Ud af retssalen

I offentligheden er han kendt som manden der forsvarer alt fra christianitter og klimademonstranter til den kaprede besætning på skibet Danica White. Med sine egne ord er Knud Foldschack en advokat der ikke tror på retssale. RetorikMagasinet har sat ham stævne på hans kontor i Skindergade til en snak om hvordan man forhandler sig til en sejr i retssalen – uden for retssalen.

Ud af retssalen

Frida Hviid Broberg & Bjørn Christensen

KF1“… Og så satte jeg mig ind i min bil og kørte gennem politiafspærringerne.” Knud løber flere gange sin højre hånd igennem sit viltre, brune hår mens han fortæller. Man skal ikke tilbringe mange minutter i hans selskab før man mærker at Knud Foldschack ikke er advokat som advokater er flest.

Man kunne fristes til at skrive at Knud er en mand med en mission. Men selv er han ikke glad for den formulering: “Mission er et dumt ord. Jeg kunne ikke drømme om at sige at jeg har en mission. Så ville jeg jo høre til enten hos folkekirken eller i James Bond. Og jeg kan ikke leve op til nogen af delene.” Nuvel, Knud er en beskeden mand. Han er manden der har fået tilkendt store erstatninger til de krænkede klimademonstranter under COP15 og givet københavnerne et nyt Ungdomshus gennem sit arbejde i Fonden Jagtvej 69. Han er kendt som det alternative Danmarks advokat der kæmpede for gidslerne på det kaprede skib Danica White og vedholdende forsvarer christianitterne mod normalisering.

Mellem linjerne

Knud er efter eget udsagn en børnehjemsdreng som “har været gennem den hårde skole”. Seks børnehjem og tre kostskoler blev det til: “Her oplevede jeg en masse uretfærdighed. Massiv og vedvarende daglig uretfærdighed.” Og det var her Knud udviklede det som skulle blive hans drivkraft: en ualmindelig stærk retfærdighedssans. Da han tilfældigvis havnede på jurastudiet fordi han efter eget udsagn var for dum til at blive skolelærer, fandt han hurtigt ud af at juraen var nøglen til samfundets maskinrum – et middel i kampen mod uretfærdigheden. Og selv om Knud ofte bliver omtalt som venstrefløjens advokat, afviser han at retfærdighedskampen har rødder i et ideologisk ståsted: “Da jeg blev 60, ønskede jeg mig et vinkøleskab – for så kunne jeg bevise at jeg ikke var kommunist. Kommunister har ikke vinkøleskabe.”

Knud foretrækker altid at tage de sager hvor den kolde jura truer med at sende sagen ud i en uretfærdig afgørelse. Han foretrækker de sager hvor man må læse mellem lovens linjer: “En sag kan jo have en retorik der hedder: “Det står i loven at …, så derfor…” Men den kan også have en retorik der hedder: “Det står i loven at …, men det ville være dumt at følge”. Og derfor er jeg ikke god i en retssal, for der skal de jo følge loven.”

Virkelighedens rettergang

Og tit er det der ser retfærdigt ud i retssalen, skingrende uretfærdigt i virkelighedens verden: “Tag skifergas-sagerne for eksempel. Her er der 20 familier der har måttet gå igennem et helvede fordi de bor i et boreområde. De har måttet leve med alarmer om natten, med udslip langt over det tilladelige, og de må leve med at være stavnsbundne for de kan ikke sælge deres huse. Skal de ikke have kompensation? Hvis jeg fik lov at fortælle den historie, ville 99 % af alle danskere sige ’jo, selvfølgelig’. Men den kolde jura gør det svært”.

