Tv-julekalenderen – national identitet i børnehøjde

Hvert år i december sidder de danske børn limet til skærmen, for børnene elsker julens fjernsynsføljeton. Men tv-julekalenderen er ikke bare harmløs underholdning. Som pebernødder på sidebenene sætter den sig tungt på børnenes nationale identitet.

Tv-julekalenderen – national identitet i børnehøjde

Jesper Tang Nielsen

02I andre lande kender man adventskalendere. De bruges som en nedtælling til den store fest på samme måde som kalenderlyset langsomt brænder ned og markerer tidens gang. Traditionerne er sikkert henvendt til familiernes yngste. Uden en struktureret markering af dagenes gang og et systematisk regnskab for den resterende tid kan ventetiden blive uoverskuelig.
Det er en dansk opfindelse at overføre adventskalenderens idé til tv-mediet. I 1962 begyndte man at udsende et børneprogram hver aften fra 1. til 24. december. Tv-julekalenderen var født. Siden har genren bredt sig til de andre nordiske lande, og visse danske julekalendere har været sendt på udenlandske og internationale tv-kanaler. Ingen andre steder er tv-julekalenderen dog blevet en integreret del af de nationale juletraditioner.

En eventyrlig struktur

I det første år af julekalenderens historie var de enkelte afsnit ikke forbundne. Indslagenes eneste forbindelse var det faktum at de sendtes på samme tidspunkt 24 gange op til jul.
Allerede året efter blev en intern sammenhæng konstrueret, så man kunne opfatte udsendelserne som en føljeton med 24 episoder. Først var det hovedsageligt de optrædende personer der forbandt afsnittene. Men læsere af Aristoteles’ Poetik vil vide at personer alene ikke kan skabe sammenhæng i fortællinger. Sammenhæng konstrueres ved at hændelserne er sammensat på en sådan måde at de udgør et samlet forløb. Kun hvis begivenhederne er struktureret med en begyndelse, en midte og en afslutning, kan man tale om en hel fortælling.

Julen skal reddes

I 1979 med ”Jul i Gammelby” blev julekalenderen struktureret som en hel og sammenhængende fortælling. Den lagde det narrative skema som julekalendere siden har været bygget op over. Samme skema er kendt fra folkeeventyrenes verden og lever helt op til Aristoteles’ krav til en hel og fuldstændig fortælling. Aristoteles siger at begyndelsen skal hvile i sig selv. Der må ikke med nødvendighed ligge noget forud for en begyndelse. Midten derimod følger naturligt af begyndelsen og leder med samme nødvendighed frem til afslutningen. Afslutningen har til gengæld samme ro som begyndelsen. Den skal ikke nødvendigvis afføde en ny handling.

Julekalenderne udfylder dette narrative skema med nye variationer hvert år. I første afsnit forstyrres harmonien fordi noget truer julen. Tilsyneladende bliver det slet ikke jul i år fordi noget er gået galt. De følgende 23 afsnit bruges til at udbedre den mangel der er indtrådt. Undervejs oplever personerne mindst én spændende hændelse pr. episode, men det indtrådte problem løses ikke umiddelbart før juleaften. Først i sidste afsnit genoprettes harmonien. Problemet løses, julen kommer, og alt er atter fryd og gammen.

Julens mytiske drama

Det er interessant hvorfor fortællingen er så spændende at den kan bruges som skabelon hvert eneste år. Svaret er at julekalenderen udspiller et eksistentielt drama. Et dramatisk forløb som kendes fra religiøse højtider og kultiske fejringer. I begyndelsen indledes en eksistentiel og kosmisk trussel. Verden står over for sin undergang. Julen truer med at udeblive, så den kendte verden med tidens genkendelige gang går tabt. Som reaktion på denne situation følger en handlingsperiode hvor man forsøger at skaffe det tabte tilbage. Helten redder julen og sikrer fortsættelsen af den virkelighed vi kender.

01Dramaet er eksistentielt fordi tilværelsen for en tid står på spil før den atter vender tilbage til det gammelkendte. I dette mytiske drama mellem kosmos og kaos mindes vi om tilværelsens skrøbelighed. Kaos truer med at afløse kosmos, men afværges i sidste øjeblik. Fordi den almindelige verden var truet af kaos, ser vi nu på den med taknemmelighed. Efter julekalenderens gennemspilning af denne dramatiske struktur vender man tilbage til den gode, gamle jul. Fordi den var ved at forsvinde, forekommer den særligt god i år og skal derfor fejres med endnu større taknemmelighed.
Tv-julekalenderen gennemspiller et mytisk drama der gennem 24 afsnit stiller spørgsmålstegn ved vores eksistens og besvarer dem bekræftende. Julekalenderens elementære fascinationskraft beror på at vi julefejrende seere selv kastes ud i kaos hvis ikke julen reddes.

Undtagelsen der bekræfter reglen, er julekalenderen ”Jul og grønne skove” (1980) der var bedre kendt under det folkelige navn ”Hullet i jorden”. I den blev julen ikke reddet. Julemanden blev ikke fundet – han blev kun set i et glimt til sidst. Dramaet endte uden afslutning. Det affødte et ramaskrig fra utilfredse seere fordi det forbrød sig mod strukturen i det mytiske drama og efterlod os med kaos.

