reklame

Psst, dluk, dluk, dluk. Sådan lyder det når nogen i en Coca-Cola-reklame åbner en flaske, hælder væsken ned i et glas med isterninger og drikker med udtalt nydelse. Og det er langt fra tilfældigt. Faktisk kan lydene påvirke os så meget at vi tænker på Coca-Cola hver gang vi åbner en flaske – også selv om det er en Heineken-øl.

Mennesket vil gerne holde fast i ideen om at det har en fri vilje. Tanken om at vores adfærd bliver styret af firmaer, huer os derfor ikke. Men historien viser at vi kan programmeres til at opføre os på en bestemt måde. Vi styres. Vores frie vilje er blændværk

Kritiske fakta og fordomme om kvaliteten af maden på McDonald’s er velkendte. Og hvor mange af os siger med stolthed, at vi spiste et måltid (i ædru tilstand) på en af fastfood-kædens restauranter. Dagens skribent kunne aldrig drømme om det. Alligevel blev hun på magisk retorik-vis omvendt af en ny dansk reklame for McDonald’s. Hvordan i alverden formåede reklamen det?

Ghettoer skal promoveres som farverige turistdestinationer, hvis det står til reklamebureauer og mediehuse. Det gøres ved at finde ghettoernes gode historier frem. Kunstgrebet hedder “storytelling” – men fortællingerne er desværre ikke helt uden mangler

I det supertravle erhvervsliv glemmer man ofte at spørge hvorfor man sætter nye skibe i søen. I forhold til Facebook lyder forklaringen som regel at ”det gør alle de andre” eller ”det er billig reklame til mange mennesker”. Men man risikerer at blive slemt skuffet hvis man ikke fra begyndelsen har gjort sig klart hvor Facebook-skibet skal sejle hen, og hvordan man vil føre det.

Mange konkurrende virksomheder udbyder omtrent det samme til samme pris. Derfor bliver det stadig vigtigere for virksomhederne at skabe sig et unikt brand. Men det er farligt at love noget man ikke kan holde.