Trusselsargumenterne dominerar debatten om islam

Islam diskuteres ofte i det offentlige rum, og begreber som sharia, tørklæde og islamisme fremhæves som eksempler på islams uforenelighed med demokratiet. Det er dog ikke islam der er problemet, derimod argumenterne.

Trusselsargumenterne dominerar debatten om islam

Sherin Khankan

---

Trusselsargumenter er baseret på følelser og er dermed ofte irrationelle. De kan handle om at vi er truet af den voksende muslimske minoritet i Europa, af en ny generation af kvinder med tørklæde og ikke mindst af politisk islam i form af islamisme. Ofte vinder trusselsargumenter over andre argumenter såsom menneskerettighedsargumenter eller logiske argumenter. Udgangspunktet for trusselargumenterne er at vi er truet, samt at der eksisterer et kultursammenstød mellem islam og Vesten.

Islam eller demokrati?

Sharia er en af de mest omdiskuterede islamiske termer i debatten om islams forhold til demokrati og menneskerettigheder, og danske muslimer bliver ofte bedt om at opstille islam og demokrati i et hierarki. Følgende ultimatum impliceres: Hvad står højest, Koranens sharia eller den danske grundlov? Hvor ligger din loyalitet først og fremmest? I Øst eller Vest? I islam eller demokratiet?

Det er et ganske absurd spørgsmål som forudsætter at mennesket ikke er i stand til at elske og ære flere principper eller ideer på én gang. t-begrebet problematiseres fra tid til anden i den danske debat af politikere, medier og samfundsdebattører med påstande om at islam kun kan integreres i Danmark hvis danske muslimer afsværger sharia. Men den holdning skaber et kunstigt skel mellem sharia og demokrati. Et skel der har medført at nogle politisk aktive muslimer er blevet mistænkeliggjort og marginaliseret.

Fokus på fællesskabets bedste

Ofte sidestilles sharia med barbariske straffemetoder. Her negligeres det faktum at sharia for majoriteten af verdens troende muslimer er en central del af den islamiske praksis – altså et udtryk for islams ydre rammer der giver muslimer vejledning i at tjene Gud og medmennesket. Sharia er en slags borgerskabsetik med fokus på maslaha: fællesskabets bedste. Mange koranfortolkere, herunder islamolog og forfatter Tariq Ramadan, mener at de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform, men at Gud i stedet giver fundamentale principper som er en vejledning om et samfunds generelle karaktertræk. Derefter er det op til menneskets intellekt og forståelse for betydningen af maslaha at vælge den type og form for styre som passer til den tid og den virkelighed man lever i. Koranen kan ifølge Ramadan ikke i sig selv betragtes som et altomfattende lovkompleks eller en lovreligion, men sammen med Profetens sædvane angiver Koranen snarere fundamentet for nogle universelle retningslinjer af etisk, spirituel og politisk karakter som kan præge samfundene i en moderne verden. Visse danske politikere tager fejl når de hævder at sharia-begrebet ikke er demokratisk eller dynamisk.

Sharia i politikernes søgelys

Et eksempel på at sharia inddrages i den danske politiske diskussion, gjorde sig gældende allerede i 2002 hvor en landsresolution skulle til afstemning i partiet Radikale Venstre. Casen tager udgangspunkt i mine egne erfaringer som politiker i trusselsargumenternes spind.
Året var 2002, og jeg var efter kun få års medlemskab af Radikale Venstre blevet bedt om at stille op som folketingskandidat for partiet. Jeg havde fuld opbakning både fra græsrødderne såvel som fra toppen i partiet. Flere radikale medlemmer spåede at jeg ville ryge direkte i Folketinget ved næste valg. Alt dette ændrede sig imidlertid på få sekunder på De Radikales årlige landsmøde idet jeg valgte at stemme nej til en resolution foreslået af Simon Emil Ammitzbøll og Naser Khader m.fl. Resolutionsforslaget, der blev vedtaget af ca. 700 delegerede, lød således:

”Nej til sharia-lovgivning: Det Radikale Venstre tager skarpt afstand fra de sharia-love, der i flere muslimske lande har ført til, at kvinder er blevet dømt til stening. Og her og nu appellerer vi til, at dommen om stening af Amina Lawal i Nigeria omstødes, og at det samme sker for Sima, Ferdow, Shahnaz og Ashraf, der ifølge FN’s Menneskerettighedskommission har fået steningsdomme i Iran. Det Radikale Venstre afviser regeringens tale om at ”gå på listesko” i disse sager. Landsmødet udtrykker samtidig stor beklagelse over, at imamer i Danmark ikke har vendt sig mod domme om stening. Ingen religiøse love må overtrumfe samfundets demokratiske love og de universelle friheds- og menneskerettigheder.”
Årsagen til at jeg valgte at stemme nej til resolutionen, hvis hovedindhold jeg fuldt ud støttede, skyldtes kombinationen af overskrift og indhold. Hvis en tekst skal være logisk gyldig og give mening, skal påstanden følge logisk af belægget. Det gjorde den ikke. Jeg mener ikke at vi kan eller bør kæde spørgsmålet om stening, der udgør essensen i resolutionen, sammen med en bestemt religion. Herved cementerer vi den udbredte forestilling om at stening er en del af islam hvilket ikke er tilfældet hvis man søger sit svar i Koranen. Derudover reducerer man sharia-lovgivning til kun at omfatte strafferet. Majoriteten af verdens muslimer forkaster de barbariske straffemetoder der praktiseres i visse pseudo-islamiske stater.

Mange af de landsmødedelegerede der stemte for resolutionens vedtagelse, kendte ikke til sharia-begrebets mangfoldige betydninger for muslimer. Når de afviser sharia-lov generelt med henvisning til at det er et barbarisk fænomen, cementerer de muslimske ekstremisters fortolkning af sharia-lovgivning. Når man vælger den overskrift – i stedet for en overskrift der hviler på de universelle menneskerettigheder – kæder man spørgsmålet om stening sammen med en bestemt religion. Hermed vælger man utilsigtet at fastholde et klassisk fjendebillede af islam som en barbarisk religion, også selv om det ikke er ens egentlige anliggende.

Min pointe er at resolutionens overskrift i Radikale Venstre burde have været formuleret med udgangspunkt i universelle menneskerettigheder: Nej til barbariske straffemetoder uanset juridisk, politisk eller religiøst ophav.

Ovenstående kritik rejste jeg i forbindelse med min forsvarstale på Vartov i København den 25. september 2002 i Radikale Venstres hovedbestyrelse. På mødet vedtog hovedbestyrelsen en ny udtalelse baseret på min kritik som skulle korrigere de misforståelser resolutionen havde givet anledning til. Jeg bevarede mit kandidatur, og konflikten blev betegnet som en misforståelse. Den nye udtalelse lød således: ”Med baggrund i den seneste tids offentlige polemik fastslår hovedbestyrelsen at: Den tager skarpt afstand fra enhver form for grusomme og umenneskelige straffe uanset deres begrundelse og juridiske ophav.”

På vagt over for trusselsargumenter

Debatten om sharia-sagen viser tydeligt at der eksisterer en islamofobi i de politiske danske partier.

Hvis danskere med aktiv muslimsk baggrund skal kunne gøre sig nogen forhåbninger om reel indflydelse inden for dansk politik, er vi nødt til at være opmærksomme på trusselsargumenternes frie spil. Vi bør mindske problematiseringen af sharia-begrebet og begynde at betragte fænomenet som en helt naturlig del af det at være muslim. I debatten om islam må vi insistere på den samme faglighed, saglighed, ekspertise og fornuft som i alle andre politiske debatter. R

Bibliografisk

Af Sherin Khankan. Religionssociolog og stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer.

RetorikMagasinet 82 (2011), s 10-11