Du var en af dem der ændrede dit profilbillede til det franske flag efter det seneste terrorangreb i Paris. Du liker, deler og kommenterer opslag på de sociale medier – også når det handler om samfundsrelevante emner: om flere midler til forskning, bedre forhold for ældre, om ligestilling og ulandsbistand. Tillykke – du er clicktivist! 

Verden skal (også) reddes af clicktivister

af Nathalie Larsen

Clicktivisme handler om at sætte en dagsorden på nettet via digitale handlinger. Det handler om små gerninger der tilsammen bliver en opmærksomhedskrævende storm af stemmer der har tilkendegivet at de mener noget om en bestemt sag. Desværre bliver clicktivistens legeplads – de sociale medier – ofte opfattet som et useriøst og ligegyldigt alternativ til fx den skrevne presse hvis der skal flyttes holdninger. Og det betyder også at clicktivistens digitale handlinger ofte bliver betragtet som overfladiske og tomme. For “det er så nemt at like noget uden reelt at gøre noget ved det”. Det er der også et ord for, og det hedder slacktivisme: altså en form for aktivisme hvor udøveren har gode intentioner, men bare ikke orker at foretage sig noget reelt i den fysiske verden og i stedet sidder på de sociale medier og skriver. Men hvis digitale handlinger alene er udtryk for “slack” eller dovenskab, overser vi det potentiale der ligger i adfærd på nettet og i de samtaler som begynder med clicktivistens klik.

Den digitale medborger i rødt, hvidt og blåt

Lad os sige at du var en af dem der skiftede dit profilbillede på Facebook til det franske flag efter terrorangrebet i Paris. Om ikke andet, så lagde du sikkert mærke til at mange gjorde. Umiddelbart efter terrorangrebet 13. november sidste år udviklede Facebook nemlig muligheden for at man med et lille klik på sin profil visuelt kunne vise støtte til det franske folk. Ud over at initiativet blev kritiseret for at fremhæve en vestlig krise frem for andre globale kriser, blev brugere der valgte at benytte sig af funktionen – dig, mig og rigtig mange andre danskere – klandret for at være noget naive hvis vi forestillede os at et bikinibillede fra sommeren 2012 beklædt med et rødt, hvidt og blåt filter kunne få terrororganisationer til at droppe deres bombeplaner og slutte fred.

Og den kritik er måske god nok. For selvfølgelig kan flag på de sociale medier ikke stoppe terror – det kan flag i avisen eller på gaden heller ikke. Men som symbol har flaget på Facebook en funktion.

Annons

Retorik

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Read more

For brugeren bliver skiftet af profilbilledet en symbolsk handling der kommunikerer støtte til og sympati med det franske folk. Det bliver en metode til at vise engagement i en sag og udtrykke medfølelse. Brugeren løber ikke en risiko ved at skifte profilbilledet, men han eller hun bidrager til en fælles samtale der handler om at tage afstand fra terror.

Rammen for handlingen er Facebook der således bliver en slags facilitator for brugersamtalen hvor brugere tilbydes en stemme i samtalen om at vi ikke vil lade os kue af hændelserne i Paris. Det gør brugerhandlingerne til en del af et symbolsk og digitalt hele der konstituerer dem i et fællesskab der er mod terror og kræver opmærksomhed på hændelserne i Paris og på værdier som eksempelvis ytringsfrihed.

Like – du’ for nem

Den lille handling på Facebook kan altså have et symbolsk formål, men hvor meget er den egentlig værd hvis brugeren ikke sætter noget på spil ved at udføre den? For at blive ved terroreksemplet og den efterfølgende mindehøjtidelighed kan det næsten virke for simpelt og konsekvensløst at tilkendegive på de sociale medier at man deltager i begivenheden på Facebook der afholdtes for at minde ofrene. Man kan i princippet lade være med at dukke op – og har man så overhovedet gjort en forskel?

Det er almindeligt at vurdere hvor dedikeret en handling er i forhold til hvor meget man sætter på spil ved at udføre den. Vi bruger tid, penge og andre ressourcer på at støtte gode sager ved at donere, samle ind og deltage i mindehøjtideligheder. Men digitalt bruger vi også ressourcer og kapital når vi deltager i noget. Vi sender signaler og tegn til vores netværk og giver information videre. Vi lægger profilbillede og navn til en sag over for vores nærmeste og opfordrer dem til også at handle – digitalt. Vi er med til at skabe synlighed og trække opmærksomhed til en bestemt sag, også selv om handlingen er nem, og brugeren ikke binder sig til noget.

Selv om du ikke deltog fysisk i mindehøjtideligheden, har du begået en handling ved at vise det digitalt. Er det så en mindre værdifuld handling end hvis du mødte op? Måske. Men digital aktivitet er med til at bevidstgøre os og udvide vores handlemuligheder. Man kan spørge hvor mange danskere der havde været bekendt med begivenheden hvis det ikke havde været for Facebook.

Skævheden består i at vi bedømmer og holder den digitale aktivitet op mod præmisserne for fysisk tilstedeværelse, og derfor opdager vi ikke de aktiveringsmuligheder der ligger i at en bruger udviser velvilje på sociale medier – eksempelvis ved at like. En bruger der viser interesse ved at like, kan potentielt organiseres til flere likes, mere aktivitet og større rækkevidde. Hvis han eller hun kliktrænes i den gode sags tjeneste, har vi potentielt en meningsdanner der er langt mere værd end en pjeceuddeler. Og det er blandt andet den cyklus som overses når den digitale handling ikke vurderes på dens præmisser.

Så hvad er den retoriske like-værdi?

Når vi handler på de sociale medier, er der en bevæggrund bag handlingen, uanset hvor lille og hverdagsagtig handlingen er. Derfor er et like heller ikke ligegyldigt. Hvis vi skal vurdere hvor meget digitale handlinger er værd, er vi nødt til at gøre det med den digitale valutas betingelser for øje. Hvis vi ikke anerkender potentialet i handlingerne, risikerer vi ikke bare at miste forståelse for hvordan vi bliver berørt og påvirket reto-
risk i den gode sags tjeneste på nettet, men også at blive blinde for den overtalelse og måske endda manipulation brugere kan blive eksponeret for.

Vi er nødt til at kigge på engagementet på de sociale medier som et udtryk for reelle holdninger og handlinger og vurdere dem på den baggrund – for det er den måde man samtaler på nettet. Vi lever i en internetfokuseret medievirkelighed hvor brugerne på daglig basis er med til at sætte dagsordenen. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om vi påvirkes af digitale handlinger, det er et spørgsmål om hvordan.

Verden skal også reddes af clicktivister – forhåbentlig. Men påvirkningen sker naturligvis ikke kun den ene vej. Hvis vi vil lære at forstå de metoder og midler til påvirkning der foregår på de sociale medier og nettet i det hele taget, er første skridt måske at synes godt om likes. Og ikke mindst vurdere dem i forhold til det de er – nemlig et lille udtryk for en holdning.

℘

Bibliografisk

Af Nathalie Larsen, digital retoriker og social medie-specialist hos Geelmuyden Kiese.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 44-47