Kristendommen kommer med

Om end den grundlæggende mytiske fortælling i julekalenderne har været mere eller mindre konstant i de forskellige versioner, er der ingen tvivl om at de har skiftet karakter i de seneste 10 år.
Det begyndte i 2003 med ”Jesus & Josefine” på TV2. Indtil da havde julekalenderne ikke direkte omhandlet den kristne jul. Den omtalte struktur var altid blevet gennemspillet med julemænd, nisser, dukker eller helt almindelige børn. Ganske vist lå en kristen tolkning ofte nær, og en sådan er tit blevet præsenteret fra prædikestolene juleaften, men den blev aldrig antydet i tv-serierne selv. I ”Jesus & Josefine” var det helt anderledes.

I al korthed handler historien om Josefine der hader julen fordi hun er født juleaften og ikke vil dele sin fødselsdag med Jesus. Hun tror at det er en kaotisk situation som hun sætter sig for at udbedre. Til det formål får hun hjælp af Thorsen (bemærk navnet: Thor-søn) som giver hende adgang til en tidsmaskine, så hun kan rejse frem og tilbage mellem Danmark år 2003 og Galilæa år 12. Der møder hun Jesus som finder ud af at han er bestemt til at dø på et kors. Det nægter han, og så indtræder den egentlige kaotiske situation i historien. Da Jesus nægter at overtage sin skæbne, ændrer situationen i Danmark år 2003 sig. Det bliver nu til et helvede hvor Thorsen hersker. Resten af episoderne går med at genoprette kosmos. Det sker imidlertid først da Jesus selv bruger tidsmaskinen og ser den nye situation i Danmark. Han har oven i købet en vision hvor han lærer at sådan bliver verden fordi han ikke vil være Kristus og dø på et kors. Det bliver vendepunktet. Nu accepterer Jesus sin skæbne, og Danmark vender tilbage til sin oprindelige tilstand som det var i år 2003. Jesus erklærer sig tilfreds med sin skæbne, for nu ved han for hvem han skal dø.

Den bedste julekalender

”Jesus & Josefine” er muligvis den bedste julekalender der nogensinde er lavet. Den følger det mytiske skema, men fortællingen er mere kompliceret. Historien handler ikke blot om at julen står på spil.
I første omgang er det den selvoptagede Josefine som skal lære om julens værdi. I serien bevæger hun sig fra at hade julen til at elske den. Til slut har hun intet imod at dele sin fødselsdag med Jesus. Men dette erkendelsesmæssige forløb er affødt af et konkret udviklingsforløb. Josefine observerer at Danmark bliver et helvede hvis julen ikke findes. På samme måde forstår Jesus at han må gennemføre sin skæbne som Kristus. Erkendelsen kan også vendes om: Josefine lærer at elske julen og kristendommen fordi den er årsagen til Danmark anno 2003. Og Jesus ofrer sig selv på korset for at Danmarks skal være som det er i år 2003. Kort sagt er meningen med kristendommen ifølge ”Jesus og Josefine” at oprette hverdagen i Danmark år 2003.

Der er mange teologiske grunde til at forholde sig skeptisk til kristendomsforståelsen i ”Jesus & Josefine”, men i denne sammenhæng er det interessant at julekalenderens mytiske struktur gøres kristen og national. Kaos er når kristendommen forsvinder, og Danmark bliver til helvede. Kosmos er tilsvarende når kristendommen etablerer den velkendte situation i Danmark. Helvede bryder altså løs hvis man ændrer på kristendommens status.

Julekalenderen som eksklusion

”Jesus & Josefine” satte nye standarder for julekalenderne. Ambitionerne blev hævet markant i årene efter uden at man nåede samme niveau som ”Jesus & Josefine”. På en måde som er Grundtvigs fædreland værdigt, hentede julekalenderne i de følgende år inspiration fra hhv. den nordiske mytologi (”Jul i Valhal”, 2005), historien (”Absalons hemmelighed”, 2006) og Grundtvig selv (”Pagten”, 2009). Julekalenderens mytiske forløb udfyldes således med materiale fra den danske kulturskat der placerer fortællingen inden for en bestemt national ramme. Dramaet om julen foregår inden for et specifikt dansk univers vokset ud af dansk religion, tradition og historie. Når julen reddes, er den en dansk højtid; når kosmos genoprettes, er det en dansk orden. Julekalenderen får karakter af en national kulturel oprustning.

Når julekalenderen bidrager til dansk national identitetsskabelse i børnehøjde, har det reelt en ekskluderende effekt. I den nationale udformning af det mytiske juledrama er der egentlig kun plads til kristne danske børn som juleaften fejrer at dagens Danmark er resultatet af en religiøs og historisk udvikling. Julekalenderens mytiske drama viser at det kunne have været anderledes. Det ville have været kaos. Derved bekræftes seerne i at Danmark i dag er kosmos. Har man ikke del i den nationale identitet, står man uden for det julefejrende danske fællesskab. Således kommer julekalenderens mytiske drama til at ekskludere de grupper af befolkningen hvis historie ikke omfatter den nordiske mytologi, middelalderens kirkehistorie og guldalderens personligheder. Hvis den konsekvens er utilsigtet, er der måske endnu mere grund til at overveje den.   R

Bibliografisk

Af Jesper Tang Nielsen. Ph.d. og professor mso. ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 86 (2012), s 16-17
35086

Om skribenten

Lämna ett svar