En våd drøm om at høre folkets stemme

Hvordan taler man med 500 millioner mennesker i 28 forskellige lande på 24 forskellige officielle sprog, så alle føler sig inkluderet og hørt? Hvis du har svaret, vil vi opfordre dig til at ringe til Europa-Kommissionen. De vil nok være interesserede.

En våd drøm om at høre folkets stemme

Kristine Marie Berg

Det er ingen hemmelighed at EU kæmper med sin retoriske profil. Der synes helt enkelt at være et evigt tillidsunderskud. Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, men i den seneste Eurobarometer-undersøgelse var Danmark det land hvor flest svarede positivt på et spørgsmål om hvorvidt de mente deres stemme blev hørt i EU. Det var 56 procent. Kigger man på EU-borgerne som helhed, vurderede 39 procent af de adspurgte borgere EU’s omdømme som neutralt, 30 procent fandt det positivt, og 29 procent negativt. Der er altså stadig lang vej til en grundlæggende tillid til EU som demokratisk institution. Det skal dog rimeligvis indskydes at EU-borgernes tillid til de nationale politiske institutioner også har lidt et knæk under finanskrisen.

Hvad hjælper det at lytte?

EU er på samme tid en retorisk kritikers våde drøm og værste mareridt. Der spyttes tekster ud i ét væk; taler, lovforslag, pressemeddelelser, hvidbøger, blogs, kommunikationsstrategier osv. Så hvor slår man ned for at finde og tegne konturerne af en retorisk profil? Et gennemgående træk ved mange af de seneste års initiativer til at forbedre EU’s og borgernes forhold til hinanden, eller til “at bygge bro over kommunikationskløften” som det ofte hedder i kommunikationsstrategierne, har været at forsøge at få borgerne til at tale. “Vi skal lytte til borgernes bekymringer”, lød det fra Det Europæiske Råd dengang i 2005 efter franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten.

Lissabontraktatens “Borgerinitiativ” er i forlængelse heraf et forsøg på at få borgerne på banen. Borgerinitiativet forpligter Kommissionen på at forholde sig til forslag fra borgere så længe forslagene er skrevet under af en million EU-borgere fra mindst en fjerdedel af EU-landene. Det er en interessant strategi i en tillidskrise at sætte sig til rette for at lytte og at opfordre andre til at ytre sig. Elisabeth Hoff-Clausen argumenterer overbevisende for at aktiv lytning kan fungere som en apologistrategi, altså en strategi med det formål at genopbygge tillid. Så lad os rette den retoriske lup mod EU’s forsøg på at sætte sig i en lyttende position – at få borgerne til at tale.

Borgerne giver en krammer

Et af EU’s lytteinitiativer er Borgernes Europaår 2013. Dette år skulle sætte fokus på EU-borgernes rettigheder og muligheder for at blive hørt i og af EU og være med til at forberede os alle på det forestående parlamentsvalg. Årets motto var: “Det handler om Europa. Det handler om dig”. Klikker man sig ind på “Om året” på hjemmesiden, bliver man budt velkommen af en mangfoldig flok mennesker i farverigt tøj der står med armene om hinandens skuldre og smiler. En stor lykkelig familie. Et klik på denne familie leder til oplysninger om baggrunden for året blandt andet i form af et citat fra formanden for Kommissionen, José Manuel Barroso: “De tider hvor europæisk integration forløb med borgernes indirekte samtykke, er forbi. Et teknokratiets, bureaukratiets eller diplomatiets Europa er ikke muligt. Et stadig mere demokratisk Europa er den eneste mulighed.”

Annons

Borgernes deltagelse er altså ikke bare vigtig, men altafgørende, forstår man. Denne erklæring virker absolut hensigtsmæssig EU’s tillidskrise taget i betragtning. Men det er interessant at borgernes deltagelse illustreres med en familiekrammer, for hvad er det vi borgere skal være sammen om? Er det at være sammen et mål i sig selv, eller er det et middel til at få løst de politiske problemer der vanskeligt lader sig løse af hvert enkelt EU-land alene? Hvis svaret er det sidste, ville en illustration der forestillede borgere der handlede i fællesskab, der gjorde noget sammen, måske være mere passende.

Borgerne tales til og tales om

Ved siden af illustrationen af ‘familien’ er en anden illustration der forestiller 13 tomme talebobler der hænger fra oven i snører og tilsyneladende venter på at blive fyldt med ord. Klikker man her, kommer man til en kort tekst om årets vision. Her slås det fast at “velinformerede borgere forstår at de har en andel i EU, og de får incitament til at deltage på alle niveauer af EU’s demokratiske proces.” Man kan også klikke på fanerne “Tag del i debatten”, “Leder du efter en løsning?” og “Sådan virker EU”.

To ting springer umiddelbart i øjnene: 1) inkonsekvensen i den måde borgerne omtales på: Til tider henvender hjemmesiden sig direkte til borgerne som fx i “Leder du efter en løsning?”, til andre tider omtales borgerne i tredjeperson som fx i “Når borgerne forstår deres EU-rettigheder bedre …” (mine kursiveringer). Hjemmesiden har sandsynligvis et dobbelt publikum, og det kan forklare denne inkonsekvens, nemlig både de alment interesserede borgere og dem der vil søge støtte til arrangementer. Det føles under alle omstændigheder mærkeligt at blive inviteret til en samtale og samtidigt distanceret blive talt om. 2) Den stadige (eller er det snarere stædige?) fastholden i at mere viden om EU uvægerligt vil lede til “incitament til at deltage”. Selv om der jo hele tiden kommer nye myndige EU-borgere til som helt sikkert har godt af viden om EU og EU-rettigheder, fristes man til at spørge om det virkelig er viden borgerne mangler, eller om det (også) handler om at den viden borgerne får, ikke giver dem lyst til at deltage?

EU skal handle på det de hører

For gider man deltage i et politisk fællesskab hvis man oplever at ens holdninger kun sjældent repræsenteres eller tages alvorligt? Og hvad betyder sådan en følelse for EU’s ønske om at lytte til borgerne? Retorikeren Elisabeth Hoff-Clausen påpeger at hvis man vil skabe tillid ved at lytte, må man være parat til at handle på det man hører, ellers fremstår det som et tomt løfte og kan dermed skade mere end gavne. Desuden minder hun om hvor utroligt svært det faktisk er at genopbygge tillid da mistillid bevæger sig som en selvforstærkende spiral der meget vanskeligt lader sig stoppe. Det bliver derfor interessant at følge hvordan EU de kommende år forvalter sin retoriske profil som aktiv, tillidsvækkende lytter. Om EU formår at bryde den onde spiral, eller om borgernes kommentarer kommer til at drukne i malstrømmen af officielle tekster.

R

Læs mere

Hoff-Clausen, Elisabeth: “Attributing Rhetorical Agency in a Crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse”, Rhetoric Society Quarterly, vol. 43, no. 5, 2013.

Just, Sine Nørholm: “‘There Can Be No EU without the Support of the Citizens’: Debate and Dialogue on the Debate Europe Website”, Chiara Valentini and Giorgia Nesti (red.): Public Communication in the European Union: History, Perspectives and Challenges, Cambridge Scholars Publishing, 2010.

Bibliografisk
Af Kristine Marie Berg. Ph.d. og adjunkt i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 20-21