En tynd dør med syv låse

Konkrete detaljer, adjektiver og sammenligninger. At skrive beskrivelser er slet ikke så let.

En tynd dør med syv låse

Christina Matthiesen.

Hvordan ser en vandnymfe ud, altså insektet? Hvordan føles blokeret kærlighed? Beskrivelse finder vi som tekstelement i forskellige genrer fra den faktuelle tekst til den poetiske og således altså i reklametekster, reportager, biografier og selvfølgelig også i romaner. Dertil kommer ekfrasen, den selvstændige beskrivelse af et kunstværk, som regel en hyldest. I det hele taget har beskrivelse noget epideiktisk (noget, der hylder eller dadler, red.) over sig. Formålet med beskrivelse er at synliggøre så læseren gennem sproget selv får lov til at forestille sig, erkende og ofte ligefrem mærke noget. Med beskrivelse zoomer man ind på en omstændighed, hændelse eller følelse og understreger derved dens væsentlighed. Derfor er beskrivelse også i familie med stilfiguren amplificatio, at forstørre, og særligt i fiktion tillægges beskrivelse desuden symbolsk værdi.

I retorikken kender vi beskrivelse som ”evidentia” og forbinder begrebet med patos-appellen, at vække følelser. Men beskrivelse kan også forbindes med logos, det vil sige afspejle viden om og indsigt i et emne, eksempelvis vandnymfer. Endelig kan beskrivelse også knyttes til etos. Når man beskriver, skal man både kende sin sag og kunne fremstille den så læseren kan se den for sig, og det skal man kunne gøre troværdigt, det vil sige korrekt i faktuelle tekster og plausibelt og levende i fiktion.

En god beskrivelse kræver evner for iagttagelse, udvælgelse og præcision. Det gælder uanset genre, og det er ikke så let som det lyder. Nogle siger at man kan kende gode skribenter på deres evne til at beskrive. At skrive gode beskrivelser er nemlig svært, og det er en af grundene til at øvelser heri først optræder mod slut i det klassiske retoriske øvelsesprogram progymnasmata hvorimod eksempelvis fortælling er placeret allerede som øvelse to. Sofisten Theon understreger at progymnasmata-programmets øvelser er velegnede ikke bare inden for retorik, men også inden for poesi og historieskrivning. Når man øver beskrivelse, træner man opmærksomhed på sansernes registrering (se, høre, lugte, smage, føle) samt opmærksomhed på tid, sted og handling. Beskrivelsen kan struktureres efter kronologi, rum eller indtryk. Tre generelle udfordringer, har jeg erfaret som underviser, læser og skribent, er ufravigelige:

Udfordring 1: Konkrete detaljer

De virker så ligetil, og alligevel kan man snildt komme galt af sted med dem. Kede læseren. Hvorfor skrive ’en dør med lås’, hvorimod ’en dør med syv låse’ naturligvis er noget helt andet. Konkrete detaljer må sættes med omhu. Med en beskrivelse maler man som oftest ikke et helt billede penselstrøg for penselstrøg. Med sproget udvælger man. En enkelt detalje kan repræsentere et helt sindelag eller en særlig situation. Den sigende detalje er stærk, men den kan også være lidt for stærk, lidt for styrende, hvis den står alene, især når den vedrører personer og hændelser. Billedet kan blive fladt og forenklet, i nogle tilfælde endda fordrejet og uredeligt, i stedet for komplekst og levende. Så må der andre detaljer til. Tilsyneladende ubetydelige og ukunstlede detaljer der kan etablere nærværelse og troværdighed.

