp mod vindmøller bemandet med stråmænd.
Litteratur
Jensen, Kristian: “Den retoriske metode”, i Rhetorica Scandinavica 8/1998.
Jørgensen, Charlotte, Christian Kock og Lone Rørbech (2011 [1994]): Retorik der flytter stemmer. Retorikforlaget. Se også Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech: “Rhetoric That Shifts Votes: An Exploratory Study of Persuasion in Issue-Oriented Public Debates”. Political Communication 15 (1998), siderne 283-299.
Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fagmiljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at fremhæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken – og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Universitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimensional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdibaserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension – kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!
Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fagmiljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at fremhæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken – og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Universitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimensional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdibaserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension – kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs
