Temaintro: Smæderetorik
Smæderetorik, temanummer af Rhetorica Scandinavica, nr 57 (2011)
Bibliografiskt
Författare: Hanne Roer & Marie Lund Klujeff
Rhetorica Scandinavica 57 (2011), s 9-18
https://doi.org/10.52610/RVXZ1748
Introduktionen
Med dette temanummer sætter vi fokus på smæderetorik, det vil sige ytringer der retter sig mod navngivne personer eller grupper med det formål at nedgøre dem. Formålet er ikke at komme i dialog med disse personer (som det i reglen er tilfældet i en polemik), men at destruere dem for synet af et publikum, der er den egentlige modtager.1 Smæderi er dermed åbenlyst et brud på alle gode retoriske normer, og formodentlig derfor findes der i den retoriske tradition næsten ingen teoretiske betragtninger om smæderi, eller invektivet, som det hedder i antik sammenhæng.
Urimelige overdrivelser og tilsmudsning eller navngivning af modparten er ikke desto mindre en fast retorisk ingrediens op til moderne tid. Skellet mellem manden og sagen flyder sammen i antikken, og adskillelsen bliver først konsekvent i moderne tid. Fra det 19. århundrede gælder det som en almen norm i vestlige samfund, at det er smagløst eller umoralsk at gå efter manden frem for sagen.
I nyere tid må smæderi derfor forklæde sig, ofte som vitser, øgenavne, satire eller parodi. Om disse genrer så virkelig er forfattet med et glimt i øjet, som de oftest giver sig ud for, er et fortolkningsspørgsmål. Smæderetorik er ofte særdeles underholdende, og det har været en genkommende litterær/retorisk udfordring at finde på overraskende skældsord, såsom Shakespeares virtuose tirader af skældsord (for eksempel i Henry IV, Part II og The Merry Wives of Windsor) der må have fået publikum til at juble, eller satiriske udfoldelser.
Som det fremgår af temanummerets fem artikelbidrag, har smæderi forskellige, om end tydeligt retoriske formål. Nogle gøder jorden for en politisk bevidstgørelse og har et samfundskritisk sigte, mens andre bruger en invektivisk strategi til at retfærdiggøre en bestemt religiøs overbevisning. I nogle eksempler er hensigten at provokere for at sætte gang i en debat, i andre er den retoriske funktion af offentlige angreb og udhængning at forstærke en kollektiv identitet i sympati med eller afstandstagen fra smæderetorikken.
Det antikke invektiv
Invektiv kommer af oratio invectiva der er en senantik, latinsk term, mens en dadeltale på klassisk græsk kan hedde psogos, diatribe eller diabole – og med ordet aiskhrologia menes der nedsættende, grov tale (ofte latrinær). Hvor invektiv især bruges om antikke tekster, foretrækker mange at tale om smæderetorik fra og med middelalderen. Smæderetorik er ikke en egentlig genre, men snarere et overordnet begreb for grovkornet kritik af en identificerbar person eller gruppe. Philip Halldén foreslår i sin artikel ”Arabisk smäderetorik och förtal i en islamisk kontext”, at vi betragter smæderetorik som en paraplybetegnelse for en række forskellige varianter eller genrer. Egentlige genrer inden for smæderetorikken er for eksempel den græske diatribe, det romerske litterære invektiv eller paskvillen, det personfornærmende digt fra 1600- og 1700-tallet, som Christina Holst Færch skriver om i sin artikel ”En særdeles parfumeret retorik – smædeversets retorik og politisk dyd i 1700-tallets Danmark”. I stil og argumentationsform er variationsmulighederne inden for smæderetorik mange. Som Halldén gør opmærksom på, spænder smæderetoriske skrifter fra at være drevet af ressentiment, og karakteriseret ved karaktermord, bagtalelse, ærekrænkelse eller hetz mod hele befolkningsgrupper, til at brillere i intellektuel skarphed og satirisk finesse.
I opslaget ”Invektive” i Historishes Wörbuch der Rhetorik understreger forfatteren, at invektiver og smæderetorik har til hensigt at ødelægge en person og så at sige skrive ham ud af historien. Invektivet – her brugt både om græsk og latinsk litteratur og retorik – er i antikken en pendant til romernes damnatio memoriae, den praksis at ødelægge en persons navn på indskrifter på offentlige monumenter, dersom han efter sin død var faldet i unåde. Metoden er næsten altid den samme: en person bliver karakteriseret som værende uden for eller på randen af det sociale, fordi han inkarnerer alle de modsatte egenskaber af dem, som man plejer at lovprise i epideiktiske taler.
I The Rhetoric of Insult (2010) bidrager den amerikanske retoriker Thomas Conley med en udførlig topos-liste over de laster, man kan tilskrive sit offer; en negativ udgave af de lister over de prisværdige forhold, som findes hos græske og romerske retorikere. Hos romerne, hvor Cicero er en sand mester i invektivets kunst (hans tale In Pisonem anses af mange for et absolut højdepunkt), kritiserer man altid ud fra de samme topoi: pinlig familie, uværdighed i forhold til en god familie, hæslig fysisk fremtræden, mærkelig klædedragt, fråseri og drukkenskab, hyklerisk ”from” optræden, grådighed/ødselhed, korrupthed, prætentiøs optræden, uacceptabel seksuel adfærd, fjendskab over for slægten, fejhed i kamp, tyranaspirationer, fallit eller andre økonomiske problemer, grusomhed over for medborgere eller allierede, udplyndring af offentlig eller privat ejendom og oratorisk ubehjælpsomhed (Conley 2010, 37-38). Tilsvarende topos-lister kan uden tvivl opstilles for alle samfund og dermed afsløre en del om et givet fællesskabs værdier. Conleys liste gælder hele antikken og, som hans eksempler fra senere perioder viser, dukker mange af de samme topoi op igen.
Invektivet er et personargument (a persona) og ikke et sagsargument, men kan ikke desto mindre være med til at bekræfte et samfunds fælles værdier. Denne vigtige funktion sker både gennem skældsord, forbandelsesindskrifter og længere retoriske samt litterære ytringer såsom taler, digte og drama. Invektivets fællesskabs- og identitetsdannende funktion sker altså ex negativo, hvorved det balancerer på en etisk knivsæg: det udstiller samfundets grænser i og med at det bryder dem. Man var tilsyneladende bevidst om, at invektivet er en verbal aggression, der bygger videre på eller erstatter den mere impulsive, irrationelle forbandelse eller det korporlige slagsmål (”Invektive” 551). Dette at omfatte smæderi med mistro kan måske siges at være en metasproglig kompetence, der ikke afhænger af bestemte historiske forhold, om end grænserne for det acceptable er særdeles forskellige. Hvor det i antikken var et udmærket argument at klandre en mand for hans usle afstamning og grimme udseende, er det i dag ganske udelukket – dog måske med tabloidpressen som en undtagelse.
Ifølge opslaget ”Invektive” kan man adskille invektivet fra polemik, der er mere sagsorienteret og dialoginteresseret, og fra satiren, der betoner afsenderens persona og er intenderet komisk. Hos de antikke historikere fungerer smæderier klart som et forsøg på at udgrænse en person fra historien, eller devaluere bestemte grupper, såsom fjendtlige lande. Vitsen er et godt dække for smæderi, både i antikken og især i nyere tid (som i den franske enevældes hofkultur med dets grusomme hierarki hvor sproget var afgrænsende og udgrænsende, hvilket man kunne øve sig i med hjælp fra manualerne i preciøs, vittig stil fra 17. århundrede). Smæderi kan dog ikke blot defineres som en talehandling, det vil sige performative sætninger, der gør hvad de siger, nemlig ødelægger en person. Invektivets fascination ligger snarere i, at det potentielt kan blive en performativ talehandling: at sprog kan blive til virkelighed under de rette omstændigheder.
Da den græske lyriske genre, jamben, ofte var invektivisk, var jambografen Archilochos (virksom midt i 7. årh. f. Kr.) således berygtet for sine evner som smædedigter. Ifølge en af de mange historier, der huserede i senere antik litteratur, skulle han have drevet en tidligere forlovet og hendes far til selvmord ved at antyde frygtelige laster. Digtet kendes ikke, for det citeres symptomatisk nok aldrig i antikken, men anekdotens fascinationskraft siger noget om den næsten magiske magt, som man både dengang og i dag tilskriver smædeverset som performativ talehandling.
Der er ikke mange teoretiske betragtninger om invektiver, udover at det er indlysende, at forskrifterne vedrørende lovtaler blot kan negeres (jfr. Conleys topos-liste). Aristoteles er i Retorikken (III,14,7 1415a) inde på, hvordan man skal placerede nedgørende beskrivelser af sin modstander i en retstale (”Invektive” 555). I sin Politik (VII 17, 1336b 3-5) råder Aristoteles lovgiveren til at forbyde smæderi, aiskhrologia (ibid. 553). Der har op gennem historien ofte været love imod personangreb, uden at det dog har mindsket smæderiets omfang; dertil kræves en mere almen social norm som den, der har karakteriseret moderne vestlige samfund de sidste par hundrede år.
I tidlig græsk litteratur er invektivet er en vigtig social handling, hvilket man har forklaret som et udtryk for, at det arkaiske, græske samfund var en ære- og skamkultur (se også Iliaden 26 og 27). Det gør sig formodentlig stadig gældende i klassisk tid, om end Athen i det 5. årh. f. Kr. præges af en stadig større kompleksitet og individualisering. I den gamle komedie var det muligt spotte ved navns nævnelse, som vi ser det vittigt udfoldet hos Aristofanes (Sokrates spottes i Skyerne som verdensfjern og dog grådig sofist, Kleon i Ridderne som en egoistisk demagog). Fænomenet havde endda et navn, onomastí komoidein, at digte komedier med navns nævnelse, og blev betragtet som en del af ytringsfriheden, parrhesia.2
Hvor digterne i jamberne spottede privatpersoner, hånede Aristofanes offentlige figurer, især den magtfulde politiker Kleon, og udøvede dermed en (konservativ) magtkritik. Denne ytringsfrihed blev anset for en særlig pryd for Athen, hvilket Perikles fremhæver i sin gravtale, og de få forbud, vi hører om, var anomalier. Onomastí komoidein var et af de vigtigste træk ved den gamle komedie, lige som den udstrakte brug af koret, der oftest fremførte smæderetorikken i parabasen (korets indtog med tale til publikum). Både koret og smæderier af navngivne personer fylder langt mindre i den mellemste komedie (405-338 f.kr.) for helt at forsvinde i den nye, ”borgerlige” komedie med dens amourøse forviklinger, i 4. århundrede (Menander). Den romerske komedie (Plautus, Terents) lå i direkte forlængelse af den nye, græske tragedie og rummer heller ikke personangreb.
Aristofanes’ sidste komedier regnes til den mellemste komedie, men ikke desto mindre er der smæderier i en af dem, Frøerne (opført 405), hvor Euripides forhånes. Her er smæderetorikken snarere elegant og morsom end egentlig grov, hvilket er kendetegnende for megen litterær nedgørelse af enkeltpersoner.3 Forfatteres forhånelser af digterkolleger er kendt gennem hele historien og en af de nicher, hvor smæderetorikken stadig er alment accepteret i moderne samfund (en anden specialiseret form for ”tilladt” smæderetorik er videnskabelige fejder, jævnfør ”Invektive” 558).
I klassisk tid er smæderetorik en særdeles stiliseret sprogudøvelse, der spiller på tilhørernes fornemmelser for, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan tillade sig. Demosthenes leverer en pragtfuld og meget lang nedgørelse af sin anklager Aiskhines i sin Tale for Kransen fra 330 (Aiskhines’ anklagetale, og andre taler rettet mod ham, rummer også grove, personlige angreb på Demosthenes). Nok så vigtigt spiller Demosthenes overlegent på publikums blandede følelser for invektivet, den lystfyldte glæde ved den fantasifulde destruktion og angeren over at føle sådan: ”Men lad her for Zeus’s Skyld ingen tro om mig at jeg vil blære mig. Jeg synes hverken der er Mening i at haane nogen for Fattigdom, eller at vigte sig fordi man selv er vokset op i gode Kaar; det er kun denne Tølpers Udskældninger og Bagvaskelser der tvinger mig til at komme ind paa den slags Emner, og jeg skal da også behandle dem saa moderat som det er mig muligt efter det Foreliggende.” Dette forhindrer ham dog ikke i at fortsætte sit påbegyndte invektiv. Demosthenes udpensler for eksempel Aiskhines’ elendige slægt: moderen deltager i natlige mysteriekulter, faderen er en simpel lærer. Hvor Demosthenes priser sig selv for at have fået en fin uddannelse, håner han Aiskhines for at være medhjælper i skolestuen. Den lange invektiv ender med en synkrisis, en sammenstilling af Demosthenes’ dyder over for Aiskhines’ laster (s. 230 i den danske oversættelse; § 265 i den græske tekst).
Romerne havde som nævnt ikke mulighed for at smæde i komediegenren, hvilket er blevet brugt til at forklare opkomsten af satiren, en romersk genre (saturae). I satiren og andre lyriske genrer, samt i retorikken, blev smædekunsten til gengæld yderligt raffineret. Den tidligste romerske lovgivning, de næsten mytologiske 12 tavlers lov fra 5. årh. f.Kr., rummede et forbud mod personlig forhånelse, hvilket formodentlig blot er et vidnesbyrd om, hvor udbredt dette fænomen har været. I den romerske satire er mange grove personangreb på højtstående hos genrens første udformer, Lucilius (ca. 180-102 f. Kr.), der kun er bevaret i citat hos senere forfattere. Hans ry for personlig bidskhed nåede samme mytiske højder som Archilochos. Horats (65-8 f.Kr.) nævner ham ofte som forbillede i sine satirer (sermones), men også i et ønske om at overgå ham med mere forfinede angreb på bestemte persontyper eller laster (såsom grådighed). Horats’ forsigtighed kan sikkert forklares med kejserdømmets indførelse, der hurtigt gjorde det af med republikkens ytringsfrihed.
Digteren Catul (84-54 f. Kr.) skrev flere stærkt invektiviske lyriske digte, både mod digterkolleger og magtfulde politikere. Kejserdømmets censur holdt ikke Martial (40-104) tilbage, der i sine epigrammer smæder kendte og (mest) ukendte i imponerende grove og overraskende øvelser. Ofte er det den smædedes seksualvaner, der forhånes, ligesom i det lille digt rettet mod ”mandekvinden” Philænis, vi bringer i George Hinges oversættelse. Apropos øvelse, er invektivet en af Aphtonios’ 14 progymnasmata, der som bekendt er fra senantikken. Quintilian nævner lignende øvelser, så fænomenet er uden tvivl meget tidligere. Han bryder sig ikke meget om smæderi, der klart står i modsætning til hans humanistiske dannelsesideal inkarneret i ordene vir bonus, orator perfectus. I vores anden klassikertekst i dette nummer bringer vi humanisten Erasmus’ beskrivelse af det smædende brev, epistula invectiva, som han dog nægter at give eksempler på. Der var ellers mange i sam-tiden!
Både Conley og forfatteren til opslaget ”Invektive” er enige om at se romersk retorik som det felt, hvor invektivet foldes ud for fuld kraft (Conley 31-40). Ciceros anklagetaler mod Verres og Piso (In Verrem, In Pisonem) samt talerne mod Catilina er udsøgt giftige i deres karakterbeskrivelser, ligesom den politiske modstander Antonius får det glatte lag i De philippiske Taler. Invektivet begynder således: ”Skal vi begynde vores undersøgelse af dig med din barndom, synes du? Ja, det tror jeg, vi skal. Lad os begynde med begyndelsen. Kan du huske, at du gik fallit allerede før du blev voksen? ’Det var min faders skyld’, vil du sige. Lad gå med det! Det er jo en indvending, der tydeligt viser din sønlige kærlighed. […] Du iførte dig mandstogaen og gjorde den straks til en kvindetoga. Du begyndte som almindelig prostitueret (Cicero, 2. Philipppiske tale, 97).” Et cetera, et cetera!
Som Conley gør opmærksom på, spiller Cicero – ligesom Demosthenes – på, at publikum kender konventionen og fryder sig over den verbale virtuositet snarere end den historiske korrekthed. For den vågne tilhører var det åbenlyst, at invektiverne havde et undertiden ret løst forhold til de faktiske forhold. Cicero portrætterer for eksempel en vis Dolabella vældigt positivt i 2. Philippiske (99), mens han nogle måneder senere, efter Dolabella var gået over på Antonius’ parti, smæder ham med de samme, velkendte topoi. Det topiske (ussel familie, drukkenskab, grådig, seksuelle afvigelser) er ikke uberettiget eller tom retorik, hævder Conley, for lederen af staten må ikke være styret af sådanne laster, og Cicero er altid meget konkret i beskrivelserne af sine fjenders laster, sjældent metaforisk.
Et udbredt fænomen – belyst ved fem artikler
Det vil føre for vidt at forsøge at give et historisk overblik over smæderetorikken i de følgende mange århundreder, for en ting er sikker: der har været smæderetorik til alle tider og både i samfund med ytringsfrihed og i samfund med censur. Vi kan måske vove den påstand, at smæderetorikken især florerer i perioder med store sociale og kulturelle omvæltninger, som i århundrederne hvor kristendommen fortrængte hedensk religion og udgrænsede et væld af fraktioner som værende kætterske. Tiden efter reformationen bød som nævnt på en nærmest utrolig mængde reformatoriske flyveskrifter mod katolikker og paven (Flugblätter), og omvendt fra katolikkerne mod de lutheranske ’kættere’.
Som de vigtigste eksponenter for den katolske modreformation var især jesuitterne i skudlinjen; en søgning i Det Kongelige Biblioteks katalog giver masser af sigende titler, såsom: Babylon blazon’d, or, The Jesuit jerk’d, a satyr, skrevet af en John Olham i 1681; endog en sen dansk titel der mimer de mange antijesuitiske skrifter fra 1550-1773: Om den af Pave Clemens XIV paa Grund af dens Udaad ophævede, men i den nyeste Tid atter indsnegne Jesuiterorden, dens Evne til at paatage sig alle Skikkelser, dens lønlige Rænker og skammelige Handlinger, dens Had mod al Oplysning, dens umættelige Stræben efter verdslig Herredom, dens grusomme Forfølgelsesaand og skændige Hykleri, samt om Ordenens Leveregler og dens Midler til at udføre sine Hensigter, skrevet af en vis Eilert Andersen i 1830. Den store mængde smædeskrifter i forbindelse med og lige efter reformationen blev uden tvivl befordret af trykkekunstens almene udbredelse. Her kan vi igen vove en tese: ny kommunikationsteknologi fører (synd)floder af smæderetorik med sig, som vi også har set det efter internettet blev almindeligt tilgængeligt.
I artiklen om islamisk smæderetorik citerer Philip Halldén to teoretikere, der henholdsvis hævder, at ingen verdenslitteratur er så rig på smædelser som den arabiske, og at smæderetorik er særlig karakteristisk for vestlig kultur. En mulig konklusion kunne være, at smæderetorik er allestedsnærværende. Hvis dette alligevel er at tage munden for fuld, kan vi dog mere forsigtigt konstatere, at smæderetorik er et udbredt fænomen i flere kulturer. Ligeledes må vi konstatere, at bagvaskelse og personangreb ikke er forbeholdt nutidens medielandskab, men findes i retorikken fra de tidligste tider. Temanummerets høst af artikler om historiske perioder før år 1800 sandsynliggør i hvert fald ikke ligefrem, at fornedrende tale skulle være mere udbredt i dag end tidligere.
Vi bringer her fem artikler, der belyser forskellige episoder og perioder i denne lange og indviklede historie indtil det 19. århundrede. Den første er Martin Sands artikel ”Gylden munn, urene ord: Johannes Khrysostomos’ Adversus Judaeos I”, der handler om den store prædikants berømte og til en vis grad berygtede prædikener mod jøderne. Disse er et godt eksempel på, hvordan smæderetorikken i senantikken var et vigtigt middel i religionskampen og viser netop, hvordan modtageren ikke er de smædede (jøderne), men derimod de kristne i Khrysostomos’ egen menighed (der var fristet af jødernes fester). Sand hævder, at Khrysostomos ikke havde noget antisemitisk program, men primært ville fastholde sin egen menighed.
Philip Halldén skriver i sin artikel om smæderetorik og bagvaskelse i en islamisk kontekst med fokus på de sekteriske stridigheder, som profesten Muhammeds død år 632 udløste i de følgende århundrede med dannelsen af sunnitisk og shiitisk islam som følge. Undersøgelsen af den arabiske smæderetorik inddrager dog også nyere eksempler, bl.a. fra den irakiske modstandskamp efter invasionen i 2003. I en sammenligning med den vestlige retoriske tradition konstaterer Halldén, at også den islamiske smæderetorik spænder vidt – fra hetz mod befolkningsgrupper til mere litterære eksempler præget af vid og bid.
Med Christina Holst Færchs artikel ” En særdeles parfumeret retorik – smædeversets retorik og politisk dyd i 1700-tallets Danmark” er vi kommet til senbarokkens Danmark, hvor smædeskrifter var hyppige våben i magtkampen mellem rivaliserende embedsmænd. I kampen for at opnå en god stilling var det afgørende at kunne udfolde sig i epideiktisk retorik, det være sig i smukke jobansøgninger på vers eller andre former for bønskrifter til kongen eller andre mægtige. Lovtalens sorte tvilling, smæderetorikken, optræder selvsagt i samme selskab, hvilket ikke er blevet undersøgt for dansk litteraturs vedkommende i samme grad som for andre europæiske lande, for eksempel Sverige. Hvor smæderetorikken i for eksempel Frankrig er blevet set som udtryk for magtkritik og en spirende oplysningstænkning, var den i Danmark snarere et led i interne magtkampe, ikke udtryk for kritik af samfundets hierarkier. Alligevel var den med til at antaste forestillingen om, at de mægtige inkarnerede Dyden og banede således vejen for en senere magtkritik.
Den komiske og underholdende side af smæderetorikken er i centrum af Merete Onsbergs studie af sladderen og bagtalelsens væsen i 1700-tals dramaet ”The School for Scandal” (1777). Den britiske dramatiker (og politiker) Thomas B. Sheridan har skrevet de skarpe replikker og den hvasse omgangstone ind i et overordnet masterplot, der gør det muligt for publikum på en gang at nyde den vittige form og forarges over uhyrlighederne. Onsberg læser således sædekomedien som en epideiktisk fejring af de værdier, der binder publikum sammen.
Annie Mattsons ”Den tyranniske teaterkungen – Smädelser mot Gustaf III” viser i analyser af indtil for nylig uudgivet materiale, hvordan Gustav III i sin regeringstid 1771-1792 blev udsat for en massiv bølge af smædeskrifter. Disse hånede hans forkærlighed for teatret og var udtryk for en voldsom utilfredshed med hans udvidelser af kongemagten og den førte udenrigspolitik. Smædeskribenterne anvendte en klassisk smædetopik i angrebene på kongen og fortsatte dermed traditionen fra fyrstespejlene. Ganske raffineret er den litterære kritik af kongens teaterstykker, som subtilt angreb hans magtudvidelser, men til gengæld nok ikke appellerede til det store brede publikum. Kongen blev myrdet ved et komplot i 1792.
Temanummerets fem artikler giver et billede af smæderetorikkens mange funktioner. Den er berettiget som cirkuleret magtkritik under enevælde og diktatur, men trives endnu bedre i frie samfund. I Danmark betød Struensees ophævelse af censuren (1770-73) i hvert fald, at smædeverset i en kort periode oplevede en ny opblomstring og radikalisering – og skarpest rettede det sig mod Struensee selv, der endte på hjul og stejle. Ej heller er anonymitet definerende; smæderetorik findes i både navngiven og unavngiven form. Afsenderens anonymitet spiller selvfølgelig en rolle, og som også internettets debatsider vidner om, er fristelsen til at tryne personer ved navns nævnelse desto større, når man ikke skal stå til ansvar for fornærmelserne. Smæderetorikere kan nemlig stilles retsligt til ansvar ifølge injurielovgivningen. I de tilfælde, hvor det ikke lader sig påvise, om beskyldningen finder sted på falsk grundlag, er grovheden af den offentlige ærekrænkelse afgørende.4 Også graden af udbredelse og offentlighed tæller med i bedømmelsen af straffens udmåling.5
Retorisk kritik af smæderetorik
Hvis man som retorisk kritiker af den offentlige debat vil vurdere dens eventuelle forfald, bør man nok gå ud fra, at retorikken både er splittende og helende. Det er den lære, som studiet af smæderetorikken synes at give – måske som en advarsel til det moderne retorikfags idealisme.6 Den negative retorik kan i lige så høj grad som den positive være med til at samle mennesker om fælles værdier, men kan i yderste fald også være med til at skabe uovervindelige konflikter og udgrænse sociale grupper.
Socialpsykologen og retorikeren Michael Billig har i bogen Laughter and Ridicule. Towards a Social Critique of Humour givet en skarp, kritisk analyse af humorens og latterliggørelsens sociale, udgrænsende funktion. Billig deler ikke den i vores tid almene holdning, at humor, vitser og satire er noget positivt (spændingsudladende, fællesskabsdannende), men peger på latterliggørelsen som kernen i humor, ja i selve de sociale hierarkier.7
Det er en udbredt bekymring, at voldelige anslag mod samfundsdebattører og politikere er et mere eller mindre direkte resultat af hadsk retorik. Som et eksempel er et tragisk skyderi ved et politisk møde i Tucson, Arizona, i 2011 blevet kædet sammen med den republikanske politiker Sarah Palins aggressive retorik. Palin blev af nogle holdt ansvarlig for skyderiet, der dræbte seks og sårede flere, fordi hun på sin hjemmeside i både visuel og verbal skydevåbenmetaforik opfordrede til fortsat kamp mod politiske modstandere. Særlig kritiseret var et kort over amerikanske delstater, hvor sigtekorn udpegede 20 demokratiske politikere som mål for Palins og hendes tilhængeres kamp. Blandt de 20 var Gabrielle Giffords, medlem af repræsentanternes hus og en af de sårede i skyderiet i Tucson.
Indkaldt som retorisk kommentator i et tv-nyhedsindslag pointerede den amerikanske retorikforsker Edward Schiappa, at ” metaphor matters,” og at holdninger fører til handling. Selv om han forklarede sagen kognitivt som en bogstaveliggørelse af metaforik, påstod han ikke, at smæderetorik er en simpel og direkte årsag til vold mod politikere. Snarere var der for Schiappa tale om, at angrebene var utallige, og at de i fællesskab bidrog til at forpeste den offentlige sfære og polarisere den politiske debat.8
Der er hos fagretorikere et udbredt syn på retorik som social handling, en sproglig performans der til stadighed forhandles i det sociale fællesskab. Derfor må det ud fra et retorikfagligt synspunkt være en rimelig fordring, at aktørerne i det offentlige rum overvejer deres sprogbrug og de mulige konsekvenser af den.
Teorien om sprogets konstitutive kraft medfører imidlertid ikke, at man kan foretage en simpel slutning fra ord til handlinger. Der er altid behov for fortolkning ud fra den specifikke ordlyd og konkrete kontekst, hvilket da også traditionelt vægter tungt i bedømmelsen af retoriske ytringer.9 I forhold til Schiappas betragtninger vil vi endda mene, at det er overordentlig vigtigt at holde eventuelle bekymringer for det politiske klima adskilt fra, hvad man fagligt kan konkludere på grundlag af retorisk analyse og fortolkning: at en smæderetorisk opfordring til politisk kamp faktisk ikke er det samme som vold og drab.10
Noter
1 Dette er en hovedtanke i opslaget ”Invektive”, skrevet af U. Neumann, fra Historisches Wörterbuch der Rhetorik, bd. 4 (Tübingen: Max Niemeyer Verlag), 1998, 549-561.
2 Denne bespottelse har formodentligt et rituelt udspring som led i en renselsesproces i den dionysiske kult, jævnfør Holger Friis Johansen, Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid (Århus: Centrum 1984), 240.
3 I Frøerne er der to kor, et af frøer og et bestående af indviede i mysteriekulten i Eleusis. Som et element i de eleusinske mysteriefester gik de nyindviede i en procession fra Athen til Eleusis. Idet de passerede floden Kephissos, der betegnede grænsen mellem Athen og Eleusis, udsagde de på skift skældsord og obskøniteter, gephyrismoi (af gephyra, bro). Det kvækkende frøkor og koret af indviede vækker mindelser om dette forunderlige fænomen, der viser udskældningens rituelle og grænsedragende karakter i det arkaiske, græske samfund.
4 I Danske lov fra 1683 kriminaliseredes ærekrænkelse ”paa ærlig Folk” (jævnfør Holst Færchs artikel), men bestemmelsen er i dag specificeret i injurielovgivningen, der beskytter enkeltpersoner mod ærekrænkelser og fornærmelser. Den danske straffelovs § 267 sondrer mellem sigtelser og ringeagtsytringer. Såfremt der er tale om en udtalelse, som efter sin art lader sig bevise eller afkræfte, kan der være tale om en strafbar sigtelse. Er der tale om groft nedsættende udtalelser, som ikke på samme måde lader sig påvise eller bevise, kan der efter omstændighederne være tale om en strafbar ringeagtsytring.
5 Det danske pressenævn har for nylig afgjort, at det sociale netværk Facebook er ikke et offentligt rum. Det er med andre ord et lukket forum, hvor holdninger kan ytres mere frit fra leveren.
6 Conley opfatter sig i sin The Rhetoric of Insult fra 2010 tydeligvis som den frække dreng i retorikklassen, når han med et væld af eksempler, fra Cicero og Martial spændende over Shakespeare og renæssancens flyveskrifter til Monthy Python, ”doing the dozens”, rap og eksempler på nutidige fornærmelser fra journalistikkens verden (dog uden en egentlig analyse af de famøse karikaturtegninger) plæderer for, at grov sprogbrug kan være positiv. Den blotlægger konflikter, hvilket er en betingelse for, at der kan opstå en form for identifikation og fællesskab.
7 Billig, Michael, Laughter and Ridicule. Towards a Social Critique of Humour (London: Sage Publications), 2005.
8 Edward Schiappa, http://minnesota.cbslocal.com/2011/01/11/good-question-violent-talk-violence/#comments (downloadet 2011- 07-07). Se også Edward Schiappa, Defining Reality. Definitions and the Politics of Meaning (Carbondale: Southern Illinois Press, 2003).
9 Et eksempel på, hvordan appliceringen af en fast norm fik ret vidtrækkende konsekvenser, findes i Rhetorica Scandinavica nr. 52. Her beretter Birgitte Stougaard Pedersen om en aarhusiansk ferieskole, hvor 10-16-årige kunne lære at rappe og selv forfatte raptekster. Med tydelig adresse til en dansk højrefløjspolitiker havde en 11-årig dreng på kurset rappet teksten ”Jeg har en enkelt patron for Morten Messerschmidt.” Teksten var skrevet af drengens underviser på kurset, og da dette faktum nåede medierne, blev sommerskolen midlertidigt lukket og læreren fyret. Imidlertid tog flere inden for rapmiljøet til genmæle og anførte, at i hiphoppens verden er sexisme, nedgørelse af modparten og ekstrem selvhævdelse retoriske strategier i en kamp for at vinde respekten og ikke noget, der skal tages for pålydende, lød argumentet, jfr. Birgitte Stougaard Pedersen, ”Go stil dér!,” Rhetorica Scandinavica 52 (2009), 39.
10 I de nordiske lande medførte den norske massakre på øen Utøya og i Oslo i sommeren 2011 ophedede debatter om retorikkens påvirkningskraft. Hvor nogle debattører beskyldte indvandrerkritiske partiers retorik for at være udløsende for Anders Breiviks handlinger, hævdede andre omvendt, at man må skelne mellem demokratisk meningsudveksling og vold, og at en fri debat, der tillader vidtgående synspunkter, kan forhindre blind ekstremisme.
Litteratur
Billig, Michael. Laughter and Ridicule. Towards a Social Critique of Humour. London: Sage Publications, 2005
Cicero. De philippiske Taler. Oversat og udgivet med indledninger og noter af Sven Helles. Bd. 1. København: Museum Tusculanums Forlag, 1999.
Conley, Thomas. Toward a Rhetoric of Insult. Chicago: University of Chicago Press, 2010.
Neumann, U. ”Invektive”, i Historisches Wörterbuch der Rhetorik, bd. 4. Tübingen: Max Niemeyer Verlag, 1998.
Demosthenes. ”Kranstale”, i Taler for Kransen. Oversat af A.B. Drachmann. København: Det Schønbergske Forlag, 1917
Friis Johansen, Holger. Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid. Århus: Centrum, 1984.
Koster, Severin. Die Invektive in der griechischen und römischen Literatur. Meisenheim an Glan: Verlag Anton Hain, 1980.
Pedersen, Birgitte Stougaard. ”Go stil dér!,” Rhetorica Scandinavica 52 (2009), 24-43. https://doi.org/10.52610/FCLT1444
Schiappa, Edward. Defining Reality. Definitions and the Politics of Meaning. Carbondale: Southern Illinois University Press, 2003.
Schiappa, Edward, http://minnesota.cbslocal.com/2011/01/11/good-question-violent-talk-violence/#comments
Liknande artiklar:
Virksomhetsretorikk: Betingelser og effekter
Temaintro: Det sublime
Intro: TEMA Kategoria: anklagens retorik
Temaintro: Retorikk og vitenskap
ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.
Marie Lund, ph.d., er lektor i retorik ved Aarhus Universitet.