Udfordring 2: Adjektiver

De er virkelig udskældte. Det er ikke altid fair. Adjektiver går imod show don’t tell-princippet. I hvert fald mange af dem. Sprogforskeren Erik Hansen skelner mellem tre slags: subjektive adjektiver som ’vidunderlig’, relative som ’stor’, neutrale som ’rund’. Særligt de førstnævnte, de subjektive, er udsat for hån. Paradoksalt nok finder vi dem ofte brugt hos en impressionistisk mester som Herman Bang der ikke holder sig tilbage med anselige adjektiver som ’sælsom’, ’underlig’ og ’ejendommelig’ der alle sætter læserens intuition i omdrejninger. Skriveprincipper skal have undtagelser. Det er en god regel. Alligevel bør adjektiver generelt doseres med både tilbageholdenhed og kraft. ’En tynd dør med syv låse’ er mere interessant end ’En tyk dør med syv låse’. Man kan også overveje variationer som eksempelvis det mere malende komposita, fx ’knækbrødstynd’, den mere svævende synæstesi, fx ’hviskende tynd’, og den mere følelsesprægede epizeuxis, fx ’tynd, tynd’.

 

Udfordring 3: Sammenligninger

Dem kan mange lide, især selv at skrive. I litterære tekster kan man af og til opleve stimer af sammenligninger, og det kan godt resultere i en noget overvældende og flimrende læseoplevelse, især hvis de er hentet fra forskellige områder (sport, mad, biler, planter). Sammenligninger kan have karakter af opvisning. Med sammenligninger kan man nemlig imponere og underholde, men man kan også illustrere og skabe emfase. Følelser og stemninger er oplagt materiale for illustrerende sammenligninger fordi et konkret billede kan oplyse det ellers abstrakte og uhåndgribelige: ’Hans kærlighed blev holdt tilbage som af en tynd, tynd dør med syv låse.’ Sammenligninger af typen konkret-konkret kan derimod skabe emfase uden nødvendigvis at give videre perspektiv: ’Porten var porøs som en knækbrødstynd dør.’

 

Lidt om længden og sandheden

Og så er der omfanget. Hvor lang skal en beskrivelse være? Ja, det afhænger af situationen og genren. De lange findes især i fiktion hvor de nogle gange kan minde om en ordmusikers solopræstation. Longinos hævdede at udførlige beskrivelser ødelægger det sublime. Hvem bestemmer? Den der skriver. Men læseren kan som altid stå af.

Og så er der sandheden. Den er altid tricky. Vi finder faktuelle beskrivelser i fiktion og poetiske beskrivelser i retorik og omvendt. I fiktion kan man komme godt af sted med at sandhedsforvirre læseren. Det er derimod sjældent tilfældet i retorikken. Til gengæld sker det ofte at skriveøvelser i virkelighedsbaseret beskrivelse medfører digteri. Pludselig opstår en replik ingen har sagt, eller en bevægelse ingen har gjort. Det er med andre ord ikke kun læseren der får sin forestillingsevne aktiveret i mødet med beskrivelser. Det er også skribenten. I en poetisk beskrivelse kan det være fint. I en faktuel farligt. Beskrivelser kan let løbe løbsk. Det blev vist til en udfordring mere.      R


Læs mere:

Ulla Albeck, Dansk stilistik, 1939.

Georg Brandes, ””Det uendeligt små” og ”Det uendeligt store” i poesien”, i Essays, 1963.

Frank J. D’Angelo, ”The Rhetoric of Ekphrasis”, Journal of Composition Theory, vol. 18, 1998.

Erik Hansen, ”Et forsøg med adjektiv-tema”, Glæden ved grammatik, 2001.

Gerard A. Hauser, ”Empiricism, Description, and the New Rhetoric”, Philosophy and Rhetoric, vol. 5, 1972.

Sven Møller Kristensen, Impressionismen i dansk prosa, 1955.

David Lodge, ”Types of Description”, The Modes of Modern Writing, 1977.

 

 

 

Forfatter:
Christina Matthiesen. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet og forfatter til Konsulenten og praktikanten.

RetorikMagasinet 84 (2012), side 14-15.

rm84

Om skribenten

Christina Matthiesen, ph.d. i retorik, er adjunkt i dansk­fagets didaktik på Aarhus Universitet

Lämna ett svar