Det samme gælder COP15-sagen hvor Knud fik tilkendt erstatninger til klimaaktivister der – efter at være blevet præventivt anholdt – sad bagbundet i timevis i såkaldte ’futtog’ på den decemberkolde jord: “Det drejede sig om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det viste sig jo efterfølgende at man havde overtrådt den europæiske menneskerettighedskonvention i forhold til torturparagraffer og forsamlingsbestemmelser. De nyeste sager i den forbindelse er jo Brøndby/FCK-sagerne hvor man kan sige at bøllerne skal tilbageholdes. Det skal de selvfølgelig, men hvis 400 tilbageholdes, og 350 af dem er familiefædre og familiemødre med deres børn – hvis en 12-årig dreng eller pige der sammen med sin far er blevet tilbageholdt, må sidde og tisse i bukserne på asfalten – så er den gal. Det budskab skal ud, så man kan få ændret de regler.”

Ud af retssalen, ind i virkeligheden

Somme tider hjælper det at tage sagen ud af de kolde retssale og ud i den folkenære virkelighed. Da Knud fik forhandlet et nyt ungdomshus til københavnerne, eller da han satte en prop i normaliseringen af Christiania, lå det meste af arbejdet derfor også uden for retssalen: “Jeg vinder mine sager uden for retssalen. Jeg tror ikke meget på retssalene. Jeg har den helt elementære grundopfattelse at i retssalene er der altid en der vinder for meget, og en der taber for meget.”

Men han går ikke af vejen for at bruge retssalene strategisk: “Jeg kan bruge retssalen til at udskyde og få arbejdsro. I Christiania-sagen for eksempel var det enormt vigtigt at vi kunne sætte tingene på standby fordi vi dermed kunne lukke nogle sager op og få den nødvendige forhandlingstid.” I 2005 da en normalisering af Christiania var øverst på regeringens dagsorden, ville de gerne anerkende christianitternes rettigheder – men ikke som kollektive rettigheder. Det betød at staten måtte registrere alle christianitternes rettigheder for så at tage stilling til dem én for én. Men så fik Knud en idé: “Jeg sagde hør lige her, vi laver fem advokatkontorer ude på Christiania, og så beder vi alle christianitterne om at anmelde deres rettigheder. Og så anmeldte alle christianitterne deres rettigheder hver for sig på et skema. De anmeldte retten til at have lokum på volden, til at have hunde uden snor, til at cykle uden cykellygter. En anmeldte sin ret til at hans sjæl boede i en trækrone mens hans legeme boede i et hus.” Det resulterede i mange tusinde anmeldelser som staten måtte behandle og træffe afgørelser i. “Jeg vendte systemets egne præmisser om, og jeg tror at det fik dem til at tænke sig om og sige ’hov, den er jo gal den her’. Det var jo helt håbløst at administrere. Og dermed tog forhandlingerne en vigtig drejning.”

KF2At forstå, men ikke respektere

Christiania-sagen og mange af Knuds andre sager har det tilfælles at de deler vandene. Og derfor stiller der sig naturligt spørgsmålet om advokatens sympati. For føler Knud først og fremmest en personlig eller professionel sympati for de folk han forsvarer? Knud bliver for eksempel tit spurgt hvordan han kan forsvare volden i forbindelse med kampene om Ungdomshuset. For at forklare det peger han på forskellen mellem at forstå og respektere: “Jeg har selv været med til at lave et stort oprør på en kostskole hvor vi satte ild til en hel masse ting. Så jeg kan godt forstå det. Men det betyder ikke at jeg respekterer det.”

Når vi spørger Knud hvad der gør ham vred, har han da heller ikke brug for mange sekunders betænkningstid. Faktisk svarer han prompte: “Det gør mig rigtig, rigtig vred når velbjergede velstandsbobler på et uoplyst grundlag er fordomsfulde og kommer med udtalelser som: ’de kan også bare tage sig sammen’. Det kan jeg næsten ikke klare. De er vokset op i strandvejsmahognimiljø med whisky i glassene og en far der sidder og drøfter finanssituationen. De har fandeme ikke gået på kostskole hvor man fik tæsk hver gang man havde en mening.”

