En taleskriver skal ikke bare “skrive talen”, en taleskriver skal vide præcis hvorfor talen er vigtig for taleren, og hvis talen skal leve op til sit fulde potentiale, er det ikke nok bare at tilpasse sig talerens stil. En taleskriver skal også udfordre den.
Taleskriveren er en retorisk Jesper Fårekylling
Mads Tanghøje
Der er mange måder at være taleskriver på. Man kan være den taleskriver der afleverer et taleudkast i et sort hul og kun får en reaktion hvis taleren synes talen er så dårlig at man skal starte forfra. Samtidig kan man være taleskriveren som i højere grad er sparringspartner for en taler der aktivt er med til at skrive talen. Jeg har igennem min karriere prøvet begge dele.
I Enhedslisten skriver de, der skal holde talerne, som udgangspunkt deres egne taler. På de særligt prioriterede taler bliver jeg som taleskriver tilknyttet en proces hvor taler og taleskriver skriver sammen, mødes meget om talen og gensidigt udfordrer hinanden. Vi har derfor reelt ikke et setup hvor taleskriveren får lov til at sidde og nørkle alene med talen indtil kort før den skal afholdes, og hvor den, der skal holde talen, så ellers kan lade sig overraske positivt eller negativt. For os er den prioritering vejen til de mest personlige taler som også er de taler der ender med at have mest gennemslagskraft. Det betyder at man som taleskriver ud over at levere udkast til passager, gennemskrivninger og research i høj grad også skal hjælpe talerens egen skriveproces på vej.
Den proces er vidt forskellig fra gang til gang og for alle talere og taleskrivere. Den er også meget tidskrævende for taleren i forhold til en proces hvor taleren først sent bliver involveret. Jeg har været i masser af situationer i min karriere hvor det umuligt er en tilgang man kan benytte på alle talerne eller bare størstedelen af dem. Men selv hvis man gør det bare på enkelte taler, er tiden godt givet ud. For især højt prioriterede taler i en hvilken som helst organisation handler ofte om problemstillinger der kommer igen og igen. Og en god proces med at skrive en tale er ufatteligt velegnet til at nuancere og konkretisere kommunikationsstrategien i en organisation.
*Taleskriveren skal tænke som journalist*
Talere er selvfølgelig forskellige, men det er i min erfaring et gennemgående træk at de fleste har brug for hjælp til at konkretisere og udfolde idéer, tanker og argumentation. Især når man skal skrive taler der indgår i en politisk kontekst, er det vigtigt at talen ikke foregår i et vakuum. Taleskriveren skal på mange måder tænke som en journalist og sikre at talen peger ud på konkrete personer eller begivenheder i omverdenen. Når jeg skriver taler sammen med Pernille Skipper, er det netop denne konkretisering der tager meget af tiden. Taleudkastene bliver sendt frem og tilbage mellem mig og hende utallige gange, og vi bidrager hver især til at få bragt overordnede idéer og luftige pointer ned på jorden.
Et eksempel på den proces er en tale vi holdt til sidste års Folkemøde hvor alle partiledere får mulighed for at kommentere de politiske temaer som for dem er tidens vigtigste. I en af de tidligere versioner af talen så en passage om klimapolitik sådan ud:
Regeringen lader en lille gruppes økonomiske interesser stå over natur, mennesker og lokalområder. Den tankegang er lige nu den største stopklods for den helt nødvendige grønne omstilling her i Danmark og i resten af verden. Vi ser den tankegang når den danske regering slækker på klimakravene til virksomheder der forurener meget, så de kan få endnu større overskud. Og vi ser det når Donald Trump trækker USA ud af den internationale klimaaftale fra Paris for at forgylde ejerne i den storforurenende kulindustri.
Passagen i dette tidlige udkast er præget af en analytisk og beskrivende stil. Begivenheder bliver refereret, men talen går ikke for alvor ind i dem. Den stil er set over en hel tale ikke konkret nok og samtidig kedsommelig på en måde der – for at være ærlig – kendetegner mange politiske taler. Derfor brugte vi tid på at finde frem til og udfolde Donald Trumps udtalelse i forbindelse med at han trak USA ud af klimaaftalen. Den konkrete udtalelse gør det meget nemmere at skabe en form for dialog i talen. En dialog hvor Pernille Skipper direkte kan kommentere og diskutere med andre i stedet for bare at referere egne synspunkter. Derudover blev citatet fra Trump et springbræt til at fortælle om Pittsburghs borgmester og situationen i Pittsburgh. En kærkommen mulighed for også at sætte billeder på problemerne med forurening som passagen skulle adressere. På den måde er det min erfaring at processen med at konkretisere ikke bare bidrager til talens stil, men også til at finde og generere materiale til talen. Passagen blev i processen omskrevet således:
For et par uger siden trak Donald Trump USA ud af den internationale klimaaftale. Det kan blive katastrofalt. I den forbindelse sagde han: Jeg er valgt til at repræsentere borgerne i Pittsburgh, ikke borgerne i Paris. Problemet er selvfølgelig bare at Trumps beslutning ikke gavner almindelige mennesker i Pittsburgh. Den gavner kun en lille gruppe rigmænd i toppen af de mest forurenende industrier. Det var nok også derfor Pittsburghs borgmester sagde pænt nej tak til den slags støtte fra Trump. Og så fortalte han ellers hvordan Pittsburgh engang har været så forurenet og fyldt med smog at gadelygterne skulle være tændt 24 timer i døgnet for at man kunne se. Derfor satser byen nu benhårdt på grøn omstilling og ren energi.
