Temaintro: Retorik og journalistik

Retorik og journalistik, temanummer af Rhetorica Scandinavca, nr 49/50 (2009)

Bibliografiskt

Författare: Martin Eide, Christine Isager & Heidi Jønch-Clausen:

Rhetorica Scandinavica 49/50 (2009), s 12-16

Annons

Introduktionen

Journalistik er en omfattende og magtfuld retorisk praksis, der i høj grad kalder på retorikfaglig teoretisering og kritisk analyse: Hvornår er journalisten deliberativ orator, hvornår formidler? Hvis intentioner realiseres egentlig i journalistikken? Hvordan gøres det? Og på hvilke betingelser? Hvordan kan den retorikfaglige tilgang til journalistikken evt. suppleres med samfundsfaglig eller medievidenskabelig teori og metode? Og hvordan kan man drage nytte af retorikfagets pædagogiske tradition i uddannelsen og efteruddannelsen af journalister?
Sådan spurgte vi i den oprindelige artikelindkaldelse til dette temanummer af Rhetorica Scandinavica, der sætter fokus på forholdet imellem retorik og journalistik. Og det glæder os at kunne præsentere en række svar fra både retorikforskere (Sharan Daniel og Christian Kock) og fra kolleger, der har deres faglige afsæt i journalistik (Steen Steensen) og kommunikation (Bente Kristiansen og Gitte Gravengaard). På forskellige måder spænder de fem bidrag den retoriske fagterminologi og -optik op imod journalistikken og kaster lys over både idealer, produkter og processer. De peger på journalistikkens egenart som retorisk praksis og viser, hvordan vi kan blive klogere af at begribe den som sådan.

Retorik og journalistik som universitetsfag

Både retorik og journalistik er oprindelig opstået som praksis- og produktionsorienterede håndværksfag, der er blevet videreformidlet i en mesterlæretradition. For begge fag er det derfor oplagt, at forskning i kommunikation omsættes i konstruktiv kritik af praksis. Dette afspejler sig på både retorik- og journalistuddannelserne, hvor de studerende trænes i at integrere og omsætte deres akademiske faglighed i respons og efterkritik på hinandens produktioner og arbejdsprocesser.
Særligt på det journalistiske felt er tilknytningen til den specifikke profession og praksis tæt. Man læser typisk ’til journalist’ frem for at ’læse journalistik’, og som blandt andre Marc Deuze har påpeget, kan bukserne synes i fare for at revne, når faget på én gang skal skærpe sin brancheorienterede og sin akademiske profil: ”Throughout the history of journalism (education and studies), the field has had to balance between industry and university, each with its own institutionalized expectations and assumptions”, skriver han og citerer Enn Raudsepp for den nedslående vurdering, at “journalism education […] has ended up as neither fish nor fowl; it feels itself unloved by the industry and tolerated, barely, by the academy”.1
Heldigvis forskes der ikke desto mindre ufortrødent i journalistik på universiteter verden over. Journalistikken er en af de mest synlige retoriske praksisformer i vores hverdag, og behovet for kritisk indsigt synes indlysende. Hvor journalistikstudier førhen især er foregået inden for rammerne af fx kommunikations- og medievidenskab, etableres der stadig flere selvstændige fora for forskning i journalistik, men ifølge Deuze er det endnu ikke muligt at identificere et fælles vidensgrundlag og en fælles faglig referenceramme på feltet. Til gengæld, hævder Deuze, ligger der på professionsniveau en fælles dominerende og let bedaget forståelse af journalisten som en uafhængig, objektiv og sandhedssøgende sjæl, der arbejder i én samlet offentligheds tjeneste. Her peger han på dels en multikulturel, dels en multimedial udvikling som anledninger til at gentænke fagets identitet.
Retorikken kan spejle sig i væsentlige dele af denne fagkarakteristik og -kritik. Som bekendt er retorikfaget opstået som en systematiseret opsamling af erfaringer fra retssale og politiske forsamlinger i antikkens Grækenland og har gennem mange århundreder fungeret som et praktisk dannelsesfag, der skulle ruste borgere til at tage aktiv del i samfundslivet og styrke og udvikle demokratiet. Igennem historien er bukserne både revnet og blevet syet om som respons på kritik, der typisk gjaldt spørgsmålet om retorikkens genstandsfelt (kan form være indhold?) og det suspekte faglige ærinde at studere kommunikation på kontingensens præmisser snarere end at søge stabil og logisk forsvarlig erkendelse.
Som akademisk disciplin befinder retorikken sig i dag et sted midt imellem den direkte professionsorienterede journalistik på den ene side og fag som statskundskab, jura og økonomi på den anden. Sidstnævnte har alle tre udviklet sig til at være overvejende teoretiske studier, hvor de praktiske professionelle kompetencer primært skal erhverves efter endt uddannelse. Heroverfor fastholder retorikken altså en rodfæstethed i praksis. Dog debatteres det til stadighed i hvor høj grad fx retoriske analyser bør fokusere på effektivitet og omsættes i egentlig rådgivende virksomhed, eller i hvor høj grad der skal lægges vægt på den kritiske praksis, der studerer retorikken for at vinde indsigt i bredere sociale og kulturelle forhold.2
Heldigvis behøver det ene ikke at udelukke det andet, hvis vi forholder os reflekteret til det forhold, som bl.a. Dilip Gaonkar har problematiseret, at retorikkens fagterminologi i sit udgangspunkt netop er ”fashioned for directing performance rather than facilitating understanding”.3 Gaonkars indvending går på, at der med det klassisk retoriske begrebsapparat følger en hel ideologi om det uafhængige individs retoriske handlekraft i den offentlige sfære. En ideologi, der ligner den journalistikfaglige professionsideologi, som der, jf. Deuze, kan være vægtige, aktuelle grunde til at udfordre og efterprøve.

