Londons gader, kyklopens hule og menneskets indre kan alle være udgangspunkt for monstrøse fortællinger. I dette essay undersøger vi træk af litterær uhygge.
Uhyggens rammer
Bo Tao Michaëlis
“‘And this also’ said Marlow suddenly, ‘has been one of the dark places of the earth’”.
Sådan lyder sømanden Marlows første replik i Joseph Conrads klassiker Mørkets hjerte (Heart of Darkness) fra 1899. Sagt til sine kolleger på et skib som en augustaften ligger ved anker ved Themsen i London – citatets “this” og den vestlige civilisations absolutte metropol her i slutningen af 1800-tallet. Alt ligger snart i tusmørke, og lygter begynder at tændes inde fra verdens største by; modernitetens menneskeskabte lys som hver aften sejrer over naturens mørke. Overalt hersker en global optimisme på menneskehedens vegne her i det bedste af alle århundreder i den bedste af alle verdener hvor man er i færd med både at afskaffe krige og epidemier op til århundredskiftet. Men nede i havnen lyder en stemme som husker at også disse moderne tider engang lå hen i mørke.
Dette er rammen for Conrads historie som efter en neutral alvidende fortællers indledning strømmer videre som Marlows ambivalente jegfortælling om handelsmanden Kurtz; den hvide civiliserede mand som på grund af de primitive afrikanske omstændigheder er blevet rablende sindssyg inde ved Congoflodens kilder i hjertet af Afrika. Marlows fortælling er ambivalent fordi han både fascineres af Kurtz som har forvandlet sig til ondskaben selv, og selvfølgelig frastødes med et moderne menneskes vederstyggelighed. Den polsk-britiske forfatter med det adelige slægtsnavn Korzeniowski, som først sent i livet blev til den engelskskrivende Conrad, var elev af to allerede anerkendte angelsaksiske forfattere, Robert Louis Stevenson og Henry James. Stevensons personlighedsspaltede mesterværk, den psykologiske gyser Dr. Jekyll and Mr. Hyde, kom 12 år før Conrads fortælling om det mørke hjerte i Afrika og i os alle. Henry James kom året før med Skruen strammes. På overfladen en ret så traditionel spøgelseshistorie om en guvernante og to hjemsøgte børn på et gods. Men læst dybere et dæmoniseret studie i en kvindes hallucinerende syner med accent af seksuel fortrængning. Fra 1880’erne vrimler det med disse ‘Gothic Tales’ nu mere på gadeplan end på godser, mere i realistiske rammer end romantiske kulisser.
Pladsen her er ikke til en større udredning af diverse fortolkninger som Mørkets hjerte har udæsket i over 100 år. Her skal blot fremhæves visse narrative, litteraturvidenskabelige og litteraturretoriske stiltræk som i virkeligheden går langt tilbage i verdenslitteraturen. Hvorledes skabes uhygge og episk spænding? Hvorledes bjergtages læseren af en monstrøs historie?
Frem for alt er Marlows historie fortalt på et belejligt tidspunkt; tusmørketimen i grænselandet hvor dagens lys overvindes af aftenens mørke, og mennesket klumper sig sammen i et skæbnebelagt fællesskab. En arketypisk situation med stråler fra tidernes morgen i menneskehedens grotte. Marlow fortæller på et skib om en anden rejse på et skib – ikke ude på de store have, men oppe ad floden og inde i skove som altid har symboliseret en udflugt til det ukendte, det anderledes, det fremmede. Samtidig tintet af fornemmelsen af at fortælleren er på en mission. Den ramme kender vi også fra eventyrets Hans som skal lære angsten at kende, prinsen der skal befri prinsessen, og agenten der skal hente en anden agent ud af fjendeland. Her hos Conrad Afrika, men det kunne også være spionromanens mand bag jerntæppet for ikke så mange år siden. Rammen skal gerne have en aura af noget selvoplevet realistisk selv om det også drejer sig om det irrationelle og overnaturlige. I mødet med det uhyggelige skal genkendes det hyggelige, det menneskelige og det trygge. Og så kommer chokket at intet er som det skal og bør være. Grænser for menneskelighed overskrides med vanvid og horror. Alt skal samtidigt fortælles af en forfatterstemme som intimiderer sit publikum. Med en stemme farvet af en falsk enfoldighed som skjuler en bedreviden. Og indsigt i det forfærdelige. Den litterære ursituation – og en fortælling som Conrad som dannet europæer har kendt og lært af – finder vi i niende sang i Homers Odysseen. Kanske den mest kendte af alle Odysseus’ bedrifter og udgivet i diverse børnebogsudgaver, nemlig hans møde med kyklopen Polyfemos. Det er fortællingen om blindingen af kyklopen og dermed den fatale handling som giver Odysseus rejsens forbandelse, ikke at kunne komme hjem til tiden og i stedet være ti år om sin berømte hjemfærd.
Besøget hos kyklopen er en stilskabende skabelon for mødet med ondskaben i selskab med andre. Odysseus og hans mænd går ind i en hule som umiddelbart ligner et mejeri med sine mange ‘harmløse’ produkter på mælk. Mælk var ikke den vindrikkende grækers voksne drik, og folkeslag, der lever på mælk, er for den græske tankegang enten barnlige eller barbariske eller begge dele. Det viser sig at være tilfældet med kyklopen. Han spiser hele seks mænd, to og to, af Odysseus’ mandskab.
I den udmærkede danske oversættelse af Otto Due skærpes det hæsligt horrible og chokagtige med at oversætteren som overskrift til episoden i versaler kalder det “KYKLOPENS KANNIBALISME” – hvilket det strengt taget ikke er. Den menneskelignende gigant med kun ét øje er søn af havguden Poseidon og en havnymfe, ikke et menneske. Men i forvandlingens stund i konteksten bliver det guddommelige barn til en menneskeædende mund. I sig selv er det nok for civiliserede grækere at føle en uhyggelig umenneskeliggørelse af det menneskelige i almindelighed, det mandlige i særdeleshed. Historien ender rimelig lykkeligt med Odysseus’ list til at komme videre på farten. Men som sagt med en livstruende forbandelse i lasten.
Mundtligheden, den orale iscenesættelse hos Homer, er som hos Conrad advarende over for sine tilhørere. Der er sinistert sort derude hvor vor verden holder op. Men hvor Odysseus tilsyneladende kendte sine grænser for civilisation som noget anderledes og alternativt, synes Conrads grænse mellem godt og ondt at være hovednerven i menneskets indre. I eventyret bliver dyr til mennesker, men i gyserhistorier sker det omvendte. Kyklopens hyggelige grotte bliver til et dødeligt fængsel, beboeren viser sig at være et udyr, det vil sige et dyr. Fortællingen indkredser sine tilhørere med en fængslende fascination om ondskabens nærvær. Forskellen mellem Homer og Conrad er at Odysseus fortæller blandt mennesker om noget langt væk og fjernt. Små 3.000 år senere giver Conrad stemme til en fortæller som sidder sammen i kreds med mennesker som alle under moderne omstændigheder kunne blive Kurtz med det sorte hjerte. R
Bibliografisk
Af Bo Tao Michaëlis, litteratur- og kulturanmelder ved dagbladet Politiken.
RetorikMagasinet 105 (2017), s 30-31