Af og til oplever han dog også selv sin modpart i en retssag vende rundt på en tallerken når sagen har vakt de menneskelige følelser: “Det sjoveste jeg har oplevet, var engang jeg havde en kæmpesag om ekspropriation af Øresundsforbindelsen. Min modpart, en mand fra et aktieselskab, skulle ekspropriere de her mange fantastiske boliger ude i Kalvebod. Jeg tror vi havde hundrede huse vi gik igennem. Og da vi var halvvejs i processen, sagde han ’det kan jeg slet ikke holde ud at ødelægge det her’. Så sagde han sit job op og flyttede selv ud i haveforeningen med sin kone.”

Mangfoldige forhandlingssituationer

Når Knud forhandler, er det vigtigt for ham at virke tillidsvækkende: “Jeg tror at en af grundene til at jeg er god til at forhandle, for det er jeg vel, er at jeg ikke har nogen facade. Jeg er ikke sådan en advokat med næsen i sky – jeg ligner sådan set en fredelig skolelærer, og det har jeg benyttet mig meget af. Jeg vil gerne give et billede af at jeg er ufarlig, og at jeg gerne vil høre på hvad du siger. At vi arbejder på at du og jeg sammen når frem til den rigtige løsning.” Men han er bevidst om at hvordan han skal opføre sig, afhænger af forhandlingssituationen. Der er nemlig stor forskel på at forhandle på retssalens bonede gulve og hen over en politiafspærring midt i en kampzone.
Sidstnævnte situation befandt Knud sig i da han i 80’erne forsvarede en gruppe unge i et besat hus i Baldersgade på Nørrebro, og det en aften var kommet til en konfrontation med politiet: “Jeg ringede til politidirektøren og sagde at jeg skulle ind til huset, men det måtte jeg ikke.” Men der skal mere til at stoppe Knud. Han satte sig ind i sin bil og kørte lige gennem politiafspærringerne og ned ad Baldersgade gennem brosten og tåregas. “Der var op imod 1.000 betjente, og der var fuld knald på. Jeg kunne meget hurtigt se at det allervigtigste i den situation var at få parterne til at adskille sig og få dem til at bevæge sig en meter væk fra hinanden. Og i sådan en situation skal jeg jo selvsagt ikke ligne en BZ’er.”

Når situationen er tilspidset og eksplosiv, er det ekstra vigtigt at tage sagen et skridt ad gangen og nedtrappe konflikten trin for trin, fortæller Knud og griber den skål med mandler der står på bordet: “Sådan en sag er jo lige så rodet som den her skål med mandler. Så det første jeg gør, er at sige til politiet: ’Prøv nu at høre, det første vi skal, er simpelt hen at få jer væk fra hinanden i et stykke tid. Kan I ikke bare give mig 20 minutter hvor I forholder jer i ro?’.” Knud tager en mandel til op fra skålen og lægger den på bordet ved siden af den anden: “Så går jeg ind i huset til BZ’erne og siger ’hvis I holder jer inde i huset, så skal jeg nok få dem til at rykke yderligere fem meter tilbage’. Jeg opbygger en strategi i forhandlingen – en logisk og overkommelig strategi. Og så må den ellers gerne indeholde 20 trin.”

Forhandlingen om det eneste rigtige

Men selv om Knud sætter sin lid til forhandlingerne, betyder det ikke nødvendigvis at han går efter kompromiserne: “Der er mange der tror at står man på sin ret, er man stædig og nedbryder forhandlingerne. Det er ikke rigtigt. Jeg er en ekstremt stædig mand. Jeg er vedholdende i en forhandling, grænsende til det vanvittige. Jeg kan sagtens opleve at jeg bliver klogere og dermed ændrer synspunkter, men jeg er meget vedholdende i mine sager. For jeg er af den overbevisning at enhver problemstilling altid har én løsning. Christiania, Ungdomshuset, skifergas-sagerne, COP15 har kun én løsning – den rigtige.”   R

Bibliografisk

Af Frida Hviid Broberg & Bjørn Christensen, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 4-6.
35098

Author profile
Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2015-2018. Ansvarshavende redaktør 2016-2017.

Lämna ett svar