Tegnelysten, kreativiteten og sansen for sprog er du født med

Hvert forår fyldes forsamlingshuse, havepavilloner, kroer og stuer rundt i landet med spændte konfirmander, deres familie og venner. Konfirmationen er en fastetableret tradition i Danmark, og det samme er den dertilhørende konfirmationstale fra forældrene. Naturligvis vil der være en masse rosende ord fra forældrene, men hvordan kan forældre undgå at talen fremstår som en selvfed ros af deres egen opdragelse? I mit speciale fra sidste år har jeg undersøgt en række danske konfirmationstaler fra 1995 til 2016 og blandt andet erfaret hvordan forældre bruger det naturlige som en måde at beskrive deres barn. Ved at se tilbage på det barnet havde med sig fra naturens side, kan de distancere sig tilpas meget fra barnets karaktertræk til at barnet fremstår som et selvstændigt individ og ikke kun et produkt af dets omgivelser. 

Tegnelysten, kreativiteten og sansen for sprog er du født med

Martin Fehr Therkildsen

I min gennemlæsning af konfirmationstalerne bemærkede jeg at forældre i mange tilfælde benytter anledningen til at lave en særdeles grundig karakteristik af barnet. Vendingerne “du er” og “du har” optræder over 300 gange i de 27 taler jeg har indsamlet og undersøgt. Det virker åbenlyst at forældrene gerne vil fortælle hvordan de oplever og ser deres barn. Som en far siger til sin søn: “Mor og jeg er utrolig stolte af dig – synes du er både smuk, intelligent, interessant og empatisk”. Men ud over at beskrive hvor barnet står lige nu, vælger mange forældre at kigge helt tilbage til barnets fødsel og de medfødte karaktertræk.

I næsten halvdelen af de indsamlede taler beskrives barnets fødsel og i flere tilfælde ganske indgående. I forbindelse med fødselsfortællingerne bliver børnene ofte tilskrevet en form for handlekraft der knytter sig direkte til fødselsoplevelsen. Runes far fortæller eksempelvis om barnets fødsel: “Det viste sig at du havde navlestrengen over hovedet (måske holdt du den der for lige at teste om sundhedssystemet virkede).” Denne ganske specifikke figur hvor fosteret eller spædbarnet bliver tildelt en vilje og handlekraft, går igen i flere af de indsamlede taler. Hvis barnet blev født for tidligt, har det lige siden “haft fart på”; hvis barnet som spæd hele tiden ville op på mors og fars skulder, var det fordi det var nysgerrigt. Og denne nysgerrighed har så varet ved lige siden.

Det virker oplagt at forældrene i forbindelse med konfirmationen overvejer hvilke kvaliteter barnet besidder, og hvordan barnet kan beskrives. Sådan har genren i hvert fald udviklet sig. Noget tyder på at konfirmationstalen før i tiden indeholdt flere reprimander og påtaler, og at den i nyere tid har udviklet sig til at være en mere beskrivende og hyldende tale. Forældrene er stolte af deres barn og vil gerne vise det.

 

Hil Cæsar – Hil Kathrine, Laura og Rune

Annonce

Hyldesttalen er en underkategori af den epideiktiske genre og kaldes på græsk encomium. Den var en etableret taleform i antikken og blev særligt udbredt under Romerriget hvor der var rigeligt med anledninger til at holde hyldesttaler. Den franske retoriker Laurent Pernot har i sin nyligt udgivne bog Epideictic Rhetoric gennemgået nogle af de antikke teoretiske systemer der knyttede sig til epideiktiske taler. Et af systemerne er den græske retoriker Menander Rhetors liste af topoi over hyldesttaler. Altså emner som hyldesttaler typisk vil indeholde. Den består af: herkomst, fødsel, medfødte karaktertræk, fysik, uddannelse, opførsel, handlinger, lykke og død (i tilfælde af eulogi).

Det er påfaldende hvor godt den passer på de topoi jeg har set på tværs af de indsamlede konfirmationstaler hvor netop fødsel og medfødte karaktertræk også går igen. Og hvor den nuværende opførsel og udvalgte handlinger bliver fremhævet.

Et eksempel så jeg i denne tale fra Kathrines mor: “Du er af natur meget givende og har måttet udvikle din evne til at tage imod. Det har du gjort godt på det sidste.” Det at være givende er noget Kathrine har i sin natur – et medfødt karaktertræk. Men konfirmationstalen bliver også en anledning til at overveje hvordan barnet forvalter disse medfødte karaktertræk. I dette tilfælde roser moren Kathrine for at være blevet bedre til også at tage imod. På den måde bliver konfirmationstalen implicit en anledning til at vurdere den eviggyldige diskussion mellem arv og miljø. Vi ved at mennesket naturligvis formes af begge dele – men hvordan og hvor meget er stadig til diskussion. I mange konfirmationstaler bliver et medfødt karaktertræk stillet op imod den person konfirmanden er blevet til nu. Som her: “Laura, du har taget ansvar og søgt selvstændighed siden du var helt lille. Ville selv tage tøj på, ville ikke køres i klapvogn – ville hellere gå selv og ville bestemt ikke holde i hånd på gaden. Som større påtog du dig mange huslige opgaver, og du var kun lige fyldt 13, da du fik dit første job hos Kirstine.”

Denne passage illustrerer meget af det som er på spil for forældrene i udformningen af konfirmationstalen. På den ene side vil de gerne rose deres barn og italesætte alle dets kvaliteter, men på den anden side ved forældrene at det kan fremstå som en upassende selvros da barnet unægteligt er et produkt af forældrene og deres fælles opvækst. Derfor er det et oplagt stilistisk og retorisk valg at bruge “det naturlige” og “det medfødte” som et udgangspunkt for beskrivelsen af barnet. Det naturlige og medfødte fremstilles som noget forældrene ikke helt var herre over. Det er lettere for både forældrene, konfirmanden og gæster at sluge en passage om at barnet er selvstændigt og påtager sig huslige opgaver, når det er en kvalitet barnet er født med.

 

“Du er født glad”, “Du [har] altid haft en stor lyst til at prøve ting på egen hånd og stikke af”, “Din kreativitet altid har været der”, “Du har altid været et kraftfuldt barn”, “Du har altid været glad for bolde”, “Du har altid været en kvik dreng”, “Du har også altid haft en særlig følsomhed”.

 

Denne fortælling om medfødte karaktertræk kan samtidig ses som en anledning til at give barnet en selvstændighed og en individuel karakter. Når forældrene andre steder i talerne fortæller om de huse de har boet i, de rejseoplevelser de har haft, og den mad de har spist, kan de oplevelser primært tilskrives forældrene og deres beslutninger. Et barns medfødte begejstring, temperament eller beslutsomhed kan i højere grad fremstilles som noget barnet selv er herre over. Noget forældrene selvfølgelig har en aktie i (de er trods alt barnets forældre), men som samtidig er en måde hvorpå de kan sige: ‘Det er sådan naturen har skabt dig’ og fremstå rosende uden at virke selvrosende.

R

Bibliografisk

Af Martin Fehr Therkildsen, cand.mag. i retorik og ekstern lektor ved Københavns Universitet.

 

 

RetorikMagasinet 104 (2017), s 30-31.

Om skribenten

cand.mag. i retorik og ekstern lektor ved Københavns Universitet

Lämna ett svar