En taleskriver skal turde udfordre taleren
En vigtig del af taleskriverens rolle er – i min optik – at hjælpe talerens egne idéer og tanker på vej. Her er jagten på det konkrete også afgørende. I vores proces kan jeg som taleskriver have en rolle som interviewer der spørger Pernille Skipper ind til oplevelser, erfaringer og kæpheste som kunne have relevans for talen. Ligesom jeg kan spørge ind til hvorfor bestemte budskaber er særligt vigtige for hende for at få sat ord på de værdier der ligger bag budskaberne. Det bidrager til at få de stærkeste historier og argumenter frem.
Derudover fungerer jeg som en retorisk Jesper Fårekylling – forhåbentlig bare mindre irriterende – der løbende minder om retoriske principper og opsætter benspænd for at sikre at indhold og formuleringer bliver friske. Derfor vil jeg gerne nuancere forestillingen om at man som taleskriver udelukkende skal tilpasse sig talerens stil, for det er slet ikke nok. Man skal også fungere som rådgiver og dermed udfordre den man skriver for og med. Når man gør det, kan man komme videre end bare at ramme talerens stil, man kan hjælpe taleren med at løfte stilen og endda udvikle den.
Der er al mulig god grund til at taleskriveren skal turde udfordre taleren, og ikke mindst at taleren tør lade sig udfordre. Samtidigt er det ekstremt vigtigt at man som taleskriver lader sig udfordre af taleren. Både af vedkommendes erfaringer og argumenter, men også af talerens helt umiddelbare mavefornemmelse for hvad der virker. Den fornemmelse kan nemlig give nogle væsentlige pejlinger som man som taleskriver ikke har adgang til.
Der er en verden til forskel på at sidde og udtænke kvikke replikker i sit lønkammer til at være den der står ansigt til ansigt med publikum, holder talen og får feedbacken efterfølgende. De tidspunkter hvor jeg har lært allermest som taleskriver, er når jeg kan fornemme at der er noget taleren instinktivt ikke har lyst til at sige. Også selv om taleren ikke umiddelbart kan forklare hvorfor, og man ellers selv synes at man som taleskriver overholder alle retoriske principper. Så gælder det om i fællesskab at afdække hvad der konkret ikke fungerer og i stedet finde en anden løsning. Som retoriker og taleskriver er det en god idé at vogte sig for at blive for teoretisk i sin tilgang, for teori er ikke altid lig med praksis.
*Jo mere modstand, desto bedre kvalitet*
I mit arbejde med taler er det et omdrejningspunkt at få talerens egen fornemmelse i spil hurtigt. Derfor stræber vi efter at Pernille Skipper meget tidligt i processen læser talen højt mens vi løbende justerer. Her er jeg blandt andet opmærksom på om talen er nem for hende at holde. Hjælper manuskriptet hende til at være mundtlig og naturlig i fremførelsen? Eller er talen tværtimod skrevet i et sprog der trækker hende i retning af oplæsning? Jeg er også altid opmærksom på om talen er skrevet så konkret og billedligt at Pernille Skipper selv bliver revet med, og om der er særlige passager jeg kan mærke hun glæder sig til at holde.
Højtlæsning af talen hjælper ikke bare til at udrydde dræbende kedeligt skriftsprog. Det bliver også tydeligt når der er hele passager der virker kedelige og omstændelige. Når jeg sidder og hører talen, kan jeg som regel se på Pernille Skipper om hun begynder at kede sig. Det er selvsagt katastrofalt og er altid tegn på at sproget er floskuløst eller ikke økonomisk nok. Vi skal tilbage i værkstedet og skære overflødigt fedt fra. På den måde er det en central del af en god taleskrivningsproces at talerens egen dømmekraft og præferencer kommer i spil helt fra starten. Den modstand man som taleskriver får tilbage på idéer og formuleringer, er uvurderlig. Man skulle tro at det ville være enhver taleskrivers drøm, men i virkeligheden er det et mareridt at skrive for en taler der ukritisk stiller sig op og siger det man har skrevet. Jo mere modstand, desto bedre. Det er på nogle måder mere krævende, men resultatet bliver også af væsentligt højere kvalitet. R
Bibliografisk
Af Mads Tanghøje, cand.mag. i retorik, taleskriver for Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og tidligere redaktør på RetorikMagasinet.
RetorikMagasinet 107 (2018), s 13-14
Liknande artiklar:
I retssalen kan fortællingen foregribe beviserne
Trusselsargumenterne dominerar debatten om islam
Og ordet blev kød
Virkningsfulde og vanvittige valgslogans
Redaktør på RetorikMagasinet 2009-2013.