Valgplakaten trænger til en extreme makeover

I de seneste valgkampe er de danske lygtepæle blevet overplastret med valgplakater. Fortsætter tendensen, vil valgplakaten snart være stendød. Men der skal ikke meget til før den kan få sin ungdom tilbage.

Valgplakaten trænger til en extreme makeover

Orla Vigsø.


I Danmark dukkede de første valgplakater op for 100 år siden. Siden da er der sket store forandringer i både mediebilledet og det politiske liv. Men kigger man på plakaterne ved de seneste valg i Danmark, må man konstatere at det ikke ligefrem er nytænkning der præger billedet. Måske er det på tide at stille spørgsmålet om valgplakatens tid er omme?

Et barn af folkestyret


De første valgplakater i Europa viste sig omkring 1880 i Frankrig, men det var i perioden 1900-1910 at mediet virkelig etablerede sig i alle demokratiske samfund. Plakaten var et medium som passede som hånd i handske med den nye samfundssituation. Demokrati havde eksisteret i de fleste lande i Europa siden midten af 1800-tallet, men antallet af stemmeberettigede var begrænset, og det samme var antallet af kandidater. Det betød at vælgerne og kandidaterne ikke var flere end at de kunne mødes på torvet og i forsamlingshuse, at vælgerne vidste hvem deres kandidat var, og at kandidaten kommunikerede direkte, mundtligt, med vælgerne. Men omkring århundredeskiftet fik en stadig større del af befolkningen stemmeret, og der blev flere kandidater at vælge imellem (bl.a. med de socialistiske partiers indtog). Så pludselig var det ikke længere muligt at opretholde den stærke direkte kontakt. Derfor voksede valgplakaterne ud af et behov for at fortælle vælgerne hvem der kandiderede i netop deres kreds, og hvilke synspunkter kandidaterne stod for. Siden er radio, fjernsyn og internettet kommet til, og når politiske kommunikationseksperter i dag skal rangordne de vigtigste kanaler, kommer plakaten ganske langt nede på listen. Og med en stigende anvendelse af Facebook, Twitter m.m. virker plakaten som et levn fra en meget fjern fortid. Den er ganske enkelt blevet utidssvarende. Derfor er det på tide at give valgplakaten en foryngelseskur, for valgplakatens rolle er stadig vigtig selv om tiden er løbet fra dens udtryk.

Ingen kan undgå valgplakaten


Det som gør valgplakaten speciel, er at den trænger sig på. Alle computerbårne eller æterbårne medier kræver at man tænder for et apparat, at man selv gør en indsats for at blive udsat for kommunikationen. Selv om man i mange tilfælde ikke har valgt netop denne kommunikation, så har man valgt at udsætte sig selv for muligheden. Valgplakaten findes derimod i det offentlige rum som man passerer gennem. Der er med andre ord ingen tærskel som skal overskrides for publikum for at den kan blive målgruppe. Og plakaten er stadig det eneste medie som fungerer på denne måde i vores samfund (så længe der ikke er storskærme overalt, a la Orwells overvågningssamfund).


Ved at være til stede i det offentlige rum udfører valgplakaten en række funktioner. Den kan informere og instruere om at der er valg, hvornår det er, til hvad man vælger repræsentanter, og hvem der er partiets kandidat i den aktuelle kreds.


Derudover kan valgplakaten skabe atmosfære. Mængden af plakater fungerer som et termometer for valgkampen: Nu, kammerater, er kampen i gang! På den måde skaber mængden af plakater en generel opmærksomhed på situationen – fuldstændig uafhængig af hvem der har sat plakaterne op, og hvordan de ser ud.

Annonce


Valgplakaten har en intern funktion. At sætte plakater op er i dag stort set den eneste aktivitet, bortset fra fester, som partisoldaterne aktivt medvirker i. At komme ud og sætte plakater op er i høj grad en sammensvejsende faktor internt i et parti, og at fjerne det ville reducere partiet til en topstyret interesseorganisation som alle andre.


Og endelig kan valgplakaten argumentere for at stemme på en vis kandidat eller et vist parti. Dette er den ”traditionelle” retoriske funktion, men her må man skelne mellem forskellige former for argumentation som måske til og med ikke betragtes som argumentation af alle. Der kan være tale om en mere eller mindre eksplicit argumentation i ord og billeder som knytter an til et sagsforhold. ”Stem på os for at …” eller negativt ”Sig nej til …”. Men der kan også være tale om implicit argumentation gennem etos: Man viser en kandidat fra dennes bedste side, og billedet fungerer da som et implicit argument for at stemme på kandidaten (og partiet).