Retorik og journalistik under samme tag

De to fag kan altså spejle sig i hinanden på flere niveauer, og flere steder i Skandinavien indgår retorik da også i journalistuddannelserne om end blot som enkeltstående studieelementer. I Danmark synes den tendens i disse år at være tiltagende, specielt på felterne argumentation og mundtlig retorik. Thore Roksvolds Retorikk for journalister fra 1989 blev for fem år siden genudgivet i en bearbejdet og fordansket version, og i Vidensbase for Journalistik på Center for Journalistisk Efteruddannelses website findes flere retorikfaglige bidrag og også en egentlig temasektion med fokus på retorik.4
Samme tendens gør sig ikke gældende i USA, skriver Sharan Daniel i sin artikel ”Fred Newton Scott’s Department of Rhetoric and Journalism: Lessons for the Internet Age”, der indleder dette temanummer. Historisk set har der imidlertid fandtes egentlige fælles institutter for journalistik og retorik i USA, enkelte består endnu, og Daniel analyserer i sin artikel et konkret eksempel fra University of Michigan i begyndelsen af 1900-tallet. Her oprettede Fred Newton Scott på grundlag af et Platon-inspireret retoriksyn et sådant fælles institut, hvor visionen var at uddanne akademiske journalister til at udgøre en dannende kraft i samfundet. I Scotts optik hørte journalistikken oplagt til på den klassiske retoriks område ”by virtue of its daily presence in the newspaper as a model and de facto teacher of rhetoric”, som Daniel formulerer det.
De platoniske idealer gik imidlertid ikke godt i spænd med journalistikkens prosaiske, flygtige natur, og instituttet overlevede ikke sin stifter. Men Daniel sætter her de historiske erfaringer i perspektiv og ridser op, hvordan en aristotelisk technê-tradition kunne danne en langt mere hensigtsmæssig ramme om et evt. nutidigt samarbejde mellem de to fag, ”and better prepare rhetors to invent and participate in new forums that question such longstanding journalistic boundaries as those between news and opinion or between professional journalists and their audiences.”
Her adresseres altså spørgsmålet om det nye medielandskab og dets konsekvenser for journalistik som retorisk praksisform, som også andre af bidragyderne har undersøgt.

Retorik, journalistik og demokrati

Et andet primært fokuspunkt, der hurtigt røber sig i den retoriske tilgang til feltet, er forholdet mellem journalistik og demokratiske idealer. Bente Kristiansen sætter i artiklen ”Når medierne taler med én stemme: Deliberative idealer i en nyhedsdækning” fokus på danske avisers dækning i januar 2004 af OECD’s PISA-undersøgelse 2003, der evaluerer elevfærdigheder på skolernes afgangstrin. Kristiansens analyse viser, at resultaterne i PISA-rapporten fik stor, men påfaldende ensartet og (dermed) forvrængende dækning. Selvom aviserne måske nok kan siges at demonstrere deres uafhængighed og selvstændighed i forhold til kildens politiske dagsorden, skriver Kristiansen, så lever nyhedsdækningen langt fra op til idealerne for et deliberativt demokrati i forhold til at bringe aktører og synspunkter i kvalificeret dialog. Med henvisning til blandt andet Christian Kocks forskning peger Kristiansen i sin artikel på, hvordan retorikken er i stand til at ”konkretisere, hvilke kvalitative krav til kommunikationen, der understøtter deliberative processer.”
Det er da også netop den opgave, Christian Kock har stillet sig i sin artikel ”Kynismesyndromet”, om end han ved denne lejlighed snarere konkretiserer journalistiske træk, der fungerer undergravende for deliberative processer. Kock blotlægger således kynismen som journalistisk doxa i den politiske nyhedsdækning. For en kynisk betragtning, skriver Kock, fremstår politikeres ytringer og handlinger som udelukkende dikteret af strategiske hensyn, og han peger på, hvordan kynismen kan finde et teoretisk fundament, idet tilsvarende perspektiver inden for politologien er legio. Kynismens logik bæres oppe af en personorienteret journalistik med en endimensional fiksering på ‘spin’, og Kock afdækker et helt syndrom af sammenhængende, diskutable opfattelser, som retorikken efter hans opfattelse klart bør distancere sig fra.