Disse funktioner kombineres ofte; når man ser de endeløse rækker af stort set identiske danske plakater med portrætfotografier af kandidater med blot navn og parti som verbale indslag, så må man formode at de er tænkt både som en oplysning om hvem der er kandidat, og et visuelt argument for at stemme på kandidaten.

Pust liv i politikeren


Men hvis en plakat skal fungere som argument for at stemme på en kandidat, må den på en eller anden måde fremhæve kandidatens gode egenskaber. Kompetence, god vilje og dyd er Aristoteles’ klassiske treenighed, men også beskedenhed eller ungdom er mulige etoskvaliteter som kan fremhæves. Men ser man på plakaterne – især de danske, men tendensen er generel i hele Europa – er hovedparten helt kontekstløse portrætter.
Derfor kan man, med inspiration fra plakater fra andre lande, pege på i hvert fald tre områder hvor de danske politiske partier kunne stramme op. For valgplakater kan sagtens være andet end et intetsigende, obligatorisk bagtæppe til en valgkamp, men det kræver nytænkning.


Partierne kunne for det første lave plakater hvor politikerne gør noget. Man ser stort set aldrig en politiker gøre noget, udføre sit erhverv eller i en kontekst som kunne fortælle lidt om personens engagement. Der findes ingen ydre tegn på aktivitet. Alt man får at tage stilling på baggrund af, er personens ansigt, kropsholdning og tøj. Og eftersom alle danske politikere ser glade og venlige ud, er der stort set kun spørgsmålet om formel eller uformel tøjstil tilbage, og selv der er de fleste (i det mindste moderat) uformelle. Tilbage er udseendet, og det må vel siges at være et magert grundlag for politiske valg.


En anden mulighed er at placere politikerne i en kontekst. Lige nu optræder politikerne som oftest i en fuldstændigt dekontekstualiseret sammenhæng, ikke i den virkelige verden. Men hvorfor ikke tage et billede på en byggeplads, til et vælgermøde eller foran en vindmølle? Det er enkelt, men samtidig utrolig meget mere konkret end et ukendt fotostudie.
Et tredje problem som nutidens danske valgplakater har, er manglen på intertekstualitet. Valgplakaterne er blevet en egen genre uden forbindelse med andre genrer, og de henviser kun til deres egen lukkede verden. En kristendemokrat fra Finland, Sari Essayah, brugte på sin valgplakat klare referencer til Sin City-universet. Det gode ved hendes plakat var at man får en genkendelse som samtidig er lidt ironisk, for ingen tror for alvor på at Helsingfors er syndens hovedstad og Sari Essayah frelseren. Men humor og intertekstualitet giver plakaten en mulighed at fange øjet og blive husket. Og samtidig kan intertekstualiteten bruges til at knytte kampagnens forskellige medier sammen.

Slå autopiloten fra


Valgplakaten var et typisk barn af sin tid. Betyder det så også at plakatens tid er omme, og at politisk kommunikation ved valg i fremtiden udelukkende sker på nettet og i tv eller radio? Jeg tror det ikke; plakaten er stadig det eneste medie som fungerer i det offentlige rum og ikke kræver en aktiv handling fra publikum. Derfor vil partierne nok fortsætte med at have plakater, og i Danmark vil de formodentlig også fortsætte med at lade partisoldater sætte i det mindste en del af plakaterne op selv om jeg er overbevist om at professionalisering også der vil slå igennem.


Men om plakaten vil overleve, afhænger også af i hvor høj grad partierne kan udnytte dens muligheder. At bare lade autopiloten tage over og producere tusindvis af intetsigende portrætplakater koster måske ikke så meget, men det giver heller ingen positiv omtale. Mulighederne for at redde valgplakaten er mange, men gør man intet, vil plakaten være stendød, uanset hvor mange man fortsætter med at trykke og klistre op i hver eneste lygtepæl. R

Bibliografisk

Af Orla Vigsø. Docent i retorik ved Södertörns Högskola..

RetorikMagasinet 80 (2011), s 16-18

Om skribenten

Lämna ett svar