Kritikeren på feltarbejde

I de sidste to temabidrag vælges en mere deskriptiv tilgang til afdækning af retoriske processer på det journalistiske felt.
Traditionelt vil den retoriske kritiker sætte sine kræfter ind på en afdækning og fortolkning af, hvordan et givent analysemateriale på det tekstlige/symbolske niveau repræsenterer de sociale og kulturelle omstændigheder, materialet er blevet til i. En metodisk udfordring synes dermed at lyde enstemmigt fra Gitte Gravengaard og Steen Steensen, der hver især peger på værdien af at kombinere tekstanalyse med etnografiske studier af retorisk praksis. Den tilgang er, som Steensen påpeger, ikke lige efter bogen:
”Carolyn Miller framheve[r] for eksempel at sjangre må forstås som retorisk handling i en sosial kontekst. Likevel er det slik at det i retorikken og andre språkfag ikke finnes noen tradisjon for å hente empiri fra den sosiale konteksten utenfor selve teksten.”
For Gitte Gravengaards vedkommende er hun draget i felten for at udforske avisjournalisters forståelse af nyhedsproduktion og ikke mindst: af deres egen rolle deri. Vejen til den indsigt går via analyse af journalisternes sprogbrug, og artiklen ”Journalisters hverdagsmetaforer: Professionelle praktikeres italesættelse af nyhedsproduktion” er blevet til på grundlag af en måneds feltstudier og en opfølgende interviewundersøgelse på en række danske avisredaktioner.
Observationsdelen af undersøgelsen vakte især nysgerrighed efter at få afdækket, hvilken opfattelse af nyhedsarbejdet, der gemmer sig i de tilsyneladende så absolutte vurderinger: ”Her er en historie!/Her er ingen historie!” eller ”Det er en god historie!/Det er ikke nogen god historie!” Nuancer kom frem i de opfølgende interviews med journalisterne, og i analysen af de indsamlede data kunne Gravengaard således afdække fem grundmetaforer for nyhedsproduktion: selektion, konstruktion, kapløb, handel og magtspil, der tilsammen afspejler det komplekse væv af hensyn og interesser, journalisterne navigerer efter i deres professionelle hverdagspraksis.
Steen Steensen har været på feltarbejde på Dagbladets webredaktion i Oslo med den faglige dagsorden at studere, hvilke forhold der betinger udviklingen af en journalistisk genre. Hans artikel ”Digital Featurejournalistikk: Hvordan diskursiv praksis påvirker sjangerutvikling i en nettavis” beskriver featuregenrens udvikling i regi af netavisen dagbladet.no. I kombination med indholdsanalyse undersøger Steensen, hvordan nye diskursive praksisser – ikke mindst i de nye sociale medier – har en afsmittende effekt på avisgenrerne. I sin digitale variant er featurejournalistikken således blevet mere dialogisk og netværksbaseret, og hvor den trykte feature vægter nærhed til kilderne, konkluderer Steensen, vægter den netbårne udgave nærheden til læserne.
De fem bidrag supplerer og bygger videre på studier af journalistikkens retorik, der har fundet vej til Rhetorica Scandinavica i de senere år. De peger på nye tendenser at gå videre med og fagtraditioner at låne fra og dele med, og vi håber, at de vil give stof til fornyet eftertanke: teoretisk, kritisk, tidssvarende og praksisrelevant.

Noter

1   Marc Deuze: ”What is journalism?: Professional identity and ideology of journalists reconsidered” i Journalism 6, 4, 2005, s. 443; Enn Raudsepp: “Reinventing Journalism Education” i Canadian Journal of Communication 14, 2, s. 9.
2   Se fx Lisa Villadsen: ”Fortolkningens rolle i retorisk kritik” i Marie Lund Klujeff og Hanne Roer (red.): Retorikkens aktualitet. København: Hans Reitzels Forlag, 2006: 47-50.
3   Dilip P. Gaonkar: “The Idea of Rhetoric in the Rhetoric of Science” i Alan Gross og William Keith (red.): Rhetorical Hermeneutics: Invention and Interpretation in the Age of Science. Albany: SUNY, 1997, s. 32.
4   Thore Roksvold: Retorikk for journalister, Oslo: Cappelen, 1989; Julie Fabricius og Thore Roksvold: Anvendt retorik – tag sproget i munden. København: Akademisk Forlag, 2004. Vidensbasen for Journalistik findes på http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ForsiderAktuelle/VB.